Elisabeths historie om Blob – del 10

Julegaven under træet

Den uundgåelige dag var kommet. Vi skulle hjem fra hospitalet og det betød afsked med vores søn. Aftenen før havde vi skubbet vores hospitalssenge sammen, så vi kunne ligge tæt og holde om hinanden. Det var heldigt, for i løbet af natten fødte to kvinder på stuen ved siden af vores og jeg kunne ligge og følge med i det hele. Kvindens skrig af smerte og jordemoderens sædvanlige; “Pres, pres, pres” og “Træk vejret”.. Det værste var lyden af forløsningen og det nyfødte barns første gråd.. Så blev der stille og lidt efter startede det hele forfra, for en anden kvinde.

Om morgenen blev Blob trillet ind på stuen i sin krybbe og vi aede hans kind. “Mor og far elsker dig, lille skat” sagde Martin – og hvor det dog nev hårdt i hjertet, at høre ham sige det. Farvel, Blob ❤️

Min mor kom, hentede os og kørte os hjem til lejligheden. Det var underligt, at være tilbage. Nu var vi helt alene. Ingen Blob, ingen sygeplejersker der tidligt om morgenen skulle tage blodprøver, ingen jordemødre, der kun var der for vores skyld og for at høre, hvordan vi havde det. Ingen rød snor i væggen bag sengen, som man kunne hive i, når der var det mindste. Det var hårdt. Men Martin havde taget ved lære, de dage vi var indlagt, og fungerede nu som min personlige sygeplejerske. Han var stærk når jeg ikke var det – og omvendt.

Der var en masse praktiske ting der skulle ordnes, som ikke kunne vente. Papirarbejde. Det var på en måde godt, for det gjorde at vi 1: kom ud af huset og 2: fik fortalt vores historie mange gange indenfor kort tid.

D. 17. december, 12 dage efter Blob blev født, begravede vi ham. Vi valgte selv kirkegården. Den ligger i nærheden af hvor vi bor, men ikke et sted, vi kommer forbi dagligt. Vi valgte også selv pladsen på kirkegården. Nu ligger han på et lille stykke græs, under et juletræ, som var han en lille julegave. Vores forældre og søskende var med. Martin holdt en flot tale for ham på kapellet, inden han endegyldigt satte låget på kisten og skruede skruerne i.

På kirkegården sænkede Martin kisten med lille Blob i jorden, mens jeg læste min tale højt. Jeg kunne næsten ikke få ordene ud. Akkurat da kisten nåede bunden, lettede en flok hvide duer, som altid sidder et par meter derfra og hakker i jorden 🕊💔

Det er i skrivende stund næsten ét år siden, vi mistede Blob og der går ikke én dag uden at jeg tænker på ham. Jeg savner ham hele tiden og elsker ham stadig meget højt.

Men han være et bedre sted, for i denne verden er der da ingen retfærdighed.

Tak, fordi du har læst min historie om Blob.

Her kan du skrive en kommentar