Vi mødte Læge Lisa på et lille kontor på hospitalet og fortalte hende, at vi havde truffet en beslutning. “Han skal ikke have det her liv”. Hun var meget forstående og forklarede, at vi skulle ansøge om en senabort hos Etisk Råd og vi ville få svar om ca et døgn. “What….”, tænkte jeg. Hvad sker der ligesom så, hvis Etisk Råd ikke er enige i vores beslutning? Men Lisa sagde, at vi ikke skulle bekymre os – hvilket var lidt svært, for at sige det mildt – for i en situation som vores, var de som regel enige. Efter vi havde truffet en så svær beslutning, havde vi brug for at nogen autoritære mennesker sagde “Det er det rigtige at gøre” eller “Jeg tror, det ville være det bedste for jer”. Men der er ligesom ikke noget facit og ingen kan vide, hvordan vores liv ville have været, hvis vi havde taget (d)en anden beslutning.
På vejen hjem fra hospitalet sagde vi ikke så meget til hinanden. Jeg græd. Martin var stille. Jeg spurgte ham, hvordan han forestillede sig at Blob ville se ud, når han kom ud. Og om han overhovedet ville se ham. Skal vi se ham? Eller? Er det bedst at lade være?
Dagen efter blev vi ringet op, mere eller mindre præcist 24 timer efter vi havde skrevet under. Etisk Råd havde godkendt vores anmodning. Vi tog på hospitalet – igen – hvor jeg fik en pille, som skulle sætte moderkagen ud af funktion. Hjem og sove. Nu var det endegyldigt. Point of no return. Blob ville ikke få dette liv. Og det var godt. Men samtidig ekstremt hårdt, at acceptere – for os begge.
Tilbage på hospitalet næste morgen, blev vi indlagt på stue B. Det var en stor stue med en seng, et sort fødeleje, et tv, en lænestol, en vandhane der dryppede (som skulle blive til stor irritation senere), hvide skabe og et badeværelse med toilet og bruseniche. Det var her på stuen jeg skulle føde ham. Snart.
Det var i hvert fald det jeg fik at vide af jordemødre, læger og andre fagfolk, der har forstand på den slags, som besøgte vores stue den dag. At man som regel føder barnet inden for et døgn. Hvad ingen af os vidste, var, at der skulle gå yderligere fire døgn, før fødslen gik i gang.
Martin tilbød at gå i 7-Eleven og købe nogle snacks til os og mens han var væk, lå jeg på siden i hospitalssengen og kiggede ud på det grå decembervejr, hvor trafikken stadig fortsatte ufortrødent. Jeg kælede min udstikkende lille mave under den store trøje. Jeg kunne stadig mærke ham boble rundt derinde og tænkte for mig selv, at det måske var sidste gang.
Er jeg mor nu? 