At være eller ikke at være mormor

Dette gæsteindlæg er skrevet af Elisabeths mor, Blobs mormor.

Glæden var stor – meget stor. Min datter var gravid og jeg skulle være Mormor med stort M. Min familie skulle igen være på tre generationer. Jeg mistede min mor for mange år siden og hun nåede aldrig at møde mine børn, at blive mormor.

Næste dag skulle min mand og jeg på en forlænget weekend til øen Hven. Hele weekenden gik med at fable om det lille barn, som vores elskede datter havde inde i sin mave. Vi var så glade begge to. Jeg kunne næsten ikke vente til turen var slut og jeg kunne komme i land og ind i en garnforretning. Det blev en Coop i Landskrona. De måtte have en afdeling med strikkegarn. Heldigvis havde de det, for jeg skulle bare i gang med at strikke. En lille fin undertrøje i cremehvid bomuld, patentstrikket, blev det til. Det var min måde at udtrykke min store glæde og forventning.

En Instagramprofil blev det næste jeg kastede mig over. Hele verden skulle vide, at jeg snart blev mormor. Jeg var så glad og stolt over min nye titel. 

Lige så stor var sorgen, da vi hørte om Blobs misdannelse, det var næsten ikke til at bære. Min datter ringede til mig, mens jeg var på arbejde og jeg måtte, nærmest i trance, kaste alt hvad jeg havde i hænderne og skynde mig hjem, hente min mand for derefter at haste ind til Rigshospitalet. 

Her fulgte en lang og sej kamp før mareridtet var overstået. Da han endelig var blevet født, mødtes begge hold bedsteforældre og søskende på stuen. Vi skiftedes til at holde ham, kigge på ham, beundre hvor fin han var. Man skulle tro han blot sov. 

Stående omkring den lille kiste, hvor han lå så fint og sov, var der helt stille. Ingen havde flere ord.

Den dag jeg hentede min datter og svigersøn på hospitalet, vil jeg aldrig glemme. Det var så trist at se dem komme gående på gaden med begge hænder fulde af deres mange poser med tøj og andet, med bøjede nakker og triste ansigter – uden det, der var meningen, de skulle have med ud. Deres lille dreng.

Begravelsen var så uvirkelig. Det var ikke til at fatte, at han ikke skulle leve. Da min svigersøn bar den lille hvide kiste hen ad den grusbelagte kirkegårdsgang, kunne jeg ikke holde mine tårer tilbage. Det var så ualmindelig sørgeligt og uretfærdigt, hvis man kan tale om retfærdighed i den forbindelse. Det er ikke rigtigt at forældre skal begrave deres børn.

Døden er et vanskeligt emne og meget tabubelagt. Det mærker jeg, når jeg vil tale med mine venner om mit barnebarn. De ved ikke rigtig, hvad de skal sige til mig. Og der bliver helt stille. Nogen siger: de skal bare have et nyt barn. Men han forsvinder ikke, bare fordi han ikke er her mere. De døde børn/børnebørn tæller også med. 

Min sorg. Den må jeg bære med mig. Når jeg tænker på ham, tænker jeg, at det er unfair, at det netop skulle ske for vores familie og jeg håber på, at vi må få chancen endnu en gang. 

Til sidst vil jeg citere Løgstrup (filosoffen/teologen) ”det at miste et barn er værre end døden selv” for med vor egen død dør vi bort fra livet. Med de kæres død lever vi videre i tabet”.

Her kan du skrive en kommentar