Da Victoria kom til verden
Efter lidt mere end halvanden times presseveer kom Victoria til verden den 1. februar, 20 minutter over midnat. Jordemor Mie svøbte hende i en stofble og lagde hende i mine arme. Hun var så perfekt. Hun lignede en lille engel, der bare lå og sov. De første par minutter hun lå hos mig, blev jeg ved med at tænke, det er en fejl det her. Hun er ikke død. Om lidt så vågner hun og giver et vræl fra sig, men vrælet kom aldrig og virkeligheden sivede langsomt ind.
Sigurd og jeg skiftedes til at ligge med Victoria i vores arme. Det er så vildt, hvordan sådan en lille størrelse passer perfekt ind i krogen på ens arm. Det er som om, at vores krop ikke er lavet til andet end at have et nyt lille menneske liggende – sådanne tanker fyldte mit hoved. Efter et par timer så kom Jordemor Mie og vejede og målte Victoria – 2400 g, 58 cm lang og med nogle meget store fødder, som hun tydeligt havde arvet fra sin far.
Hun var så perfekt, der var kun et par enkelte steder på hendes mave, hvor huden manglede. Dette skyldes, at hendes hjerte nok var stoppet med at slå tirsdag aften.
Jordemor Mie kom med et lille fint sæt tøj til hende. En lille lilla hue og trøje som nogle venlige sjæle havde doneret til hospitalet. Det fik hun på og Jordemor Mie opfordrede os til at tage en masse billeder af hende og bare holde hende så meget vi ville.
Natten gik med at vi hver især lå med hende, vi småblundende og natten har ætset et smukt minde ind i min hukommelse for altid. Sigurd sovende med Victoria på armen. Det billede tror jeg altid vil stå klart i min hukommelse. Victoria lå der i krogen på hans arm og så ud som om, at der skulle hun da altid ligge.
Men ak timerne gik og vi begyndte så småt at tale om hvad nu? Vi blev tilbudt, at vi kunne blive på hospitalet så længe vi ville og at vi også havde muligheden for at tage Victoria med hjem.
Efter lidt snak frem og tilbage blev vi enige om, at den uundgåelige afsked skulle være på vores premisser. Vi ville tage afsked med hende på stuen og Sigurd insisterede på, at det skulle være ham der lagde hende ned i liften, når vi skulle sige farvel.
Sådan blev det også. Vi måtte tage tilløb et par gange og han lagde hende nænsomt ned i liften og vi kyssede hende farvel med ordene ”Mor og Far vil altid elske dig lille skat”.
At forlade sit barn er det sværeste vi nogensinde har gjort og ord kan slet ikke beskrive den smerte man føler. Hvis man alligevel skal prøve, er det som om at efterlade et stykke af sit hjerte, som man ved at man aldrig får igen og at ens hjerte nok aldrig vil hele helt igen, uanset hvor lang tid der går.
De efterfølgende uger og måneder vil jeg beskrive i afsnittet: Tiden efter
Det har kostet uendelig mange tårer, at skrive min historie, men jeg håber at andre kan have glæde af at læse den. Jeg håber, at min historie kan give pårørende et indblik i selve oplevelsen og hvad man som forældre gennemgår, når man mister sit barn.