Louises historie – min engleprinsesse Vilja – Del 18

Del 18 – Sorggruppen og den første ferie

Andreas og jeg besluttede os for at rejse væk, nogle måneder efter vi mistede Vilja. Vi tænkte at vi havde brug for et pusterum fra dagene der føltes ens, triste og mørke. 
For mig blev det vigtigt at vi tog et sted hen, der lå tæt på vandet, og ikke hvilken som helst form for vand. Vand der havde forbindelse til havet, så jeg havde følelsen af at Vilja på en måde var med os, på trods af at hun endnu ikke havde fået hvile på havet. 
Derfor valgte vi at køre til det nordlige Tyskland på spaophold med kort afstand til Østersøen for derefter at flyve til Rom, hvor floden Tiberen føres ud i det Tyrrhenske hav.

Det var et luksuriøst spaophold i Tyskland, hvor vi fik lækker mad i restauranten, og fik behandlinger i deres spaafdeling, og benyttede muligheden for daglige gåture langs stranden ved Østersøen. 
Desværre faldt meget af det til jorden, da vi fik os en psykisk mavepuster! Rejsebureauet havde ikke tydeliggjort at hotellet var familievenligt, så der vrimlede med glade familier og børn i alle aldre. Det føltes som at få gnidet salt i vores åbne sår, det sved og stak i vores hjerter! Den forestilling om selvforkælelse blev udfordret ved at vi alle vegne, hvor øjet rakte blev gjort opmærksomme på den kendsgerning, at de andre havde det som vi inderligt ønskede, men altid ville mangle – drømmen om den fuldendte familie! 
Da vi ankom til Rom blev vi overvældet af de mange mennesker, der flokkedes alle vegne på trods af at vi rejste uden for sæson. Vi forsøgte at få det bedste ud af det og inddragede Vilja på en symbolsk måde ved at tage billeder med den lille sprutte. Selvom Vilja ikke var til stede, føltes hun langt tættere på os end de mange mennesker, der hele tiden passerede os. Det blev et rejseforløb med blandede følelser, men de daglige gåture langs Tiberen virkede på en måde terapeutiske. Det hele føltes meningsløst uden elskede Vilja, men samtidig føltes det så vigtigt for os at skabe nye rejseritualer, hvor Vilja kunne være en del af det!

Kort tid inden vores hjemrejse blev vi informeret af Landsforeningen Spædbarnsdød om, at vi var kommet i en sorggruppe, der ville påbegynde kort efter vores hjemkomst. Det vækkede et spædt håb om en udvidelse af netværket, som jeg var i gang med at opbygge for mig, for Vilja og for Andreas. Sammen med kvinderne fra efterfødselsgymnastikken oplevede jeg allerede at vi havde fundet pladsen til at mindes Vilja, Blob, Viola, Victoria, Casper og Victor! 
Så jeg håbede at sorggruppen også kunne få en stor betydning for mig, for Vilja og særligt for Andreas. Forhåbentligt kunne vi være fælles om et nyt skridt fremad, og sammen med andre forældrepar møde gensidig forståelse, respekt og anerkendelse af vores elskede børn! 

Vi var spændte på dagen for det første møde med sorggruppen, og vi håbede at det kunne mildne vores ensomhed. Vi vidste kun lidt om de andre forældre, men vi vidste at de havde mistet til termin lige som vi havde mistet Vilja på målstregen. Det havde vi ellers ikke forventet, fordi Landsforeningen Spædbarnsdød gav udtryk for, at sorg skal anerkendes uanset om tidspunktet for tabet sker under graviditeten, til termin eller inden for det første leveår. En tankegang som jeg er stærk tilhænger af, fordi kærligheden til sit barn ikke først starter når barnet er født, men fra du ser to streger på en graviditetstest og særligt når du ser/hører det lille hjerte slå for første gang!
Da vi var nået halvvejs til det aftalte mødested, som skulle være hos det ene forældrepar, blev vi ringet op af den ene sorggruppeleder. Jeg havde set forkert omkring det aftalte tidspunkt, så vi kom en halv time for sent. TYPISK MIG!
Vi ankom til et fint hus i naturvenlige omgivelser og vi blev taget imod af to sorggruppeledere, en mand og en kvinde, samt to forældrepar, der lige som os så nervøse og bedrøvede ud i ansigterne.
Vi blev præsenteret for forældreparrene Camilla Ida og Morten, forældre til Lily, og Camilla og Michael, forældre til August, som fortalte deres historie og vi fortalte vores om Vilja!
På trods af at vi havde forsinket vores møde var der plads til introduktion til mødegangene, vores fortællinger om børnene og en opstart af de emner, der var vigtige for os at tale om med hinanden. 
Da vi begyndte på at tale om de emner, som fyldte i vores tanker mærkede jeg lige som til efterfødselsgymnastikken. Der var en atmosfære af gensidig forståelse og genkendelighed omkring savnet til vores børn, omkring de ydre omgivelsers håndtering af sorgen og vores egne forventninger til vores pårørende. Vi forstod hinanden på en måde, som vores omgivelser umuligt ville kunne forstå på samme måde – vi havde mærket den samme gennemborende og intense smerte, da vi mistede vores børn! 
Vi fortalte uafhængigt af hinanden om historier, hvor vi havde oplevet at pårørende i den bedste mening forsøgte at finde “løsninger” på vores sorg eller prøvede at finde mening i det meningsløse. Vi var alle enige om at der findes ingen løsninger, fordi vores børn aldrig ville komme tilbage, det livsvilkår skulle vi finde en måde at lære at leve med. Vi var også enige om at der ingen mening kunne findes i vores børns død, der ville aldrig kunne findes en mening med nogen børns død!
Vi følte alle at det var svært at finde styrken til at tale med pårørende og sætte ord på vores oplevelse af sorgen. Det kunne være svært at tage ansvaret, og særligt svært hvis de kunne finde på at sige at vi også var nødt til at komme videre. Vi var også enige om, at vi aldrig ville komme videre, men at vi skulle lære at leve med at vi ikke ville få lov at se vores børn vokse op og følge deres udvikling. Vi må “nøjes” med den stolthed, at vi altid vil være forældre til vores englebørn. Det faktum vil ingen kunne tage fra os – vi har bragt vores børn til verden, selvom livet på traumatisk vis blev taget fra dem!

Vores første møde blev en påmindelse om, at vi på godt og ondt ikke var alene. Vi havde som forældre til englebørn noget særligt til fælles, som vi helst havde været foruden! Alligevel vækkede det en taknemmelighed hos Andreas og mig, at vi sammen med de andre forældrepar havde mulighed for ikke at gå alene igennem livet med det ubærlige vilkår, at vi havde mistet vores ønskebørn. Vi var ikke alene i ensomheden! 

Læs videre i Del 19 – Mærkedage og Viljas ceremoni på havet, som vil kunne læses allerede d. 07.01.20

2 thoughts on “Louises historie – min engleprinsesse Vilja – Del 18

  • Alt det bedste til dig og Andreas- og mange tanker til smukke Vilja med de sorte lokker, Lily og August❤️❤️ Så fine artikler😌

    • Tusind tak Sarah! Jeg sender også dig, din familie og ikke mindst din lille Marthæus en masse varme tanker!

Leave a Reply to Sarah Cancel reply

%d bloggers like this: