Louises historie – min engleprinsesse Vilja – Del 11

Del 11 – Den lille sprutte

Jeg er stærk tilhænger af at være åben omkring sorg, fordi det giver udenforstående et indblik i hvordan følelser og tanker håndteres og bearbejdes. Derfor har jeg til hensigt at dette afsnit afspejler mine refleksioner omkring min måde at håndtere, at jeg har mistet min datter. Jeg deler mine overbevisninger og dermed ikke et udtryk for nogen universel sandhed. Sorg er unik og kan håndteres forskelligt! 
Men måske har nogen det lige som mig eller måske har de det på en anden måde? Jeg er i hvert fald blevet klogere på, at ingen følelser og tanker er forkerte, men det har stor betydning at vi finder en måde hvorpå vi håndterer dem. 

Jeg tror ofte at sorg kan være forbundet med ensomhed hos mange forældre og pårørende, hvis de mister deres barn/børn, barnebarn/-børn, niece/nevø, fætter/kusine etc.
For mit vedkommende har jeg oplevet stor ensomhed i forbindelse med tabet af Vilja, selvom jeg har haft mennesker omkring mig. Jeg tænker, at min ensomhed er et udtryk for at ingen helt forstår de følelser jeg har til Vilja og den enestående relation jeg har til hende. Med det mener jeg ikke at Andreas og familien, og sågar øvrige pårørende ikke er ramt af vores tab, men deres forbindelse til Vilja adskiller sig fra min. De savner hende selvfølgelig også, og måske føler de også en ensomhed på deres egen måde?
Samtidig føler jeg jo også en kærlighed til Vilja, som er større end nogen anden kærlighed jeg før har oplevet. Derfor tror jeg at tabet af hende har medført at jeg også har mistet en del af mig selv. Den del fik Vilja med sig, som det for mig er meningen, at hun skulle! Men jeg har også en del af hende med mig, som to hjertehalvdele delt mellem os. En helt enestående kærlighed, som jeg forestiller mig andre måske også oplever til deres barn/børn?
Ensomheden og kærligheden, som jeg på en og samme tid føler, har stor betydning for Viljas plads i mit hjerte. Det skal forstås således, at jeg startede min sorgproces med desperat at klamre mig til de minder jeg havde nået at skabe med hende, fordi det lindrede min ensomhed. Min ensomhed har gradvist ændret form ved at nye minder fyldt med kærlighed er blevet skabt, hvor hun er en del af dem på sin helt egen måde. Minderne er det dyrebareste jeg står tilbage med, det er min måde at håndtere min sorg, at Vilja får lov at leve videre gennem dem.

Andreas deler heldigvis mange af de samme behov for at mindes Vilja. Vi har begge brug for at værne om hendes minde, fordi hun altid vil være vores elskede ønskebarn! Vi mindes hende derfor på mange måder, der synliggør vores kærlighed til hende. Fx har Andreas og jeg lovet hinanden og Vilja at vi stadig ville gøre de ting vi forestillede os hun skulle have oplevet, som en måde at ære hende! 
Derfor har det fået en særlig betydning for os at den lille blæksprutte, fra hospitalet, er blevet vores lille følgesvend. Den bærer fysiske beviser på Viljas eksistens, og er noget af det eneste vi har tilbage, som har været direkte kontakt med hende. Den er et konkret symbol på at Vilja er med os i tankerne og i hjerterne, som kommer til udtryk gennem de mange billeder vi tager af og med den lille sprutte. Nogen tænker måske at vi, særligt jeg, er gået lidt fra forstanden og det er jeg måske også? Men jeg gør ikke nogen fortræd ved at bære den lille sprutte med mig og dokumentere vores videre rejse med sorgen. Tværtimod mener jeg selv, at jeg viser at kærligheden er stærkest af alt! 

Jeg tænker heller ikke længere over hvad folk kan tænke om mig i den forbindelse, fordi jeg gør det her af kærlighed til Vilja. Det er min måde at vise min stolthed og kærlighed til hende. Hun er med os i alt hvad vi gør og det visualiserer vi med den lille sprutte, som har ligget ved hendes side og bærer hendes perfekte DNA.

Andreas og jeg bliver aldrig de samme mennesker igen – vi er beriget med den smukkeste lille pige i hele vores univers og samtidig har vi mistet en del af os selv, da vi mistede hende. Derfor er den lille sprutte så værdifuld, fordi den lader os muliggøre at vi kan mindes oplevelser med hendes tilstedeværelse. Den giver os en form for trøst når sorgens smerte føles ubærlig, fordi Vilja er der selvom hun ikke er synlig for andre end os! 

Du vil altid være med os <3

Læs videre i Del 12 – Er jeg mor nu; Ja, det er jeg!, som vil kunne læses allerede d. 12.12.19

Her kan du skrive en kommentar