Louises historie – min engleprinsesse Vilja – Del 5

Del 5 – Familiens støtte og Viljas velsignelse

Timerne gik og familiens nærvær og støtte betød at Andreas og jeg fik ro til at hengive os tiden med Vilja. Alt hvad vi behøvede sørgede de for. Ikke mindst blev deres kærlighed til Vilja synlig i deres omsorg for hende. Aldrig havde jeg forestillet mig så meget kærlighed mellem mennesker, men ej heller så meget smerte!

Konsultationsjordemoderen befandt sig i periferien for at give os plads til sammen at sørge over Vilja. Hun ordnede i mellemtiden en masse praktiske ting. Hun koordinerede aftaler med de mange fagpersoner, vi skulle i kontakt med, og det organisatoriske puslespil – hvor skulle vi sove og hvilket et sted kunne vi få den ro vi behøvede? Hun gjorde os opmærksomme på at deres hospitalspræst kunne velsigne Vilja. Andreas og jeg blev hurtigt enige om, at vi ønskede vores egen præst, der havde viet os, skulle være en del af det minde vi ville skabe med vores datter. Andreas ringede derfor til vores præst, om hun kunne komme. Aftalen blev at vi den følgende dag ville samles på hospitalet – Vilja, os, familien og præsten.

Vores familie havde været sammen med os i mange timer, da vi aftalte at de skulle komme igen den følgende dag til Viljas velsignelse. De tilbød at ordne praktiske ting, såsom at kontakte øvrige pårørende og forberede vores fremtidige hjemkomst. Det betød så meget for os, at de ville hjælpe os med alt, hvad de kunne gøre for os – vi kunne fordybe os i og værdsætte samværet med Vilja. Inden de forlod fødestuen fik Andreas, Vilja og jeg kram og de ønskede os kærligt på gensyn.

Jeg strøg Vilja over håret, som lå i hospitalskrybben ved siden af min hospitalsbriks, da en kvindelig læge kom for at tale med os om evt. obduktion og formalia, der fulgte med. Det var svært at overskue alle informationerne og vi fik mulighed for betænkningstid. Da den kvindelige læge var gået, kom konsultationsjordemoderen ind på fødestuen og forklarede os at hun havde aftalt med gynækologisk afdeling at vi kunne overnatte på en stue.

Vi forlod fødestuen midt på eftermiddagen. Andreas og konsultationsjordemoderen hjalp hinanden med at samle vores ting, mens jeg havde Vilja hos mig. På vej ud af fødeafdelingen stoppede vi ved en opslagstavle med en masse røde og grønne knappenåle, placeret på forskellige datoer. Jeg lå på en transportabel hospitalsseng, ført af en portør, med Vilja i min favn og Andreas stod ved vores side. Jeg kiggede op og fulgte konsultationsjordemoderen, da hun tog en rød knappenål og rakte den til Andreas. Hun sagde kærligt: ”Jeres datter skal også have en plads på vores fødselstavle. ” Andreas satte meget målbevidst den røde knappenål midt på datoen, d. 16. januar 2019, som var helt nøgen for knappenåle. Vilja var det første barn på fødeafdelingen den dag, der kendetegnede sin eksistens. Andreas og jeg kiggede sørgmodigt på hinanden og han strøg Vilja blidt hen over kinden. En sidste gang krammede konsultationsjordemoderen Andreas, hun nussede Viljas lille fine hånd og kyssede mig på panden. Vi tog afsked med hende, og aftalte at hun ville ringe til os den efterfølgende uge.

Vi ankom på gynækologisk afdelingen til en lille stue, som var henlagt i et køligt vinterlys. Portøren forlod stuen så Vilja, Andreas og jeg var alene. Vi kunne høre en masse lyde og Andreas satte sig på en stol ved siden af mig og tog min hånd. Vi kunne høre et spædbarn der begyndte at græde på stuen ved siden af. Det skar i mit hjerte og tårerne begyndte at trille ned af kinderne, da jeg kiggede på Vilja, der lå stille i min arme. Jeg lod min pegefinger glide ind i hendes lille hånd, som var blevet sort af sværten til hånd- og fodaftrykkene, der tidligere var blevet lavet.

Det gynækologiske personale kom ind på stuen, som jeg grædende bad til at finde en løsning på spædbarnsgråden. Der gik ikke lang tid før de fandt en enestue på plastikkirurgisk afdeling, som lå i forlængelse af gynækologisk. Den lille stue lå badet i de sidste af solens stråler, der var samtidig stille og roligt, så Andreas og jeg kunne få spist lidt og talt sammen. Vi besluttede at Vilja skulle ligge køligt om natten, når vi alligevel skulle have noget søvn efter de 48 timer vi begge havde været vågne. Vilja lå hos mig da jeg kyssede hende godnat, jeg sang for hende det første vers af sangen fra Prinsen af Egypten ”Sov nu, du lille”, som jeg ofte havde sunget for hende da hun lå i min mave. Andreas tog hende i sin favn, han kyssede hende og lagde hende ned hospitalskrybben, som vi havde fået med. Han hviskede til hende:” Sov sødt lille skat, vi ses i morgen. ”

Andreas faldt hurtigt omkuld på en foldbar seng efter de mange timers udmattelse. Jeg lå i den mørke stilhed og følte en altfortærende smerte og frygt i mit bryst – Hvad skulle der ske med os, og hvordan ville vi kunne fortsætte uden Vilja? Vi havde ALDRIG i vores vildeste fantasi forestillet os denne virkelighed! Vi havde ønsket os Vilja og vi fik hende, hun var vores, men vi blev snydt for livet sammen med hende. En uretfærdighed der føltes hjerteskærende at skulle leve med!

Jeg vågnede over midnat med et sæt, jeg lå badet i sved og modermælk. Det mælk som Vilja skulle have haft, blev jeg mindet om ville gå til spilde. Jeg begyndte at græde og trak i tilkaldesnoren. Kort tid efter kom natpersonalet som hjalp mig ud på toilettet. Det gjorde ondt pga. hævelserne, som jeg for første gang rigtigt bemærkede. Natpersonalet hjalp mig ud af mit våde hospitalstøj og i nyt tørt, derefter lagde hun et rent lagen på hospitalssengen, så jeg kunne få sovet lidt mere. Jeg strøg Andreas over håret ind til jeg igen faldt i søvn.

Det blev morgen og vi bestilte morgenmad hos personalet, der mødte ind til morgenvagten. Efter morgenmaden hjalp Andreas mig i bad og i mit eget tøj. Andreas tog mig i sine arme og vi lovede hinanden og Vilja, at vi ville kæmpe os tilbage til livet, så vi kun mindes hende og vores kærlighed som familie! En portør kom ind på stuen med Vilja og Andreas tog hende op og satte sig med hende i stolen ved siden af min hospitalsseng, hvor jeg havde lagt mig. Sådan sad vi længe og græd sammen.

Vores familie kom og jeg fik Vilja over til mig. Som aftalt ankom vores præst og hun kondolerede som det første da hun så os. Hun viste sin medfølelse og anerkendte Viljas yndige væsen, imens hun strøg hende over håret. Hun stillede sig derefter til venstre for mig der sad på hospitalssengen og Andreas stillede sig til højre. Vores familie stillede sig i en rundkreds og præsten bad os om at tage hinanden i hænderne. Jeg holdte Vilja i min favn, så præstens højre hånd lå på Viljas hoved og Andreas hånd omfavnede Viljas hånd. Resten af familien omsluttede cirklen med at holde præstens og Andreas frie hånd. Solens stråler skinnede ind, så de faldt på Vilja, mig, Andreas og vores kære omkring os – det føltes som en velsignende varme, der havde til hensigt at beskytte vores kærlighed til hinanden!

Hun bad til at Vilja blev beskyttet, velsignet, og værnet om sit uskyldige væsen. Hun anerkendte meningsløsheden, som vi følte – Vilja var taget fra os ALT for tidligt. Vi sluttede af med at synge “Solen er så rød mor. ” Jeg kunne næsten ikke synge ordene, fordi gråden overtog min stemme. Tårerne trillede ned af alles kinder, men det lykkedes at få sunget sangen fra start til slut.

Velsignelsen var så smuk og enkel, men samtidig så stemningsfuld og fyldt med kærlighed til Vilja. Det var en let lindrende følelse at tænke at Vilja med sin velsignelse kunne finde fred – en tilstand jeg vidste ville blive en kamp at opnå for Andreas og mig, hvis det overhovedet var muligt? Jeg vidste at jeg skulle kæmpe for mit løfte til Andreas og Vilja – Jeg ville kæmpe mig tilbage til livet og ære mindet om vores elskede datter og hendes plads i vores familie!