Louises historie – min engleprinsesse Vilja – Del 3

Del 3.1 – Den sorgramte fødsel og den ulykkelig lykkelige kærlighed

I det øjeblik den kvindelige fødselslæge sagde ordene om Viljas hjerte: ”… det slår ikke mere. ” styrtede hele min verden. Jeg skreg uafbrudt af mine lungers fulde kraft: ”NEEEJ! NEJ! NEEEJ!… ”

Jeg skreg i hvad der føltes som en evighed. Jeg var i CHOK! Det eneste jeg mærkede var en intens smerte i mit hjerte. Jeg følte at jeg skulle dø! Jeg havde den der ”ude af kroppen” oplevelse som mange taler om, hvor jeg kiggede på mig selv, men samtidig også kiggede op i det hvide loft på fødestuen. Jeg var to steder på én gang, som om Vilja havde taget en ”del” af mig med sig. Aldrig havde jeg forestillet mig at jeg skulle få sådan en besked – Min datter var død og jeg kunne intet gøre, alt føltes fuldstændig ligegyldigt!

Jeg kiggede på Andreas’ våde øjne, da jeg havde opbrugt min sidste energi på at skrige. Klokken var over midnat, så jeg kunne tælle en graviditetsvarighed på 40+4 med Vilja i min mave. Den kvindelige fødselslæge kondolerede, mens hun sad med min hånd i sin. Hun talte med fødselsjordemoderen om, at de ikke kunne gøre andet end at vente på at jeg skulle føde Vilja. Jeg var allerede 5 cm åben og fødslen ventede ikke langt derfra.

Den efterfølgende tid tog de en masse prøver, på baggrund af vores samtykke, for at vi måske kunne få vished om hvad der var sket. De tilbød mig en epiduralblokade så jeg kunne få en pause fra ubehaget af de hyppige veer, men den fysiske smerte betød ikke længere noget… Jeg var lammet! Men, alligevel takkede jeg ja… Da jeg senere skulle have blokaden bad anæstesilægen mig om at fortælle hvornår jeg havde veer, så hun ikke kom til at stikke forkert, hvis jeg nu skulle komme til at bevæge mig. Jeg lagde mit hoved mod Andreas skulder stadig helt slatten og lammet af chokket – Den psykiske smerte over Viljas død var altoverskyggende!

Jeg sagde meget stille og monotont hver gang jeg havde veer: “Jeg har en ve… “ Selvom jeg kun ændrede i min vejrtrækning når jeg havde veer tog det lang tid at lægge blokaden. Anæstesilægen stak forkert et par gange før den blev lagt rigtigt, det var ikke lige det jeg havde brug for oveni. Det føltes som en evighed før epiduralen fik lov at virke og samtidig var det kun min ene side af kroppen, der føltes ordentlig smertedækket… De var derfor nødt til at give mig mere bedøvelse. Efterfølgende lod fødselsjordemoderen og de andre fagpersoner os være alene… og lige da døren blev lukket i efter dem, brød Andreas sammen. Han græd en helt uhæmmet og utrøstelig gråd, og så græd vi begge to med armene om hinanden.

Efter noget tid prøvede vi at fatte os og fik ringet til vores mødre for at fortælle om Vilja, og de fik ligesom os et fuldstændig utænkeligt chok! Det var hårdt at italesætte så hjerteskærende ord, men vi fik bedt dem om at kontakte vores søskende. Vi ønskede at familien kom ind til os når Vilja var født. Det var umenneskeligt at tale om Vilja og døden i samme sætning! 

Andreas og jeg græd sammen igen i lang tid, imens vi var alene på den dunkle fødestue.

Fødselsjordemoderen kom ind til os igen med lidt at drikke og spise. Hun kiggede på mig: ”Undskyld, at jeg tog så hårdt fat i dig, da jeg ville sætte elektroden op på jeres datters hoved. Jeg ønskede så desperat at finde hendes hjertelyd, men det var din puls, Louise, som vi fandt. ” Jeg græd igen, men forklarede med rystende stemme at jeg godt forstod hendes hensigt.

Læs videre i Del 3 fortsat – Den sorgramte fødsel og den ulykkelig lykkelige kærlighed, som vil kunne læses allerede i morgen d.18.10.19

Her kan du skrive en kommentar