Michelles historie om Victoria – del 2

Victoria

Den 1. juli 2018 står så klart i min hukommelse. Der er VM, Danmark mod Kroatien og vi har lige fundet ud af at der er to dejlige streger på graviditetstesten. Min mand og jeg er glade, men tør ikke håbe på, at graviditeten vil lykkedes denne gang. Erindringen om den første spontane abort er stadig tydelig i vores bevidsthed. De næste 8 uger snegler sig afsted og endelig kommer vi til nakkefoldsscanningen og får beskeden ”Alt er godt, det er en fin og livlig lille baby, I venter jer”.  Nu tør vi endelig glæde os og i de kommende uger fortæller vi igen venner og familie den fantastiske nyhed.

Da vi når uge 14+0 er min nysgerrighed på sprænge punktet. Jeg må bare vide, om det er en dreng eller en pige vi venter os. Vi kommer ind på scanningsklinikken Jordmoderhuset og en meget erfaren jordmoder tager sig af os. Vores lille pige mente dog ikke, at det var dagen, hvor man skulle se hvilket køn hun var, så vi blev bedt om at komme igen et par dage efter. Det gjorde vi og der fandt vi ud af, at vi ventede lille Victoria.

Vi var ikke til at skyde igennem og tænkte at den der 20 ugers scanning, den skulle vi nok klare og det gjorde vi også. Alt var godt og vi var ubeskrivelig lykkelige.Victoria var en meget livlig baby og hun sparkede løs. Som reglen bare ikke når hendes far lagde hånden på min mave. Der gik til hans store frustration længe før han fik et spark at mærke. Men da det så endelig kom gik det for alvor op for ham, at det var vores barn der lå derinde, i de trygge omgivelser.

De næste par måneder forløber fint, vi holder jul med familien og glæder os over alle de gaver som Victoria og vi får. Januar sætter ind og vi nærmer os min termin den 9. marts 2019. Vi er begyndt at tale om barsel og har fået købt de sidste ting, så vi ikke pludselig står med en baby og ingen autostol.

Her kan du skrive en kommentar