Elisabeths historie om Blob – del 8

“Det her ville jeg gøre om igen i morgen, hvis bare jeg fik lov at få mit barn med hjem”

Blob kom til verden, d. 5. december, efter 4 døgn på hospitalet. Dagene gik med dårligt tv og endnu dårligere mad. Jordemødre tjekkede ud og ind igen, og blev forbavsede over at se, vi stadig var indlagt. Alle mødte os med stor sympati og interesse i at høre vores historie og svare på alle vores spørgsmål.

Dagene blev til én lang terapi-session, som jeg først efterfølgende kunne sætte pris på. Selvom det var lang tid, at være indlagt og vente på at min krop gav efter og slip på Blob, ville ét døgn måske have været for kort tid til at forberede sig på det, der skulle ske?

De mange jordemødre vi mødte fik mig i hvert fald til at indse, at jeg selvfølgelig skulle se min søn, efter han var blevet født, hvilket jeg tidligere havde været i tvivl om. Tvivlen var fuldstændig væk. Og nu kan jeg ikke forstå at jeg overhovedet har overvejet ikke at skulle se ham. Men jeg vidste ikke bedre. Jeg forestillede mig, hvordan synet af ham skulle traumatisere mig og sende mig et mørkt sted hen, hvorfra jeg aldrig ville kunne vende tilbage igen. Men han var simpelthen så smuk. Og sød. Meget lille, selvfølgelig, men shit, hvor var han sød. Ingen traumer lige angående dét.

Verdens bedste kæreste lige dér.

Klokken var 8 om morgenen, på dag 4 og jeg havde faktisk sovet godt – måske takket være den epidural-blokade, som efter fire stik i ryggen, endelig sad rigtigt og lindrede smerterne, der havde taget til. Der var for første gang flot vintersol udenfor, i modsætning til de andre dages konstante gråvejr.

Jordemoder Julie (skud ud til hende <3) kom ind på stuen den morgen og tjekkede om jeg havde “åbnet mig”. Dét havde jeg i den grad – hele 9 centimeter i løbet af natten. Hun kiggede på mig og sagde “Nu sker der endelig noget”. Og jeg følte næsten at hende og jeg, på så kort tid, var kommet til at kende hinanden så godt, at vi havde en form for tankeudveksling. “Er du klar?” sagde hun med øjnene, og det var som om hun kunne se på mig, at jeg tænkte “Nej – det bliver jeg aldrig – men nu gør vi det”.

Tre timer senere fødte jeg ham. Han kom ud med fødderne først, stadig inde i sin fosterhinde, som gik i stykker halvvejs. Det var som en vandballon, der sprang midt på fødelejet og jeg husker stadig lyden. Jeg fik et chok og det gjorde jordemoder Julie og lægen, der var til stede, vist også.

Lægen tog ham væk og beskrev ham for os, præcis ligesom vi havde aftalt, hun skulle gøre inden vi selv så ham. “Han er meget fin og lille og mørkerød”. Martin stod bøjet ind over mig og vi græd.

Med ét skiftede situationen og pludselig stod seks læger inde på stuen. Moderkagen kom ikke ud. Og jeg blødte. Meget. Presseveerne var stoppet efter Blob blev født og når jeg forsøgte at presse, stod der stråler af blod ud i stedet for.

Jeg blev hastigt kørt på operationsstuen og mens jeg lå dér, midt i kaoset og ikke kunne noget som helst, og blod, der stod ud af mig i stråler, kiggede jeg op på lamperne i loftet og tænkte “Det her ville jeg gøre en gang til igen i morgen, hvis bare jeg fik lov, at få mit barn med hjem”.

På operationsstuen fik jeg lagt et nyt drop i hånden samtidig med, at jeg fik taget blodtryk på den anden arm, og en tredje læge behøvede mig i ryggen. Men jeg var ligeglad. Jeg lå der bare og faldt nærmest i søvn, mens de fjernede moderkagen og sikrede, at alt var som det skulle være.

Læs 9. og næstsidste del på søndag d. 17. november

3 thoughts on “Elisabeths historie om Blob – del 8

  • Det er hård læsning og det er med tårer i øjnene, at jeg skriver denne kommentar. Hårdt fordi det er mit barnebarn det handler om, men i lige så høj grad min elskede datter ❤️

  • Kommer den sidste del af Elisabeths historie?
    Hilsen en der selv har mistet.

  • Hej Rie, alle mine afsnit ligger tilgængelig her på sitet. Jeg håber du finder trøst i min historie ❤️

Her kan du skrive en kommentar

%d bloggers like this: