Indlogeret på enestue og ve-storm
Jordemor Harriet sørgede for, at vi fik en stue så vi kunne få lidt fred. Harriet foreslog min mand Sigurd, at han kunne køre hjem efter nogle ting, som vi kunne få brug for eller få nogle til at komme med dem. Vi kunne jo ikke vide, hvor lang tid fødslen ville tage. Sigurd valgte selv at køre hjem og hente en taske til os og da han kom tilbage var klokken lidt i 10 og virkeligheden ramte mig for fulde gardiner. Jeg græd og græd, vi græd sammen og jordemor Harriet trøstede os, så godt hun kunne. Jordemor Harriet var en af de meget erfarne jordemødre med mere en 25 års erfaring og det var desværre ikke første gang, hun skulle hjælpe et par igennem deres livs mareridt. Hun var så god at have hos os. Harriet fik os ”indlogeret” på en enestue væk fra de andre fødestuer – der var en branddør imellem os og de andre kvinder, der var ved at føde.
Klokken lidt over 10 fik jeg min første stikpille, der skulle sætte veerne i gang. Der skete ikke det store, lidt murren i underlivet, så efter et par timer fik jeg en stikpille mere og jeg skal lige hilse og sige, at den satte gang i veerne. En konstant ve-storm ramte mig. Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Desværre var anæstesilægen optaget og der gik en lille time, før jeg kunne få lagt en epidural. Desværre ramte lægen ikke rigtigt første gang og epiduralen virkede ikke som den skulle. Det gjorde den heldigvis anden gang og lægerne fyldte mig, med så meget medicin de kunne. Der var jo ikke nogen ud over mig at tage hensyn til.
Epiduralen varede et par timer og jeg kunne intet mærke, bare se veerne komme på monitoren ved siden af mig. Jeg følte ingenting, præcis sådan havde jeg det indeni. Jeg var bare helt tom. En lille stemme inden i mig blev ved med at sige, at jeg var nødt til at tage mig sammen, for jeg skulle jo igennem det her.
Da klokken så blev 20, var der vagtskrifte og vi sagde farvel til Harriet, som tog sig tiden til at sige ordenligt farvel til os. Hendes professionelle maske krakelerede og hun fortalte, at hun også var dybt berørt af situationen. Hendes sidste ord til Sigurd og jeg var, at vi nok skulle komme igennem det. Den kærlighed hun så mellem os, skulle nok være den der bar os igennem denne tragedie. Med de ord overlod hun os til Jordemor Mie og hos hende var vi i gode hænder.
Da klokken ramte 21 begyndte epiduralen at klinge af og veerne kunne nu virkelig mærkes. Jordemor Mie ringede efter anæstesilægen, men igen var jeg uheldig og lægen var optaget. Jeg fik den ene halvdel af epiduralen, den som jordemødrene må administrere (den kedelige del af epiduralen, og ikke den del der for alvor dulmer ens smerter). Jeg følte slet ikke at den havde nogen virkning. Vi ventede og ventede, men anæstesilægen kom ikke og jeg havde bare ondt!
Klokken lidt over 22 proklamerede jeg at ”nu skulle jeg altså tisse og det skulle være nu!” Jeg fik med støtte fra min mand bevæget mig ud på toilettet og prøvede at forrette hvad jeg nu skulle. Pludselig mærker jeg noget mellem mine ben og kalder på Jordemor Mie. Det er fosterhinden der har løsnet sig og hun kan se at jeg nu er 10 cm udvidet.
Læs 5., og sidste, del af Michelles historie om Victoria her
Er jeg mor nu? 