Kits historie om Casper & Victor – del 4

Victors fødsel

Da jeg bliver kørt ind på fødestuen har jeg følelsen af at nu kan alt også bare være lige meget. Jeg er bare ligeglad. Martin og jeg holder i hånd, men vi er alt for chokerede til at tale sammen. Vi er der bare. Mor kommer og forsøger at trøste både Martin og mig.

Fødslen starter lidt langsommere end Caspers og det er tydeligt for mig at mærke, at Martin har brug for konkret at gøre noget. Så han går i gang med at få ringet til forsikringer, læger, psykologer og min arbejdsgiver. Imens Martin får ordnet en masse praktisk, undersøger jordemoderen mig og fortæller at Victor ligger med fødderne først, og hun kan mærke at han sparker. Jeg bryder helt sammen for jeg ved at så snart han er ude, så vil han holde op med at sparke. 

Da der er gået cirka en time med at Martin går lidt frem og tilbage, mellem mig og telefonopkaldene, kigger jeg på ham og siger at nu er det nu. Jordemoderen undersøger mig og siger at nu er den god nok, jeg skal til at presse. Igen går min krop helt i baglås og mine ben klemmer sammen for at forsøge at holde på Victor. Martin og mor prøver at få mig overbevist om at det er okay, at der ikke er nogen vej tilbage. Han skal ud. Jeg siger at det hele bare kan være lige meget. Martin kigger mig dybt i øjnene og siger at der ikke er noget der er lige meget, at han elsker mig og at vi skal sammen igennem dette her. 

Victor, født uge 22+3, 472 g.

4 presseveer efter er Victor født. Han lever stadig og jeg kan ikke bære tanken om at han skal dø i mine arme, så jeg vil ikke have ham op. Jordemoderen spørger Martin om han vil have Victor, men Martin er heller ikke klar. Mor sætter sig med Victor, og Martin og jeg græder og græder sammen imens vi holder om hinanden. Efter 5 min. spørger mor om jeg er sikker på, at jeg ikke vil have ham over. Men tanken om at han stadig lever og vil dø i mine arme er stadig mere end jeg kan bære. Martin vil gerne have Victor over til ham, så han sætter sig med sin søn. 

Mor kommer over til mig og snakker stille og roligt til mig. Hun siger at jeg skal tænker meget over om jeg ikke godt vil have ham over, om jeg ikke vil fortryde senere. Hun fortæller at han er så fin, at han ligner Casper. Jeg ombestemmer mig og får Victor over i mine arme. Han er så dejlig, bare så lille… Han bevæger munden som om han prøver at trække vejret, men hans lunger er ikke udviklet. 

Jeg ligger med ham i 1 time inden børnelægen erklærer ham død. Da Martin og jeg er klar til det, siger vi til jordemoderen at nu må hun godt tage ham og lægge ham ud til sin bror.

Her kan du skrive en kommentar