Elisabeths historie om Blob – del 2

Hjerteblink <3

Jeg tog til lægen, hvor en sygeplejerske stillede mig alle mulige spørgsmål omkring min graviditet og privatliv. Spørgsmål, som jeg på ingen måde var forberedt på. Jeg havde forstået det som, at jeg skulle have taget nogle blodprøver, for at se om alt var ok. “Har du en partner? Hvad er hans cpr-nummer? Hvad er hans blodtype? Hvad laver du til dagligt?”. Jeg fortalte hende at jeg i øjeblikket var jobsøgende. Hun var bestemt ikke bange for, at fortælle mig hendes ærlige mening omkring min “meget uheldige situation” – at være gravid og jobsøgende. “Du skal nok gå meget stille med dørene omkring din graviditet, indtil du er bedre stillet”. Jeg var chokeret. Men havde hun ret? Var jeg virkelig så uansvarlig, som hun gav udtryk for?

Senere samme dag havde jeg stadig ikke glemt sygeplejerskens fordømmende ord og jeg gik i panik. Min baby var på størrelse med et blåbær, måske endda mindre, og der var allerede en fremmed person, der fik mig til at skamme mig og føle mig som en dårlig mor!

Der gik flere dage og sygeplejerskens ord rungede stadig i mit hovede. Min kæreste prøvede at trøste og berolige mig. “Det hele skal nok gå”, blev han ved med at sige. Men ingenting hjalp. Jeg opsøgte en psykolog, som hjalp mig til at indse at jeg ikke skulle bruge så meget energi på det og forsøge at slappe af min “meget uheldige situation” (sygeplejerskens ord, ikke min psykologs).

Dagbog: Torsdag d. 6. september 2018 – uge 8:

“.. Jeg skal først scannes på hospitalet d. 24. september og jeg synes der er meget lang tid til. Jeg tænker virkelig meget på, om alt er godt derinde og jeg er så bange for at der er noget galt. Måske mangler babyen en arm eller et ben? Det er helt normalt at have det sådan i starten af graviditeten – har jeg både læst og hørt.”

Jeg var meget utålmodig og ville gerne se min lille baby og dens hjerteblink. Martin var derimod mere rolig. Heldigvis fik jeg ham overtalt til at vi fik en såkaldt “tryghedsscanning” i uge 9 på en privat klinik. Jeg kunne simpelthen ikke vente længere. Jeg måtte bare vide at alt var godt. Eller om alt var godt..

Vi kom ind gennem en meget gammel port på Gothersgade. De gamle små mørkebrune trætrin knirkede under os, da vi langsomt gik op mod klinikkens dør. Martin gik forrest og en smilende kvinde tog imod os, da vi kom ind. En anden kvinde styrtede rundt og spurgte på vejen ind i et rum, om det var mig der var Elisabeth. Jeg nikkede og hun sagde “To minutter, så skal jeg være der”. Hun var inde i rummet et stykke tid, kom ud igen, smilede til os, mens hun hastigt hentede en stor vase med blomster, som hun satte ind i rummet. “Nu kan I bare komme ind” sagde hun. Vi trådte ind og der var meget større end jeg havde forventet. I den ene side stod en stor briks. Ved siden af var der placeret en stor indbydende lænestol med en pude i. Blomsterne i vasen stod på et bord op ad de gamle sprossede vinduer, og da kvinden så at jeg kiggede på dem, smilede hun og sagde “Ja, det går jo ikke at her ikke er hyggeligt, når I skal se jeres baby for første gang”. Det føltes som om at de begge kendte os i forvejen og nærmest havde glædet sig til, eller ligefrem ventet på, at vi skulle komme ind på deres klinik.

“Mooning” baby

Selvom det var første gang jeg nogensinde skulle have en ultralydsscanning og se et barn i min mave, føltes det som det mest naturlige i verden. Jeg lagde mig til rette på briksen, trak lidt ned i mine cowboybukser og Martin satte sig i den store lænestol ved siden af og tog min hånd. For enden af briksen var en stor skærm, hvor vi kunne følge med i scanningen. Hun advarede mig om det kolde gele og smurte min mave forsigtigt ind, inden hun satte scanneren på. Og lige dér lå vores lille vidunder. Den lillebitte baby lå på siden med ryggen mod os, så vi kunne se den søde numse og de små ben, som han havde trukket op under sig. (På det tidspunkt vidste vi selvfølgelig intet om at det var en lille dreng der lå derinde og moonede til os).

I 10 minutter holdt vi i hånden og kiggede bare på en kidneybønne, der boblede rundt. En kidneybønne, der dengang var 9+4 uger gammel. Da vi var færdige tørrede hun geléen af min mave med et lille varmt håndklæde. Hun trykkede os begge i hånden og sagde tillykke med vores fine lille baby, før hun forlod rummet og gav os god tid til at samle vores ting.

Da vi kom ud til skranken lå en fin lyselilla mappe klar med dokumenter, der indeholdte al information fra scanningen. Der var målene på vores baby, mit navn og cpr-nummer og nogle andre ting, som jeg ikke helt vidste hvad var. Der var også nogle postkort, men vigtigst af alt, var scanningsbillederne og et link, hvor vi kunne se en video af vores lille baby-Blob boble rundt i min mave. Den video så jeg på flere gange de næste mange uger, hver gang jeg savnede et glimt ind i maven.

Dagen efter scanningen kom vores forældre og søskende forbi til middag. Jeg var simpelthen så spændt på at fortælle dem, at der var en lille Blob inde i min mave. I to små æsker havde vi lagt et scanningsbillede, som vi fik med fra privatklinikken i Gothersgade. Æskerne blev overrakt til vores mødre, som jeg helt ærligt ikke tror havde fattet nogen form for mistanke forinden. Utroligt nok. Der blev helt stille omkring bordet, mens de synkront forsigtigt åbnede æskerne. Jeg sad overfor min mor og fulgte med i hvordan hendes øjne pludseligt blev lige så store som tekopper, ligesom hendes mund. Hun kiggede på mig og sagde “Er det rigtigt?!” og nærmest grinede af overraskelse. Min svigerfar som sad i den anden ende af bordet mumlede noget i retning af “Det havde jeg da regnet ud for længst”.. Okay, så siger vi det, du gamle (;

Læs 3. del af Blobs historie her

Her kan du skrive en kommentar