Louises historie – min engleprinsesse Vilja – Del 3 fortsat

Del 3.2 fortsat – Den sorgramte fødsel og den ulykkelig lykkelige kærlighed

Fødselsjordemoderen spurgte om hun måtte tjekke hvor åben jeg var. Jeg mærkede en summende fornemmelse af en ve, mens jeg tøvede… Jeg turde ikke og var ikke klar til at håndtere hvad der skulle ske, hvis jeg var fuldt udvidet. Fødselsjordemoderen beroligede mig med at vi sagtens kunne vente lidt endnu. Så vi snakkede om hvad vi skulle når Vilja var født – Jeg vidste ikke hvad jeg ville og turde når hun ville ankomme. Jeg havde ikke turde kigge på eller røre min mave siden vi fik beskeden om at Vilja var død. Jeg var bange og ulykkelig, men fødselsjordemoderen talte mig lidt til ro ved blandt andet at spørge om hvad vores datter skulle hedde. Det gav mig, et øjeblik, en varm fornemmelse, at hun spurgte til Viljas navn!

Lidt tid efter fik hun lov til at tjekke mig. Jeg var 10 cm åben, men min krop var “gået i stå. ” Jeg spurgte hvad jeg kunne gøre og fødselsjordemoderen hjalp mig om på venstre side. Hun begyndte at rokke min hofte og mit bækken roligt fra side til side. Det aktiverede mine presseveer og selvom jeg ikke havde meget energi så gjorde jeg hvad jeg kunne – Min krop føltes på ingen måde særlig behjælpelig. Fødselsjordemoderen forberedte mig på at epiduralen ikke ville dække smerterne fra presseveerne eller når Vilja banede sig vej. Selvom jeg mærkede smerterne var det ikke dem der gjorde ondt, den største smerte var naglet fast i mit knuste hjerte!

Jeg blev hjulpet om på ryggen igen med fødselsjordemoderen på min venstre side og Andreas på min højre. De aflastede hver et ben som hvis de var i stigebøjler, fordi jeg havde brug for alle mine kræfter til presseveerne. Andreas og fødselsjordemoderen begyndte at kunne se Viljas isse med de mørke lokker. Fødselsjordemoderen sagde med en kærlig stemme, som var hun stolt på vores vegne: ”Se Andreas, se hendes hoved! ” Et øjeblik smilede han stolt og så kærligt på mig – Han var virkelig min styrke!

En time til halvanden efter en masse anstrengelser og med støtte fra fødselsjordemoderen og Andreas blev Vilja født og i det samme jeg så hende var jeg ikke i tvivl. Jeg ville med det samme have hende op på mit bryst og jeg græd både af stolthed og sorg. Selvom jeg ikke havde kunne forestille mig hvad jeg kunne forvente, havde jeg ikke længere grund til at være bange. Vilja var den smukkeste og fineste lille pige, fuldstændig perfekt! Jeg elskede hende højere end nogensinde – en kærlighed der aldrig ville dø!

Vilja var VIRKELIG en helt perfekt nyfødt pige. Hendes hud var varm og silkeblød. Hun havde langt sort hår, en fin lille rund næse, der lignede en miniudgave af sin mors og en næsten hjerteformet mund. Hun havde slanke fingre og lange fødder, helt sikkert efter sin far. Der var ingen tvivl om at hun var vores, hun havde fået alle vores bedste træk! Det var ulideligt at vide at hun kun kunne få lov at leve videre i vores hjerter!

Efter et stykke tid hvor Andreas havde siddet ved siden af mig, og holdt Viljas lille fine hånd i sin store spurgte fødselsjordemoderen, Andreas, om han ville klippe navlestrengen. Det var ikke til diskussion for det ville han uden tvivl! Da han stolt havde klippet navlestrengen smed han sin trøje og løftede derefter forsigtigt Vilja fra mit bryst og lagde hende blidt ind til sig. Han satte sig i stolen ved siden af briksen, som jeg lå på, med hende i sin favn. Han græd mens han nænsomt strøg hendes fine sorte lokker og kærtegnede hendes kind. Samtidig kiggede han kærligt på hende og sagde: “Jeg elsker dig. ”

Læs videre i Del 4 – Familiens møde med Vilja, her

Her kan du skrive en kommentar