Louises historie – min engleprinsesse Vilja – Del 15

Del 15 – Årsmødet og generalforsamlingen

I dag er det juleaftens dag, men jeg vil ikke afvige fra min kronologi i de afgørende tiltag, der har banet vejen fremad for Andreas og min sorgproces. Derfor vil I først kunne læse om jul og nytår på et senere tidspunkt. Men det betyder ikke at jeg ikke lige vil sende en hilsen til alle derude. For nogen, inklusiv mig selv, er julen en udfordrende tid at gennemgå! For mit vedkommende er det særligt, fordi Vilja ikke bliver en del af traditionerne på den måde, som det var meningen at hun skulle! Men vi forsøger at lave lidt nye traditioner til ære for hende!
Så både til jer der får en svær jul og til jer der får en god jul, jeg sender jer en masse varme tanker med ønsket om, at I kan være sammen med så mange af jeres kære som muligt!
En masse kærlige englekys fra min datter Vilja til alle forældre og englebørn, som fortjener ekstra kærlighed i denne højtid!

Andreas og jeg talte løbende med den telefoniske rådgiver fra Landsforeningen Spædbarnsdød. Vi rådførte os med hende om de muligheder, der var for at møde andre forældrepar. Selvom jeg allerede var ved at etablere relationer gennem efterfødselsgymnastikken for kvinder, der har mistet, så var det vigtigt for mig at særligt Andreas ikke blev ladt i stikken. Han havde også behov for at møde andre, der forstod hans smerte.
Den telefoniske rådgiver foreslog os at vi kunne tilmelde os ventelisten for en sorggruppe, hvilket vi besluttede os for, var en god mulighed at udforske. 
Jeg havde læst lidt om at Landsforeningen Spædbarnsdød afholdte årlige generalforsamlinger/årsmøder, som jeg spurgte hende om hvad gik ud på.
Efter hun havde fortalt om arrangementet blev Andreas og jeg enige om, at det ikke kunne gøre ondt værre så vi tilmeldte os.

I starten af april måned skulle generalforsamlingen og årsmødet afholdes, og jeg var spændt på om det kunne være en fremtidig “passion” at støtte mere aktivt op om Landsforeningens gøren og virken. Arrangementet skulle foregå i Jylland så vi gjorde os klar til en længere køretur, der ville begynde tidligt om morgenen.

Vi ankom så vi kunne nå at få lidt ekstra morgenmad inden vi skulle samles. Jeg så vores telefoniske rådgiver og hun tog varmt og venligt imod os, da jeg præsenterede os.
Der var desværre sket en fejl i vores tilmelding, så vi ikke havde fået alle de praktiske informationer om arrangementet. Vi blev derfor lidt chokerede, da vi så barnevogne og små børn befinde sig bagerst i lokalet. Den telefoniske rådgiver sørgede hurtigt for, at skabe lidt mere isolerede rammer for os. Samtidig blev det lidt nemmere at slappe af, da jeg huskede på at alle der var til stede selv havde prøvet at miste deres barn. Alle der befandt sig i lokalet fortjente om nogen, at have deres børn tæt på sig!

Vi startede med at høre et foredrag om stress, hvor en meget dygtig foredragsholder tog os med ind i den sorg- og stressramtes univers. Alt hvad han fortalte om kunne jeg krydse af på min egen liste, jeg havde oveni min sorg en masse stressfaktorer, der belastede mit system! Han foreslog måder at skabe ro i og omkring sig selv, hvilket kunne hjælpe en på vej, når symptomerne ville føles mest intense. Selvom jeg ikke engang kunne lagre halvdelen af hans informationer og viden var der alligevel guldkorn, der printede sig fast i min hukommelse.
Efter foredraget havde de arrangeret en lodtrækning om gaver, hvor man samtidig støttede Landsforeningen, så vi valgte at købe lodder, der ville blive udtrukket senere på dagen. Bagefter åbnede de for generalforsamlingen og årsmødets dagsorden, og vi gennemgik den punkt for punkt. Selvom min hjerne ikke rigtig kunne følge med blev det tydeligt for mig, at når jeg en dag ville få overskud, så ville jeg støtte op om arbejdet i Landsforeningen! Hele organisationens dedikation lå i at støtte forældre, der har mistet! Alle forstod, og havde selv prøvet, den smerte nybagte forældre til englebørn følte. Organisationen ønskede fortsat at tilbyde det bedst mulige til de nuværende og fremtidige forældre, der forfærdeligt nok havde eller ville opleve at miste!
Vi fik i mellemtiden en pause og mulighed for lidt frokost. Da alle punkter var gennemgået og alle refleksioner var diskuteret i plenum nærmede tiden sig til at gennemgå lodtrækningen, og vi vandt selv et par forskellige gaver.
Jeg mindes at det var inden aftensmaden, at vi blev præsenteret for en musiker der havde skrevet sange om at miste! Jeg husker at det sved bag øjnene, da sangteksterne ramte noget, der gav meningen omkring min egen sorg over Vilja. Jeg kunne se at Andreas blev meget berørt af et par af sangene, så han diskret måtte tørre sig under øjnene – min elskede mand savnede vores datter, lige så meget som jeg selv gjorde! Det var en lettelse at vide, at han også kunne give lidt slip på sig selv, når sorgen meldte sig!
Da vi havde spist aftensmad og talt med forskellige søde mennesker besluttede vi os for at tage hjem. Vi var trætte og udkørte, så vores telefoniske rådgiver fulgte os på vej og sørgede for at vi kom sikkert afsted på vores lange tur hjemad til Sjælland.

Landsforeningen Spædbarnsdød har hjulpet Andreas og mig gennem nogle af vores hårdeste og sværeste øjeblikke i sorgen og det er vi dem dybt taknemmelige for!

Læs videre i Del 16 – Obduktionssamtalen, som vil kunne læses allerede d. 26.12.19

Her kan du skrive en kommentar