Kristinas historie om Viola – del 2 – Pause, men hov?

Pause for behandling – Men hov?

Da vi kommer igen i september får vi igen besked om at det ikke kan lade sig gøre, gynækologen syntes at vi skal holde en måneds pause, og så konstaterer vi at det må blive til 2, da vi ikke skal stå med et spædbarn på ca. 2 uger eller at jeg har termin oven i vores bryllup som ligger i august 2019. 

Vi tager på sen sommerferie/tidlig efterårsferie, vi har en hyggelig tur med familiebesøg i Frankrig sammen med noget familie. Da vi kommer hjem er jeg lidt utilpas, og vi vælger at tage en test et par dage før menstruationen skulle komme og vi står med en meget positiv test!

Vi blev meget overraskede, da vi jo ikke lige forventede det. Jeg ringede til gynækologen og fik en tid ca. 2 uger efter, jeg fik også en recept på ekstra progesteron, som jeg skulle tage. 

Så kom dagen hvor vi skulle derud og vi var både spændte og lidt bange for hvad vi nu skulle få af vide, jeg blev scannet og hun kunne fortælle os, at det så ud som det skulle men at hun ikke pt. kunne se det lille foster, men at det var så småt og derfor kan være svært at se så tidligt. 

Vi fik en ny tid en uge efter, men kunne ikke vente så lang tid så vi tog en privat scanning 2 dage efter og fik vi af vide at der var et lille foster med blinkende hjerte og vi blev bare så lykkelige!!. Da vi så kom til gynækologen fik vi jo samme besked og hvor var det bare dejligt…. Vi fik endnu en ny tid efter ca.2 uger, men da Michael jo ikke bare kunne få fri for at gå til alle de tider, besluttede vi os for at tage en privat scanning et par dage før den tid hos gynækologen, hvor var det bare dejligt at se vores lille barn, der bare voksede og voksede og stortrivedes derinde. 

Da det blev dagen for tiden hos gynækologen, tog jeg alene afsted og den lille voksede stadig som den skulle, jeg fik en ny tid 2 uger efter. Vi valgte igen at tage en privat scanning efter ca. 10 dage, så Michael også kunne følge med i hvordan den den lille voksede. 

Så kom dagen for sidste tjek hos gynækologen og det hele så, så fint ud. Vi aftalte at når jeg havde født skulle vi sende et billede af vores barn. Jeg spurgte på vej ud og hvor stor sandsynligheden var for at vi fik et barn med hjem, og gynækologen svarede at der var 97 % sikkerhed for at vi ville få et barn med hjem, og jeg skulle være helt sikker for jeg var ikke blandt de 3 % hvor det gik galt. Jeg gik glad derfra og tænkte ikke videre over det.

Her kan du skrive en kommentar