Elisabeths historie om Blob – del 9

Mit første møde med Blob <3

Tilbage på stue B igen. Det viste sig, at jeg havde mistet én liter blod. Den kritiske grænse er, når man mister 500 ml. Jeg frøs og var træt. Mine ben var fuldstændig følelsesløse. Jeg kunne kun akkurat lige vrikke med den højre storetå. Vi tog en lur og aftalte med jordemoder Julie, at se Blob, når vi havde hvilet os.

Det bankede på døren. Martin hjalp mig op, så jeg kunne sidde i sengen. Jordemoder Julie kom ind og spurgte om vi var klar og jeg tænkte “Er jeg? Bliver jeg nogensinde det?”. Hun gik ud og hentede ham og kom tilbage med en krybbe på hjul, som var tildækket af et klæde. Hun sagde “Nu fjerner jeg klædet, så I kan se ham”. Hun gjorde det forsigtigt. Og dér lå han. Han var svøbt ind, så vi kun kunne se hans lille bitte hovede.

Ej, hvor jeg græd. Det var ubærligt. Han så så fin ud og der var slet ikke nogle tegn på, at han var syg. Men det var han jo. Og det måtte jeg (og må jeg stadig) minde mig selv om.

Han var mørkerød med hvide øjenbryn. Hans hud var klistret, fordi den var så tynd og fin. Vi pakkede ham ud. Hans hænder lå foldet på brystet af ham og hans små ben var trukket op mod maven. Hans fødder var fuldstændig magen til Martins. Utroligt. Der var ingen tvivl om, at han var Martins søn, og jeg kunne kun forestille mig, hvordan han ville have set ud, hvis han havde fået lov at vokse op og blive ældre.

Martin tog Blob op uden tøven og sad med ham. Efter lidt tid, overtalte han mig til, at det var min tur. Han var tungere end jeg havde troet. Og iskold, fordi han havde ligget på køl siden han blev født. Mens jeg sad med ham, forventede jeg hele tiden at han ville åbne øjnene og trække vejret, eller blot bevæge sig lidt under klædet. Men det gjorde han aldrig.

Vi sad med ham længe og tog billeder, som vi var blevet anbefalet. Jordemoder Julie kom ind og gav os to små blæksprutter, som nogle betænksomme frivillige havde hæklet. Én til Blob og én til os. Når vi forlod hospitalet og tog den endegyldige afsked med ham, skulle vi bytte dem rundt. Så havde han lidt af os med og vi havde lidt af ham – for altid. En smuk tanke, synes jeg. Vi puttede Blob i krybben med blæksprutten, der næsten var lige så stor som ham og Jordemoder Julie trillede ham ud igen.

Senere kom vores familier på besøg. Vi havde fået et fint aftryk af hans bittesmå fødder, som vi sendte rundt og viste dem, så de kunne forberede sig på, hvor lille han var. Og lille var han. 28 cm, for at være præcis, og vejede 421 gram.

Han blev rullet ind på stuen i krybben igen. Nu var han pakket ind i en dyne. Dem, der havde lyst, fik lov at sidde med ham. Alle græd. Specielt min far. Jeg trøstede ham og han sagde, at det jo var meningen at han skulle trøste mig. Men lige dér var det rart, at have en anden rolle og kunne trøste ham.

Alle sad med den ene blæksprutte på skift og gav den et lille klem og en smule af dem selv med til Blob.

Her kan du skrive en kommentar