Vi er fem kvinder, som mødte hinanden tilbage i februar 2019. Vi blev sammenbragt i en gruppe for kvinder, som alle har mistet deres børn. Hurtigt fik vi knyttet et tæt bånd til hinanden, selvom det overhovedet ikke var meningen at vores veje skulle krydse hinanden. Men nu hvor de har, ville ingen af os være hinanden foruden.
I gruppen kunne vi græde sammen og dele vores historier, på en måde, som vi ikke kunne med vores familier, venner og veninder. Vi kalder os KKLEM: Kit, Kristina, Louise, Elisabeth og Michelle.
Her på vores blog, vil vi dele vores subjektive historier og erfaringer med sorgen, tanker og følelser omkring at miste vores børn, i et forsøg på at skabe et nyt, igangværende forum for kvinder der mister.
Der er absolut ingen mening med at vi skulle miste vores børn, men måske kan vi bruge vores erfaring til at hjælpe andre, som kommer til at stå i samme situation. Det er i hvert fald vores håb.
Det er efterhånden flere måneder siden, at vi mødte hinanden første gang og vi har gennemdiskuteret spædbarnsdød, vores følelser og alle aspekterne omkring sorg lige siden. Men vi har også grinet sammen og drukket rosé, for det kan man også godt, selvom man har mistet sit barn. Det helt store emne, som tit kommer på tale når vi ses, er som regel “Er jeg mor nu?”. Et spørgsmål der burde være et konkret svar på, men måden at synliggøre denne type moderskab er forbundet med nogle sårbare tanker og følelser. Tanker og følelser der ikke kan vejes og måles af andre, men som er vigtige at gøre plads til at tale om.
Er jeg mor nu? 