Louises historie – min engleprinsesse Vilja – Del 13

Del 13 – Sorgseminaret og efterfødselsgymnastik for kvinder, der har mistet

Lidt tid efter Viljas bisættelse kontaktede vores fødselsjordemoder os. Hun ville høre, hvordan vi havde det. Hun tilbød os at deltage som støtte til den fremtidige obduktionssamtale, samt at vi kunne mødes en dag og gennemgå fødslen. Hun var meget indfølende og sagde at hun tænkte meget på os. Det var som om at jeg havde grædt mig tør de seneste uger, så samtalen bar mere præg af praktiske aftaler end en egentlig omsorgssamtale.

Vi havde siden Viljas fødsel haft ugentlige samtaler med den samme telefoniske rådgiver, så vi blev fulgt af en velkendt person i vores sorgforløb. Vi talte bl.a. om Vilja og vores følelser omkring tabet af hende.
Vi følte os ensomme og vi følte et kæmpe svigt fra verden, som havde taget hende fra os. Vi vidste at folk levede videre, og det var så hårdt at de “bare” kunne det, når vores liv ikke længere var et liv, men ren overlevelse. Alt var en kamp!
Jeg var ikke bare ulykkelig, jeg var vred, sindssygt vred! Vilja fortjente ikke at dø, og jeg granskede mine tanker – hvad havde jeg mon gjort for at vi fortjente denne lidelse? Jeg bebrejdede Gud, jeg bebrejdede verden, og mest af alt bebrejdede jeg mig selv – Jeg måtte have gjort noget forkert når hun endte med at dø i min mave!
Jeg havde brug for svar på obduktionen, men jeg var samtidig rædselsslagen, for hvad nu hvis det var min skyld? Men mest af alt fyldte tomheden og ensomheden det hele, vores omgivelser kunne ikke udfylde tomrummet som døden havde efterladt.
Den søde og anerkendende telefonrådgiver lyttede hver gang til alle vores tanker, og hun mødte os der hvor vi var.
Ved en af samtalerne foreslog hun at vi kunne deltage i et sorgseminar med andre forældre, der også havde mistet. Vi tog imod tilbuddet og efter samtalen begyndte jeg at søge efter andres historier om at miste, jeg læste artikler og enkelte blogs, som der ikke fandtes mange af, og det var også svært at finde meget information om netværk.

Jeg huskede at hospitalet havde givet os en masse brochurer med hjem og jeg kiggede dem igennem. Jeg opdagede en brochure om efterfødselsgymnastik for kvinder, der havde mistet. Det var et forløb der kostede for at deltage, men jeg kunne mærke at jeg havde brug for at finde andre i lignende situation. Jeg talte med Andreas og så fantastisk som han var, så bakkede han op om alt, der kunne hjælpe mig i sorgen. Han var min klippe i de øjeblikke, hvor alt virkede uoverkommeligt! Desværre fejlede jeg selv i forhold til at være der for ham, fordi jeg padlede rundt uden fodfæstet og havde knap nok kræfter til at holde mig selv oven vande. Jeg følte mig, som det dårligste menneske i verden!

Tilmeldingerne til sorgseminar og efterfødselsgymnastikken gav mig lidt at fokusere på, selvom jeg dagligt kun havde plads til Vilja i mine tanker – mit et og alt!

Da dagen kom hvor jeg skulle starte til efterfødselsgymnastikken tilbød min mor at køre mig, fordi hun bekymrede sig om hvordan jeg ville have det efterfølgende. Jeg var så bange, men håbede samtidig på at jeg ikke behøvede at føle mig helt så ensom. 
Jeg kom ind i et lokale og en kvinde præsenterede sig, som instruktøren. Hun bad mig tage plads i den ene ende af rummet, hvor jeg kunne se to andre kvinder sidde helt stille. Da jeg havde sat mig gik der et stykke tid med tavshed mellem os, men så begyndte den ene kvinde forsigtigt at spørge, hvor vi andre kom fra. Jeg sad først lidt og ventede på at den anden kvinde ville svare. Da hun havde svaret tog jeg mod til mig for også at svare og spurgte derefter, hvor kvinden selv kom fra. 
I mellemtiden var der kommet en kvinde mere, så vi var blevet fuldtallige og skulle påbegynde dagsordenen – først samtale, og så træne gymnastik og udstrækningsøvelser. Instruktøren startede med en indledning om hvordan forløbet fremadrettet ville foregå omvendt, og så spurgte hun om hvem der ville starte med at fortælle. Jeg tog modet til mig og startede Viljas historie, imens de tre andre kvinder lyttede med tårer i øjnene, og sådan gik det ellers på skift til vi alle fire havde fortalt. Vi afsluttede med lette øvelser og afspænding, hvorefter jeg kørte med min mor. Jeg fortalte hende at jeg kunne mærke, at det her… det havde jeg brug for!

Udsigt over Storebælt

Dagen inden det to dage lange sorgseminarium, som både Andreas og jeg skulle deltage i, tog vi en overnatning på hotellet. På den måde behøvede vi ikke at skulle tidligt op om morgenen og køre langt. 
Vi var nervøse, men vi håbede på at seminaret kunne give os noget, så vi forhåbentlig bedre kunne forstå vores sorg og sorgreaktioner. 

Vi spiste morgenmad og gik hen til konferencesalen, hvor seminaret skulle foregå. Der stod mange par med sammenbidte ansigter, som vi formentlig også selv havde. Arrangørerne fra Landsforeningen Spædbarnsdød ankom og hilste varmt på hver og en af os, som gik ind i lokalet. Der stod navneskilte på bordene, så de havde på forhånd taget stilling til hvor vi hver især skulle sidde. Det var et lokale med udsigt over Storebælt, og vintersolens stråler  skinnede ind, så man kunne se det glitrende hav et stenkast fra vinduerne – men det betød ikke længere noget for mig. Jeg kunne ikke nyde noget, og jeg følte kun smerte over at jeg havde “brug” for et kursus om min egen sorg. Jeg blev samtidig lidt overrumplet af, at det føltes hårdere at være mange i en sårbar situation end det havde været til efterfødselsgymnastikken, hvor vi havde været få samlet. 

Som dagen gik fik vi en masse at vide om vores reaktioner, hvad der var en naturlig sorg og hvad der var en kompliceret sorg. Jeg kunne se at mine tanker, følelser og reaktioner var genkendelige i forbindelse med naturlige sorgreaktioner – jeg var et menneske der reagerede, som forskningsresultaterne pegede på var en del af en naturlig sorg. Det gav mig et spinkelt håb for mit løfte til Andreas og Vilja, om at kæmpe til ære for hende og i det hele taget for begge mine elskede to!
Vi sluttede dagens program af med at fortælle om vores børns historier og gå en tur ved vandet. Derefter spiste vi aftensmad og talte blandt andre med et par der også kom fra Sjælland, som lige havde mistet deres tvillinger få uger forinden seminaret. De virkede mere robuste end mig, fordi de allerede havde gjort ting, som jeg ikke havde formået. Det gav mig et indblik i at vi alligevel reagerede forskelligt, selvom vi var i en formodet naturlig sorgproces. Jeg fortalte parret kort om efterfødselsgymnastikken, jeg havde deltaget i og sagde at der stadig var plads til kvinden, hvis hun var interesseret.
Kort tid efter maden trak vi os tilbage og gik i seng – det havde været en psykisk hård dag og vi var fuldstændig udmattede!

Den følgende dag startede vi med morgenmaden inden programmet begyndte, hvor vi sad og lyttede til de andre par fortælle om deres baggrund og deres sted i sorgen. 
Dagens program foregik primært med samtale i plenum og små gruppesamtaler om specifikke emner, der vedrørte vores sorg og fremtiden. Jeg fik indsigt i mange tanker, følelser og erfaringer, og nogle af parrene blev jeg inspireret af, fordi jeg vel også kunne mange af tingene, når de nu kunne? Fx oplevede mange par at omgivelserne ikke forstod dem eller ikke var der for dem, og det fik mig til at tænke på at jeg ikke lod mine pårørende komme tæt på og være der for os! Hvordan skulle jeg så vide om de ville være der for mig, når jeg ikke engang gav dem muligheden?

På hjemturen besluttede jeg mig for, at jeg i første omgang ville tage kontakt til enkelte af vores pårørende og lade dem vide at jeg var taknemmelige for, at de endnu ventede på os!

Udsigt over Storebælt

Læs videre i Del 14 – Den første kontakt til øvrige pårørende, som vil kunne læses allerede d. 19.12.19

Her kan du skrive en kommentar