Elisabeths historie om Blob – del 6

Sort, sort, forbandet, FUCKING uheld

Martin vækkede mig forsigtigt. Det var morgen og seks dage siden, vi havde fået taget prøven på hospitalet. Jeg forstod ikke hvorfor han allerede var hjemme fra arbejde. Han kiggede alvorligt på mig og sagde “Skat, lægen har ringet.” Jeg fandt min telefon frem. Ét ubesvaret opkald. Jeg var stadig ikke rigtig vågen. Martin forklarede mig, at Læge-Lisa havde ringet til ham, da hun ikke kunne få fat i mig, som vi havde aftalt.

Hun ville ikke fortælle ham resultatet af forstervandsprøven, før hun havde snakket med mig, så han havde skyndet sig hjem til mig.

Jeg ringede hende op. “Duuut…… duuut – Det er Lisa” . Hun spurgte kort ind til hvordan vi havde det og jeg svarede at jeg bare gerne ville have resultaterne. Men de var ikke positive. Langt fra.

Fostervandsprøven havde vist, at vores lille Blob havde en kromosomfejl. En alvorlig én. Som ikke var så almindelig, men heller ikke helt ualmindelig. Hun forklarede ikke så meget om det, men nok til, at vi forstod det var alvorligt. Hun havde reserveret en tid til os hos en kromosomekspert (jeg kan ikke huske hvad hendes rigtige titel var, men jeg ved, at hun var ekspert på området) senere samme dag kl 13 på hospitalet.

Vi stod op, lavede morgenmad og jeg græd. Meget. Der var tre lange timer til vores møde på hospitalet og det var svært ikke at google, hvad kromosomfejlen betød. Det skulle jeg ikke have gjort. Men jeg kunne ikke lade være. Tiden sneglede sig afsted.

Kromosomeksperten, hvis navn jeg desværre har glemt, havde kontor på 3. eller 4. sal på Rigshopsitalet. Hun kom ud og hentede os på gangen, hvor vi sad og ventede i en lille sofa.

Hun tog os med ind på kontoret, hvor væggene var præget af reoler fyldt med bøger. Bagest i rummet stod en lille kontorstol og et skrivebord med flere bøger, ved siden af en stor stationær computer. Hun tog plads ved det lille bord med fire stole og gjorde tegn til os om at tage plads på den anden side. Hun bad os forklare hvad vi havde fået at vide indtil videre af lægen. Martin forklarede og jeg supplerede.

Hun hev en stak papirer frem og vi fik et kort foredrag om DNA, kromosomer og hvordan genetik basically fungerer. Hun viste også præcis på hvilket kromosom Blobs fejl var. Martin og jeg sad bare og lyttede og prøvede at regne ud, hvad konklusionen på alt det her blev og hvor vi ville ende.

Hun tog et nyt stykke papir frem og viste os svarene fra vores blodprøver, sammenlignet med Blobs fostervandsprøve. “Kan I se det lille bitte udsving der er her? Det er hans kromosomfejl. Kan I se her, at det lille bitte udsving ikke er på jeres prøver?”. Vi kiggede bare op på hende og nikkede. Hun forklarede os, at det lille bitte udsving betød, at han ikke havde fået fejlen fra os. Det var altså ikke sammensætningen af vores gener eller kromosomer, som gjorde at han var syg. Det var bare sort uheld. Sort, sort, forbandet, FUCKING uheld.

Hun fortalte os, at vi ellers var et godt genetisk match. Risikoen for denne kromosomfejl var i forvejen så forsvindende lille, at når vi engang fik flere børn ville det være helt usandsynligt, at de ville få samme fejl. Det var måske det eneste positive, vi kunne tage med fra mødet og senere skulle jeg finde ud af, at det er de små positive lysglimt, som var vigtigst at holde fast i. Og blive ved med, at holde fast i.

Hun holdt en kort pause og kiggede på os begge. “Har I nogle spørgsmål?”. Jeg tænkte på “Øh ja, men hvor lang tid har du og hvor skal jeg dog begynde??”.

Vi stillede en masse spørgsmål, som vi fik besvaret. Til sidst sagde kromosomeksperten “Nu skal I træffe en stor beslutning”. Og dér knækkede Martin sammen. Han græd. Hulkede. Jeg blev overrasket. Det var første gang jeg så ham græde – nogensinde. Og jeg forsøgte, at trøste ham. Men jeg var tom for ord. Jeg havde intet godt eller trøstende at sige. Jeg holdt bare om ham.

Eksperten foreslog at vi gik en tur og talte det igennem. Så vi gik ud. Det regnede. Og jeg undrede mig over at bilerne stadig kørte på vejen. Lyskurven fungerede stadig som normalt og blinkede derudaf; rød, gul, grøn – gul, rød. En flok mænd kom i vores retning, jeg tror de havde været i parken. De sang højt og grinede og jeg havde lyst til at ruske dem og råbe højt ind i hovedet på dem “Fatter I dog slet ikke hvad der er sket??!”. Verden var uforandret. Men det var vores ikke.

Min forestilling om far/søn-klubben begyndte at forsvinde. Vores skæbne havde taget et skarpt højresving, og vi sad magtesløse på bagsædet og måtte bare forsøge at følge med.

Det var ikke længere en realitet at Blob skulle blive ishockey-spiller og Martin skulle ikke lære ham at stå på skøjter og køre ham til træning. Der blev ingen fodbold i parken, mens jeg lavede aftensmad til de to. Og den lille klub ville ikke blive en fast hverdagsting, når Far-Martin hentede Blob i børnehaven og købte is på vejen hjem. For det ville han aldrig kunne. Ingen af delene.

Måske ville han ikke engang overleve resten af graviditeten. Og hvis han gjorde, ville han måske ikke overleve at blive født. Og hvis han gjorde, ville han måske kun overleve et par timer, dage, måske uger. Og hvis han gjorde, ville han praktisk talt bo deltid på hospitalet og deltid på en institution. Åh. Så mange (fucking) hvis’er. 

“Hvad vil du?” spurgte Martin med tårer i øjnene, mens han kiggede på mig som om, jeg havde det rigtige svar. “Jeg vil ikke have ham” hviskede jeg. Og jeg fortrød med det samme mit valg af ord. For jeg VILLE have ham. Mere end noget andet i hele verden. Min elskede lille Blob. Dumme verden. URETFÆRDIGE verden! Men Martin hørte mig ikke, og da han spurgte mig igen svarede jeg “Han skal ikke have det her liv”.

Læs 7. del af Blobs historie her

Her kan du skrive en kommentar