Michelles historie om Victoria – del 5

Da Victoria kom til verden

Efter lidt mere end halvanden times presseveer kom Victoria til verden den 1. februar, 20 minutter over midnat. Jordemor Mie svøbte hende i en stofble og lagde hende i mine arme. Hun var så perfekt. Hun lignede en lille engel, der bare lå og sov. De første par minutter hun lå hos mig, blev jeg ved med at tænke, det er en fejl det her. Hun er ikke død. Om lidt så vågner hun og giver et vræl fra sig, men vrælet kom aldrig og virkeligheden sivede langsomt ind.

Sigurd og jeg skiftedes til at ligge med Victoria i vores arme. Det er så vildt, hvordan sådan en lille størrelse passer perfekt ind i krogen på ens arm. Det er som om, at vores krop ikke er lavet til andet end at have et nyt lille menneske liggende – sådanne tanker fyldte mit hoved. Efter et par timer så kom Jordemor Mie og vejede og målte Victoria – 2400 g, 58 cm lang og med nogle meget store fødder, som hun tydeligt havde arvet fra sin far. 

Hun var så perfekt, der var kun et par enkelte steder på hendes mave, hvor huden manglede. Dette skyldes, at hendes hjerte nok var stoppet med at slå tirsdag aften.

Jordemor Mie kom med et lille fint sæt tøj til hende. En lille lilla hue og trøje som nogle venlige sjæle havde doneret til hospitalet. Det fik hun på og Jordemor Mie opfordrede os til at tage en masse billeder af hende og bare holde hende så meget vi ville.

Natten gik med at vi hver især lå med hende, vi småblundende og natten har ætset et smukt minde ind i min hukommelse for altid. Sigurd sovende med Victoria på armen. Det billede tror jeg altid vil stå klart i min hukommelse. Victoria lå der i krogen på hans arm og så ud som om, at der skulle hun da altid ligge.

Men ak timerne gik og vi begyndte så småt at tale om hvad nu? Vi blev tilbudt, at vi kunne blive på hospitalet så længe vi ville og at vi også havde muligheden for at tage Victoria med hjem.

Efter lidt snak frem og tilbage blev vi enige om, at den uundgåelige afsked skulle være på vores premisser. Vi ville tage afsked med hende på stuen og Sigurd insisterede på, at det skulle være ham der lagde hende ned i liften, når vi skulle sige farvel.

Sådan blev det også. Vi måtte tage tilløb et par gange og han lagde hende nænsomt ned i liften og vi kyssede hende farvel med ordene ”Mor og Far vil altid elske dig lille skat”.

At forlade sit barn er det sværeste vi nogensinde har gjort og ord kan slet ikke beskrive den smerte man føler. Hvis man alligevel skal prøve, er det som om at efterlade et stykke af sit hjerte, som man ved at man aldrig får igen og at ens hjerte nok aldrig vil hele helt igen, uanset hvor lang tid der går.

De efterfølgende uger og måneder vil jeg beskrive i afsnittet: Tiden efter

Det har kostet uendelig mange tårer, at skrive min historie, men jeg håber at andre kan have glæde af at læse den. Jeg håber, at min historie kan give pårørende et indblik i selve oplevelsen og hvad man som forældre gennemgår, når man mister sit barn.

Michelles historie om Victoria – del 4

Indlogeret på enestue og ve-storm

Jordemor Harriet sørgede for, at vi fik en stue så vi kunne få lidt fred. Harriet foreslog min mand Sigurd, at han kunne køre hjem efter nogle ting, som vi kunne få brug for eller få nogle til at komme med dem. Vi kunne jo ikke vide, hvor lang tid fødslen ville tage. Sigurd valgte selv at køre hjem og hente en taske til os og da han kom tilbage var klokken lidt i 10 og virkeligheden ramte mig for fulde gardiner. Jeg græd og græd, vi græd sammen og jordemor Harriet trøstede os, så godt hun kunne. Jordemor Harriet var en af de meget erfarne jordemødre med mere en 25 års erfaring og det var desværre ikke første gang, hun skulle hjælpe et par igennem deres livs mareridt. Hun var så god at have hos os. Harriet fik os ”indlogeret” på en enestue væk fra de andre fødestuer – der var en branddør imellem os og de andre kvinder, der var ved at føde.

Klokken lidt over 10 fik jeg min første stikpille, der skulle sætte veerne i gang. Der skete ikke det store, lidt murren i underlivet, så efter et par timer fik jeg en stikpille mere og jeg skal lige hilse og sige, at den satte gang i veerne. En konstant ve-storm ramte mig. Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Desværre var anæstesilægen optaget og der gik en lille time, før jeg kunne få lagt en epidural. Desværre ramte lægen ikke rigtigt første gang og epiduralen virkede ikke som den skulle. Det gjorde den heldigvis anden gang og lægerne fyldte mig, med så meget medicin de kunne. Der var jo ikke nogen ud over mig at tage hensyn til. 

Epiduralen varede et par timer og jeg kunne intet mærke, bare se veerne komme på monitoren ved siden af mig. Jeg følte ingenting, præcis sådan havde jeg det indeni. Jeg var bare helt tom. En lille stemme inden i mig blev ved med at sige, at jeg var nødt til at tage mig sammen, for jeg skulle jo igennem det her.

Da klokken så blev 20, var der vagtskrifte og vi sagde farvel til Harriet, som tog sig tiden til at sige ordenligt farvel til os. Hendes professionelle maske krakelerede og hun fortalte, at hun også var dybt berørt af situationen. Hendes sidste ord til Sigurd og jeg var, at vi nok skulle komme igennem det. Den kærlighed hun så mellem os, skulle nok være den der bar os igennem denne tragedie. Med de ord overlod hun os til Jordemor Mie og hos hende var vi i gode hænder.

Da klokken ramte 21 begyndte epiduralen at klinge af og veerne kunne nu virkelig mærkes. Jordemor Mie ringede efter anæstesilægen, men igen var jeg uheldig og lægen var optaget. Jeg fik den ene halvdel af epiduralen, den som jordemødrene må administrere (den kedelige del af epiduralen, og ikke den del der for alvor dulmer ens smerter). Jeg følte slet ikke at den havde nogen virkning. Vi ventede og ventede, men anæstesilægen kom ikke og jeg havde bare ondt! 

Klokken lidt over 22 proklamerede jeg at ”nu skulle jeg altså tisse og det skulle være nu!” Jeg fik med støtte fra min mand bevæget mig ud på toilettet og prøvede at forrette hvad jeg nu skulle. Pludselig mærker jeg noget mellem mine ben og kalder på Jordemor Mie. Det er fosterhinden der har løsnet sig og hun kan se at jeg nu er 10 cm udvidet.

Læs 5., og sidste, del af Michelles historie om Victoria her

Michelles historie om Victoria – del 3

Isterning-tricket

Da jeg er i starten af uge 35, synes jeg at jeg mærker mindre liv. Victoria er ikke nær så livlig som hun plejer. Jeg slår det hen med, at jeg nok bare er en sindssyg førstegangs mor. Jeg ringer alligevel ind til fødegangen, hvor jeg taler med en rigtig sød jordemor. Hun fortæller, at det er helt normalt, at babyer begynder at sparke lidt mindre jo større de bliver. Jordmoren forklarer, at der er mindre plads og at Victoria muligvis har vendt sig, så hun nu sparker indad og at det er derfor jeg ikke kan mærke hende lige så meget. Hun rådgiver mig til at prøve med isterning-tricket, og se om det ikke sætter lidt gang i hende, ellers er jeg velkommen til at komme ind og blive tjekket på fødegangen. Jeg laver isterningtricket og det reagerer min lille pige på, dog ikke med samme iver som før, men det lægger jeg ikke mere i.

Mandag og tirsdag på jobbet er nogle travle dage, jeg er gået lidt ned i tid, men der er meget der skal nås, før jeg går på barsel. Onsdag bliver jeg hjemme og er ikke helt på toppen. Jeg er bekymret, jeg er i tvivl om, hvornår jeg sidst har mærket min lille skat sparke. Jeg tager ud og vralter en tur med min veninde, som også venter sit første barn, Victor. Vi går og diskuterer vores kommende fødsler. Jeg fortæller, at jeg er lidt urolig over ikke at have mærket noget, men vi slår det hen med, at vi sikkert er overbekymrede. Den eftermiddag prøver jeg med isterningtricket og igen om aftenen, men stadig ingenting. Natten til torsdag sover jeg uroligt og bliver ved med at tale til Victoria og fortælle hende, at nu skal hun altså sparke til sin mor.

Torsdag den 31. januar om morgenen kan mit hoved ikke klare det længere. Jeg ringer til Hvidovre fødegang og de siger, at vi bare kan komme forbi. Vi komme ind og en jordemor giver sig til at scanne mig. Hun scanner og scanner og er meget tavs. Hun vælger at konsultere en anden jordemor, som vælger at tilkalde lægen.

Da lægen er kommet og hun har kigget længe på monitoren, kigger hun på mig og fortæller de skæbnesvangre ord ”jeg er virkelig ked af det, men jeres babys hjerte slår ikke længere, vi kan ikke finde nogen hjertelyd”.

Det første der slår mig er, at det her kan simpelthen ikke være rigtigt, der må være sket en fejl. Jeg spørger lægen, om de ikke nok vil være søde at tilkalde en overlæge, som kan tilse mig, men får beskeden, at det er hende, der er overlægen og at der desværre ikke er noget at gøre.

Her går min verden i stå!

Tiden stoppede fuldstændigt i mit hoved, det her kunne simpelthen ikke være rigtigt, jeg var i 35. uge og ventede bare på at skulle møde min lille pige. Nej nej nej skreg mit hoved, fra uge 25/26 er de jo levedygtige, det kan ikke være rigtigt.

Min mand brød sammen, men der kom ingen reaktion fra mig – jeg var gået helt i chok. Den rationelle del af hjernen tog simpelthen over, jeg fik ringet til mine forældre, min bedste veninde, min mands bedste ven, min chef og min mands chef og fortalte dem alle den forfærdelig nyhed. Victorias hjerte var holdt op med at slå.

Midt i mareridtet skulle vi så til at tage beslutningen, ville vi sætte gang i fødslen eller vente lidt for at komme os over det værste chok.. Jeg var stadig i chok og den pragmatiske del af min hjerne havde taget helt over. Jeg vidst godt, hvad der lå foran mig. Jeg skulle føde min døde datter. Jeg ville bare have det overstået.

Læs 3. del af Michelles historie om Victoria her

Michelles historie om Victoria – del 2

Victoria

Den 1. juli 2018 står så klart i min hukommelse. Der er VM, Danmark mod Kroatien og vi har lige fundet ud af at der er to dejlige streger på graviditetstesten. Min mand og jeg er glade, men tør ikke håbe på, at graviditeten vil lykkedes denne gang. Erindringen om den første spontane abort er stadig tydelig i vores bevidsthed. De næste 8 uger snegler sig afsted og endelig kommer vi til nakkefoldsscanningen og får beskeden ”Alt er godt, det er en fin og livlig lille baby, I venter jer”.  Nu tør vi endelig glæde os og i de kommende uger fortæller vi igen venner og familie den fantastiske nyhed.

Da vi når uge 14+0 er min nysgerrighed på sprænge punktet. Jeg må bare vide, om det er en dreng eller en pige vi venter os. Vi kommer ind på scanningsklinikken Jordmoderhuset og en meget erfaren jordmoder tager sig af os. Vores lille pige mente dog ikke, at det var dagen, hvor man skulle se hvilket køn hun var, så vi blev bedt om at komme igen et par dage efter. Det gjorde vi og der fandt vi ud af, at vi ventede lille Victoria.

Vi var ikke til at skyde igennem og tænkte at den der 20 ugers scanning, den skulle vi nok klare og det gjorde vi også. Alt var godt og vi var ubeskrivelig lykkelige.Victoria var en meget livlig baby og hun sparkede løs. Som reglen bare ikke når hendes far lagde hånden på min mave. Der gik til hans store frustration længe før han fik et spark at mærke. Men da det så endelig kom gik det for alvor op for ham, at det var vores barn der lå derinde, i de trygge omgivelser.

De næste par måneder forløber fint, vi holder jul med familien og glæder os over alle de gaver som Victoria og vi får. Januar sætter ind og vi nærmer os min termin den 9. marts 2019. Vi er begyndt at tale om barsel og har fået købt de sidste ting, så vi ikke pludselig står med en baby og ingen autostol.

Michelles historie om Victoria – del 1

Hej og velkommen. Mit navn er Michelle og dette er min fortælling om min datter Victoria.

I skrivende stund er det præcis et halvt år siden, at jeg fik at vide, at min elskede lille piges hjerte ikke slog længere.

Her er min historie:

Jeg har altid gerne ville have børn, men som så mange andre følte jeg mig ikke helt klar – ikke før jeg blev 30. Da jeg ramte de 30 år, kunne jeg pludselig mærke, at jeg var klar til at lade mine egne behov komme i anden række, så så min mand og jeg besluttede at gå i gang med projekt baby/familieforøgelse.

Vi var heldige, der gik ikke mere end to måneder så var den der, de to fantastiske streger man ser på graviditetstesten. Vi var lykkelige og det var svært at skjule den lykke, så vi fortalte med glæde og stolthed nyheden til familie og venner.

Så lykkelige

Lykken varerede dog ikke ved. I april 2018, da jeg var 10+3, fik jeg massive mavesmerter men var ikke begyndt at bløde. Vi håbede derfor, at det ikke var noget. Desværre begyndte jeg at bløde sent fredag aften og ingen gynækologer havde mulighed for at tilse mig. Vi forberedte os på det værste. Vi blev enige om, at vi på trods af angsten, godt kunne vente til mandag med at få en afklaring. Det kunne vi ikke! Lørdag formiddag var jeg ved at gå ud af mit gode skind, så vi tog ind til en scanningsklinik for at få en vished.

Beskeden vi fik var, at fostret ikke længere levede. Vores verden gik itu, jeg havde spontant aborteret og hvad så nu? Mandag morgen havde jeg tid hos gynækologen og fik valget mellem piller eller en udskrabning, jeg valgte det sidste, da jeg bare ville have det overstået.

Jeg fortryder ikke min beslutning, men det var hårdt både fysisk og psykisk. Jeg blev indlagt på gynækologisk afdeling på Hvidovre Hospital og så var det ellers bare at vente på, at pillerne gjorde deres og at jeg kunne få tid på operationsbordet. Tiden gik og gik og jeg blev ved med at blive nedprioriteret, fordi afdelingen var nødt prioritere akutte kejsersnit. –Det kunne jeg jo sagtens forstå, det var vigtigere at bringe børn til verdenen end at få opereret mig. Klokken nærmede sig sen aften. I løbet af dagen havde jeg besvimet 3 gange, så da vi endelig kunne komme til, var det en lettelse at få indgrebet overstået og kunne komme hjem.

Hvad så nu?

Jeg blev hjemme fra arbejde en enkelt dag og så var det ellers tilbage på pinden igen. Jeg fortalte selvfølgelig venner og familie, at jeg havde været udsat for en spontan abort, men min arbejdsplads vidste stadig intet. Jeg ville jo have fortalt dem om min graviditet når jeg var ”sikker” efter nakkefoldsscanningen i uge 12. Set i bakspejlet fortryder jeg virkelig den beslutning. Jeg skulle have været ærlig over for min arbejdsgiver. Jeg skulle have ladet facaden falde, og ikke fortsætte i samme tempo som før. Ærligheden over for min arbejdsplads ville have givet en vis ro. Det er svært at lade som om, at alt er i den skønneste orden, når man i sit privatliv gennemlever noget så sørgeligt som en spontan abort.