Louises historie – min engleprinsesse Vilja – Del 12

Del 12 – Er jeg mor nu; Ja, det er jeg!

Jeg har hørt delte meninger om accepten af moderskabet, når man ikke har et levende barn i sine arme. Folk har deres ret til at mene hvad de vil, men det har jeg også, og jeg er mor til Vilja! Jeg har født Vilja lige som andre kvinder, der har født normalt. Jeg har holdt hende i mine arme, jeg har kysset og krammet hende, og jeg giver hende al min kærlighed og omsorg! Jeg har fået hende velsignet, og jeg har fået hende bisat, som mange andre mennesker bliver når de dør. Jeg elsker hende højere end noget andet menneske, præcis som en mor elsker sit barn – jeg kæmper bare mere for anerkendelsen! Den byrde bærer jeg oveni min sorg, hvilket ikke burde være rimeligt! Jeg har ikke bedt om at blive ramt af et chok og en smerte, der har banket mig hårdere i gulvet end jeg nogensinde har prøvet før.

Jeg har fortalt vores nærmeste at jeg ville gøre alt for at få min Vilja tilbage, hvis der var den mindste chance for at gøre det muligt – men det er der ikke! Vilja er blevet taget fra os alt for tidligt – vi havde intet valg og intet at skulle have sagt! Jeg har været så langt nede, så jeg ikke længere kunne finde meningen med livet! For igennem livet skulle jeg have været sammen med Vilja! Jeg arbejder på højtryk for at finde frem til et sted, hvor Vilja er en del af Andreas’ og mit liv på en ny måde, fordi den kærlighed vi hele tiden har næret til hende aldrig vil dø! Kærligheden lever i os, og på den måde lever Vilja også, på sin egen måde, som vores datter!

Jeg er mor til Vilja, og min kærlighed til hende er ubetinget! Jeg gør dagligt ting til ære for hende, og jeg taler om hende med dem, som vil og tør. Mange af tingene kan sidestilles med, hvad forældre gør for deres levende børn, de yder omsorg, kærlighed, og har rutiner der gør hverdagen nemmere – det har Andreas og jeg også, men vi har vores egen måde at gøre det på. Andreas og jeg har ritualer, der får os til at føle os tættere på hende.
Vi ønskede ikke at miste hende, og det var der ingen af vores kære, der gjorde. Døden tog valget fra os, men det gør os ikke til mindre forældre end andre! Vi elsker Vilja som stolte, kærlige og omsorgsfuld forældre. Hun vil leve videre i vores og vores kæres hjerter, som hun for evigt har berørt! 

Jeg indrømmer at jeg ikke har tacklet sorgen perfekt – men jeg tror på at måden jeg, ind til nu, har tacklet den på med alle følelser i spil, betyder at jeg kommer fremad med Vilja i mit hjerte, hver evig eneste dag. Jeg begynder så småt et lille år efter tabet af vores elskede Vilja, at fungere lidt bedre og er på vej til at finde den rette plads til sorgen, jeg bærer. Jeg begynder så småt at genoptage hverdagen, så jeg mærker mere til livet og gradvist mindre til overlevelsen. 

Jeg har ikke klaret mig hertil uden støtte, det ved jeg faktisk ikke om man kan? Derfor har jeg på sinde at dele med jer, hvordan jeg er nået her til, hvor jeg befinder mig i dag. Med evig kærlighed i mit hjerte, stoltheden over min titel som mor til Vilja, men også sorgen der er og skal være en del af mit liv. Uden sorgen ville for mig være det samme, som at sige, at jeg ikke længere elsker Vilja. Sorg er kærlighed, der ikke kan dø! Nogen kalder det en hjemløs kærlighed, men jeg ser ikke min kærlighed som hjemløs, fordi den bor i mig, og den bor også i Andreas og i vores pårørende!
Jeg tror desværre ikke længere på lykken, fordi lykken havde ladet os beholde Vilja her på jorden! Men jeg har håb for glæden og jeg har taknemlighed! Taknemlighed for Vilja, taknemlighed for min mand, taknemlighed for min familie og de øvrige pårørende, der har vist mod til at være i sorgen med os!

Jeg ønsker for alle der har deres børn levende hos sig, at de husker ikke at tage det for givet, også selvom det til tider kan være hårdt! Jeg ville give alt i verden for at Vilja ville leve et langt liv! Jeg ville til hver en tid gerne bytte grunden til min, til tider altdominerende, søvnløshed! Gid at min søvnløshed skyldtes at Vilja holdt mig vågen om natten i stedet for den smerte døden har ført med sig! Jeg ville give alt for at have hende i mine arme uanset om hun ville være glad eller ked. Jeg ville elske at give hende mad, selvom halvdelen i stedet ville hænge på vægge og i gardiner. Jeg ville elske ethvert minut jeg kunne tilbringe med hende liggende på puslebordet eller jeg kunne sidde med hende, når hun skulle ammes. Jeg vil aldrig tage den tid jeg havde sammen med hende og den tid jeg nu deler med hende for givet!

Selvom vi forældre, der mister vores børn er eller kan være sårbare, så er vi endnu stærkere når vi kæmper for at rejse os op igen!
Andreas og jeg ville for alt i verden gerne have smerten foruden, men vi vil ALDRIG være foruden Vilja!
Jeg er nået dertil, at jeg vil livet til ære for Vilja, også selvom det føles som en af de hårdeste prøvelser livet har budt Andreas og mig! Vilja har sat sit eget særlige præg, og det vil hun ved med, i hvert fald så længe Andreas og jeg lever!

Måske har andre det på samme måde som os, måske har de det anderledes? Uanset hvad er min overbevisning, at vi, som alle andre forældre og mennesker generelt, skal respekteres for vores følelser! Og jeg går stærkt ind for at tale åbent om det at miste sit barn, fordi det kan lindre smerten at føle sig mødt i sorgen!
Vi er derfor meget taknemmelige for de mange mennesker i vores omgivelser, som anerkender Vilja og os, som hendes forældre!

Læs videre i Del 13 – Sorgseminariet og efterfødselsgymnastik for gravide, der har mistet, som vil kunne læses allerede d. 17.12.19

Her kan du skrive en kommentar