Louises historie – min engleprinsesse Vilja – Del 24

Del 24 – Året der er gået – hvor står jeg nu?

I dag står jeg et års tid efter tabet af Vilja og jeg har kæmpet en kamp for at komme fremad, men sorgen er der stadig. Den kommer jeg aldrig over, fordi min sorg er et udtryk for kærlighed og savn til Vilja.
Jeg har gennem det sidste halve år skrevet om, hvordan Andreas og jeg har fundet ud af hvad vi føler hjælper os fremad i vores proces. 
Det har fx hjulpet mig meget at vi sammen med familien har fundet en balance i at mindes Vilja, at hun har fået sin egen plads i familien. 
Det har hjulpet Andreas og mig, at gøre Vilja synlig og derfor har vi hængt billeder op af hende og fået en dygtig tegner ved navn Heather Spears til at tegne billeder af hende. 
Både Andreas og jeg bærer også på smykker, der symboliserer at vi mindes Vilja hver eneste dag.
Vi har lavet en lille have til hende, hvor vi kan passe blomster og planter til ære for hende. Der er noget smukt i at se blomster blive vækket til live efter dvale om vinteren. Vi forsøger at plante forskelligt, så der kan være lidt grønt hele året rundt, så haven virker en smule levende hele tiden. Vi har i stedet for en sten på et gravsted fået designet vores egen bænk i den lille have, som tydeliggør at hun er en del af vores liv, selvom vi ikke får lov til at se hende forme sit eget liv. 

Tegnet af Heather Spears
Tegnet af Heather Spears

Det er en fordel at sorg er blevet mere legitimt at gøre synlig, og måderne at sørge på er blevet mere legitime. En ting gør mig dog stadig ondt, og det er at det skal være så forbandet svært at tale om sorgen. Jeg bestræber mig på at være åben omkring min sorg og andres sorg, men det er svært at tale lige åbent med alle. Jeg har fundet ud af at jeg er et menneske, der er åben, når andre inviterer mig til at jeg kan være åben. Jeg tænker selv, at jeg ikke er det mest frembrusende menneske, og jeg trækker mig ofte tilbage når jeg har det af ‘H’ til. 
Jeg ved at jeg, som et voksent menneske, er nødt til at tage en del af ansvaret. Udfordringen for mig ligger i, at jeg har svært ved at tage ansvaret når jeg kæmper, og der er det den bedste måde at møde mig på ved at tage ansvaret fra mig. Det skal forstås sådan, at mennesker omkring mig har gjort mig mere tilpas, når de har mødt mig med oprigtig interesse og nysgerrighed: “ Hvordan går det? “, “ Vil du fortælle om Vilja? “, “Kan jeg hjælpe dig med…? “ etc. 
Når jeg derimod har mødt mennesker der i bedste mening kommer med råd og forslag, som jeg vel at mærke ikke har bedt om, føler jeg at det falder til jorden. Med det mener jeg, at jeg føler at jeg skal forklare mig og jeg oplever at de skal gøre sig kloge på at finde løsninger på min sorg – løsninger som ikke findes. Tabet af Vilja er ikke et problem, det er et vilkår, som jeg forsøger at leve med – det er med al respekt kun mig der kan mærke hvad der føles “rigtigt” for mig. De råd og forslag, som gør særligt ondt er fx: “ Jamen I skal jo også videre for I kan jo ikke blive ved at dyrke sorgen “, “ I kan jo bare lave en ny baby. “ 

Andreas og jeg kommer fremad, ja, men vi skal lære at leve med sorgen, og uanset hvilket menneske der går bort, så lever det menneske videre gennem sine kære og bliver aldrig glemt – og det gør Vilja heller ikke! Det er den hårdeste prøvelse for mig at skulle tage afsked med mit barn, fordi det alt andet lige er mere naturligt at man selv tager herfra før sit barn. Det der samtidig gør det sværere for mig er, at det oftest er nemmere at tale om vores døde når vi har haft mange konkrete minder med dem. Men når det er små spædbørn er det begrænset at kunne tale om minder, fordi dem er der alt for få af. Jeg kan fx kun tale om de minder jeg havde med Vilja under graviditeten og på hospitalet inden vi tog afsked. Selvom minderne er få, så betyder det ikke at kærligheden er mindre, fordi kærligheden begynder ikke ved det første møde – den begynder i den spæde start af graviditeten både for moderen og faderen.
Bortset fra de alt for få minder, så er der kun de drømme og forestillinger Andreas og jeg havde for Vilja som vi kan fortælle om. Og det er de færreste der spørger: “Hvordan forestiller I jer at Vilja ville være nu? “, “ Hvilke drømme havde I for hende? “, “Når I tænker på Vilja, hvem forestiller I så at hun ville ligne nu? “

Viljas have med hendes indgraverede bænk

Andreas og jeg er kommet fremad, men vi har stadig meget at bearbejde. Under overfladen er vi stadig sårbare og mere følsomme end førhen. 
Vi er på mange punkter blevet mere bevidste om, hvad der betyder noget for os. Hvilke ting, der er vigtige for os at prioritere – vores kærlighed til hinanden som familie, og til vores nærmeste netværk!
Jeg har altid været socialt anlagt, men jeg har efter tabet af Vilja haft behov for at trække mig – passe på mig selv og pleje mine sår. Jeg har ikke været i stand til at tage ansvar i relationerne, og jeg kæmper stadig med overskuddet i forhold til at påtage mig andelen i ansvaret. Om jeg bliver i stand til at genfinde de kompetencer jeg havde i sociale sammenhænge er lige nu umuligt for mig at svare på, for jeg tror ikke på at jeg bliver den samme igen. Jeg har et kæmpe skår i hjertet og dybe sår på sjælen, som vil følge mig så længe jeg lever – de er med til at forme mig til en person, der har andre prioriteringer her i livet end jeg havde førhen.

Ud fra alt hvad jeg har skrevet, så er det ikke meningen at mine omgivelser skal forstå det sådan at jeg har afskåret mig dem, som jeg hidtil ikke har set endnu. Jeg er i gang med at træde ud i verden igen, men det er med en umådelig stor sårbarhed som kan være svær at få øje på. Og som jeg har sagt før, så er jeg taknemmelig for tålmodigheden, som alle har vist mig ved at give mig plads til at gøre det i et omfang som jeg kan rumme.

Andreas’ armbånd
Min ring med Viljas navn og hendes månedssten – granat
Min halskæde med Viljas navn
Min medaljon med Viljas fulde navn og fødselsdato & min forlovelsesring med en rosafarvet ædelsten for Vilja

Læs videre i Del 25 – Vilja har fået en ny fætter, som vil kunne læses d. 13.02.20

Her kan du skrive en kommentar