Louises historie – min engleprinsesse Vilja – Del 2

Del 2 – Fra jordemoderkonsultationen til fødselsafdelingen

Da jeg nåede 40+3 skulle Andreas og jeg til kontroltjek hos vores konsultationsjordemoder tidligt på formiddagen. Alt så fint ud og Viljas hjerterytme var tydelig og helt normal. Vi var spændte og ville så gerne have hende i vores arme. Jeg havde åbnet mig 2 cm og derfor foreslog jordemoderen at lave en hindeløsning, som forhåbentlig ville sætte gang i fødselshormonerne. Vi takkede ja og resten af eftermiddagen gik med at slappe af på sofaen sammen med min mor. Imens møvede Vilja aktivt rundt i min mave og besvarede alle mine kærlige puf.

Om aftenen spiste Andreas, min mor og jeg aftensmad ved en halv 7 tiden og gik efterfølgende en lille aftentur rundt i vores boligkvarter. Det var rart med en gåtur i den friske luft og det fjernede fokus fra at jeg var blevet øm efter hindeløsningen. Da vi kom hjem efter gåturen tog min mor hjem og jeg besluttede mig for at tage et bad i tilfælde af at fødslen skulle gå i gang i løbet af natten. Ligesom det var rart at mærke den friske luft under gåturen så var det også behageligt at stå under den varme bruser.

Jeg stod ikke ret længe før fostervandet gik og det var på den måde som man ser på film med et ordentligt PLASK! Fostervandet var klart og fint og Andreas ringede første gang til fødegangen for at afklare med dem hvordan vi skulle forholde os. Vi var begge meget glade og spændte – vi skulle snart kramme og kysse vores Vilja. Veerne begyndte så småt. De var hyppige men tålelige, og ikke så lange. Andreas havde fået en masse informationer som vi fulgte den første time efter vandafgang, såsom at holde styr på veerne og være opmærksomme på Viljas aktivitet.

På grund af de hyppige veer der gjorde maven hård var det svært at have en fornemmelse af hvordan Vilja havde det, så vi ringede til fødegangen for at få gode råd. Vi fulgte de klassiske råd med at jeg skulle drikke koldt og sukkerholdigt og vende mig på venstre side. Der gik noget tid og vi syntes ikke rigtig det havde nogen effekt, så vi ringede til jordemoderen igen og sagde at vi ville ind på fødegangen for at tjekke at alt var som det skulle være. Vi tog alle de ting med som vi havde pakket bare for en sikkerheds skyld og kørte afsted. Når jeg ikke havde veer talte vi stille og roligt sammen under køreturen, men vi var begge lidt nervøse for det kommende forløb.

Den sidste måned af graviditeten med Vilja – af fotograf Mille Thagaard

På vej op til fødegangen, fra bilen, måtte jeg holde pause flere gange for at overskue veerne som havde taget til i styrke. Ved hver ve var jeg meget koncentreret omkring vejrtrækningen og følte selv at jeg havde styr på teknikken. På det tidspunkt tænkte jeg, at det her kunne jeg godt klare. Klokken var omkring midnat, da vores fødselsjordemoder og en studerende tog smilende imod os på fødegangen. De spurgte hvad vi godt kunne tænke os at begynde med, imens vi blev vist ind på en fødestue.

Andreas og jeg var enige om at vi ville se hvordan Vilja havde det. Jeg havde det varmt og smed hurtigt blusen og fødselsjordemoderen satte DOP-tonen på min mave, men hun kunne ikke spotte hjertet med apparaturet. Hun sagde roligt at hun hentede en anden jordemoder, som hurtigt kom ind og prøvede med DOP-tonen og derefter med en almindelig hjertelydsscanner. Der begyndte at blive en lidt kaotisk stemning, da de ikke kunne finde nogen hjertelyd.

Jeg havde fortsat hyppige veer og ofte klart fostervand. Hele atmosfæren gjorde mig urolig og det blev ikke bedre, da fødselsjordemoderen ville prøve at sætte en elektrode på Viljas hoved, som bedre ville kunne afmåle hendes tilstand. Da hun ville sætte elektroden havde jeg i det samme en kraftig ve og bad hende om at vente. Men hun ventede ikke og valgte med store kræfter at adskille min ben fra hinanden for at få den op at sidde på hendes hoved. Det gjorde ondt og jeg græd, og hun vendte mig om på venstre side så jeg kunne kigge på Andreas, der sad ved siden af mig.

Andreas havde min hånd i sin og jeg kunne ikke længere se, hvad der foregik mellem de efterhånden mange mennesker på stuen. Jeg peb stadig til Andreas og jeg havde tårer i øjnene, fordi det gjorde ondt og det hele virkede meget voldsomt og hektisk. Jeg kunne lidt efter høre at elektroden havde fanget en pulsrytme og det hele blev et kort øjeblik mere roligt for os alle. Fødselsjordemoderen tjekkede samtidig min puls ved at holde med sine fingre på mit håndled.

En mandlig fødselslæge kom ind og præsenterede sig. Han ultralydsscannede min mave, mens jeg lå roligt med ryggen til. Han gik et kort øjeblik og vendte så tilbage med endnu en fødselslæge, denne gang en kvinde, som også scannede min mave. Andreas kiggede på de 5-6 personer der stod omkring os, og så deres blikke som var rettet mod scanningsskærmen. Den kvindelige fødselslæge lagde nænsomt sin hånd på min skulder, og bad mig vende mig om for at kigge på skærmen. Hun pegede på Vilja og sagde noget i stil med:” Her er jeres datters hjerte og jeg er så ked af det, men det slår ikke mere... “

Den sidste måned af graviditeten med Vilja – af fotograf Mille Thagaard

Læs videre i Del 3Den sorgramte fødsel og den ulykkelig lykkelige kærlighed, her

Her kan du skrive en kommentar