Elisabeths historie om Blob – del 3

Endelig var det tid til den meget omtalte nakkefoldsscanning, og vi skulle for første gang scannes på hospitalet.

På vej derhen tænkte jeg ikke så meget over selve testen eller udfaldet af den. Jeg tænkte mere på, hvor meget jeg glædede mig til, at se vores lille baby igen og blive forsikret om, at hans hjerte forhåbentlig stadig slog.

Vi tjekkede os selv ind på skærmen på afdelingen og fik besked på at tage plads i et stort lyst venterum. Jeg var spændt og sad og trippede med begge fødder på jorden under min stol, mens jeg kælede min meget lidt udstikkende mave. Der sad mange andre par i det store venteværelse. På væggene var der store sort-hvide fotografier af mennesker i close-up og et enkelt af en tropisk skov med bambusstænger. Et par kvinder med meget store gravide maver lå bag nogle tynde hvide gardiner på brikse, ligesom den jeg selv havde ligget på med blærebetændelse for flere uger siden. De fleste mænd i venteværelset sad med nakken bøjet over deres iPhone, mens en enkelt kvinde fordrev tiden med at strikke en lille lyseblå hue.

“Elisabeth Nielsen” lød det fra den anden ende af venteværelset og jeg sprang op. Jeg havde svært ved at følge efter jordemoderen, der havde kaldt mit navn og missede hvilket af de mange ens hvide rum, hun var forsvundet ind i. Martin gik et par skridt bag mig med alle vores ting som jeg havde læsset over på ham. Jordemoderen stak hovedet ud og viste mig og Martin ind i et lille hvidt, aflangt og meget klinisk rum. På højre side var der en knage til vores ting og en lang hvid skænk med skabe både over og under. For enden af rummet var den store briks, hendes apparat på den ene side og en lille hvid taburet på den anden side til Martin. Der var ingen store vaser med flotte blomster eller lænestole med puder i.

Jeg havde knap nok fået lagt mig på briksen, før jordemoderen trak mine bukser ned om lårene og splattede gelé ud på min lille runde mave. “Uh!” sagde jeg, af kuldechokket og hun svarede “Nå, ja. Geléen kan forresten være lidt kold”. Tak for informationen, tænkte jeg. Men det hele var ligemeget, for straks satte hun apparatet på min mave, og vi fik gensyn med den lille Blob og så hans fine hjerte, der (gud ske tak og lov) stadig slog. Hun målte det sorte hule rum omkring hans nakke med udstyret på skærmen, mens hun forklarede hvad hun gjorde og forsikrede os om, at alt så fint og helt normalt ud. Jeg kiggede til siden på Martin, som stille sad og knugede min hånd. Han smilede til mig og kyssede mig hurtigt på kinden. Jordemoderen printede nogle billeder ud til os, forlod rummet og sagde at hun ville vende tilbage om lidt med det præcise tal.

Til nakkefoldsscanningen endte vi med at få et meget flot tal lige omkring 13.000.

Dagbog: Tirsdag d. 6. november 2018

“I dag er jeg 18 uger henne og halvvejs! Ret underligt. Synes det er gået vildt hurtigt. Jeg er overrasket over at min mave ikke er større endnu. Til gengæld er mine bryster vokset tre skåle.. Min bekymring for Blob har stadig ikke ændret sig. Jeg frygter, at hans lille hjerte skal stoppe med at slå. Jeg håber, at det bliver anderledes når vi har været til misdannelsesscanning d. 22. november og jeg forhåbentlig snart begynder at mærke liv.”

Dagene gik med at forberede os på, at Blob skulle komme til verden. Jeg søgte flere ligegyldige jobs, som jeg egentlig ikke var interesseret i at få, og som jeg vidste jeg ikke ville blive tilbudt. Min mave var begyndt at ligne én med en baby i, men jeg kunne stadig skjule den under en stor trøje, når jeg en gang imellem alligevel blev kaldt til samtale.