Elisabeths historie om Blob – del 4

Den dag Blobs nyre var væk

Dagbog: Mandag d. 26. november 2018
“I torsdags var vi til misdannelsesscanning. Alt så fint ud i starten. Lige indtil hun nåede til hans nyrer..”

Det var typisk os. Der var 20 minutter til misdannelsesscanning og 25 minutters gåtur til hospitalet. TY-PISK os! Jeg var 20 uger henne og gik med raske skridt gennem parken til hospitalet sammen med Martin. Jeg kunne ikke løbe. Så skulle jeg bare tisse. Igen.

Det var koldt, men jeg havde alt for meget tøj på og en varm baby i maven, så mit hår klistrede til panden under huen. Da jeg alligevel løb de sidste par meter ved hospitalets parkeringsplads, holdt jeg under maven, som hvis jeg havde en vandmelon under trøjen, der ikke måtte falde ud. Jeg forestillede mig, hvordan Blob skvulpede rundt derinde.

Jeg havde mærket liv fra min aktive baby de sidste par uger, og et par gange var det endda også lykkes for Martin at mærke ham.

Når Martin kom hjem fra arbejde og ind til mig i stuen, sagde han “Hej skat – og hej Blob!”. Hver gang han fik muligheden for det, kyssede han min mave og fortalte Blob historier. Det var allerede som om at de havde et særligt bånd til hinanden. En lille klub, mellem far og søn, som jeg ikke var en del af, selvom han altså stadig var inde i min mave. Jeg forestillede mig, hvordan deres klub ville fortsætte og udvikle sig om flere år, når vores søn blev ishockey-spiller ligesom hans far engang var. Martin ville tage med Blob til træning og lære ham at slå til en puck og stå på skøjter. Jeg forestillede mig, hvordan de to ville tage i parken en eftermiddag om sommeren med en fodbold, mens jeg blev hjemme og gjorde aftensmaden klar. Og den lille klub ville også være en fast del af vores hverdag, når Martin hentede Blob i institution eller skole og de ville hygge sig med en is på vejen hjem 🍦

Vi nåede frem til det samme store lyse venteværelse, med close-ups og bambusbilleder på væggene, ét minut før aftalen. Nye mænd hang over deres iPhones og nogle andre store maver lå på briksene bag de tynde hvide gardiner.

Mens vi ventede, og fik pusten, sad jeg og spekulerede på, hvad vi skulle have til aftensmad, når vi var færdige på hospitalet. Jeg prøvede at fremtvinge en af de famøse cravings som jeg altid havde hørt så meget om, men ikke rigtig havde mærket noget til. Lasagne? Måske kartoffelmadder? Med mayo. Og ristede løg. Og syltede agurker? Bare for at være lidt preggo-agtig.

“Elsebeth?” blev der kaldt ud i venteværelset. Ingen reagerede og jeg blev i tvivl om det måske var mig, de mente. Det skulle ikke være første gang jeg blev forvekslet med Elsebeth, Lisbeth eller noget helt tredje, der ender på “Beth”. Martin sagde det nok ikke var mig. Et par minutter efter kom den samme kvinde ud i venteværelset og sagde højt “eLIsabeth? Nielsen?”.

Vi blev vist ind i et aflangt rum, magen til det vi var i sidste gang, bare spejlvendt. Jeg lagde mig op, fik kold gelé på min bare mave og Martins hånd i min. Alt var som de sidste par gange. Bare en procedure. Endnu en scanning. Alt var godt. Ikk?

Blobs hjerte bankede hastigt derudaf og den lille baby der lå derinde, var ikke så lille mere. Jeg åndede lettet op. Jordemoderen scannede ham hurtigt igennem og spurgte om jeg skulle tisse. Hun viste mig en stor sort plet på skærmen, som var min fyldte blære og bad mig gå på toilettet. 

Mens jeg sad på hospitalets toilet længere nede af gangen sagde jeg højt til mig selv og Blob “Alt er godt. Alt er godt. Alt er godt”.

Men alt var ikke godt.

Tilbage i rummet. Mig op på briksen igen. Mere gelé. Martins hånd i min. Apparatet på maven. En gang til. Hun forklarede hvordan hun ville scanne Blob, fra top til tå, og kigge alle hans organer igennem, for at se om alt skulle være i orden derinde. Og det var i orden. Lige indtil hun nåede til hans nyrer. “Jeg kan ikke lige finde hans ene nyre”. Hun bad mig ryste i hofterne, så han måske ville lægge sig anderledes og hun kunne scanne ham fra en anden vinkel. Men hun kunne altså ikke finde den venstre nyre. I stedet fandt hun nogle væskefyldte cyster og en forstørret urinleder. Hun scannede rundt i laaang tid, inden hun til sidst printede billeder ud af Blob, som hun gav mig og bad os vente nogle minutter.

Vi kiggede på hinanden. Ingen sagde rigtig noget. Og det føltes som om, vi var derinde alene meget længere end nogle minutter.

Da hun endelig kom tilbage igen, havde hun talt med nogle læger og vist scanningsbillederne af Blob og hans manglende nyre. Hun havde skaffet en tid til os næste dag kl 9 hos en læge, som kunne scanne ham med et andet slags apparat og finde ud af, hvad der foregik inde i maven.

Vi gik i stilhed hjem gennem parken og det eneste vi sagde til hinanden engang i mellem var “Det er nok ikke noget” og forsikrede hinanden om, at man sagtens kan have et godt og langt liv med én nyre.

Læs 5. del af Blobs historie her

Her kan du skrive en kommentar