Louises historie – min engleprinsesse Vilja – Del 35

Del 35 – Forberedelserne til den forestående fødsel

Tiden nærmer sig til at Viljas lillesøster, Alva, skal komme til verden, og Andreas og jeg skal være forældre for anden gang. Jeg har jo prøvet at gå igennem fødslen af Vilja, som i sig selv foregik forholdsvis problemfrit. Ulykkeligt nok skulle vi kort forinden opleve vores livs chok at hun ville komme “sovende” til verden. Derfor var fødslen stærkt præget af en psykisk og følelsesintens smerte, som ramte både Andreas og mig. 
Da jeg har prøvet at føde før under de mest ulykkelige betingelser, så handler det her ikke om den kommende fødsel i sig selv. Nej, fødslen vil jeg mene at jeg har mere eller mindre styr på og derfor ikke er videre bange for. Det er nærmere den følelsesmæssige proces, der til tider piner mig og som jeg har forsøgt at forholde mig til på godt og ondt.
Jeg er i øjeblikket meget påvirket af hormoner og følelser, der raser rundt indeni – jeg mærker at graviditeten nærmer sig sin afslutning og jeg er både glad og spændt, men også meget nervøs og i sorg over tabet af Vilja.
Jeg har i størstedelen af graviditeten med Alva kunne forholde mig nogenlunde rationel, men selvfølgelig er der stadig tider hvor jeg er bange – bange for at miste Alva og bange for den betydning det kan få for Viljas plads hos os og i familien.
Både Andreas og jeg håber sådan at Alvas ankomst bliver fuld af glæde! Samtidig er jeg også bange for at Vilja falder i baggrunden for andres vedkommende, fordi hun ikke kan gøre sig fysisk bemærket. Jeg ved at det bliver en opgave for mig fortsat at italesætte, hvor vigtig det er at Vilja stadig er tydelig i vores liv. Det er i min optik en hårfin balance, fordi Alva selvfølgelig også skal mærke vores kærlighed og have sin berettigede plads, som alle små spædbørn jo vil og skal have.

Jeg er vokset op med den oplevelse, at der ikke har været gjort forskel på omsorgen og kærligheden til min søster og omsorgen og kærligheden til mig, på trods af at vi altid har været forskellige. Den oplevelse sidder meget indgroet i mig og jeg ved med min fornuft at jeg ikke kan tilbyde det samme til mine egne to piger, fordi jeg ikke har mulighed for at følge dem på lige vilkår.
Det jeg ved er, at de ting som jeg planlagde i graviditeten med Vilja, vil jeg så vidt muligt også planlægge i graviditeten med Alva. Fx har jeg fået taget billeder af begge graviditeter og jeg har sunget for og talt til både Vilja og Alva. Jeg gik til graviditetssvømning med Vilja og havde også planlagt det med Alva, men grundet udbruddet af Covid-19 blev svømmeholdet desværre aflyst. I stedet har jeg, udover at gå en daglig tur til Viljas strand, valgt at få akupunktur for at opnå en anden form for velvære, i graviditeten med Alva.
Jeg har ønsket så vidt muligt at skabe et lige så behageligt graviditetsforløb med Alva, som jeg havde med Vilja. Jeg har dermed sagt fokuseret meget på at knytte mig til Alva, som jeg også gjorde med Vilja på trods af de mange ambivalente følelser, som stadig påvirkes af sorgen. 
Der er mange ting at forholde sig til, når man skal planlægge ankomsten af sit barn og selvom graviditeterne ikke er identiske, så føler jeg at jeg har gjort en indsats for at give plads og samme mængde kærlighed til både min Vilja og min Alva. 

Forleden dag var Andreas og jeg hos vores fotograf, som har foreviget vores bryllup og graviditeten med Vilja. Vi har ikke været i tvivl om at vi skulle det samme i graviditeten med Alva, fordi vi også ønsker at forevige minderne om kærligheden som blomstrer til hende. Allerede dengang jeg blev fotograferet i graviditeten med Vilja forestillede jeg mig, hvordan hun skulle være del af en fremtidig graviditetsfotografering som stolt storesøster, men ulykkeligt nok bliver det aldrig muligt at virkeliggøre drømmen. Derfor har jeg i samråd med fotografen fundet en alternativ måde at symbolisere Viljas tilstedeværelse i vores hjerter. Det har vi forsøgt ved at inkludere Viljas lille blæksprutte, og kombineret et par af hendes sutsko med Alvas sutsko på nogle af de kommende graviditetsbilleder – et symbolsk bånd mellem Andreas og mine to højt elskede piger. 

Viljas sutsko til venstre, den lille Sprutte og Alvas sutsko til højre

Selvom vi gennem mange af de samme tiltag forsøger at bevare håbet og troen på graviditeten med Alva, så er der stadig den faktor at vi mistede Vilja. Viljas død har betydning for at både Andreas og jeg bærer en sårbarhed i denne graviditet – vi mærkede på egen krop og sjæl den mest utænkelige smerte.
Derfor er vi, udover at jeg går hos psykolog, blevet tilbudt en anden form for støtte i sundhedssystemet, som jeg faktisk har haft det meget ambivalent med at tage imod. Mest fordi det har gjort så ondt i mit hjerte ikke at kunne få tilbudt den samme støtte i graviditeten med Vilja, som måske ville kunne have reddet hendes liv. Omvendt ved jeg også at graviditeten med Vilja forløb fuldstændig normalt, og derfor vidste vi ikke bedre. Havde vi været klogere ville Andreas og jeg aldrig have nægtet at få støtte til at passe på Vilja, som vi får med Alva. Det er særligt den tanke jeg sørger for at fastholde i graviditeten med Alva – vi skal tage imod støtte og vejledning, så vi ikke kan stå tilbage og føle at vi nægtede midler til at passe på hende!
Det er stadig en umenneskelig smerte at vi højst sandsynligt aldrig finder svaret på, hvorfor vi mistede Vilja – det er en sorg vi altid vil bære med os! Derfor er der al mulig grund til at gøre os overvejelser i samspil med hospitalsafdelingens overlæge og øvrige fagpersoner om, hvad vi kan gøre for ikke også at miste Alva! Vilja fortjente ikke at dø og det gør Alva heller ikke!
Jeg ville så inderligt ønske at jeg i næste måned kunne være så prisgivet at jeg kunne sidde med begge piger i min favn og lade dem mærke, at min kærlighed til dem er højere end universet er stort!

Det viser sig som jeg har beskrevet, at forberedelserne til Alvas ankomst i sig selv ikke rigtig har handlet om lavpraktiske forberedelser til fødslen. Det handler mere om den mentale del at skulle være mor igen, hvor sorg og glæde går hånd i hånd uden at jeg skal gå på kompromis med kærligheden til nogen af mine piger!
De fortjener begge min kærlighed og derfor har jeg arbejdet på at give retmæssig plads til dem begge. Kærligheden til Vilja er ligeså levende, som kærligheden til Alva! Ingen af dem vil blive overset, men kærligheden til dem vil alligevel komme til udtryk på forskellige måder – med Vilja kan jeg udtrykke kærlighed og nærvær ved at mindes hende og skabe symbolsk omsorg gennem ritualer, og med Alva kan jeg (forhåbentlig) give fysisk omsorg, nærvær og kærlighed gennem kys, kram og forkælelse. 

Da jeg som skrevet forventer Alvas fødsel i næste måned, vil jeg for en periode holde pause fra at skrive på bloggen. Jeg vil vende tilbage på et senere tidspunkt med nye erfaringer og tanker, som forhåbentlig kan give noget til andre. 
Et hjerteligt tak til alle jer læsere, der indtil nu både har fulgt med og givet empatisk og konstruktiv feedback.
Pas godt på jer selv og på gensyn!

3 thoughts on “Louises historie – min engleprinsesse Vilja – Del 35

  • Held og lykke med det hele! Jeg er sikker på, at jeres Vilja sidder et sted og glæder sig til at blive storesøster❤️🎈 Mange tanker herfra❤️❤️❤️❤️

  • Kære Louise og Andreas. De kærligste tanker og ønsker fra os. Vi glæder os til engang at se hende ❤ Tusind tak for at vi måtte følge med. Tanker og knus Tante L’s mor og mand. ❤ Al held og lykke fremover 😘 Inger

  • Jeg er sikker på vilja aldrig bliver glemt. Har selv en søster der døde lige inden fødslen. Det var hjemmefødsel. Og hun blev lagt på bord i kælderen der var kold for senere at blive begravet på Rødovre kirkegård. Min ældste bror var 3 år var en dag væk. Han blev fundet på sin 3 hjulede cykel på rødovrevej. Hvad laver du her sagde min mor med bekymret stemme. Min bror 3 år svarede. Jeg skal over og hente min søster, for nu har hun ligget længe nok der.
    Min mor fortalte mig ofte om den fødsel og hvordan hun listede i kælderen og så sit barn. Hun fortalte om hvor fin og færdig hun var med langt sort hår og lange negle. Og selv om hun blev født længe får mig, siger jeg altid når folk spørger hvor mange søskende jeg har at jeg har 4 brødre og en søster der døde ved fødslen. Selv om jeg nu er 69 år, er hun der stadig. ❤️Så meget lykke venter på jer. Og Vilja er altid med i jeres liv og historie, men efterhånden uden alt den smerte.
    Karen

Her kan du skrive en kommentar

%d bloggers like this: