Isterning-tricket
Da jeg er i starten af uge 35, synes jeg at jeg mærker mindre liv. Victoria er ikke nær så livlig som hun plejer. Jeg slår det hen med, at jeg nok bare er en sindssyg førstegangs mor. Jeg ringer alligevel ind til fødegangen, hvor jeg taler med en rigtig sød jordemor. Hun fortæller, at det er helt normalt, at babyer begynder at sparke lidt mindre jo større de bliver. Jordmoren forklarer, at der er mindre plads og at Victoria muligvis har vendt sig, så hun nu sparker indad og at det er derfor jeg ikke kan mærke hende lige så meget. Hun rådgiver mig til at prøve med isterning-tricket, og se om det ikke sætter lidt gang i hende, ellers er jeg velkommen til at komme ind og blive tjekket på fødegangen. Jeg laver isterningtricket og det reagerer min lille pige på, dog ikke med samme iver som før, men det lægger jeg ikke mere i.
Mandag og tirsdag på jobbet er nogle travle dage, jeg er gået lidt ned i tid, men der er meget der skal nås, før jeg går på barsel. Onsdag bliver jeg hjemme og er ikke helt på toppen. Jeg er bekymret, jeg er i tvivl om, hvornår jeg sidst har mærket min lille skat sparke. Jeg tager ud og vralter en tur med min veninde, som også venter sit første barn, Victor. Vi går og diskuterer vores kommende fødsler. Jeg fortæller, at jeg er lidt urolig over ikke at have mærket noget, men vi slår det hen med, at vi sikkert er overbekymrede. Den eftermiddag prøver jeg med isterningtricket og igen om aftenen, men stadig ingenting. Natten til torsdag sover jeg uroligt og bliver ved med at tale til Victoria og fortælle hende, at nu skal hun altså sparke til sin mor.
Torsdag den 31. januar om morgenen kan mit hoved ikke klare det længere. Jeg ringer til Hvidovre fødegang og de siger, at vi bare kan komme forbi. Vi komme ind og en jordemor giver sig til at scanne mig. Hun scanner og scanner og er meget tavs. Hun vælger at konsultere en anden jordemor, som vælger at tilkalde lægen.
Da lægen er kommet og hun har kigget længe på monitoren, kigger hun på mig og fortæller de skæbnesvangre ord ”jeg er virkelig ked af det, men jeres babys hjerte slår ikke længere, vi kan ikke finde nogen hjertelyd”.
Det første der slår mig er, at det her kan simpelthen ikke være rigtigt, der må være sket en fejl. Jeg spørger lægen, om de ikke nok vil være søde at tilkalde en overlæge, som kan tilse mig, men får beskeden, at det er hende, der er overlægen og at der desværre ikke er noget at gøre.
Her går min verden i stå!
Tiden stoppede fuldstændigt i mit hoved, det her kunne simpelthen ikke være rigtigt, jeg var i 35. uge og ventede bare på at skulle møde min lille pige. Nej nej nej skreg mit hoved, fra uge 25/26 er de jo levedygtige, det kan ikke være rigtigt.
Min mand brød sammen, men der kom ingen reaktion fra mig – jeg var gået helt i chok. Den rationelle del af hjernen tog simpelthen over, jeg fik ringet til mine forældre, min bedste veninde, min mands bedste ven, min chef og min mands chef og fortalte dem alle den forfærdelig nyhed. Victorias hjerte var holdt op med at slå.
Midt i mareridtet skulle vi så til at tage beslutningen, ville vi sætte gang i fødslen eller vente lidt for at komme os over det værste chok.. Jeg var stadig i chok og den pragmatiske del af min hjerne havde taget helt over. Jeg vidst godt, hvad der lå foran mig. Jeg skulle føde min døde datter. Jeg ville bare have det overstået.
Læs 3. del af Michelles historie om Victoria her
Er jeg mor nu? 