Elisabeths historie om Blob – del 5

Gulligt, grumset søvand

Næste morgen var vi igen tilbage i det store lyse venteværelse. Der var 20 minutter til vores konsultation. Det var fredag. Snart weekend.

Denne gang ænsede jeg ikke de andre par, der sikkert sad omkring os, eller om der stadig var bambus på væggene.

40 minutter skulle der gå, før en læge ved navn Lisa kom og hentede os. Vi blev vist ind i et helt andet rum, et andet sted, end de hvide aflange, som vi kendte, og en fornemmelse af alvor drev ind over mig. Jeg blev bange. Lisa bad os fortælle hvad der var sket og Martin fortalte om misdannelsesscanningen og Blobs ene nyre, der var væk, mens jeg lagde mig til rette på briksen.

Hun gik i gang med at scanne, præcis ligesom jeg var blevet scannet dagen før. Vi fulgte med på skærmen for enden af rummet. Denne gang var det en anden form for billeder vi så. Det var nogle andre farver end det gullige sepiafilter, vi var vant til; blå og røde gennemstrømninger fra hans lille hjerte. Billedet var zoomet så tæt på hans organer, at jeg ikke vidste om det var det ene eller det andet, vi kiggede på.

Læge-Lisa var stille. Hun trykkede rundt på knapperne på apparatet og pludseligt, ud af det blå, dukkede Blobs lille ansigt op på skærmen – i 3D! Vi var helt uforberedte på billedet på skærmen af vores lille dreng, men hvor så han dog fin og nuttet ud. Og med ét blev det hele mere virkeligt. Jeg knugede Martins hånd, mens jeg ønskede at Lisa om lidt ville sige, at der var sket en fejl, og den anden nyre bare havde gemt sig. Men det var langt fra den besked vi fik.

Jeg lå nu på siden på briksen, med hovedet udover og Martin holdt en skraldespand under. Jeg kastede ikke op, men det føltes som om jeg skulle til at besvime. Lisa var gået ud. Kort efter kom hun tilbage og forklarede at nyren altså ikke var til at finde. Hun fortalte os at nyrefejl, særligt på drengebabyer, kunne være et signal om en kromosomfejl. Hun foreslog at vi fik taget en fostervandsprøve, som endegyldigt ville vise os om Blob havde en kromosomfejl. Jeg hørte mig selv svare “Ok, lad os få overstået prøven” før jeg nåede at tænke mere over det. Jeg kiggede over på Martin. “Ikk?”. Han nikkede bare. Han havde tomme øjne, mens han alligevel smilede beroligende til mig.

Lisa informerede os kort omkring, hvordan de ville foretage prøven ved at stikke en meget lang og tynd nål gennem mit maveskind og suge en smule fostervand ud. Hun viste os hen mod et rum for enden af gangen.

I døråbningen stod to kvinder, som tog imod os. Jeg tror de var jordemødre, men jeg er ikke helt sikker. De smilede sødt til os, men på en sådan måde, at jeg fik lyst til at græde. Rummet var fire gange så stort, som de andre, vi havde besøgt tidligere. Det lignede mere en tandlægeklinik. Briksen stod i midten af rummet og flere skærme var placeret i loftet over den.

Det var ikke nogen rar fornemmelse at blive stukket med den meget lange tynde nål, som borede sig langsomt gennem mit maveskind, men det var heller ikke uudholdeligt. Lisa stod på venstre side af mig og trak Blob mod sig med begge hænder udenpå min mave, for at forhindre, at han skulle blive stukket af nålen. Samtidigt guidede hun den ene kvinde i hvor og hvordan hun skulle stikke nålen ind. Så snart den kom ind i Blobs lille boble, kunne vi følge med på skærmen. Han forsøgte i forsvar at sparke den væk og fik fostervandet derinde til at bevæge sig og lave hvirvler på skærmen. Jordemoderen med nålen begyndte at trække vandet ud og det opsamlede sig i sprøjten. Det lignede mest af alt søvand. Gulligt, grumset søvand. Men Lisa forsikrede os om, at det så helt normalt ud. Noget af foster-søvandet løb ned af min mave og landede på briksen.

Martin fik taget blodprøver bagefter og jeg fik besked på at blive liggende så stille som muligt de næste 20 minutter. Ved sådan en prøve er der 0.5 % risiko for abort, så tro mig, jeg lå bomstille og faldt næsten lidt hen, mens Martin sad stille på taburetten ved min side.

Nu skulle vi blot vente en uge og så ville prøverne komme tilbage. Behøver jeg sige, at den uge var meget lang?

Dagbog: Mandag d. 26. november 2018

Flere gange havde vi nogle dejlige øjeblikke, efter vi kom hjem fra fostervandsprøven, hvor vi krammede kyssede og Martin fortalte mig, at jeg havde klaret det så flot under prøvetagningen. Selvom jeg sagde, at jeg jo bare havde ligget der og var blevet stukket, sagde han “Nej, du klarede det så flot!”. Har jeg sagt, at han er verdens bedste kæreste? I virkeligheden syntes jeg, at det var ham, der havde tacklet situationen flot.
Dengang vi troede, at det var ‘Max’ der lå derinde
og før han fik sit rigtige navn; Blob <3

Læs 6. del af Blobs historie her

Her kan du skrive en kommentar