Louises historie – min engleprinsesse Vilja – Del 17

Del 17 – Misundelsen og den ubønhørlige vrede

I dag er det nytårsaften, og som jeg skrev juleaften vil jeg fortælle om mine oplevelser omkring jul og nytår på et senere tidspunkt. Jeg håber at alle vil få et godt nytår!
I dag tager jeg et ret drastisk spring og deler mine meget sårbare og uperfekte følelser og tanker. Det er ikke nemt at erkende at jeg har været så langt nede at min elskede Andreas og min elskede familie har været trukket med ned i mit sorte hul. Jeg har været et sted hvor alt var mørkt, intet lys, ingen mening! På trods af den smerte, som det har forvoldt min familie at opleve tabet af Vilja og faktisk også tabet af mig, så har mange af dem formået også at trække mig nogenlunde oven vande igen! Jeg vil altid være dem dybt taknemmelige for at kæmpe for mig og på deres egen måde også for Vilja – jeg elsker jer alle så højt!
Jeg håber på at mine erfaringer og indrømmelser kan betyde noget for andre – måske kan det give indblik som pårørende til en sorgramt eller måske er det følelser og tanker andre selv kan genkende?

Viljas død væltede hele min verden, både fysisk og psykisk! Jeg blev ramt af chok pga. mit livs traume. Et chok der ramte med sådan en smerte, at jeg blev bevidst om at min hjerne ikke kunne tænke sig til håndteringen af et traume før jeg var tvunget til at stå midt i det! Smerten der fulgte med tabet af Vilja vækkede nogle følelser, der normalt ikke ligger til min personlighed, men som på daværende tidspunkt var ude af min kontrol. Mine følelser havde deres egen vilje, og tog pladsen fra al min logik!
Jeg følte vrede over uretfærdigheden, jeg var misundelig på den lykke jeg forestillede mig alle andre følte, og jeg var rædselsslagen for at blive et bittert menneske!
Mine følelser virkede som eksplosioner på baggrund af fx enkle ord, som jeg følte var forkerte eller ved påmindelser om at jeg stod “alene” med en gennemborende ensomhed og smerte.
Det eneste jeg kunne tænke var at “alle andre” var lykkelige – hvorfor måtte jeg ikke også få lov at være lykkelig sammen med Vilja og Andreas?
Jeg var virkelig vred og misundelig på alt og alle, der var skånet for den værst tænkelige smerte, fordi her stod jeg med en paradoksal følelse af at have svigtet Vilja, selvom jeg havde fulgt alle anbefalinger til gravide. Jeg var vred både på Viljas, Andreas’, min families og egne vegne over at vi alle skulle snydes for livet sammen – jeg følte i virkeligheden at jeg havde svigtet os alle!
Jeg var så vred på min krop, som jeg havde stolet blindt på ville klare det eneste job jeg gav den, at passe på hele familiens elskede Vilja! Men den svigtede os alle – et svigt jeg stadig må arbejde på at tilgive!
Jeg kunne ikke skille mine følelser ad, fordi jeg på den ene side vidste at folk ville og måtte leve videre, men på den anden side, hvordan kunne de?

Min elskede lillesøster og svoger ønskede brændende at blive gravide og fortjente så inderligt at blive det! Min søster viste mig sin respekt og fandt en måde at spørge ind til, hvilken fod hun kunne “tillade” sig at stå på. Jeg ville jo ikke stå i vejen for hende, men ønskede at hun sprang uden om en måned, så hun ikke ville få termin tæt på Viljas fødselsdag.
Held i uheld blev hun gravid, men uheldigvis lå hendes termin tæt på Viljas fødselsdag. Vi fik det fortalt nogle måneder efter Viljas fødsel og jeg tacklede nyheden fuldstændig forfærdeligt – jeg græd af rædsel og jeg græd af misundelse. Det var så forfærdeligt, fordi jeg altid ønskede (og ønsker stadig) det bedste for min kære søster – men min evne til næstekærlighed druknede i min skræmmende misundelse! 
Men det var ikke kun hendes lykkelige omstændigheder, der testede min næstekærlighed. Alle gravide og børnefamilier gjorde mig misundelig, fordi de var “skånet” for smerten. Jeg ønskede at flygte til det sted Vilja var, men vidste også at jeg ville bryde mit løfte om at kæmpe! Engang imellem følte jeg kærligheden til Vilja så stærkt i mit hjerte, at hun på sin egen måde huskede mig på at kærligheden kan og vil med viljen finde en vej ud af mørket!
Desværre var mine følelser ikke kun rosenrøde, de skiftede som bølger – i det ene øjeblik faretruende og utilregnelige, og i det andet øjeblik milde og rolige. 
Noget der fx kunne få vreden til blusse op kunne være følelsen af at Vilja blev negligeret, hvis nogen fx kunne finde på at sige at jeg “bare” kunne få et nyt barn – et nyt barn ville aldrig ændre på, at Vilja altid vil mangle! Det virkede som om at Vilja blev set som en dukke, jeg “bare” kunne gå ned at købe en ny af i det lokale supermarked. Vilja vil altid være sin egen og intet barn kan erstatte et andet! Det vil altid være de samme livsvilkår for alle, at vi aldrig vil kunne få dem vi mister tilbage eller erstatte dem, uanset om vi mister et barn, en forælder, søskende etc.! Men de kan få lov at leve videre i vores hjerter!

For at vende tilbage til den misundelse jeg skammede mig allermest over; jeg måtte kæmpe længe og ihærdigt for at forholde mig konstruktivt til min søsters graviditet. Det krævede mange snakke med min psykolog og hendes objektive støtte til at finde en måde, at fortælle om mine følelser til min elskede søster. Det blev overraskende nok begyndelsen på en vej ud af min voldsomme vrede og fortærende misundelse, fordi min søster var så fantastisk til at lytte og anerkende mine svære og skamfulde følelser!

Samtidig fandt jeg styrke hos særligt Andreas, og min mor som desværre stod med en fod i to følelsesmæssigt modstridende lejre! De lyttede begge to og tog del i min kamp for at frigøre mig fra det sorte hul, der forsøgte at fastholde mig i mørket. De støttede mig og særligt min mor støttede både min søster og mig efter bedste evne! Hun har vist mig at man kan være stærk og sårbar på samme tid, fordi det har hun i den grad formået at være oveni sin egen sorg over Vilja, sorgen over min sorg, og håbet for sit lille nye barnebarn!

Det har lykkes Andreas, familien og endda også Vilja, at støtte mig i den mest smertefulde tid af mit liv. De anerkender alle mine følelser, så jeg også kan acceptere, hvis/når de er der. Det har fået betydning for at de svære følelser ikke længere fylder det hele, og jeg kan nu genfinde en mere oprigtig glæde på andres vegne! Jeg er så taknemmelig for mine pårørendes anerkendelse af vores elskede Vilja og jeg føler taknemmelighed for at jeg er en stolt moster, der snart skal hilse på sin kære lille nevø!
Jeg elsker jer alle sammen for den styrke I fandt til at hjælpe mig hertil! Kærligheden er stærkest af alt!

PS. Mit mål i 2020 er at leve livet til ære for Vilja, til ære for Andreas, til ære for min familie, og til ære for mig selv. Det var meningen at Vilja skulle leve sammen med os, men nu er det min og Andreas’ opgave at leve livet for hende og med mindet om hende!

Læs videre i Del 18 – Sorggruppen og den første ferie, som vil kunne læses allerede d. 02.01.20

2 thoughts on “Louises historie – min engleprinsesse Vilja – Del 17

  • Jeg har dybt respekt for at du deler dine så “forbudte” følelser. Jeg tør slet ikke tænke på hvor voldsomme de følelser her været, stadig er. Det hele er så utrolig uretfærdigt!
    Jeg har dyb respekt og medfølelse for jer alle ❤️

    • Tusind tak for din anerkendelse af mine svære følelser. Det er rart at føle sig mødt i de følelser, som normalt bliver forbundet med skam og skyld. Det er følelser som jeg mener er vigtige at aftabuisere, fordi de ikke skabt af ond vilje, men et udtryk for smerte og magtesløshed.
      Og tusind tak, fordi du læser med.

Her kan du skrive en kommentar

%d bloggers like this: