Louises historie – min engleprinsesse Vilja – Del 33

Del 33 – Det videre forløb

Frem til den tolvte graviditetsuge blev jeg fulgt meget nøje af min gynækolog, hvorefter hospitalet overtog forløbet. Jeg var i de første mange uger mere eller mindre urolig, fordi jeg ikke havde nogen føling med hvordan det lille fnug havde det i min mave – hver gang jeg blev skannet frygtede jeg at det lille hjerte var holdt op med at slå.
Jeg fik dog bekræftet at der stadig var liv og det lille fnug voksede ved hver skanning. Det gav for en kort stund en lille fortrøstning, men roen varede ikke længe før bekymringen igen begyndte.
Andreas og jeg fortalte ret tidligt om graviditeten til vores forældre og søskende, for vi vidste at vi havde brug for deres støtte uanset om det hele ville forløbe godt eller ej. Alle i familien blev selvfølgelig glade, men de forstod vores bekymringer og vidste også hvor meget Vilja stadig fyldte i vores tanker – hun var så savnet, men vi skulle selvfølgelig også finde plads til håbet for den lille ny i min mave.

Omkring Viljas første fødselsdag var det blevet tid til nakkefoldsskanningen, som både Andreas og jeg var meget nervøse for i forhold til om den lille fis havde det godt.
Vi kom ind på skanningsstuen og Andreas satte sig troligt ved min side og holdt mig i hånden, da jeg havde lagt mig på briksen. Jeg holdt instinktivt vejret da skanningsjordemoderen satte skanneren på min mave, og med det samme kunne vi se det lille hjerte slå. Det fik mig til at slappe en smule af at se at der stadig var liv, men jeg kunne først rigtigt slippe vejret, da jordemoderen havde gennemgået alt og skanningen viste et fint resultat.
Da Lille-fisen tilsyneladende var sund og rask fik vi lidt ro i sindet, men det varede ikke længe før tankerne igen begyndte at kredse om, om det lille liv fortsat ville få lov til at spire – ville vi få et lige så fint resultat til misdannelsesskanningen? Eller hvad hvis det lille hjerte holdt op med at slå? Hvornår ville frygten forsvinde? Ville den nogensinde forsvinde? Og ville elskede Vilja blive glemt af vores omgivelser, når den lille ny ville komme til verden?

Det var så frustrerende at gå med de følelser af skyld, skam, frygt, kærlighed og sorg. Det var virkelig hårdt ikke at kunne mærke om der var liv eller ej og det gjorde ondt i mit hjerte at Vilja ikke havde fået lov til at være sammen med os i livet. Jeg ønskede jo at Vilja var i mine arme, og jeg ønskede at denne graviditet ikke skulle bære en skygge af savn – men den var præget af mine modstridende følelser. 
På den ene side var jeg jo glad for at jeg skulle være mor for anden gang, men på den anden side var jeg i sorg og jeg var bange, fordi jeg havde mistet min lille prinsesse og ikke med garanti kunne være sikker på at det ville gå godt denne gang.

Jeg fik brug for at tælle dagene til mødet med overlægen på hospitalet, som skulle være primus motor for graviditetsforløbet. Det var en måde for mig at holde fokus, hvis tankerne blev for uoverkommelige – hvis jeg fik lidt kontrol over forløbet kunne jeg måske få mere styr på følelserne og tankerne? 
Jeg spekulerede derfor meget over hvilke ønsker jeg havde til dette graviditetsforløb, men der var så mange ambivalente følelser. Vi vidste at vi ville få støtte og vejledning fra hospitalet og det var rart. Men det var også hårdt, fordi jeg følte skyld over for Vilja, at jeg ikke havde haft mulighed for at give hende den samme beskyttelse – tanken om at hun måske kunne have været reddet spøgte til tider i mine tanker. 
Samtidig fortjente vores lille fis i maven heller ikke, at vi ikke ville gøre alt hvad vi kunne for at passe på ham eller hende – jeg kæmpede en indre kamp for at skille følelser og rationelle tanker ad. 
Derfor betød det meget for både Andreas og mig at overlægen sørgede for at vi fik en god oplevelse. Han var så opmærksom og imødekommende over for vores ønsker og behov og det gav en følelse af at der var plads til alle tankerne både gode og dårlige.

Da vi nærmede os uge fjorten besluttede vi os for at bestille en tid til kønsskanning hos en privat jordemoderklinik, da vi ligesom med Vilja var meget nysgerrige på om vi ventede os en dreng eller pige. 
Vi blev dog lidt skuffede over at den lille fis, der efterhånden var blevet temmelig stor, ikke ville tilkendegive sit køn. Vi var derfor nødt til at vende tilbage en uges tid senere. Ved den skanning var der stadig en smule tvivl, selvom de havde deres formodninger, men jeg havde brug for tydelig vished. Jeg gik derfor derfra med en uafklaret følelse af, om jeg kunne kalde vores barn for ham eller hende? 
Jeg kunne mærke at det var enormt vigtigt for mig, fordi det havde haft så stor betydning for os da vi fandt ud af at Vilja blev en pige. Det fik betydning for at vi dannede en mere personlig relation til hende, og hun fik sin egen identitet – hun var vores lille prinsesse og ikke længere “bare” vores baby.
Jeg vidste at det på samme måde betød enormt meget for min tilknytning til vores kommende barn at jeg kunne vælge et navn og give mine omgivelser mulighed for også at personliggøre vores lille fis. 

Det var dog først da vi nåede til misdannelsesskanningen, som betød særligt meget for mig, fordi vi fik bekræftet at vores lille barn var sundt og rask, samtidig med at vi endelig fik vished om kønnet. Vi blev så glade over at vide at vi ventede os en sund og rask lille PIGE!!! Andreas og jeg var meget rørte over endelig at få en afklaring og vi begyndte at se frem til at hun skulle melde sin ankomst midt på sommeren. 
Jeg kunne virkelig mærke at det havde en positiv betydning for min tilknytning til hende, at vi endelig efter misdannelsesskanningen kunne beslutte os for et navn. 
Vi kunne mærke at der gemte sig en dejlig lille Alva i min mave, der var lige så ønsket og ganske særlig som sin storesøster Vilja! 
Kærligheden begyndte for alvor at blomstre hos mig og jeg kunne mærke at jeg gradvist gav mere slip. Jeg lod den spirende glæde tage til, da jeg samtidig begyndte at mærke masser af liv fra hende hver dag.

Vi havde frem til misdannelsesskanningen haft samtaler og kontrolskanninger hos overlægen hver fjortende dag, fordi jeg var mest tryg ved at der ikke gik for lang tid imellem at se hvordan det stod til. Men da vi så havde passeret misdannelsesskanningen skete der et skift i mit behov for at blive fulgt. Jeg havde fået mere ro i sindet, så jeg kunne mærke at det var okay at der i stedet gik fire uger imellem kontrolskanningerne hos overlægen – jeg havde fået en bedre fornemmelse af Alva, der dagligt tumlede rundt min efterhånden store mave. 

Jeg er på nuværende tidspunkt nået ind i tredje trimester og jeg glæder mig til at vores lille Alva kommer til verden. Jeg tænker stadig på hendes storesøster Vilja hver eneste dag og det kommer jeg nok til resten af mit liv. Det vil nok også være mærkeligt andet når man tænker på at tilknytningen og kærligheden blomstrer allerede i starten af graviditeten – jeg elskede Vilja længe før jeg holdt hende i mine arme og på samme måde føler jeg stor kærlighed for Alva. Min kærlighed til både Vilja og Alva vil altid have hver deres særlige og lige betydningsfulde plads i mit hjerte. Viljas plads er præget af både kærlighed og savn, hvor Alvas plads forhåbentlig vil resultere i en kærlighed, der bærer mere præg af glæde end sorg. Jeg har håb for at denne graviditet afsluttes mere glædeligt og uanset hvad er jeg mor til to og det er jeg evigt stolt af!

Skanningsbillede af Vilja øverst og Alva nederst

Læs videre i Del 34 – Hvordan bevarer jeg troen på denne graviditet?, som vil kunne læses d. 11.06.20

Her kan du skrive en kommentar