Louises historie – min engleprinsesse Vilja – Del 26

Del 26 – Mine tanker: Hvad sker der efter døden?

Hvorfor tale om døden? Mange finder det ubehageligt og unødvendigt at tale om den, men jeg har haft døden så tæt inde på livet at den er en del af mig, selvom jeg inderligt har ønsket at være den foruden – jeg vil altid ønske at jeg ikke havde mistet Vilja!

Før Andreas og jeg mistede Vilja har jeg ikke spekuleret så meget over døden. Jeg har altid tænkt på at der er mere mellem himmel og jord end vi ved, og mine kære, der er gået i forvejen, har fundet fred og vil være med mig i hjertet. 
Døden kan på en måde være ‘smuk’, hvis den omfavner mennesker der har levet deres liv.
De mennesker som jeg tidligere har mistet har levet et langt liv, så der har tiden på en måde været mere ‘rigtig’ end da jeg mistede Vilja. Det skal ikke forstås sådan at jeg ikke har følt smerte og savn over tabet af dem alle, og nogle af dem er endda taget for tidligt fra denne verden. Men jeg ser ikke døden som endegyldig, fordi selv efter døden lever mine kære videre gennem mig og deres andre pårørende. Viljas død er svær at kalde smuk, fordi den var på ingen måde ønsket og kom bestemt alt for tidligt. Derimod blev den fysiske afsked med hende smuk på sin egen særlige måde, fordi den var fuld af udødelig kærlighed til hende!
En af de betydelige forskelle der har været med Viljas død og mine andre kæres afsked med livet er bl. a. at Viljas død var meget pludselig og unaturlig – i det hele taget er det fuldstændig forkert at hun skulle dø! Der er også en betydelig forskel på hvordan det er at tale om Vilja og de kære jeg tidligere har mistet. Forskellen ligger i, at der har været mange kærlige minder forbundet med de kære jeg tidligere har mistet, men ulykkeligt nok er minderne få i forhold til at tale om Vilja og hendes alt for tidlige død. Minderne med hende er begrænsede, men stadig nogle af de vigtigste for Andreas og mig! 

Dyrebart minde!

Da vi mistede Vilja styrtede hele min verden sammen – den Gud som jeg har lært om i kristendommen er barmhjertig og derfor blev jeg fanget i en kæmpe meningsløshed. Hvor er barmhjertigheden i at nogle mennesker mister deres barn eller børn (uanset alder)? Jeg har været så vred på forestillingen om den kristne Gud som jeg har haft, fordi hvis der er en Gud, hvordan kan han så lade det ske? Jeg ikke kan se meningen i min datters død, for der er ingen mening! Det er fuldstændig ubarmhjertigt!
Jeg er af den grund kommet i kæmpe konflikt med mine overbevisninger, da jeg som lille lærte at bede Fadervor af min kære farmor, men nu har jeg ikke længere nogen at bede til. Hvorfor bede til én, der ikke vil lytte til mine bønner eller vil holde hånden over mig?
Jeg går derfor ikke længere i kirke pga. troen på Gud, men jeg går i kirke, fordi jeg i forbindelse med visse gudstjenester føler mig tættere på Vilja.
Jeg har altid været meget anerkendende og åben overfor andres overbevisninger, fordi tro kan give håb. Desværre slukkede mit håb for en lang periode, da jeg mistede troen på at livet eller Gud (hvis han findes?) ville mig det godt. Det har krævet meget professionel hjælp at finde lys i mørket, og derfor er min tro blevet anderledes. 
Jeg tror stadig på at der er mere mellem himmel og jord end vi ved, men jeg tror ikke på at der er en barmhjertig Gud, der holder hånden over mig.
Jeg tror på min skytsengel, Vilja, fordi hun har været her og hun er lige så uskyldig, som man beskriver en engel. Jeg tror på at Vilja er et fredfyldt sted med mine andre kære, der er gået i forvejen. Jeg ved at hun lever videre i Andreas, mit og mine nærmestes hjerter og jeg tror på at jeg en dag vil blive forenet med hende igen, når min tid er inde. 
Jeg er åben over for religiøse overbevisninger, så jeg kunne aldrig drømme om at dømme nogen, der tror på at der findes en eller flere guder, men den tro har jeg ikke selv længere. 
Den tro og det håb jeg holder fast i er kærligheden til min Vilja, min Andreas og mine nærmeste! Deres kærlighed giver mig håb og min kærlighed giver mig tro på at jeg er stærk og sårbar på samme tid – jeg har kæmpet for at turde leve igen. 
Døden har i den spæde start af sorgen tiltrukket mig, fordi jeg så inderligt ønskede at være sammen med Vilja et fredfyldt sted. Men mine kære omkring mig har mindet mig om at jeg har givet et løfte til Vilja om at leve videre for hende og mine kære. For hvem skulle ellers kunne fortælle om hende, bedre end Andreas og mig? 

Viljas død har lært mig ikke at tage noget for givet, at jeg kan være stolt af at være hendes mor, at jeg er gift med en mand der elsker mig ubetinget, at jeg har familie og venner der støtter mig i at komme fremad med plads til sorgen i mit liv og i mit hjerte. Hvad der venter mig efter døden er stadig åben for min egen fortolkning, fordi jeg ved at mine overbevisninger hele tiden kan ændre sig! Men jeg vil dog fortsætte med at tro på at døden ikke ‘bare’ er et sort hul af ingenting, for mig vil døden altid være en form for genforening med de kære, der er gået i forvejen. En dag vil jeg selv opleve døden og vide med sikkerhed hvad der sker, men jeg vil ikke gå og vente på den, døden må vente på mig!

Solopgang på Viljas strand!

Læs videre i Del 27 – Mine forestillinger om Vilja, som vil kunne læses d. 27.02.20

Her kan du skrive en kommentar