Louises historie – min engleprinsesse Vilja – Del 8

Del 8 – De første skridt i sorgen

Den første nat hjemme var forfærdelig. Jeg faldt ind og ud af søvnen og hver gang vågnede jeg stakåndet og svedig, som havde jeg løbet et marathon. Modermælken til Vilja havde sin egen trodsige vilje – der var ingen tvivl, min krop SKREG efter hende! Mit hjerte skreg endnu højere, hver gang jeg febrilsk forsøgte at finde hende i mørket. Den barske sandhed stak, som en gennemborende syl og fik mig til at bryde grædende sammen – Min lille Vilja var ikke ved siden af mig! Jeg græd helt utrøsteligt og Andreas, der gentagende gange vågnede af min højlydte gråd, prøvede desperat at finde måder at dulme min smerte. Men intet hjalp mig – Jeg kunne ikke holde smerten ud! Jeg kunne ikke holde ud at sove, men jeg kunne heller ikke holde ud at være vågen. Jeg var i et levende helvede!

Om morgenen følte jeg mig som en zombie, fanget i smerte og uden hvile. Andreas tog kærligt om mig, da han mindede mig om, at han havde haft en flygtig samtale med Landsforeningen Spædbarnsdød. Hospitalet havde informeret landsforeningen om, at vi havde mistet Vilja, og ønskede støtte og vejledning til at komme fremad i den uoverskuelige sorg. De havde ringet til ham på hospitalet, kort tid inden Viljas velsignelse, hvor det var vigtigere for os at bruge tiden sammen med hende. Vi besluttede derfor at bruge formiddagen på at tage kontakt til dem. 

Da vi ringede, kom vi igennem til en sød kvinde, der var telefonisk terapeutisk rådgiver. Hun var spørgende og samtidig så lyttende, men jeg var stadig i chok og turde ikke sige så meget – jeg havde en følelse af mistillid til alt og alle. Der var intet der ville mig det godt, og jeg var sat på den mest uretfærdige og tragiske prøve et menneske kunne stilles overfor. Så gav det overhovedet mening at prøve? 
Jeg lod Andreas forklare hende, hvad der var sket. Hun viste stor medfølelse, hver gang hun svarede med sin blide og omsorgsfulde stemme. Hun fortalte at hun selv havde mistet og gerne ville hjælpe os på vej, hvis vi ønskede det? 
Andreas takkede ja og hun spurgte derefter mig: “Jeg oplever at du er meget stille, Louise, hvad har du af tanker? “ Jeg blev chokeret over hendes spørgsmål, for hvad tænkte jeg? Jeg havde rod i mit hoved, jeg havde sorg i mit hjerte og værst af alt var mine arme tomme… men så huskede jeg mit løfte til Vilja og Andreas – jeg skulle kæmpe mig tilbage til livet, så jeg kunne ære mindet om hende! Jeg svarede derfor, at jeg var med på at blive hjulpet fremad. I mit hjerte var det dog utænkeligt at forestille mig, hvordan det kunne lade sig gøre UDEN min lille pige? 

Efter samtalen med den terapeutiske rådgiver opdagede Andreas, at vores præst havde kontaktet os på mail. Hendes mail var meget omsorgsfuld og hun havde vedhæftet sin tale fra Viljas smukke velsignelse. Hendes ord føltes næsten omfavnende, da hun tilbød os al den støtte vi havde brug for til de foreliggende forberedelser. Selvom vi stadig var i chok, blev vi jo nødt til at forholde os til mange svære, men også betydningsfulde beslutninger. Skulle Vilja begraves eller bisættes? Hvor skulle hun have fred? Hvilken bedemand skulle vi vælge? Hvilke blomster og sange? Hvornår skulle vi gøre hvad? 

Senere samme dag kom familien og sørgede for os. De havde kontaktet vores øvrige pårørende, og meddelt dem at vi havde brug for ro. Vi ønskede ingen henvendelser før vi selv var klar til at tage kontakt. De sidste dages tragiske hændelser gjorde det uoverkommeligt, at skulle tage stilling til flere mennesker. Vi, og måske særligt jeg, havde kun plads til at savne Vilja! Alt andet føltes ærligt talt ligegyldigt, for vores verden var styrtet i grus.

Henover weekenden havde jeg en mærkelig tidsfornemmelse, da den føltes langsommelig og samtidig hurtigt overstået. Vores familie kom på skift og sørgede for at dække vores basale behov.  De hjalp med alt vi havde brug for, da det var blevet en kamp at gøre ting, der før havde været så simple at udføre. Jeg var kun i stand til at være i min egen boble, en boble fuld af sorg. Selvom jeg vidste at det hele var virkeligt, kunne jeg ikke få det til at passe? Hvordan kunne Vilja dø – hun var jo så perfekt? 

Vi havde taget de første skridt i sorgen. Det var så umenneskeligt at dette var vores virkelighed. Det var meningen, at hele familien skulle have puslet om Vilja, skiftet hendes bleer, og jeg skulle have ammet hende. Andreas og min virkelighed var blevet til et mareridt – vi var i stedet blevet tvunget til at planlægge en sørgmodig afsked for vores smukke datter!

Læs videre i Del 9 – Forberedelserne og gensynet med Vilja, som vil kunne læses d. 28.11.19

Her kan du skrive en kommentar