Vi skal have nr. 2!

Yes! Vi skal have nr. 2! Vi ved bare ikke hvornår det bliver endnu. Og inden du siger tillykke; jeg er ikke i nærheden af at være gravid, men Martin og jeg har besluttet, at vi gerne vil være forældre sammen – igen. Og hvorfor skulle vi ikke også det? 

Tabet af Blob var mit livs største chok og krise, og jeg er vred på universet over at jeg aldrig får en såkaldt “lyserød graviditet” uden skrupler og bekymringer. Graviditeten med Blob var faktisk ret lyserød, inden vi fandt ud af at han var alvorligt syg. Jeg havde det fantastisk, men var nervøs og før hver eneste scanning var jeg bange for, at de ville fortælle mig, at det lille hjerte var stoppet med at slå. Jeg havde dog aldrig i min vildeste fantasi, forestillet mig at det ville gå så galt som det gjorde. At vi skulle miste ham på den måde. Men nervøsiteten dengang kunne ikke måle sig med den lykkerus vi begge var i, over at jeg var gravid. Og nu tvivler jeg meget på om den lykkerus kommer igen næste gang jeg bliver gravid. Måske når vi forhåbentlig får positive svar på de prøver, der venter os ude i fremtiden, men hvem ved?

(Rigtig) mange af mine veninder og bekendte er blevet gravide i løbet af året, der er gået, og jeg har helt ærligt ikke haft noget problem med det. Det mener jeg virkelig. Jeg har sagtens kunne glæde mig på andres vegne. Jeg er blevet misundelig, ja, men det var jeg måske også blevet, før vi mistede Blob. Andres graviditeter fratager jo ikke mig at blive gravid, som om der er en limit på graviditeter i en omgangskreds. Jeg har altid gerne ville have børn, uden det er noget vi har arbejdet aktivt på herhjemme, men det har altid været et stort ønske. Og det har (heldigvis) ikke ændret sig, på trods af at jeg er blevet klogere på mange ting, siden vi mistede Blob.

Jeg er blevet klogere på mig selv, mit liv, mine følelser og mit forhold med Martin. Men jeg er i den grad også blevet klogere på sorg og spædbarnsdød. Det er en viden, som jeg gerne ville have været foruden, men ikke kan undvære nu. Man kan næsten kalde det for en bizar passion. Så mange gange har jeg hørt “Efter 12. uge er man sikker”. Sikker på hvad? spørger jeg. Sikker på, at hvis vi mister vores barn nu, så bliver det kun værre? Jeg siger: Man er aldrig sikker. Heller ikke efter uge 12 eller uge 20 eller uge 41. Det ved jeg nu. På trods af det, drømmer jeg om at blive gravid og (u)sikker. For håbet er lysegrønt. Det bliver det nødt til at være. Der er masser af andre mennesker, der hver dag får lov at få deres børn med hjem fra hospitalet, i bedste velgående, vel at mærke – så hvorfor skulle det ikke også lykkes for os? Det skal det. Vi ved bare ikke hvornår det bliver endnu.

Status er, at vi begge føler os klar til at prøve igen. Et udtryk, som jeg forsøger at undgå at bruge. “Vil I gerne prøve igen?” er vi blevet spurgt om utallige gange og jeg har lyst til at svare dumt tilbage “Prøve hvad?”. Som om der ikke er tid nok til at sige “.. at få et barn” – et barn mere. (Eller “et nyt barn”, som flere har sagt.) Men selvfølgelig vil vi prøve igen og vi føler os mere klar end nogensinde før. Martin var til at starte med, kort efter vi mistede Blob, allerede dengang, klar til at prøve igen. Det var jeg ikke, selvom min krop signalerede én måned og fire dage senere, at den også var klar. Der gik flere måneder og i sommer begyndte jeg at drømme om at blive gravid. Men i mellemtiden havde Martins følelser forandret sig og han var ikke længere klar. Nu, et år efter at Blob forlod os, er vi endelig det samme sted og engang til næste år, kan det være at jeg er så heldig at blive gravid igen.

Men hvordan kan man vide at man er klar til at prøve igen?

Jeg kan mærke mit store ønske om at blive mor igen..:

• .. når jeg søger tilflugt på en café en tidlig morgen, fordi der er håndværkere i min lejlighed og de er i gang med den helt store faldstammerenovering. En mor kommer forbi caféen med sin skrigende søn i hælene. Han græder højt “Jeg vil op, mor. Jeg vil op til dig” og moren kigger på mig med et lille smil og et “Undskyld” i øjnene og jeg sender et smil tilbage og tænker “Bare det var mig”. 

• .. når jeg sidder på min seng og damper af efter et varmt bad, med håndklæde-turban rundt om håret. Naboens lille baby på den anden side af væggen græder. Instinktivt rejser jeg mig op fra sengen, før min hjerne når at opfatte, at det ikke er mit barn der græder – men bare det var.

• .. når jeg for 341-tusinde gang scroller på min Insta-feed ogyet another “soon-to-be-mother” poster et scanningsbillede af deres lille vidunder, som kommer til foråret. Og under billedet kan du næsten være sikker på at finde hashtags som #preggo #preglife #uge12 osv. På den anden side af skærmen sidder jeg og tænker #baredetvarmig.

• … hver dag.