Louises historie – min engleprinsesse Vilja – Del 9

Del 9 – Forberedelserne og gensynet med Vilja

Dagene gik med den samme mærkelige tidsfornemmelse, ikke hurtigt, men heller ikke langsomt. Jeg blev i de efterfølgende uger overvældet af, at der fulgte så mange praktiske og afgørende beslutninger med i min største sorg. Hvorfor kunne jeg ikke få lov at sørge i fred? Alle de valg gjorde mig stresset og jeg vidste at de ikke kunne gøres om!

Vi kom først i kontakt med en venlig bedemand, som tilbød at stå for alt det formelle. Han virkede meget sympatisk og det gav en ro i sindet hos både Andreas og mig. Han spurgte om særligt mine og Viljas oplysninger. Det betød åbenbart ikke det samme at være far til et dødfødt barn, som det gjorde at være mor. Det smertede i mit hjerte og jeg følte en indestængt vrede på Andreas og Viljas vegne – intet ville kunne ændre på, at de altid ville være far og datter! Et kynisk bureaukrati, som ikke tænkte på den anerkendelse, vi som familie havde brug for! Vi var ikke længere kun Andreas og Louise. Vi var Andreas, Louise og Vilja – en familie på tre, selvom vi skulle kæmpe mere for synliggøre os som familie!
Bedemanden var, på trods af formalier, meget varsom og omhyggelig – han gav os al den tid vi havde brug for. Vi drøftede blomster, og endte med at vælge hvide fresia og lilla tulipaner i mørk nuance. En buket til kisten, der skulle formes som et hjerte og en fin bårebuket, der begge skulle være med fine silkebånd. Han tilbød os at se kisten til spædbørn og vi blev præsenteret for den mindste hvide kiste i verden. Den var så smuk lavet og samtidig så skræmmende – ubegribeligt at vores lille Vilja skulle ligge i den! Jeg glemte helt at trække vejret, det gjorde så ondt i hjertet at vi skulle bydes det her!
Til slut drøftede vi, hvor hun skulle have fred. Vores muligheder føltes som pest eller kolera, fordi ingen forældre burde stå i vores situation. Beslutningen faldt på havet, fordi Andreas havde friet til mig på den sydliggende strand i vores by. Vi havde fejret vores bryllup ved stranden og havde også fået taget bryllupsbilleder i de smukke omgivelser. Samtidig gav det os en trøst, at uanset hvor vi ville befinde os i verden ville havet omfavne os – hun ville ikke være bundet et sted, men følge med os overalt! Når Viljas hvilested skulle være havet betød det at vi også valgte kremering og bisættelse.

Jeg mindes ikke hvordan det blev besluttet, men vores familie ønskede hver i sær at give Vilja en lille gave med på sin rejse.

Gaver som vi ville fortælle Vilja om, når vi skulle se hende for sidste gang.

Vi havde et møde med vores præst, som ville hjælpe os med den forestående bisættelse. Hun spurgte ind til vores kærlighed til Vilja, som vi fortalte meget længe om. Vi fortalte at vi ønskede at synge Puff, Elefantens vuggevise og i østen stiger solen op, som bruges til nærmest alle kirkeceremonier. Vi fortalte hende om alle gaverne til Vilja og hvor meget familiens kærlighed til hende, betød for os. En kærlighed der altid ville være sorgfuld, men iboende i alle vores hjerter. I hjerterne ville Vilja altid leve videre!

Der gik en uges tid og vores konsultationsjordemoder ringede til os, som aftalt. Hun spurgte omsorgsfuldt ind til os om vores mange beslutninger, om dagene der var gået og dagene vi havde i vente.
Hun tilbød os samtidig støtte ved en evt. fremtidig graviditet. Det isnede igennem kroppen på mig – en ny graviditet? Hvordan skulle jeg nogensinde turde at gennemgå det igen? Det eneste jeg ønskede var Vilja, og jeg ville give alt for at hendes lille hjerte ville banke igen!

I dagene op til gensynet med Vilja prøvede jeg at tage mod til mig for at komme ind på værelset, som vi havde indrettet til hende. Vi skulle finde tøj Vilja kunne have på til sin bisættelse og det var så ubeskrivelig svært at få sig selv til at tage i håndtaget. Da jeg endelig fandt modet til at åbne døren væltede smerten ind over mig. Jeg snappede efter vejret og det begyndte at svide bag øjnene, da jeg åbnede klædeskabet. Jeg kunne mærke at jeg var nødt til at få hjælp, så jeg kaldte Andreas ind på værelset. Jeg stod helt fortvivlet med alt det fine tøj hun skulle have haft på.
Vi besluttede efter en længere gennemgang, at hun skulle have et par lyserøde og blomstrede gamacher på, en hvid bodystocking, grå sokker og en lyserød plysset sweater med lynlås. Vi havde dedikeret farverne rosa og lilla til hende, så intet ville være mere passende end lyserødt tøj og lilla blomster til hendes bisættelse!

Dagen kom hvor vi skulle gense Vilja. Bedemanden havde hentet hende på hospitalet og ført hende til vores kirkes kapel. Jeg savnede at holde om hende, men var samtidig også bekymret – hvordan så min lille prinsesse ud efter 12 dage? Bekymringen kunne ikke holde mig tilbage, jeg havde brug for at se hende og lade hende mærke hvor uendelig elsket hun var. Vi havde pakket alle gaverne fra vores familie og vi tog afsted.
Vi kom til kirken og vi blev lukket ind i det lille kapel, hvor der var utrolig koldt. Op ad den bagerste væg stod den lille kiste og med armene om hinanden gik vi hen for at åbne den. Jeg havde tårerne væltende ned af kinderne som kraftige vandfald, da Andreas forsigtigt løftede låget af. Der lå vores elskede lille Vilja svøbt i det hvide tæppe hun havde fået af sin bedstemor og med den ene lille blæksprutte. Hun lignede sig selv, men samtidig forandret. Hun havde stadig sine unikke og fine linjer, som kendetegnede hendes ansigt, men hendes kinder var blevet mere røde og munden mørkere. Hun havde stadig sort sværte på håndfladerne og fodsålerne efter de fine aftryk vi fik lavet på hospitalet.
Andreas løftede hende nænsomt op og lagde hende på tæppet fra hospitalet. Vi åbnede det hvide tæppe og hun lå iført en lille ble. Vi skiftede den og hjalp hinanden med at klæde hende på i det valgte tøj. Da hun havde fået det hele på, åbnede jeg min jakke og løftede hende ind til mig. Jeg vuggede hende stille og mine tårer dryppede ned på det sted, hvor hendes hjerte var beskyttet af den varme sweater. Vi fandt gaverne frem og jeg begyndte sagte at synge første vers af vuggevisen fra Prinsen af Egypten “Sov nu, du lille”, som jeg før havde sunget for hende. Jeg havde hende længe i min favn og vuggede hende indtil jeg var nødt til at lade Andreas ligge hende på det hvide striktæppe. Han lagde hende ned i den forede kiste, hvor han havde lagt tæppet og den lille hue fra hospitalet, som lagen og flad hovedpude. Vi lagde gaverne ned til hende i den lille kiste, hvor der lige akkurat var plads til det hele. Inden vi svøbte det hvide striktæppe godt om hende, havde vi to sarte lyserøde roser, som vi hver kyssede inden de blev lagt ned til hende.
Jeg hulkede da Andreas igen lagde låget på kisten, det ville være sidste gang at jeg kunne holde hende, og sidste gang jeg ville få hende at se. Det gjorde så ondt i hjertet og det var ikke til at beskrive med ord, hvilken smerte og uretfærdighed jeg følte. 

Andreas havde et fast greb om mig, da vi forlod det lille kapel. Han kiggede på mig og sagde med sin sørgmodige stemme:” Det er det sværeste vi nogensinde har været nødt til, men hun er med os uanset hvor vi befinder os. Kærligheden kan ingen tage fra os! “

Læs videre i Del 10 – Viljas bisættelse og de pårørendes kondolence, som vil kunne læses d. 05.12.19

2 thoughts on “Louises historie – min engleprinsesse Vilja – Del 9

  • Jeg føler med jer! Tårerne får frit løb, når jeg læser jeres historie. Det hele er så hamrende flot og stærkt skrevet.. Jeg sender jer de varmeste tanker og håb om en lys fremtid med jeres smukke, bedårende Vilja i jeres hjerter..
    De kærligste hilsner Sabrina

    • Kære Sabrina
      Tusind tak for dine rosende ord og din medfølelse, det varmer indeni!
      Kærlige tanker fra Louise
      Englekys fra Vilja 💖

Her kan du skrive en kommentar

%d bloggers like this: