Louises historie – min engleprinsesse Vilja – Del 6

Del 6 – Afskeden på hospitalet

Efter Viljas velsignelse aftalte vi med præsten at tales ved om de foreliggende beslutninger, og hun forlod os med familien på den lille stue.

Vores familie tørrede hver især deres øjne og spurgte så ind til hvad vi havde brug for, når vi engang ville komme hjem. Andreas var meget hurtig til at kigge på mig, hvad havde jeg brug for? Jeg havde Vilja i mine arme og kiggede på hende – det gjorde så forfærdeligt ondt at vide at tiden til afsked nærmede sig. Jeg havde kun brug for hende – det var det, jeg havde brug for! Tårerne trillede ned af mine kinder, så de dryppede ned på dynen der var svøbt om hende. Jeg svarede, at jeg ønskede at være alene når vi kom hjem… men så blev jeg i tvivl, fordi… hvad havde jeg brug for?

Jeg havde brug for Vilja og mine tanker kredsede om hendes uskyldige lille væsen. Hun havde jo også brug for mig! Hvordan skulle jeg dog tage hjem uden hende? Jeg kiggede på Andreas, han var nødt til at tage beslutningen, for jeg kunne ikke. Han besluttede, at familien gerne måtte være der og sørge for os når vi kom hjem. Hver og en af dem gav Vilja kys, kram og kærlighed som deres sidste afsked inden de sørgmodigt forlod den lille stue. Vi blev alene med Vilja, vores lille Vimse, som jeg havde kaldt hende da hun havde vimset rundt inde i min mave! Vi skulle sørge for at vores sidste tid blev fyldt med al vores kærlighed til hinanden – en ganske særlig familie med et helt særligt kærlighedsbånd!

Lidt efter kom den kvindelige læge og den mandlige læge, som havde givet os den mest hjerteskærende besked i vores liv, ind på den lille stue. De ville tale med os om obduktion af Vilja, vores kære lille pige. Det var en hård samtale og en vanvittig svær beslutning, vi skulle forholde os til – vi kunne enten vælge at leve med eller uden en viden om hvad der var sket hende. Samtidig blev vi forberedt på, at vi ikke var garanteret et svar. Andreas og jeg besluttede at vi ikke skulle stå tilbage med uopklarede spørgsmål, hvis der nu lå et svar? Vi havde brug for at kende til alt, hvad der kunne findes af svar om vores dyrebare datters uretfærdige skæbne!

Efter samtalen forlod de to læger stuen og der blev banket forsigtigt på døren. Vores fødselsjordemoder kom ind på den lille stue og gav Andreas et knus. Hun tog derefter min hånd i sin og gav den et klem, da hun lænede sig ind over mig og Vilja for at kærtegne hendes lille hånd. Hun havde tårer i øjnene, da hun sagde en masse sødt om hvor flot vi havde håndteret det hele, hvor stærke vi havde været under fødslen og hvor yndig Vilja var. Hun spurgte ind til hvad vi skulle, når vi ville blive udskrevet og om vi havde besluttet os for obduktion? Da vi havde svaret på hendes spørgsmål, kiggede hun spørgende på os: ” Jeg vil så gerne hjælpe jer med alt hvad jeg kan. Jeg kan jo forstå I gerne vil have lavet en obduktion og jeg vil spørge jer om jeg kunne få lov at være med til samtalen? Jeg kan være jeres støtte, hvis I ønsker det? Vi kan måske mødes inden? ”

Vi takkede hende for støtten og aftalte at ringe sammen for at hun kunne høre til os og aftale nærmere. Inden hun lod os være alene igen, krammede hun os farvel og strøg kærligt med sin hånd på Viljas mave, der stadig lå i mine arme.

Vores elskede lille skat <3

Andreas ringede efter personalet, som han bad om at hente en saks og en lille pose. Jeg forstod først ikke hvad han ville med en saks og pose før personalet kom tilbage med tingene til os. Da vi igen var alene ville han have mig til at klippe en lok af Viljas hår. Jeg begyndte at græde – han var så betænksom på en måde jeg aldrig havde oplevet før. Han ønskede et fysisk bevis på at vi sammen havde skabt den smukkeste lille pige, vi nogensinde havde set. Så jeg klippede en lille lok, som vi kunne have som evigt minde om vores lille engleprinsesse!

De efterfølgende timer dedikerede vi til hinanden, som en lille samlet familie. Vi ville have tid til at forsegle vores familiebånd gennem kys, kram og kærtegn. Andreas sad længe og kærligt med vores datter. Han hviskede ting til hende, som en lille hemmelighed mellem dem. Jeg havde under graviditeten forestillet mig, hvordan hun ville blive fars pige. En lille ivrig og energisk pige, der ville dele fodboldpassionen med ham. Hun ville sidde på hans skuldre, når de sammen ville følge en kamp, som jeg hverken forstod eller fandt samme interesse i. Jeg havde forestillet mig, at hun dagligt ville byde ham velkommen hjem fra arbejde, mødt af hendes smilende ansigt og åbne arme. Et ønske der ikke længere var en mulighed, men som næsten føltes så virkelig, som han sad der i stolen ved siden af mig og hviskede til hende.  

Andreas rakte mig Vilja, da han ville pakke vores ting sammen. Jeg kiggede grædende på hendes yndige ansigt, mens jeg sagde til hende:” Jeg er så ulykkelig over at du ikke kunne blive hos os! Jeg vil altid elske og savne dig, og jeg vil ALDRIG glemme dig, lille skat! Du er i vores hjerter for evigt! Jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at ære mindet om dig – jeg vil lade verden vide at du har været her og altid vil være en del af os! Jeg vil kæmpe for dig og for din far! Alt hvad din far og jeg gør er til ære for dig, Vimse! ”

Imens jeg fortalte hende hvad jeg havde på hjertet, kærtegnede jeg hendes lille ansigt. Hendes hud føltes stadig silkeblød, men farven på hendes hud og læber havde ændret sig. Men ikke som jeg havde forestillet mig, tværtimod sammenlignede jeg forandringen med Snehvides uskyldige træk – en hud hvid som sne, hår sort som ibenholt og læberne mørke som modne kirsebær. Jeg havde frygtet dødens ansigt inden jeg havde fået hende i mine arme første gang, men de forestillinger jeg havde haft var visket fuldstændig væk. Viljas smukke og uskyldige lille skikkelse forblev intakt, trods tiden der allerede var gået!

Inden vi skulle udskrives blev en portør tilkaldt og mens vi ventede på ham, sagde jeg til Vilja: ”Det her er ikke et endegyldigt farvel, det er et på gensyn. Vi vil se dig igen, når dine undersøgelser er færdige. Og selv derefter er det stadig et på gensyn, fordi vi vil mødes igen, når tiden engang er inde for os. Gennem kærlighedens bånd er du hos os og vi er hos dig! Jeg elsker dig af hele mit hjerte! ” Jeg kyssede hendes hænder, fødder, pande, kinder, næse og mund og Andreas gjorde det samme. Jeg lod ham lægge hende ned i den lille trækiste på den transportable krybbe, som hun havde ligget i om natten. Han svøbte hende forsigtigt ind i et hvidt strikket tæppe, som hun havde fået af sin bedstemor. Vi kyssede begge blæksprutter og lod dem begge kærtegne hendes kinder inden den ene, vi havde fået, blev lagt hos hende, så den kunne følge hende på vej.

I det samme som portøren kom ind på den lille stue begyndte jeg at græde, nu var det nu – vi skulle sige farvel til vores lille elskede guldklump! Han afventede signalet fra os før han tog Vilja med sig, og lod os blive tilbage på den lille stue, dybt ulykkelige!

Vi ses, lille Vimse <3

Læs videre i Del 7 – Tomheden – hvad gør vi nu?, som vil kunne læses d. 14.11.19

Her kan du skrive en kommentar