Kristinas historie om Viola – del 6 – Tiden med Viola

Tiden med Viola.

Jordemoderen og sygeplejersken klippede navlesnoren og gjorde hende klar til at komme op til os, og meget kort efter hun var kommet kom moderkagen også hel ud. Derefter fik vi vores lille pige op, hvor var det dejligt at sidde der med vores Viola. Vi kunne ikke lade være med at se på hende, og vi fik taget en masse billeder. Sygeplejersken blev ved med at spørge om, hvornår hun kunne få vores datter så de kunne tage de prøver, men vi var ikke klar til at give vores lille pige fra os igen, heller ikke efter sygeplejersken havde været ude for at få lavet aftryk af hænder og fødder.

Et par timer efter jeg havde født kom min mor op for at se vores datter og aflevere 2 små firkanter, hun havde lavet til et tæppe, mens min mor var der kom aftensygeplejersken ind på stuen for lige at sige hej og stort tillykke med at vi nu var blevet forældre, til en meget smuk pige med et smukt navn. Først syntes vi alle at det var lidt mærkeligt/anderledes entré, men da det havde bundfældet sig, så føldes det faktisk utrolig rart, at vi blev anerkendt for at være blevet forældre – for det var vi jo blevet. Da min mor var gået igen var der aftensmad, og vi blev enige om at lade Viola ligge på stuen, mens vi hentede mad.. men da vi lukkede døren blev vi begge ramt af en mærkelig følelse af, at have efterladt vores datter. Det var ikke rart. Efter aftensmaden så vi håndbold, mens jeg lå med Viola på mit bryst, da kampen sluttede sagde jeg til Michael at jeg syntes at han skulle ligge med Viola på brystet, han fik hende over, og synet af min mand med vores datter liggende på brystet, er nok noget af det smukkeste jeg længe har set, og noget jeg aldrig vil glemme. 

Så blev det tid til det allersidste farvel. Det var det allerhårdeste vi har oplevet, men vi gjorde hende klar med mormor’s tæppe og den sprutte vi havde fået, vi kaldte på sygeplejersken og hun tog vores pige med sig ud. Det var svært at falde i søvn den aften. 

Dagen efter blev vi udskrevet og min mor hentede os på hospitalet og kørte os hjem. Der hele var så tomt, uden vores lille Viola – der for altid – har fået en stor plads i vores hjerter. 

Da jeg p.t. er gravid med en lille ny, med termin her sidst i 2019, er det meget hårdt at skulle skrive hvad og hvordan det hele er gået efter vi tog hjem fra hospitalet, uden vores lille Viola, men det kommer når der er kommet lidt mere overskud, i starten af 2020.

For verden er du “bare” et foster, men for os er du vores VIOLA