Louises historie – min engleprinsesse Vilja – Del 7

Del 7 – Tomheden – hvad gør vi nu?

Da vi var blevet udskrevet forlod vi hospitalet og på vejen ned til bilen mødte vi adskillige højgravide og forældre med nyfødte børn. Det var så hjerteskærende at møde alle de lykkelige ansigter, at jeg gradvist krympede mere og mere sammen, mens mine efterhånden rødsprængte øjne blev fyldt af tårer. Det føltes som en mavepuster HVER GANG, så jeg kiggede istedet ned på mine fødder, der mekanisk ledte mig vejen! Jeg kunne ikke lade være med at tænke – hvorfor har de fået lov? Jeg havde gjort alt efter bogen, så HVORFOR fik Vilja ikke lov til at leve?

Vi ankom til bilen, som stod helt tom – vores familie havde fjernet autostolen fra bagsædet. Den autostol, som Vilja skulle have siddet i på vejen hjem, mens jeg siddende ved siden af ville have puslet om hende. Tårerne trillede hæmningsløse ned af mine kinder. Andreas havde et fast greb om mig, som om han var bange for at jeg ville synke sammen. Han hjalp mig hen til det forreste passagersæde. Han slap grebet om mig og lænede sædet tilbage, så jeg kunne sidde så komfortabelt som muligt på hjemturen. Jeg var så øm og udmattet i krop og sjæl – øm efter fødslen og udmattet af at græde. Virkeligheden havde slået mig i ansigtet, alt havde vist sig at være ude af mine hænder. Hvad andet kunne jeg gøre end at græde over tabet af min datter?

Da vi forlod parkeringspladsen kiggede jeg ud af bagruden og så tilbage på hospitalet, der blev mindre og mindre. Jeg begyndte at græde. Det var en stille gråd for der var intet overskud tilbage, de seneste dage havde suget al energi ud af mig. Det var vanvittig uretfærdigt og uden mening – hvorfor skulle jeg… hvorfor skulle VI forlade hospitalet uden Vilja? 

Køreturen hjem var stille og føltes ubeskrivelig tom. Det triste vintervejr, der ikke rigtig kunne karakteriseres som andet end gråt og sørgeligt, afspejlede mine følelser. Det eneste jeg rigtigt bemærkede, på turen, var et glimt af vrede hos Andreas. Hans vrede kom til udtryk, da en bil overhalede os på den sidste landevej, inden vi nåede vores hjemby. Overhalingen var meget risikabel for os og for en modkørende, fordi den overhalende bil valgte at køre ud i den modkørendes bane kort tid inden den modkørende ville passere os. Havde den overhalende bil været få sekunder langsommere, havde vi været involveret i et trafiksammenstød. 

Andreas blev så vred at han trykkede på speederen og kørte efter den overhalende bil. Jeg bad ham stoppe, men der gik lidt tid før jeg nåede ind til ham. Da jeg fik ham beroliget lod han den overhalende bil forsvinde ud af vores synsvidde. Han sagde til mig med gråd i stemmen: “Jeg vil ikke også miste dig!” Jeg ville ønske at jeg kunne sige noget fortrøstningsfuldt til ham, men det eneste jeg kunne var at give hans hånd et lille klem. Jeg havde mistet det vigtigste af mig selv, min datter… mit eget kød og blod, som jeg havde værnet om i flere måneder – hun havde mærket den største kærlighed blomstre mellem os, som den gør mellem mor og barn… Alt føltes tomt og ligegyldigt – jeg var fuldstændig magtesløs!

Det var forfærdelig hårdt at køre ind i vores indkørsel, for derefter at gå hen til vores hoveddør. Andreas åbnede døren og vores familie kom fra køkkenet ud i gangen for at tage imod os. Jeg stod på trappetrinnet et øjeblik. Jeg havde brug for at tage mod til mig før jeg kunne træde ind i vores hjem. Andreas lagde armen om mig og det hjalp mig ind i gangen. Han hjalp mig af med overtøjet og familien begyndte at fortælle hvad de havde tilladt sig at gøre. De havde skiftet sengetøj og min far var igang med at lave aftensmad til os. Andreas’ storesøster havde bagt chokolademarengs, fordi min mor havde fortalt hende at jeg som barn elskede hjemmebagte marengs, når jeg var på besøg hos min farmor.

Jeg var hjemme, det hele lignede sig selv, men alt føltes fremmed. Aftensmaden blev serveret og alle satte sig til bords. Min far havde lavet forloren hare, fordi han vidste at jeg elskede hans velsmagende sovs til de møre kartofler og det saftige kød. Min krop kunne ikke udholde vores normale spisebordsstole, så jeg blev placeret i en let tilbagelænet lænestol med en bakke på skødet, hvorpå min tallerken kunne stå. Jeg var ikke sulten, men jeg spiste lidt og det smagte som det plejede, men jeg var ikke i stand til at nyde den. Jeg følte kun tomhed – en altfortærende tomhed! Alt var ligegyldigt, fordi Vilja var der ikke! Jeg manglede det lille menneske der havde åbnet mine øjne for den største kærlighed! Jeg var nødt til finde en måde at synliggøre hende og synliggøre min kærlighed til hende – men jeg kunne ikke få min hjerne til at udtænke, hvordan det skulle blive muligt? 

Da vi havde spist aftensmad blev der dækket op til kaffe, te og chokolademarengs. Jeg smagte på marengsen, det var en velkendt smag, men jeg var ikke i stand til at være nærværende – jeg var der bare. De talte sammen og til mig, men jeg var nærmest i trance og kunne kun give korte svar. Andreas blev derfor enig med familien om at det var nok for den dag. De aftalte at de ville komme igen den følgende dag, når Andreas og jeg engang ville være vågne igen.

Da de var gået satte Andreas sig på hug ved siden af lænestolen, som jeg sad i. Han kiggede op på mig og spurgte: “Hvad har du brug for? “ Jeg stirrede tomt ud i luften med tårerne trillende ned af mine kinder, som kraftige vandfald. Han lagde nænsomt sine arme om mig, da jeg med grådkvalt stemme, næsten hviskende, svarede: “Jeg har brug for Vilja, kun Vilja… ”

Læs videre i Del 8 – De første skridt i sorgen, som vil kunne læses d. 21.11.19

Her kan du skrive en kommentar