Dette gæsteindlæg er skrevet af Elisabeths mor, Blobs mormor.

Glæden var stor – meget stor. Min datter var gravid og jeg skulle være Mormor med stort M. Min familie skulle igen være på tre generationer. Jeg mistede min mor for mange år siden og hun nåede aldrig at møde mine børn, at blive mormor.

Næste dag skulle min mand og jeg på en forlænget weekend til øen Hven. Hele weekenden gik med at fable om det lille barn, som vores elskede datter havde inde i sin mave. Vi var så glade begge to. Jeg kunne næsten ikke vente til turen var slut og jeg kunne komme i land og ind i en garnforretning. Det blev en Coop i Landskrona. De måtte have en afdeling med strikkegarn. Heldigvis havde de det, for jeg skulle bare i gang med at strikke. En lille fin undertrøje i cremehvid bomuld, patentstrikket, blev det til. Det var min måde at udtrykke min store glæde og forventning.

• 

• 

En Instagramprofil blev det næste jeg kastede mig over. Hele verden skulle vide, at jeg snart blev mormor. Jeg var så glad og stolt over min nye titel. 

Lige så stor var sorgen, da vi hørte om Blobs misdannelse, det var næsten ikke til at bære. Min datter ringede til mig, mens jeg var på arbejde og jeg måtte, nærmest i trance, kaste alt hvad jeg havde i hænderne og skynde mig hjem, hente min mand for derefter at haste ind til Rigshospitalet. 

Her fulgte en lang og sej kamp før mareridtet var overstået. Da han endelig var blevet født, mødtes begge hold bedsteforældre og søskende på stuen. Vi skiftedes til at holde ham, kigge på ham, beundre hvor fin han var. Man skulle tro han blot sov. 

Stående omkring den lille kiste, hvor han lå så fint og sov, var der helt stille. Ingen havde flere ord.

Den dag jeg hentede min datter og svigersøn på hospitalet, vil jeg aldrig glemme. Det var så trist at se dem komme gående på gaden med begge hænder fulde af deres mange poser med tøj og andet, med bøjede nakker og triste ansigter – uden det, der var meningen, de skulle have med ud. Deres lille dreng.

Begravelsen var så uvirkelig. Det var ikke til at fatte, at han ikke skulle leve. Da min svigersøn bar den lille hvide kiste hen ad den grusbelagte kirkegårdsgang, kunne jeg ikke holde mine tårer tilbage. Det var så ualmindelig sørgeligt og uretfærdigt, hvis man kan tale om retfærdighed i den forbindelse. Det er ikke rigtigt at forældre skal begrave deres børn.

Døden er et vanskeligt emne og meget tabubelagt. Det mærker jeg, når jeg vil tale med mine venner om mit barnebarn. De ved ikke rigtig, hvad de skal sige til mig. Og der bliver helt stille. Nogen siger: de skal bare have et nyt barn. Men han forsvinder ikke, bare fordi han ikke er her mere. De døde børn/børnebørn tæller også med. 

Min sorg. Den må jeg bære med mig. Når jeg tænker på ham, tænker jeg, at det er unfair, at det netop skulle ske for vores familie og jeg håber på, at vi må få chancen endnu en gang. 

Til sidst vil jeg citere Løgstrup (filosoffen/teologen) ”det at miste et barn er værre end døden selv” for ”med vor egen død dør vi bort fra livet. Med de kæres død lever vi videre i tabet”.

I dag, d. 5. december, er det Blobs fødselsdag, men det er også hans dødsdag. Hans “dødselsdag”. Jeg har i et stykke tid nærmest fysisk mærket dagen nærme sig og jeg kan ikke fatte at det allerede er ét år siden, vi var indlagt på hospitalet og mistede ham. 

Jeg har hørt mange mødre sige “Hvor blev min baby af??” fordi de har oplevet deres babyer forvandle sig til tumlinger for øjnene af dem. Og jeg tror lidt at man kan sammenligne det med den følelse jeg sidder med. Tiden er strøget forbi og alligevel har den sneglet sig langsomt afsted.

Det har fyldt rigtig meget hvordan vi skulle markere denne første mindedag, fordi jeg har været bange for ikke at gøre det godt nok. Men hvordan gør man?

Martin har heldigvis altid det rigtige svar. Ligesom da vi for et år siden lå på hospitalet, dagen inden Blob blev født, og en jordemoder spurgte hvad vores søn skulle hedde. Al den tid han lå inde i min mave havde vi kaldt ham for Blob – helt fra vi fandt ud af at jeg var gravid. Men vi havde et andet navn planlagt, når han blev født. Max. Faktisk var det det eneste navn vi kunne finde på – og så var det jo nemt. Vi behøvede ikke at google babynavne eller at lave lange lister eller afholde afstemninger. Men da jordemoderen spurgte, kunne jeg ikke få navnet over mine læber og jeg kiggede på Martin. “Han hedder Blob” sagde han og smilede til mig. Og det var bare helt rigtigt.

Det samme gjaldt, da vi skulle tage stilling til hvordan han skulle begraves. Jeg havde aldrig planlagt en begravelse før og jeg vidste slet ikke hvordan man gjorde. Men Martin ledte mig igennem og viste vej, og sammen fandt vi juletræet på kirkegården, hvor han nu ligger begravet. Det var det helt rigtige. For os. 

Så da jeg var i tvivl om, hvordan vi skulle markere Blobs dødselsdag, spurgte jeg Martin hvad han syntes. Og igen havde han det helt rigtige svar. “Jeg synes bare at vi skal være os. Dig, mig og Blob” sagde han.

Blob, du har den sejeste og stærkeste far. Og jeg kan ikke vente til, at vi skal have flere børn sammen, for han ved altid hvad der er det helt rigtige at gøre. For os.

• 

• 

Så i dag har vi fejret vores første barns første fødselsdag på kirkengården. Vi besøgte Blob og pyntede hans juletræ på kirkegården på Østerbro. Ligesom vi gjorde sidste år og sikkert kommer til at gøre igen næste år. Den fine julekugle med hans navn har vi fået af KKLEM-pigerne. Moshjertet er fra hans mormor, morfar og moster ❤

Far og mor elsker dig, lille skat.

Yes! Vi skal have nr. 2! Vi ved bare ikke hvornår det bliver endnu. Og inden du siger tillykke; jeg er ikke i nærheden af at være gravid, men Martin og jeg har besluttet, at vi gerne vil være forældre sammen – igen. Og hvorfor skulle vi ikke også det? 

Tabet af Blob var mit livs største chok og krise, og jeg er vred på universet over at jeg aldrig får en såkaldt “lyserød graviditet” uden skrupler og bekymringer. Graviditeten med Blob var faktisk ret lyserød, inden vi fandt ud af at han var alvorligt syg. Jeg havde det fantastisk, men var nervøs og før hver eneste scanning var jeg bange for, at de ville fortælle mig, at det lille hjerte var stoppet med at slå. Jeg havde dog aldrig i min vildeste fantasi, forestillet mig at det ville gå så galt som det gjorde. At vi skulle miste ham på den måde. Men nervøsiteten dengang kunne ikke måle sig med den lykkerus vi begge var i, over at jeg var gravid. Og nu tvivler jeg meget på om den lykkerus kommer igen næste gang jeg bliver gravid. Måske når vi forhåbentlig får positive svar på de prøver, der venter os ude i fremtiden, men hvem ved?

(Rigtig) mange af mine veninder og bekendte er blevet gravide i løbet af året, der er gået, og jeg har helt ærligt ikke haft noget problem med det. Det mener jeg virkelig. Jeg har sagtens kunne glæde mig på andres vegne. Jeg er blevet misundelig, ja, men det var jeg måske også blevet, før vi mistede Blob. Andres graviditeter fratager jo ikke mig at blive gravid, som om der er en limit på graviditeter i en omgangskreds. Jeg har altid gerne ville have børn, uden det er noget vi har arbejdet aktivt på herhjemme, men det har altid været et stort ønske. Og det har (heldigvis) ikke ændret sig, på trods af at jeg er blevet klogere på mange ting, siden vi mistede Blob.

Jeg er blevet klogere på mig selv, mit liv, mine følelser og mit forhold med Martin. Men jeg er i den grad også blevet klogere på sorg og spædbarnsdød. Det er en viden, som jeg gerne ville have været foruden, men ikke kan undvære nu. Man kan næsten kalde det for en bizar passion. Så mange gange har jeg hørt “Efter 12. uge er man sikker”. Sikker på hvad? spørger jeg. Sikker på, at hvis vi mister vores barn nu, så bliver det kun værre? Jeg siger: Man er aldrig sikker. Heller ikke efter uge 12 eller uge 20 eller uge 41. Det ved jeg nu. På trods af det, drømmer jeg om at blive gravid og (u)sikker. For håbet er lysegrønt. Det bliver det nødt til at være. Der er masser af andre mennesker, der hver dag får lov at få deres børn med hjem fra hospitalet, i bedste velgående, vel at mærke – så hvorfor skulle det ikke også lykkes for os? Det skal det. Vi ved bare ikke hvornår det bliver endnu.

Status er, at vi begge føler os klar til at prøve igen. Et udtryk, som jeg forsøger at undgå at bruge. “Vil I gerne prøve igen?” er vi blevet spurgt om utallige gange og jeg har lyst til at svare dumt tilbage “Prøve hvad?”. Som om der ikke er tid nok til at sige “.. at få et barn” – et barn mere. (Eller “et nyt barn”, som flere har sagt.) Men selvfølgelig vil vi prøve igen og vi føler os mere klar end nogensinde før. Martin var til at starte med, kort efter vi mistede Blob, allerede dengang, klar til at prøve igen. Det var jeg ikke, selvom min krop signalerede én måned og fire dage senere, at den også var klar. Der gik flere måneder og i sommer begyndte jeg at drømme om at blive gravid. Men i mellemtiden havde Martins følelser forandret sig og han var ikke længere klar. Nu, et år efter at Blob forlod os, er vi endelig det samme sted og engang til næste år, kan det være at jeg er så heldig at blive gravid igen.

Men hvordan kan man vide at man er klar til at prøve igen?

Jeg kan mærke mit store ønske om at blive mor igen..:

• .. når jeg søger tilflugt på en café en tidlig morgen, fordi der er håndværkere i min lejlighed og de er i gang med den helt store faldstammerenovering. En mor kommer forbi caféen med sin skrigende søn i hælene. Han græder højt “Jeg vil op, mor. Jeg vil op til dig” og moren kigger på mig med et lille smil og et “Undskyld” i øjnene og jeg sender et smil tilbage og tænker “Bare det var mig”. 

• .. når jeg sidder på min seng og damper af efter et varmt bad, med håndklæde-turban rundt om håret. Naboens lille baby på den anden side af væggen græder. Instinktivt rejser jeg mig op fra sengen, før min hjerne når at opfatte, at det ikke er mit barn der græder – men bare det var.

• .. når jeg for 341-tusinde gang scroller på min Insta-feed ogyet another “soon-to-be-mother” poster et scanningsbillede af deres lille vidunder, som kommer til foråret. Og under billedet kan du næsten være sikker på at finde hashtags som #preggo #preglife #uge12 osv. På den anden side af skærmen sidder jeg og tænker #baredetvarmig.

• … hver dag.

Den uundgåelige dag var kommet. Vi skulle hjem fra hospitalet og det betød afsked med vores søn. Aftenen før havde vi skubbet vores hospitalssenge sammen, så vi kunne ligge tæt og holde om hinanden. Det var heldigt, for i løbet af natten fødte to kvinder på stuen ved siden af vores og jeg kunne ligge og følge med i det hele. Kvindens skrig af smerte og jordemoderens sædvanlige; “Pres, pres, pres” og “Træk vejret”.. Det værste var lyden af forløsningen og det nyfødte barns første gråd.. Så blev der stille og lidt efter startede det hele forfra, for en anden kvinde.

Om morgenen blev Blob trillet ind på stuen i sin krybbe og vi aede hans kind. “Mor og far elsker dig, lille skat” sagde Martin – og hvor det dog nev hårdt i hjertet, at høre ham sige det. Farvel, Blob ❤️

Min mor kom, hentede os og kørte os hjem til lejligheden. Det var underligt, at være tilbage. Nu var vi helt alene. Ingen Blob, ingen sygeplejersker der tidligt om morgenen skulle tage blodprøver, ingen jordemødre, der kun var der for vores skyld og for at høre, hvordan vi havde det. Ingen rød snor i væggen bag sengen, som man kunne hive i, når der var det mindste. Det var hårdt. Men Martin havde taget ved lære, de dage vi var indlagt, og fungerede nu som min personlige sygeplejerske. Han var stærk når jeg ikke var det – og omvendt.

Der var en masse praktiske ting der skulle ordnes, som ikke kunne vente. Papirarbejde. Det var på en måde godt, for det gjorde at vi 1: kom ud af huset og 2: fik fortalt vores historie mange gange indenfor kort tid.

D. 17. december, 12 dage efter Blob blev født, begravede vi ham. Vi valgte selv kirkegården. Den ligger i nærheden af hvor vi bor, men ikke et sted, vi kommer forbi dagligt. Vi valgte også selv pladsen på kirkegården. Nu ligger han på et lille stykke græs, under et juletræ, som var han en lille julegave. Vores forældre og søskende var med. Martin holdt en flot tale for ham på kapellet, inden han endegyldigt satte låget på kisten og skruede skruerne i.

På kirkegården sænkede Martin kisten med lille Blob i jorden, mens jeg læste min tale højt. Jeg kunne næsten ikke få ordene ud. Akkurat da kisten nåede bunden, lettede en flok hvide duer, som altid sidder et par meter derfra og hakker i jorden 🕊💔

Det er i skrivende stund næsten ét år siden, vi mistede Blob og der går ikke én dag uden at jeg tænker på ham. Jeg savner ham hele tiden og elsker ham stadig meget højt.

Men han må være et bedre sted, for i denne verden er der da ingen retfærdighed.

Tak, fordi du har læst min historie om Blob.

Tilbage på stue B igen. Det viste sig, at jeg havde mistet én liter blod. Den kritiske grænse er, når man mister 500 ml. Jeg frøs og var træt. Mine ben var fuldstændig følelsesløse. Jeg kunne kun akkurat lige vrikke med den højre storetå. Vi tog en lur og aftalte med jordemoder Julie, at se Blob, når vi havde hvilet os.

Det bankede på døren. Martin hjalp mig op, så jeg kunne sidde i sengen. Jordemoder Julie kom ind og spurgte om vi var klar og jeg tænkte “Er jeg? Bliver jeg nogensinde det?”. Hun gik ud og hentede ham og kom tilbage med en krybbe på hjul, som var tildækket af et klæde. Hun sagde “Nu fjerner jeg klædet, så I kan se ham”. Hun gjorde det forsigtigt. Og dér lå han. Han var svøbt ind, så vi kun kunne se hans lille bitte hovede.

Ej, hvor jeg græd. Det var ubærligt. Han så så fin ud og der var slet ikke nogle tegn på, at han var syg. Men det var han jo. Og det måtte jeg (og må jeg stadig) minde mig selv om.

Han var mørkerød med hvide øjenbryn. Hans hud var klistret, fordi den var så tynd og fin. Vi pakkede ham ud. Hans hænder lå foldet på brystet af ham og hans små ben var trukket op mod maven. Hans fødder var fuldstændig magen til Martins. Utroligt. Der var ingen tvivl om, at han var Martins søn, og jeg kunne kun forestille mig, hvordan han ville have set ud, hvis han havde fået lov at vokse op og blive ældre.

Martin tog Blob op uden tøven og sad med ham. Efter lidt tid, overtalte han mig til, at det var min tur. Han var tungere end jeg havde troet. Og iskold, fordi han havde ligget på køl siden han blev født. Mens jeg sad med ham, forventede jeg hele tiden at han ville åbne øjnene og trække vejret, eller blot bevæge sig lidt under klædet. Men det gjorde han aldrig.

Vi sad med ham længe og tog billeder, som vi var blevet anbefalet. Jordemoder Julie kom ind og gav os to små blæksprutter, som nogle betænksomme frivillige havde hæklet. Én til Blob og én til os. Når vi forlod hospitalet og tog den endegyldige afsked med ham, skulle vi bytte dem rundt. Så havde han lidt af os med og vi havde lidt af ham – for altid. En smuk tanke, synes jeg. Vi puttede Blob i krybben med blæksprutten, der næsten var lige så stor som ham og Jordemoder Julie trillede ham ud igen.

Senere kom vores familier på besøg. Vi havde fået et fint aftryk af hans bittesmå fødder, som vi sendte rundt og viste dem, så de kunne forberede sig på, hvor lille han var. Og lille var han. 28 cm, for at være præcis, og vejede 421 gram.

Han blev rullet ind på stuen i krybben igen. Nu var han pakket ind i en dyne. Dem, der havde lyst, fik lov at sidde med ham. Alle græd. Specielt min far. Jeg trøstede ham og han sagde, at det jo var meningen at han skulle trøste mig. Men lige dér var det rart, at have en anden rolle og kunne trøste ham.

Alle sad med den ene blæksprutte på skift og gav den et lille klem og en smule af dem selv med til Blob.

Blob kom til verden, d. 5. december, efter 4 døgn på hospitalet. Dagene gik med dårligt tv og endnu dårligere mad. Jordemødre tjekkede ud og ind igen, og blev forbavsede over at se, vi stadig var indlagt. Alle mødte os med stor sympati og interesse i at høre vores historie og svare på alle vores spørgsmål.

Dagene blev til én lang terapi-session, som jeg først efterfølgende kunne sætte pris på. Selvom det var lang tid, at være indlagt og vente på at min krop gav efter og slip på Blob, ville ét døgn måske have været for kort tid til at forberede sig på det, der skulle ske?

De mange jordemødre vi mødte fik mig i hvert fald til at indse, at jeg selvfølgelig skulle se min søn, efter han var blevet født, hvilket jeg tidligere havde været i tvivl om. Tvivlen var fuldstændig væk. Og nu kan jeg ikke forstå at jeg overhovedet har overvejet ikke at skulle se ham. Men jeg vidste ikke bedre. Jeg forestillede mig, hvordan synet af ham skulle traumatisere mig og sende mig et mørkt sted hen, hvorfra jeg aldrig ville kunne vende tilbage igen. Men han var simpelthen så smuk. Og sød. Meget lille, selvfølgelig, men shit, hvor var han sød. Ingen traumer lige angående dét.

Klokken var 8 om morgenen, på dag 4 og jeg havde faktisk sovet godt – måske takket være den epidural-blokade, som efter fire stik i ryggen, endelig sad rigtigt og lindrede smerterne, der havde taget til. Der var for første gang flot vintersol udenfor, i modsætning til de andre dages konstante gråvejr.

Jordemoder Julie (skud ud til hende <3) kom ind på stuen den morgen og tjekkede om jeg havde “åbnet mig”. Dét havde jeg i den grad – hele 9 centimeter i løbet af natten. Hun kiggede på mig og sagde “Nu sker der endelig noget”. Og jeg følte næsten at hende og jeg, på så kort tid, var kommet til at kende hinanden så godt, at vi havde en form for tankeudveksling. “Er du klar?” sagde hun med øjnene, og det var som om hun kunne se på mig, at jeg tænkte “Nej – det bliver jeg aldrig – men nu gør vi det”.

Tre timer senere fødte jeg ham. Han kom ud med fødderne først, stadig inde i sin fosterhinde, som gik i stykker halvvejs. Det var som en vandballon, der sprang midt på fødelejet og jeg husker stadig lyden. Jeg fik et chok og det gjorde jordemoder Julie og lægen, der var til stede, vist også.

Lægen tog ham væk og beskrev ham for os, præcis ligesom vi havde aftalt, hun skulle gøre inden vi selv så ham. “Han er meget fin og lille og mørkerød”. Martin stod bøjet ind over mig og vi græd.

Med ét skiftede situationen og pludselig stod seks læger inde på stuen. Moderkagen kom ikke ud. Og jeg blødte. Meget. Presseveerne var stoppet efter Blob blev født og når jeg forsøgte at presse, stod der stråler af blod ud i stedet for.

Jeg blev hastigt kørt på operationsstuen og mens jeg lå dér, midt i kaoset og ikke kunne noget som helst, og blod, der stod ud af mig i stråler, kiggede jeg op på lamperne i loftet og tænkte “Det her ville jeg gøre en gang til igen i morgen, hvis bare jeg fik lov, at få mit barn med hjem”.

På operationsstuen fik jeg lagt et nyt drop i hånden samtidig med, at jeg fik taget blodtryk på den anden arm, og en tredje læge behøvede mig i ryggen. Men jeg var ligeglad. Jeg lå der bare og faldt nærmest i søvn, mens de fjernede moderkagen og sikrede, at alt var som det skulle være.

Vi mødte Læge Lisa på et lille kontor på hospitalet og fortalte hende, at vi havde truffet en beslutning. “Han skal ikke have det her liv”. Hun var meget forstående og forklarede, at vi skulle ansøge om en senabort hos Etisk Råd og vi ville få svar om ca et døgn. “What….”, tænkte jeg. Hvad sker der ligesom så, hvis Etisk Råd ikke er enige i vores beslutning? Men Lisa sagde, at vi ikke skulle bekymre os – hvilket var lidt svært, for at sige det mildt – for i en situation som vores, var de som regel enige. Efter vi havde truffet en så svær beslutning, havde vi brug for at nogen autoritære mennesker sagde “Det er det rigtige at gøre” eller “Jeg tror, det ville være det bedste for jer”. Men der er ligesom ikke noget facit og ingen kan vide, hvordan vores liv ville have været, hvis vi havde taget (d)en anden beslutning.

På vejen hjem fra hospitalet sagde vi ikke så meget til hinanden. Jeg græd. Martin var stille. Jeg spurgte ham, hvordan han forestillede sig at Blob ville se ud, når han kom ud. Og om han overhovedet ville se ham. Skal vi se ham? Eller? Er det bedst at lade være?

Dagen efter blev vi ringet op, mere eller mindre præcist 24 timer efter vi havde skrevet under. Etisk Råd havde godkendt vores anmodning. Vi tog på hospitalet – igen – hvor jeg fik en pille, som skulle sætte moderkagen ud af funktion. Hjem og sove. Nu var det endegyldigt. Point of no return. Blob ville ikke få dette liv. Og det var godt. Men samtidig ekstremt hårdt, at acceptere – for os begge.

Tilbage på hospitalet næste morgen, blev vi indlagt på stue B. Det var en stor stue med en seng, et sort fødeleje, et tv, en lænestol, en vandhane der dryppede (som skulle blive til stor irritation senere), hvide skabe og et badeværelse med toilet og bruseniche. Det var her på stuen jeg skulle føde ham. Snart. 

Det var i hvert fald det jeg fik at vide af jordemødre, læger og andre fagfolk, der har forstand på den slags, som besøgte vores stue den dag. At man som regel føder barnet inden for et døgn. Hvad ingen af os vidste, var, at der skulle gå yderligere fire døgn, før fødslen gik i gang.

Martin tilbød at gå i 7-Eleven og købe nogle snacks til os og mens han var væk, lå jeg på siden i hospitalssengen og kiggede ud på det grå decembervejr, hvor trafikken stadig fortsatte ufortrødent. Jeg kælede min udstikkende lille mave under den store trøje. Jeg kunne stadig mærke ham boble rundt derinde og tænkte for mig selv, at det måske var sidste gang.

Martin vækkede mig forsigtigt. Det var morgen og seks dage siden, vi havde fået taget prøven på hospitalet. Jeg forstod ikke hvorfor han allerede var hjemme fra arbejde. Han kiggede alvorligt på mig og sagde “Skat, lægen har ringet.” Jeg fandt min telefon frem. Ét ubesvaret opkald. Jeg var stadig ikke rigtig vågen. Martin forklarede mig, at Læge-Lisa havde ringet til ham, da hun ikke kunne få fat i mig, som vi havde aftalt.

Hun ville ikke fortælle ham resultatet af forstervandsprøven, før hun havde snakket med mig, så han havde skyndet sig hjem til mig.

Jeg ringede hende op. “Duuut…… duuut – Det er Lisa” . Hun spurgte kort ind til hvordan vi havde det og jeg svarede at jeg bare gerne ville have resultaterne. Men de var ikke positive. Langt fra.

Fostervandsprøven havde vist, at vores lille Blob havde en kromosomfejl. En alvorlig én. Som ikke var så almindelig, men heller ikke helt ualmindelig. Hun forklarede ikke så meget om det, men nok til, at vi forstod det var alvorligt. Hun havde reserveret en tid til os hos en kromosomekspert (jeg kan ikke huske hvad hendes rigtige titel var, men jeg ved, at hun var ekspert på området) senere samme dag kl 13 på hospitalet.

Vi stod op, lavede morgenmad og jeg græd. Meget. Der var tre lange timer til vores møde på hospitalet og det var svært ikke at google, hvad kromosomfejlen betød. Det skulle jeg ikke have gjort. Men jeg kunne ikke lade være. Tiden sneglede sig afsted.

Kromosomeksperten, hvis navn jeg desværre har glemt, havde kontor på 3. eller 4. sal på Rigshopsitalet. Hun kom ud og hentede os på gangen, hvor vi sad og ventede i en lille sofa.

Hun tog os med ind på kontoret, hvor væggene var præget af reoler fyldt med bøger. Bagest i rummet stod en lille kontorstol og et skrivebord med flere bøger, ved siden af en stor stationær computer. Hun tog plads ved det lille bord med fire stole og gjorde tegn til os om at tage plads på den anden side. Hun bad os forklare hvad vi havde fået at vide indtil videre af lægen. Martin forklarede og jeg supplerede.

Hun hev en stak papirer frem og vi fik et kort foredrag om DNA, kromosomer og hvordan genetik basically fungerer. Hun viste også præcis på hvilket kromosom Blobs fejl var. Martin og jeg sad bare og lyttede og prøvede at regne ud, hvad konklusionen på alt det her blev og hvor vi ville ende.

Hun tog et nyt stykke papir frem og viste os svarene fra vores blodprøver, sammenlignet med Blobs fostervandsprøve. “Kan I se det lille bitte udsving der er her? Det er hans kromosomfejl. Kan I se her, at det lille bitte udsving ikke er på jeres prøver?”. Vi kiggede bare op på hende og nikkede. Hun forklarede os, at det lille bitte udsving betød, at han ikke havde fået fejlen fra os. Det var altså ikke sammensætningen af vores gener eller kromosomer, som gjorde at han var syg. Det var bare sort uheld. Sort, sort, forbandet, FUCKING uheld.

Hun fortalte os, at vi ellers var et godt genetisk match. Risikoen for denne kromosomfejl var i forvejen så forsvindende lille, at når vi engang fik flere børn ville det være helt usandsynligt, at de ville få samme fejl. Det var måske det eneste positive, vi kunne tage med fra mødet og senere skulle jeg finde ud af, at det er de små positive lysglimt, som var vigtigst at holde fast i. Og blive ved med, at holde fast i.

Hun holdt en kort pause og kiggede på os begge. “Har I nogle spørgsmål?”. Jeg tænkte på “Øh ja, men hvor lang tid har du og hvor skal jeg dog begynde??”.

Vi stillede en masse spørgsmål, som vi fik besvaret. Til sidst sagde kromosomeksperten “Nu skal I træffe en stor beslutning”. Og dér knækkede Martin sammen. Han græd. Hulkede. Jeg blev overrasket. Det var første gang jeg så ham græde – nogensinde. Og jeg forsøgte, at trøste ham. Men jeg var tom for ord. Jeg havde intet godt eller trøstende at sige. Jeg holdt bare om ham.

Eksperten foreslog at vi gik en tur og talte det igennem. Så vi gik ud. Det regnede. Og jeg undrede mig over at bilerne stadig kørte på vejen. Lyskurven fungerede stadig som normalt og blinkede derudaf; rød, gul, grøn – gul, rød. En flok mænd kom i vores retning, jeg tror de havde været i parken. De sang højt og grinede og jeg havde lyst til at ruske dem og råbe højt ind i hovedet på dem “Fatter I dog slet ikke hvad der er sket??!”. Verden var uforandret. Men det var vores ikke.

Min forestilling om far/søn-klubben begyndte at forsvinde. Vores skæbne havde taget et skarpt højresving, og vi sad magtesløse på bagsædet og måtte bare forsøge at følge med.

Det var ikke længere en realitet at Blob skulle blive ishockey-spiller og Martin skulle ikke lære ham at stå på skøjter og køre ham til træning. Der blev ingen fodbold i parken, mens jeg lavede aftensmad til de to. Og den lille klub ville ikke blive en fast hverdagsting, når Far-Martin hentede Blob i børnehaven og købte is på vejen hjem. For det ville han aldrig kunne. Ingen af delene.

Måske ville han ikke engang overleve resten af graviditeten. Og hvis han gjorde, ville han måske ikke overleve at blive født. Og hvis han gjorde, ville han måske kun overleve et par timer, dage, måske uger. Og hvis han gjorde, ville han praktisk talt bo deltid på hospitalet og deltid på en institution. Åh. Så mange (fucking) hvis’er. 

“Hvad vil du?” spurgte Martin med tårer i øjnene, mens han kiggede på mig som om, jeg havde det rigtige svar. “Jeg vil ikke have ham” hviskede jeg. Og jeg fortrød med det samme mit valg af ord. For jeg VILLE have ham. Mere end noget andet i hele verden. Min elskede lille Blob. Dumme verden. URETFÆRDIGE verden! Men Martin hørte mig ikke, og da han spurgte mig igen svarede jeg “Han skal ikke have det her liv”.

Næste morgen var vi igen tilbage i det store lyse venteværelse. Der var 20 minutter til vores konsultation. Det var fredag. Snart weekend.

Denne gang ænsede jeg ikke de andre par, der sikkert sad omkring os, eller om der stadig var bambus på væggene.

40 minutter skulle der gå, før en læge ved navn Lisa kom og hentede os. Vi blev vist ind i et helt andet rum, et andet sted, end de hvide aflange, som vi kendte, og en fornemmelse af alvor drev ind over mig. Jeg blev bange. Lisa bad os fortælle hvad der var sket og Martin fortalte om misdannelsesscanningen og Blobs ene nyre, der var væk, mens jeg lagde mig til rette på briksen.

Hun gik i gang med at scanne, præcis ligesom jeg var blevet scannet dagen før. Vi fulgte med på skærmen for enden af rummet. Denne gang var det en anden form for billeder vi så. Det var nogle andre farver end det gullige sepiafilter, vi var vant til; blå og røde gennemstrømninger fra hans lille hjerte. Billedet var zoomet så tæt på hans organer, at jeg ikke vidste om det var det ene eller det andet, vi kiggede på.

Læge-Lisa var stille. Hun trykkede rundt på knapperne på apparatet og pludseligt, ud af det blå, dukkede Blobs lille ansigt op på skærmen – i 3D! Vi var helt uforberedte på billedet på skærmen af vores lille dreng, men hvor så han dog fin og nuttet ud. Og med ét blev det hele mere virkeligt. Jeg knugede Martins hånd, mens jeg ønskede at Lisa om lidt ville sige, at der var sket en fejl, og den anden nyre bare havde gemt sig. Men det var langt fra den besked vi fik.

Jeg lå nu på siden på briksen, med hovedet udover og Martin holdt en skraldespand under. Jeg kastede ikke op, men det føltes som om jeg skulle til at besvime. Lisa var gået ud. Kort efter kom hun tilbage og forklarede at nyren altså ikke var til at finde. Hun fortalte os at nyrefejl, særligt på drengebabyer, kunne være et signal om en kromosomfejl. Hun foreslog at vi fik taget en fostervandsprøve, som endegyldigt ville vise os om Blob havde en kromosomfejl. Jeg hørte mig selv svare “Ok, lad os få overstået prøven” før jeg nåede at tænke mere over det. Jeg kiggede over på Martin. “Ikk?”. Han nikkede bare. Han havde tomme øjne, mens han alligevel smilede beroligende til mig.

Lisa informerede os kort omkring, hvordan de ville foretage prøven ved at stikke en meget lang og tynd nål gennem mit maveskind og suge en smule fostervand ud. Hun viste os hen mod et rum for enden af gangen.

I døråbningen stod to kvinder, som tog imod os. Jeg tror de var jordemødre, men jeg er ikke helt sikker. De smilede sødt til os, men på en sådan måde, at jeg fik lyst til at græde. Rummet var fire gange så stort, som de andre, vi havde besøgt tidligere. Det lignede mere en tandlægeklinik. Briksen stod i midten af rummet og flere skærme var placeret i loftet over den.

Det var ikke nogen rar fornemmelse at blive stukket med den meget lange tynde nål, som borede sig langsomt gennem mit maveskind, men det var heller ikke uudholdeligt. Lisa stod på venstre side af mig og trak Blob mod sig med begge hænder udenpå min mave, for at forhindre, at han skulle blive stukket af nålen. Samtidigt guidede hun den ene kvinde i hvor og hvordan hun skulle stikke nålen ind. Så snart den kom ind i Blobs lille boble, kunne vi følge med på skærmen. Han forsøgte i forsvar at sparke den væk og fik fostervandet derinde til at bevæge sig og lave hvirvler på skærmen. Jordemoderen med nålen begyndte at trække vandet ud og det opsamlede sig i sprøjten. Det lignede mest af alt søvand. Gulligt, grumset søvand. Men Lisa forsikrede os om, at det så helt normalt ud. Noget af foster-søvandet løb ned af min mave og landede på briksen.

Martin fik taget blodprøver bagefter og jeg fik besked på at blive liggende så stille som muligt de næste 20 minutter. Ved sådan en prøve er der 0.5 % risiko for abort, så tro mig, jeg lå bomstille og faldt næsten lidt hen, mens Martin sad stille på taburetten ved min side.

Nu skulle vi blot vente en uge og så ville prøverne komme tilbage. Behøver jeg sige, at den uge var meget lang?

Dagbog: Mandag d. 26. november 2018

“Flere gange havde vi nogle dejlige øjeblikke, efter vi kom hjem fra fostervandsprøven, hvor vi krammede kyssede og Martin fortalte mig, at jeg havde klaret det så flot under prøvetagningen. Selvom jeg sagde, at jeg jo bare havde ligget der og var blevet stukket, sagde han “Nej, du klarede det så flot!”. Har jeg sagt, at han er verdens bedste kæreste? I virkeligheden syntes jeg, at det var ham, der havde tacklet situationen flot.“

Dagbog: Mandag d. 26. november 2018
“I torsdags var vi til misdannelsesscanning. Alt så fint ud i starten. Lige indtil hun nåede til hans nyrer..”

Det var typisk os. Der var 20 minutter til misdannelsesscanning og 25 minutters gåtur til hospitalet. TY-PISK os! Jeg var 20 uger henne og gik med raske skridt gennem parken til hospitalet sammen med Martin. Jeg kunne ikke løbe. Så skulle jeg bare tisse. Igen.

Det var koldt, men jeg havde alt for meget tøj på og en varm baby i maven, så mit hår klistrede til panden under huen. Da jeg alligevel løb de sidste par meter ved hospitalets parkeringsplads, holdt jeg under maven, som hvis jeg havde en vandmelon under trøjen, der ikke måtte falde ud. Jeg forestillede mig, hvordan Blob skvulpede rundt derinde.

Jeg havde mærket liv fra min aktive baby de sidste par uger, og et par gange var det endda også lykkes for Martin at mærke ham.

Når Martin kom hjem fra arbejde og ind til mig i stuen, sagde han “Hej skat – og hej Blob!”. Hver gang han fik muligheden for det, kyssede han min mave og fortalte Blob historier. Det var allerede som om at de havde et særligt bånd til hinanden. En lille klub, mellem far og søn, som jeg ikke var en del af, selvom han altså stadig var inde i min mave. Jeg forestillede mig, hvordan deres klub ville fortsætte og udvikle sig om flere år, når vores søn blev ishockey-spiller ligesom hans far engang var. Martin ville tage med Blob til træning og lære ham at slå til en puck og stå på skøjter. Jeg forestillede mig, hvordan de to ville tage i parken en eftermiddag om sommeren med en fodbold, mens jeg blev hjemme og gjorde aftensmaden klar. Og den lille klub ville også være en fast del af vores hverdag, når Martin hentede Blob i institution eller skole og de ville hygge sig med en is på vejen hjem 🍦

Vi nåede frem til det samme store lyse venteværelse, med close-ups og bambusbilleder på væggene, ét minut før aftalen. Nye mænd hang over deres iPhones og nogle andre store maver lå på briksene bag de tynde hvide gardiner.

Mens vi ventede, og fik pusten, sad jeg og spekulerede på, hvad vi skulle have til aftensmad, når vi var færdige på hospitalet. Jeg prøvede at fremtvinge en af de famøse cravings som jeg altid havde hørt så meget om, men ikke rigtig havde mærket noget til. Lasagne? Måske kartoffelmadder? Med mayo. Og ristede løg. Og syltede agurker? Bare for at være lidt preggo-agtig.

“Elsebeth?” blev der kaldt ud i venteværelset. Ingen reagerede og jeg blev i tvivl om det måske var mig, de mente. Det skulle ikke være første gang jeg blev forvekslet med Elsebeth, Lisbeth eller noget helt tredje, der ender på “Beth”. Martin sagde det nok ikke var mig. Et par minutter efter kom den samme kvinde ud i venteværelset og sagde højt “eLIsabeth? Nielsen?”.

Vi blev vist ind i et aflangt rum, magen til det vi var i sidste gang, bare spejlvendt. Jeg lagde mig op, fik kold gelé på min bare mave og Martins hånd i min. Alt var som de sidste par gange. Bare en procedure. Endnu en scanning. Alt var godt. Ikk?

Blobs hjerte bankede hastigt derudaf og den lille baby der lå derinde, var ikke så lille mere. Jeg åndede lettet op. Jordemoderen scannede ham hurtigt igennem og spurgte om jeg skulle tisse. Hun viste mig en stor sort plet på skærmen, som var min fyldte blære og bad mig gå på toilettet. 

Mens jeg sad på hospitalets toilet længere nede af gangen sagde jeg højt til mig selv og Blob “Alt er godt. Alt er godt. Alt er godt”.

Men alt var ikke godt.

Tilbage i rummet. Mig op på briksen igen. Mere gelé. Martins hånd i min. Apparatet på maven. En gang til. Hun forklarede hvordan hun ville scanne Blob, fra top til tå, og kigge alle hans organer igennem, for at se om alt skulle være i orden derinde. Og det var i orden. Lige indtil hun nåede til hans nyrer. “Jeg kan ikke lige finde hans ene nyre”. Hun bad mig ryste i hofterne, så han måske ville lægge sig anderledes og hun kunne scanne ham fra en anden vinkel. Men hun kunne altså ikke finde den venstre nyre. I stedet fandt hun nogle væskefyldte cyster og en forstørret urinleder. Hun scannede rundt i laaang tid, inden hun til sidst printede billeder ud af Blob, som hun gav mig og bad os vente nogle minutter.

Vi kiggede på hinanden. Ingen sagde rigtig noget. Og det føltes som om, vi var derinde alene meget længere end nogle minutter.

Da hun endelig kom tilbage igen, havde hun talt med nogle læger og vist scanningsbillederne af Blob og hans manglende nyre. Hun havde skaffet en tid til os næste dag kl 9 hos en læge, som kunne scanne ham med et andet slags apparat og finde ud af, hvad der foregik inde i maven.

Vi gik i stilhed hjem gennem parken og det eneste vi sagde til hinanden engang i mellem var “Det er nok ikke noget” og forsikrede hinanden om, at man sagtens kan have et godt og langt liv med én nyre.