Kristinas historie om Viola – del 1

Mit navn er Kristina. Jeg er gift med Michael og sammen er vi er forældre til vores datter Viola. Dette er vores historie.

Vi vil have et barn..

I december 2016 beslutter Michael og jeg os for at vi vil have et barn sammen. Vi tænker det vil gå relativt nemt.. Men vejen til et barn skulle vise sig, at være alt andet end nemt. 

Der går 5 måneder, det vil sige i maj 2017, før vi står med en positiv test – og det var jo egentligt meget normalt. Lykken var stor og allerede da vi ser de klassiske to streger på graviditetstesten begynder vi at drømme om vores kommende baby, men efter et par uger begynder jeg at pletbløde og vi tager til en privatklinik for at se om der er noget galt.

Vi får af vide at alt ser ud som det skal, men efter 1-2 uger er vi stadig så bekymret, at vi tager til en anden klinik hvor vi får at vide, at jeg skal tage kontakt til lægen for hun kunne ikke umiddelbart finde et foster, vi blev bange…. 

Vi tog kontakt til lægen og vi blev herfra henvist til en gynækolog. Vi kom og fik den samme besked hun kunne heller ikke finde et foster, så hun sendte mig til blodprøver på hospitalet og gav os en ny tid hos hende en uge efter…

Det var en lang uge og vi kun fysisk tilstede, men ikke mentalt. Da vi igen kom til gynækologen kunne hun se at blommesækken var vokset, men stadig ikke noget foster, så igen en ny tid men kun et par dage efter.. Det var en hård ventetid, fuld af bekymringer. 

Så kom dagen hvor vi skulle havde det endelige svar: Var der et foster eller ej?, jeg blev scannet og så kom den hårde besked, at der er ikke var noget foster. Og det betød at vi skulle afbryde graviditeten, det blev en hård og lang weekend hvor vi tuede I flere timer.

Hormonsprøjte

Efter aborten gik månederne..

Vi blev ved med at prøve at blive gravide, og da det blev februar 2018 og vi stadig ikke havde en positiv test gik vi til lægen, og bad om at blive henvist til den gynækolog der havde hjulpet os tidligere, da hun også er fertilitetsbehandler. 

Vi kom til vores første samtale hos hende og jeg blev sat i behandling med hormoner, og efter ca.3 måneder stod vi igen med en positiv test, vi var så glade for nu kunne det jo ikke gå galt…. Men dagen inden vi skal til tjek hos gynækologen begynder jeg at bløde, her var jeg i uge 7 (6+1) og det ligner starten på min menstruation, vi bliver så bange for at det er en abort, vi snakkede med 1813 og får at vide at hvis det er en abort, så kan de ikke gøre noget og når jeg nu har en til hos gynækologen i morgen, så skal jeg bare slappe af og vente til i morgen.

Dagen efter kom vi op til gynækologen og min blødning havde taget til og det fortæller vi/jeg grædende og da hun scanner mig kan hun se at det er gået til, og jeg er i gang med at abortere, og i det hun trækker scanneren ud (det er jo vaginalt) kommer blommesækken med ud, og jeg må selv med en stak papir gribe den. Det var en hård oplevelse. Den graviditet, der skulle have været relativ nem, ser lige pludselig ud til at have længere udsigter..

 Vi bliver enige med gynækologen om at vi skal prøve at inseminere mig til august 2018. Vi får en tid og kommer derop, men det kan ikke lykkes denne måned og aftaler at næste måned er der vi skal gøre det. 

Her kan du skrive en kommentar