Hej og velkommen. Mit navn er Michelle og dette er min fortælling om min datter Victoria.
I skrivende stund er det præcis et halvt år siden, at jeg fik at vide, at min elskede lille piges hjerte ikke slog længere.
Her er min historie:
Jeg har altid gerne ville have børn, men som så mange andre følte jeg mig ikke helt klar – ikke før jeg blev 30. Da jeg ramte de 30 år, kunne jeg pludselig mærke, at jeg var klar til at lade mine egne behov komme i anden række, så så min mand og jeg besluttede at gå i gang med projekt baby/familieforøgelse.
Vi var heldige, der gik ikke mere end to måneder så var den der, de to fantastiske streger man ser på graviditetstesten. Vi var lykkelige og det var svært at skjule den lykke, så vi fortalte med glæde og stolthed nyheden til familie og venner.
Lykken varerede dog ikke ved. I april 2018, da jeg var 10+3, fik jeg massive mavesmerter men var ikke begyndt at bløde. Vi håbede derfor, at det ikke var noget. Desværre begyndte jeg at bløde sent fredag aften og ingen gynækologer havde mulighed for at tilse mig. Vi forberedte os på det værste. Vi blev enige om, at vi på trods af angsten, godt kunne vente til mandag med at få en afklaring. Det kunne vi ikke! Lørdag formiddag var jeg ved at gå ud af mit gode skind, så vi tog ind til en scanningsklinik for at få en vished.
Beskeden vi fik var, at fostret ikke længere levede. Vores verden gik itu, jeg havde spontant aborteret og hvad så nu? Mandag morgen havde jeg tid hos gynækologen og fik valget mellem piller eller en udskrabning, jeg valgte det sidste, da jeg bare ville have det overstået.
Jeg fortryder ikke min beslutning, men det var hårdt både fysisk og psykisk. Jeg blev indlagt på gynækologisk afdeling på Hvidovre Hospital og så var det ellers bare at vente på, at pillerne gjorde deres og at jeg kunne få tid på operationsbordet. Tiden gik og gik og jeg blev ved med at blive nedprioriteret, fordi afdelingen var nødt prioritere akutte kejsersnit. –Det kunne jeg jo sagtens forstå, det var vigtigere at bringe børn til verdenen end at få opereret mig. Klokken nærmede sig sen aften. I løbet af dagen havde jeg besvimet 3 gange, så da vi endelig kunne komme til, var det en lettelse at få indgrebet overstået og kunne komme hjem.
Hvad så nu?
Jeg blev hjemme fra arbejde en enkelt dag og så var det ellers tilbage på pinden igen. Jeg fortalte selvfølgelig venner og familie, at jeg havde været udsat for en spontan abort, men min arbejdsplads vidste stadig intet. Jeg ville jo have fortalt dem om min graviditet når jeg var ”sikker” efter nakkefoldsscanningen i uge 12. Set i bakspejlet fortryder jeg virkelig den beslutning. Jeg skulle have været ærlig over for min arbejdsgiver. Jeg skulle have ladet facaden falde, og ikke fortsætte i samme tempo som før. Ærligheden over for min arbejdsplads ville have givet en vis ro. Det er svært at lade som om, at alt er i den skønneste orden, når man i sit privatliv gennemlever noget så sørgeligt som en spontan abort.
Er jeg mor nu? 