Louises historie – min engleprinsesse Vilja – Del 21

Del 21 – International mindedag og Alle Helgens

I dag er det præcis et år siden at jeg havde termin med Vilja, og fire dage senere mistede vi hende ved fødslen. Siden Andreas og jeg mistede Vilja har jeg haft på sinde at gøre mit bedste for at ære mindet om hende.
Efter Viljas ceremoni på havet blev Andreas og jeg enige om at vi ønskede at gøre hendes eksistens så synlig, som mulig. Derfor fandt vi måder at skabe plads til hende i vores hjem og ved stranden, fordi hun aldrig skal glemmes eller forties, og hun fortjener sin plads i vores familie – Hun vil altid være vores ønskebarn! 
Vi har lavet en lille have til hende i vores have, hvor vi har designet en bænk til minde om hende og plantet blomster, der er en af vores måder at passe og pleje vores kærlighed til hende. Derudover går vi dagligt til stranden, hvor vi har skrevet hendes navn på en sten, og vi mærker det kolde havvand bruse mellem fingrene når vi står ved vandkanten.
Vi har ikke den samme mulighed for at tale om Vilja, som andre familier har om deres børn. Vi kan tale om hvordan Vilja er i vores hjerter, vi kan tale om de forestillinger og drømme vi havde for hende, og så kan vi pusle om de ting vi har skabt for at mindes hende!
Jeg har før talt om ritualer, og for de fleste mennesker er ritualer ikke statiske. For Andreas og mig er de foranderlige i takt med vores måde at håndtere tabet af Vilja, men nogle ritualer vil vare ved som en synliggørelse af vores uendelige kærlighed til Vilja.  

I efteråret blev Andreas og jeg enige om, at det skulle være et gentagende ritual for os at mindes Vilja til International mindedag og Alle Helgens. Halloween og den mexicanske tradition for ” De Dødes Dag ” er derudover nogle de få dage på et år, hvor der er særligt fokus på at mindes vores kære, der er gået i forvejen. Viljas liv blev alt for kort og derfor er hun så vigtig for os at mindes på de dage, hvor samfundet giver os muligheden for det!

USA har inspireret mange verden over til at dedikere d. 15. oktober til International Mindedag for spædbarnsdød. I Danmark arrangerer Landsforeningen Spædbarnsdød hvert år et nyt officielt mødested og støtter op om flere uofficielle mødesteder. På mødestederne følges traditionen med at tænde lys for alle mistede spædbørn mellem kl. 19-20 over hele verden, så tidsforskellene skaber en bølge af lys hen over vores klode. 
Andreas, jeg og vores familie valgte at samles med andre familier til englebørn inde ved søerne i København – et af årets uofficielle mødesteder. Det havde været en mild efterårsdag og der var kun en let vind, da vi gik fra den parkerede bil hen til Søpavillonen, hvor ceremonien skulle holdes. Vi var i god tid og ventede på at der kom flere deltagere før vi stillede borde op til familiers medbragte kage. Vi fik uddelt en lyspose pr. englebarn – en enkel hvid pose med signatur fra Landsforeningen Spædbarnsdød. Jeg lod familien skrive på posen, mens jeg hilste på andre jeg kendte, såsom KKLEM pigerne fra efterfødselsgymnastik og forældrene fra vores sorggruppe (nu kaldet forældregruppe). Der var en vemodig, men samtidig nærværende stemning blandt de alt for mange familier, der ligesom os havde mistet deres barn/børn. Da jeg skrev på lysposen til Vilja valgte vi som vores eget lille ekstra ritual også at tegne og skrive på en medbragt lille lyspose til Viljas bedstefar, selvom dagen egentlig var dedikeret til spædbørn. Ham mistede vi i 2016, og savnet til ham fyldte stadig.
Da klokken blev syv tændte Andreas lyset for Viljas, mens hans tvillingesøster tændte lyset for Viljas bedstefar. Alle familier stod længe i tavshed og så på den umenneskelige lange række af lysposer, der hver og en symboliserede kærligheden til et englebarn. Det var så smukt og rørende at se lysposernes genskær i Peblinge søens vand – så respektfuldt et samlingspunkt med både fremmede og familien omkring mig, havde jeg aldrig oplevet før. En betydningsfuld, men hjerteskærende aften!

Halloween, d. 31. oktober, kender de fleste til, og der benyttede Andreas og jeg tiden til at skære et lille græskar, som skulle være til Vilja og stå ude i hendes have.
Inspireret af animationsfilmen Coco, om Mexicos tradition for ” De Dødes Dag “, d. 1.-2. november, hang Andreas og jeg billeder op af Vilja, som er den måde mexicanerne ære deres døde og får dem til at leve videre. Derudover farvelagde jeg en mandalategning af et udsmykket kranium, i stedet for at male mig i ansigtet som et skelet, som de ellers gør i Mexico. 

D. 3. november er Alle Helgens aften, hvor mange går i kirke for at mindes de døde, og det ville vi også. Vi valgte at tage del i ceremonien i vores kirke, hvor Vilja blev bisat 9 måneder forinden. 
Da Andreas og jeg trådte ind i kirken stod vores præst og bød alle kirkegængere velkommen. Vi gik hen til hende og gav hende et kram før hun forklarede os at vores familie allerede var kommet. Hun sagde, at de allerede havde lagt Viljas navn i en kurv, så hun kunne blive nævnt ved navneoplæsning. Vi gik op til pladserne tættest på alteret og satte os sammen med familien, og tre af vores venner sad nogle rækker bag os. Da kirkeklokkerne ringede begyndte et pigekor at synge så smukt i stearinlysenes skær oppe ved siden af alteret. Tårerne trillede ned af kinderne på os allesammen og det var så smukt at lytte til præstens tale om at navne giver identitet, lige som at Vilja og andre englebørn får deres egen identitet gennem deres navn. En af de ting som jeg er så taknemmelig for at vi kunne gøre for Vilja – hun fik sit navn længe før hun kom til verden! Ved at vi alle nævnte hendes navn mærkede hun vores og familiens kærlighed i kraft af de mange drømme vi italesatte og ønskede for hende, mens hun lå i min mave.
Det var så stemningsfuldt at lytte til de smukke sange der var dedikeret til dem vi havde mistet.
Da præsten læste navnene op en efter en og hver enkelt lys blev tændt for dem, som var gået bort, var hun ubeskrivelig nærværende. Hun læste Viljas fulde navn op samtidig med at hun kiggede hun hen på Andreas og mig, og da hendes øjne mødte mine hulkede jeg hjerteskærende – det betød så meget at hun havde overskud til at anerkende vores tab af Vilja ved at kigge hen på os på trods af at kirken bugnede med mennesker. Hun gjorde det så smukt for os at se, at hvert et lys blive tændt for alle dem, som vi havde mistet, og lysene blev derefter placeret på et korsformet fad.
Da kirkeceremonien var færdig tog vi til stranden med familien og vores tre venner for at sende roser afsted til Vilja. Nogen kravlede ud på stenene for at se hvor vi havde skrevet Viljas navn og et par blev tilbage i vandkanten. Solen skinnede let og varmede når skyerne lod den titte frem til os, selvom det var koldt efterårsvejr. 
Vi tog hjem til os bagefter for at få lidt kaffe og kage, og vi talte længe om den smukke gudstjeneste vi netop havde overværet i kirken.
Et par timer efter tog vores gæster hjem og Andreas og jeg kørte til Herlev for at deltage i en Alle Helgens aftengudstjeneste, der var arrangeret i samarbejde med Landsforeningen Spædbarnsdød. Andreas og jeg oplevede endnu en smuk ceremoni, hvor kærligheden til alle englebørn var i fokus. Ved denne ceremoni måtte vi selv tænde lys for vores Vilja og vi sang igen sange der passede til, at ære alle de børn vi havde mistet. Efter gudstjenesten havde vi mulighed for at tale med andre forældre til englebørn, som havde hængt tegninger og billeder af deres børn. Der blev Andreas og jeg inspireret til at vi i de kommende år kunne have et billede med af Vilja som kunne hænges op sammen med de andre børn, som et synligt minde om vores elskede datter. Jeg købte et gravlys, som lyste smukt til ære for Vilja med citatet “små fødder sætter også spor”, som vi tog med hjem for at stille i hendes lille have. 

Andreas og jeg er taknemmelige for at vi ikke er bange for at synliggøre, at vi mindes vores elskede Vilja. Selvom der stadig er kamp om at bryde tabuet, så er vi taknemmelig for at vores omgivelser giver os plads til at være i sorg. Vi er også taknemmelige for at Landsforeningen Spædbarnsdød og kirken gør det muligt for os at inddrage vores familie og venner i vores univers, hvor Vilja for evigt har sin særlige plads i vores hjerter!

Læs videre i Del 22 – Den første jul og nytåret, som vil kunne læses allerede d. 14.01.20

Her kan du skrive en kommentar