Louises historie – min engleprinsesse Vilja – Del 30

Del 30 – Mit eget kropsbillede efter fødslen

Jeg vil ikke mene at jeg er forfængelig. Jeg har kunne lide at gøre noget ud af mig selv for min egen og selvfølgelig min mands skyld, men der har også været detaljer ved mit udseende, som jeg til tider har syntes mindre om.
Men jeg har alligevel aldrig været så ligeglad med mit udseende og samtidig følt så stort et had til min krop, som efter jeg mistede Vilja. Mit negative kropsbillede blev en del af min sorg og en del af min smerte, da jeg efter tabet af Vilja virkelig hadede min krop – den havde svigtet Vilja, Andreas og mig!
Jeg havde stolet på at min krop passede på Vilja, særligt efter misdannelsesskanningen, og der havde vi jo gennemgået at Vilja var helt igennem sund og rask. Så hvad skete der i de timer fra jeg mærkede hende for sidste gang, til jeg lå med hendes yndige, men livløse krop i mine arme?
Vi får aldrig sandheden at vide, for årsagen er ikke til at finde – en smertelig uvished der vil følge Andreas og mig resten af livet!

Meget af den vrede og misundelse som jeg har følt har også været forbundet til min krop. Den tragedie andre nybagte mødre blev skånet for ramte mig som en knytnæve, da jeg mistede min smukke datter inden hun kom til verden. Det måtte jo betyde at min krop havde fejlet – den havde fejlet i at passe på Vilja!
Da jeg var i mit eget smertehelvede var det nok min underbevidsthed, der begyndte at “straffe” min krop. Jeg var først meget inaktiv, isoleret og mistede appetitten, og senere begyndte jeg at udmatte den fysisk, samtidig med at jeg spiste usundt. Jeg kiggede mig ikke længere i spejlet for jeg hadede hvad jeg så! Jeg følte i lang tid at min krop ikke fortjente min kærlighed – jeg havde mistet al positiv energi og tillid til den!

Jeg begyndte relativt hurtigt at tale med Landsforeningen Spædbarnsdød, min psykolog og senere med en alternativ behandler om hadet og den manglende tillid til min krop. 
Jeg blev støttet og vejledt i at bearbejde og erkende mine følelser omkring min krop. Det var en udfordrende proces for hvordan skulle jeg genfinde kærlighed og tillid til noget, som jeg inderligt hadede? 
Det tog mig alligevel tre måneder før jeg mildnede “straffen” til min krop, men min vrede forsvandt ikke bare, selvom jeg begyndte at ændre mit perspektiv. 
Jeg mindes at de ord der ledte til mine første skridt fremad var sætninger, som; 

  • “ Vi kan ikke vide, hvad vi ikke vidste ”
  • “ Du er ikke alene med disse følelser og de er okay, så længe du er villig til at arbejde med dem “ 
  • “ Kroppen kan mærke dit had, men den ønskede ikke at svigte dig og din datter. Der var noget, som vi ikke kender til, som ikke gav den lov til at passe på jer. “

Disse tre måder at anskue min egen sorgproces og kropsbillede gav mig styrken til at arbejde henimod en “forsoning” med min krop. Det var hårdt at skifte briller og se min egen krop på en mere kærlig måde, da jeg stadig følte skam og svigt i forbindelse med Viljas død – det føltes som at bestige et bjerg, at skulle genskabe en anerkendende relation til kroppen, men jeg var nødt til det for at komme fremad!

I takt med at jeg arbejdede intensivt med at genfinde en positiv relation til min krop blev jeg chokeret over, hvilken fysisk smerte der også hærgede min krop efter Viljas fødsel. Det krævede en følelsesmæssig erkendelse for mig at forstå, at selve fødslen også havde slidt og stresset min krop – jeg var nødt til at finde en måde at samarbejde med den, for den led sammen med mig.
Selvom jeg foretrækker at holde visse ting privat og det kan ses som et tabu at tale om, så føler jeg at det er vigtigt at belyse hvilket fysiologisk chok det i sig selv kan være at føde sit barn. Jeg kæmpede fx med svedeture så jeg var gennemblødt, jeg oplevede ømhed, hævelser, inkontinens og smertefulde jag i mit underliv, som det er ens “eget” ansvar at rette op på – det var vanvittig svært at finde kræfterne til det oven i sorgen. 
Derfor opsøgte jeg min praktiserende læge som henviste mig til en urologisk fysioterapeut, som skulle guide mig til at genfinde en balance med kroppen. Fysioterapeuten hjalp mig virkelig på vej med de fysiologiske gener, som jeg oplevede. Hun gav mig tid til at stille spørgsmål og lære øvelserne på den rigtige måde, så jeg også kunne arbejde med dem derhjemme. Samtidig viste hun stor medfølelse og tålmodighed for min sorg og anerkendte, hvilken udfordring jeg stod over for. Hun fortalte mig, at amning er med til at kroppen genfinder en ny “normal-tilstand”. Derfor var min krop forvirret over at jeg ikke kunne amme, fordi den “forstod” ikke at jeg manglede min elskede Vilja.

Jeg havde på en måde brug for at andre uvildige mennesker omkring mig mindede mig om, at det var okay at erkende at jeg havde brug for hjælp til alle former for udfordringer – fysiske som psykiske.
Jeg vil mene at det ikke er muligt, at gennemgå en sorgproces uden støtte fra professionelle, de har ekspertise til at guide en fremad så man ikke famler i blinde, selvom det ofte kan føles sådan!

Jeg vil ikke sige at jeg har genfundet den fulde tillid og fjernet vreden til min krop – jeg er stadig på “vagt” over for dens signaler. Men jeg arbejder på det, og det er måske en livslang proces lige som min sorg? 
Men jeg har til hensigt at bevæge mig væk fra det der begrænser min tillid, da også ville stride imod mit løfte til Vilja og Andreas, hvis jeg opgav at søge fremad – også selvom sorgen altid vil følge med mig!

” Jeg har aldrig følt mig smukkere end under min graviditet! “

– af fotograf Mille Thagaard

Læs videre i Del 31 – Gravid igen – Tør vi?, som vil kunne læses d. 30.04.20

Her kan du skrive en kommentar