Del 35 – Forberedelserne til den forestående fødsel

Tiden nærmer sig til at Viljas lillesøster, Alva, skal komme til verden, og Andreas og jeg skal være forældre for anden gang. Jeg har jo prøvet at gå igennem fødslen af Vilja, som i sig selv foregik forholdsvis problemfrit. Ulykkeligt nok skulle vi kort forinden opleve vores livs chok at hun ville komme “sovende” til verden. Derfor var fødslen stærkt præget af en psykisk og følelsesintens smerte, som ramte både Andreas og mig. 
Da jeg har prøvet at føde før under de mest ulykkelige betingelser, så handler det her ikke om den kommende fødsel i sig selv. Nej, fødslen vil jeg mene at jeg har mere eller mindre styr på og derfor ikke er videre bange for. Det er nærmere den følelsesmæssige proces, der til tider piner mig og som jeg har forsøgt at forholde mig til på godt og ondt.
Jeg er i øjeblikket meget påvirket af hormoner og følelser, der raser rundt indeni – jeg mærker at graviditeten nærmer sig sin afslutning og jeg er både glad og spændt, men også meget nervøs og i sorg over tabet af Vilja.
Jeg har i størstedelen af graviditeten med Alva kunne forholde mig nogenlunde rationel, men selvfølgelig er der stadig tider hvor jeg er bange – bange for at miste Alva og bange for den betydning det kan få for Viljas plads hos os og i familien.
Både Andreas og jeg håber sådan at Alvas ankomst bliver fuld af glæde! Samtidig er jeg også bange for at Vilja falder i baggrunden for andres vedkommende, fordi hun ikke kan gøre sig fysisk bemærket. Jeg ved at det bliver en opgave for mig fortsat at italesætte, hvor vigtig det er at Vilja stadig er tydelig i vores liv. Det er i min optik en hårfin balance, fordi Alva selvfølgelig også skal mærke vores kærlighed og have sin berettigede plads, som alle små spædbørn jo vil og skal have.

Jeg er vokset op med den oplevelse, at der ikke har været gjort forskel på omsorgen og kærligheden til min søster og omsorgen og kærligheden til mig, på trods af at vi altid har været forskellige. Den oplevelse sidder meget indgroet i mig og jeg ved med min fornuft at jeg ikke kan tilbyde det samme til mine egne to piger, fordi jeg ikke har mulighed for at følge dem på lige vilkår.
Det jeg ved er, at de ting som jeg planlagde i graviditeten med Vilja, vil jeg så vidt muligt også planlægge i graviditeten med Alva. Fx har jeg fået taget billeder af begge graviditeter og jeg har sunget for og talt til både Vilja og Alva. Jeg gik til graviditetssvømning med Vilja og havde også planlagt det med Alva, men grundet udbruddet af Covid-19 blev svømmeholdet desværre aflyst. I stedet har jeg, udover at gå en daglig tur til Viljas strand, valgt at få akupunktur for at opnå en anden form for velvære, i graviditeten med Alva.
Jeg har ønsket så vidt muligt at skabe et lige så behageligt graviditetsforløb med Alva, som jeg havde med Vilja. Jeg har dermed sagt fokuseret meget på at knytte mig til Alva, som jeg også gjorde med Vilja på trods af de mange ambivalente følelser, som stadig påvirkes af sorgen. 
Der er mange ting at forholde sig til, når man skal planlægge ankomsten af sit barn og selvom graviditeterne ikke er identiske, så føler jeg at jeg har gjort en indsats for at give plads og samme mængde kærlighed til både min Vilja og min Alva. 

Forleden dag var Andreas og jeg hos vores fotograf, som har foreviget vores bryllup og graviditeten med Vilja. Vi har ikke været i tvivl om at vi skulle det samme i graviditeten med Alva, fordi vi også ønsker at forevige minderne om kærligheden som blomstrer til hende. Allerede dengang jeg blev fotograferet i graviditeten med Vilja forestillede jeg mig, hvordan hun skulle være del af en fremtidig graviditetsfotografering som stolt storesøster, men ulykkeligt nok bliver det aldrig muligt at virkeliggøre drømmen. Derfor har jeg i samråd med fotografen fundet en alternativ måde at symbolisere Viljas tilstedeværelse i vores hjerter. Det har vi forsøgt ved at inkludere Viljas lille blæksprutte, og kombineret et par af hendes sutsko med Alvas sutsko på nogle af de kommende graviditetsbilleder – et symbolsk bånd mellem Andreas og mine to højt elskede piger. 

Selvom vi gennem mange af de samme tiltag forsøger at bevare håbet og troen på graviditeten med Alva, så er der stadig den faktor at vi mistede Vilja. Viljas død har betydning for at både Andreas og jeg bærer en sårbarhed i denne graviditet – vi mærkede på egen krop og sjæl den mest utænkelige smerte.
Derfor er vi, udover at jeg går hos psykolog, blevet tilbudt en anden form for støtte i sundhedssystemet, som jeg faktisk har haft det meget ambivalent med at tage imod. Mest fordi det har gjort så ondt i mit hjerte ikke at kunne få tilbudt den samme støtte i graviditeten med Vilja, som måske ville kunne have reddet hendes liv. Omvendt ved jeg også at graviditeten med Vilja forløb fuldstændig normalt, og derfor vidste vi ikke bedre. Havde vi været klogere ville Andreas og jeg aldrig have nægtet at få støtte til at passe på Vilja, som vi får med Alva. Det er særligt den tanke jeg sørger for at fastholde i graviditeten med Alva – vi skal tage imod støtte og vejledning, så vi ikke kan stå tilbage og føle at vi nægtede midler til at passe på hende!
Det er stadig en umenneskelig smerte at vi højst sandsynligt aldrig finder svaret på, hvorfor vi mistede Vilja – det er en sorg vi altid vil bære med os! Derfor er der al mulig grund til at gøre os overvejelser i samspil med hospitalsafdelingens overlæge og øvrige fagpersoner om, hvad vi kan gøre for ikke også at miste Alva! Vilja fortjente ikke at dø og det gør Alva heller ikke!
Jeg ville så inderligt ønske at jeg i næste måned kunne være så prisgivet at jeg kunne sidde med begge piger i min favn og lade dem mærke, at min kærlighed til dem er højere end universet er stort!

Det viser sig som jeg har beskrevet, at forberedelserne til Alvas ankomst i sig selv ikke rigtig har handlet om lavpraktiske forberedelser til fødslen. Det handler mere om den mentale del at skulle være mor igen, hvor sorg og glæde går hånd i hånd uden at jeg skal gå på kompromis med kærligheden til nogen af mine piger!
De fortjener begge min kærlighed og derfor har jeg arbejdet på at give retmæssig plads til dem begge. Kærligheden til Vilja er ligeså levende, som kærligheden til Alva! Ingen af dem vil blive overset, men kærligheden til dem vil alligevel komme til udtryk på forskellige måder – med Vilja kan jeg udtrykke kærlighed og nærvær ved at mindes hende og skabe symbolsk omsorg gennem ritualer, og med Alva kan jeg (forhåbentlig) give fysisk omsorg, nærvær og kærlighed gennem kys, kram og forkælelse. 

Da jeg som skrevet forventer Alvas fødsel i næste måned, vil jeg for en periode holde pause fra at skrive på bloggen. Jeg vil vende tilbage på et senere tidspunkt med nye erfaringer og tanker, som forhåbentlig kan give noget til andre. 
Et hjerteligt tak til alle jer læsere, der indtil nu både har fulgt med og givet empatisk og konstruktiv feedback.
Pas godt på jer selv og på gensyn!

Del 34 – Hvordan bevarer jeg troen på denne graviditet?

Jeg vil ikke påstå at jeg håndterede starten af denne nye graviditet på en afslappet måde. Jeg havde behov for en ugentlig skanning, fordi jeg ikke turde tro på at der virkelig var et lille fnug i min mave. En ugentlig skanning beroligede mig for en kort periode og så var frygten tilbage igen – hvordan skulle jeg klare ni måneder med den følelse?!

Det er et forholdsvis nyt koncept, men fra uge 10+0 i en graviditet kan man få lavet en NIPT. NIPT er en test som tages via en blodprøve, der analyseres, så sandsynligheden for en bred vifte af kromosomafvigelser kan vurderes.
Jeg havde før hørt om testen og jeg var ikke i tvivl om at jeg hurtigst muligt havde brug for en afklaring på vores kommende barns sundhed. Jeg bestilte derfor tid hos en privat jordemoderklinik på den dag, hvor jeg mente at være i uge 10.

Da vi mødte op hos jordemoderen skannede hun den lille prutfis for at se hvor langt jeg var henne, og jeg blev vurderet til at være 10 uger og 3 dage henne. Alt på skanningen af den lille fis så ud som forventet og jeg kunne derfor få taget blodprøven. Vi fik samtidig en mindre introduktion til testens egenskaber og proceduren for det kommende test-svar. Andreas og jeg var begge enige om, at vi ligeså godt kunne få undersøgt hele pakken og vi var også nysgerrige på at kende kønnet. Så det næste skridt blev at vi måtte vente i spænding de kommende 7-10 dage. 
Jeg fik svaret på undersøgelsen allerede efter seks dage. Mailen poppede op i min indbakke da jeg lige havde fået fri fra arbejde, og min nysgerrighed tog med det samme styringen. Jeg måtte åbne den med det samme og der stod til min store lettelse og glæde, at vi ventede os en sund og rask lille pige. Jeg kunne ikke helt fatte det, men jeg besluttede mig med det samme for at overraske Andreas med en lille lyserød fastelavnsbolle.

Jeg planlagde at Andreas skulle åbne æsken fra bageren på det værelse som Vilja skulle have haft, og som nu skulle gå i arv til lillesøster. Jeg stillede derfor æsken på sengen og satte Viljas lille sprutte ved siden af, så hun symbolsk også kunne være en del af den glædelige nyhed. 
Det var rart at have den første oprigtige følelse af glæde over den nye graviditet, fordi vi kunne begynde at tale om vores lille pige, i stedet for at sige: ” vores kommende barn. ”
Da Andreas kom hjem bad jeg ham om at komme ind på børneværelset. Jeg forklarede ham, at han derinde ville få at vide at der i en æske lå svaret på vores raske barns køn. Han blev så glad over at resultatet viste et sundt og raskt barn at han gav mig et begejstret knus. Bagefter satte han sig spændt på sengen i værelset og tog den lille sprutte i sin hånd. Han åbnede forsigtigt æsken og så den lyserøde farve på fastelavnsbollen. Han kiggede kærligt på mig og sagde begejstret: “Skal vi virkelig have en pige?”
Han krammede mig og tårerne trillede ned af mine kinder, både af glæde over vores kommende datter, men også af savn til Vilja, som vi så inderligt manglede!

• 

• 

Den efterfølgende tid var en rutsjebanetur, fordi jeg så småt begyndte at knytte mig mere til vores lille pige. På de gode dage talte Andreas og jeg om navne og på de svære dage græd jeg over frygten for også at miste hende. Nogle gange delte jeg mine bekymringer med Andreas og andre gange “led” jeg i stilhed. Jeg ønskede ikke at pålægge ham min frygt, men nogle gange var mine fortielser så tydelige, at han konfronterede mig. Selvom han hver gang mødte mig i følelserne, så skammede jeg mig over at belemre ham med mine bekymringer. Men samtidig var han også min klippe, fordi han jo netop lyttede, holdt om mig, stillede spørgsmål eller kom med forslag til hvordan vi tog næste skridt fremad. Det gav mig en ro, så jeg gradvist fortalte ham mere åbent om mine tanker før de blev til ængstelige bekymringer. 

Selvom jeg allerede fornemmede liv fra vores lille pige i uge 14 var det alligevel først ved misdannelsesskanningen, at der skete et skift i min håndtering af graviditeten. Vi var på det tidspunkt så sikre som vi kunne være på at Vilja skulle have en søster. Derfor besluttede vi os for den efterfølgende dag at lillesøster skulle hedde Alva og først derefter begyndte jeg at turde knytte mig for alvor. Det håb der havde spiret igennem graviditeten blev gradvist kombineret med en spæd tro på at Alva ville komme med os hjem. Jeg turde elske Alva ligesom jeg turde elske Vilja – fuldstændig betingelsesløst, fordi Alva jo var lige så ønsket, som Vilja var da vi ventede os hende!

Følelser er ikke rationelle, men jeg er nået til det punkt at huske på at Alva fortjener lige så meget kærlighed fra sin mor, som Vilja gør. Det har taget tid at finde en balance, hvor jeg kan være tro mod kærligheden til dem begge. Her mener jeg, at kærligheden til Vilja ikke overskygger kærligheden til Alva eller for den sags skyld omvendt – havde Vilja været i vores arme, så ville Andreas og jeg heller ikke have forfordelt kærligheden til den ene frem for den anden.
Alligevel er kærligheden til dem forskellig, fordi den kommer til udtryk på hver sin måde og det får den lov til, fordi jeg har Andreas der anerkender mine behov og samtidig deler han selv mange af de samme behov. Derudover har vi en familie, der også giver os plads til at tale og handle, som vi føler er rigtigt uanset om de så helt kan forstå det eller ej. De respekterer og anerkender vores behov og de tager del i den måde Andreas og jeg ønsker at være familie på – nemlig at Vilja også er her hver dag på sin helt egen måde!

Jeg har stadig dage, hvor jeg kan spekulere på fødslen af Alva, selvom vi har en tryg og god plan i samarbejde med overlægen på obstetrisk afdeling. De dage hvor jeg bekymrer mig italesætter jeg over for Andreas så vi kan tage stilling i fællesskab – stilling i forhold til om vi skal vende overvejelserne med vores jordemoder eller overlægen så bekymringerne ikke er tiltagende eller vedvarende.
Jeg har også genoptaget samtaler med min psykolog, så jeg kan forberede mig mentalt på både fødslen og de efterreaktioner, som jeg har en forventning om vil komme når Alva er kommet til verden. Jeg er blevet bevidst om at jeg er et menneske med meget eksplicitte følelser og jeg håndterer situationer bedst ved at dele mine refleksioner med mine nærmeste. Jeg ser det som en styrke, at jeg tør dele min sårbarhed på godt og ondt.

Jeg føler mig mere eller mindre afklaret med den kommende fødsel og jeg er nået til et sted, hvor jeg tør tro på at vi alle fire (Andreas, Vilja, Alva og jeg) er en del af den særlige begivenhed, at Alva kommer til verden – det er en styrke for både Andreas og mig at mærke, at vi er en familie der er forbundet i vores hjerter.

Læs videre i Del 35 – Forberedelserne til den forestående fødsel, som vil kunne læses d. 25.06.20

I november sidste år åbnede Andreas, min svigerinde og jeg for en indsamling til en CuddleCot i Viljas navn ❤

Jeg kan huske, at jeg ikke kunne forestille mig at det ville lykkes at samle alle de penge ind, som det krævede for at donere en CuddleCot til Roskilde Universitets Hospital (RUH). Men jeg blev kun positivt overrasket! Vi blev nemlig mødt af en kæmpe kærlighed fra vores netværk bestående af familie, venner og bekendte, som donerede penge og tilføjede medfølende og kærlige hilsner til os og Vilja. Derudover donerede mange forældre til englebørn også til minde om deres elskede små!
Det vil vi ALTID være taknemmelige for! Både for den anerkendelse, som vi oplevede fra vores netværk og den opbakning vi mødte fra ligestillede forældre, som selv mærker og forstår sorgen over at miste sit ønskebarn!

Meget symbolsk blev det, da vi på Viljas fødselsdag kunne gøre det officielt at vi var nået i mål med indsamlingen! Vi fik hurtigt bestilt en CuddleCot, som vi ventede håbefulde på.
Da vi endelig modtog den skete der så det, at Danmark blev lukket ned grundet Covid-19. Så der stod vi med en CuddleCot, som vi måtte vente med at aflevere til RUH. 

Sidste onsdag blev den længe ventede dag, hvor vi fik mulighed for at overrække CuddleCot’en til RUHs obstetriske afdeling! Der blev afholdt en respektfuld lille ceremoni med overlægen og jordemødre fra afdelingen til et lille glas alkoholfrit boblevand. Der var derudover en kommunikationsmedarbejder, tilknyttet RUH, som kom for at skrive en artikel til deres regionsblad. Hun stillede spørgsmål for at kunne oplyse regionens hospitaler, at der nu ville være mulighed for et nyt hjælpemiddel til forældre, der mister – et hjælpemiddel som er rart at have, men som alle håber aldrig vil blive nødvendigt at benytte. 

Takket være min svigerindes initiativ og alle jeres flotte bidrag fik vi en betydningsfuld oplevelse, hvor vi kunne overrække en CuddleCot til RUH til ære for Vilja og alle andre englebørn! CuddleCot’en er en gave, som stor tak for personalets støtte og vejledning, da vi stod midt i vores livs største tragedie!

Endnu engang af hjertet tak til alle jer der har bidraget til, at RUH fremadrettet kan tilbyde ulykkelige forældre at få tid og ro til at danne minder med deres elskede englebarn/englebørn! 

Selv små fødder sætter også spor! En evig kærlighed der bor i hjertet!

Del 33 – Det videre forløb

Frem til den tolvte graviditetsuge blev jeg fulgt meget nøje af min gynækolog, hvorefter hospitalet overtog forløbet. Jeg var i de første mange uger mere eller mindre urolig, fordi jeg ikke havde nogen føling med hvordan det lille fnug havde det i min mave – hver gang jeg blev skannet frygtede jeg at det lille hjerte var holdt op med at slå.
Jeg fik dog bekræftet at der stadig var liv og det lille fnug voksede ved hver skanning. Det gav for en kort stund en lille fortrøstning, men roen varede ikke længe før bekymringen igen begyndte.
Andreas og jeg fortalte ret tidligt om graviditeten til vores forældre og søskende, for vi vidste at vi havde brug for deres støtte uanset om det hele ville forløbe godt eller ej. Alle i familien blev selvfølgelig glade, men de forstod vores bekymringer og vidste også hvor meget Vilja stadig fyldte i vores tanker – hun var så savnet, men vi skulle selvfølgelig også finde plads til håbet for den lille ny i min mave.

Omkring Viljas første fødselsdag var det blevet tid til nakkefoldsskanningen, som både Andreas og jeg var meget nervøse for i forhold til om den lille fis havde det godt.
Vi kom ind på skanningsstuen og Andreas satte sig troligt ved min side og holdt mig i hånden, da jeg havde lagt mig på briksen. Jeg holdt instinktivt vejret da skanningsjordemoderen satte skanneren på min mave, og med det samme kunne vi se det lille hjerte slå. Det fik mig til at slappe en smule af at se at der stadig var liv, men jeg kunne først rigtigt slippe vejret, da jordemoderen havde gennemgået alt og skanningen viste et fint resultat.
Da Lille-fisen tilsyneladende var sund og rask fik vi lidt ro i sindet, men det varede ikke længe før tankerne igen begyndte at kredse om, om det lille liv fortsat ville få lov til at spire – ville vi få et lige så fint resultat til misdannelsesskanningen? Eller hvad hvis det lille hjerte holdt op med at slå? Hvornår ville frygten forsvinde? Ville den nogensinde forsvinde? Og ville elskede Vilja blive glemt af vores omgivelser, når den lille ny ville komme til verden?

Det var så frustrerende at gå med de følelser af skyld, skam, frygt, kærlighed og sorg. Det var virkelig hårdt ikke at kunne mærke om der var liv eller ej og det gjorde ondt i mit hjerte at Vilja ikke havde fået lov til at være sammen med os i livet. Jeg ønskede jo at Vilja var i mine arme, og jeg ønskede at denne graviditet ikke skulle bære en skygge af savn – men den var præget af mine modstridende følelser. 
På den ene side var jeg jo glad for at jeg skulle være mor for anden gang, men på den anden side var jeg i sorg og jeg var bange, fordi jeg havde mistet min lille prinsesse og ikke med garanti kunne være sikker på at det ville gå godt denne gang.

Jeg fik brug for at tælle dagene til mødet med overlægen på hospitalet, som skulle være primus motor for graviditetsforløbet. Det var en måde for mig at holde fokus, hvis tankerne blev for uoverkommelige – hvis jeg fik lidt kontrol over forløbet kunne jeg måske få mere styr på følelserne og tankerne? 
Jeg spekulerede derfor meget over hvilke ønsker jeg havde til dette graviditetsforløb, men der var så mange ambivalente følelser. Vi vidste at vi ville få støtte og vejledning fra hospitalet og det var rart. Men det var også hårdt, fordi jeg følte skyld over for Vilja, at jeg ikke havde haft mulighed for at give hende den samme beskyttelse – tanken om at hun måske kunne have været reddet spøgte til tider i mine tanker. 
Samtidig fortjente vores lille fis i maven heller ikke, at vi ikke ville gøre alt hvad vi kunne for at passe på ham eller hende – jeg kæmpede en indre kamp for at skille følelser og rationelle tanker ad. 
Derfor betød det meget for både Andreas og mig at overlægen sørgede for at vi fik en god oplevelse. Han var så opmærksom og imødekommende over for vores ønsker og behov og det gav en følelse af at der var plads til alle tankerne både gode og dårlige.

Da vi nærmede os uge fjorten besluttede vi os for at bestille en tid til kønsskanning hos en privat jordemoderklinik, da vi ligesom med Vilja var meget nysgerrige på om vi ventede os en dreng eller pige. 
Vi blev dog lidt skuffede over at den lille fis, der efterhånden var blevet temmelig stor, ikke ville tilkendegive sit køn. Vi var derfor nødt til at vende tilbage en uges tid senere. Ved den skanning var der stadig en smule tvivl, selvom de havde deres formodninger, men jeg havde brug for tydelig vished. Jeg gik derfor derfra med en uafklaret følelse af, om jeg kunne kalde vores barn for ham eller hende? 
Jeg kunne mærke at det var enormt vigtigt for mig, fordi det havde haft så stor betydning for os da vi fandt ud af at Vilja blev en pige. Det fik betydning for at vi dannede en mere personlig relation til hende, og hun fik sin egen identitet – hun var vores lille prinsesse og ikke længere “bare” vores baby.
Jeg vidste at det på samme måde betød enormt meget for min tilknytning til vores kommende barn at jeg kunne vælge et navn og give mine omgivelser mulighed for også at personliggøre vores lille fis. 

Det var dog først da vi nåede til misdannelsesskanningen, som betød særligt meget for mig, fordi vi fik bekræftet at vores lille barn var sundt og rask, samtidig med at vi endelig fik vished om kønnet. Vi blev så glade over at vide at vi ventede os en sund og rask lille PIGE!!! Andreas og jeg var meget rørte over endelig at få en afklaring og vi begyndte at se frem til at hun skulle melde sin ankomst midt på sommeren. 
Jeg kunne virkelig mærke at det havde en positiv betydning for min tilknytning til hende, at vi endelig efter misdannelsesskanningen kunne beslutte os for et navn. 
Vi kunne mærke at der gemte sig en dejlig lille Alva i min mave, der var lige så ønsket og ganske særlig som sin storesøster Vilja! 
Kærligheden begyndte for alvor at blomstre hos mig og jeg kunne mærke at jeg gradvist gav mere slip. Jeg lod den spirende glæde tage til, da jeg samtidig begyndte at mærke masser af liv fra hende hver dag.

Vi havde frem til misdannelsesskanningen haft samtaler og kontrolskanninger hos overlægen hver fjortende dag, fordi jeg var mest tryg ved at der ikke gik for lang tid imellem at se hvordan det stod til. Men da vi så havde passeret misdannelsesskanningen skete der et skift i mit behov for at blive fulgt. Jeg havde fået mere ro i sindet, så jeg kunne mærke at det var okay at der i stedet gik fire uger imellem kontrolskanningerne hos overlægen – jeg havde fået en bedre fornemmelse af Alva, der dagligt tumlede rundt min efterhånden store mave. 

Jeg er på nuværende tidspunkt nået ind i tredje trimester og jeg glæder mig til at vores lille Alva kommer til verden. Jeg tænker stadig på hendes storesøster Vilja hver eneste dag og det kommer jeg nok til resten af mit liv. Det vil nok også være mærkeligt andet når man tænker på at tilknytningen og kærligheden blomstrer allerede i starten af graviditeten – jeg elskede Vilja længe før jeg holdt hende i mine arme og på samme måde føler jeg stor kærlighed for Alva. Min kærlighed til både Vilja og Alva vil altid have hver deres særlige og lige betydningsfulde plads i mit hjerte. Viljas plads er præget af både kærlighed og savn, hvor Alvas plads forhåbentlig vil resultere i en kærlighed, der bærer mere præg af glæde end sorg. Jeg har håb for at denne graviditet afsluttes mere glædeligt og uanset hvad er jeg mor til to og det er jeg evigt stolt af!

Læs videre i Del 34 – Hvordan bevarer jeg troen på denne graviditet?, som vil kunne læses d. 11.06.20

Del 32 – Vimse skal være storesøster

I juli måned følte jeg mig klar til at tage et nyt skridt i håbet om et fremtidigt liv. Et liv hvor Vilja ikke alene ville følge med mig i hjertet, men hvor der også kunne være plads til lidt glæde. Det skulle være et nyt skridt som Andreas og jeg skulle være enige om, for at vi ville kunne opnå den bedst mulige måde at komme fremad sammen. Vi var begge blevet klar til at arbejde hen imod en familieforøgelse – vi ville prøve at give vores elskede Vimse en søskende.
Jeg turde ikke fortælle om det til familie eller venner, fordi jeg ikke turde at miste den smule kontrol jeg følte at jeg havde. Hvis ingen vidste at vi ville begynde at prøve igen, så ville folk forhåbentlig ikke stille spørgsmål. Jeg kunne mærke at jeg havde brug for ro til at finde mig til rette med Andreas og min fælles beslutning.

Desværre gik det ikke så nemt, som vi havde håbet på. Jeg vidste selvfølgelig at jeg ikke kunne regne med, at jeg bare ville blive gravid igen med det samme. Jeg manglede min ene æggeleder grundet en graviditet før Vilja, hvilket reducerede vores chance for en ny graviditet. Samtidig vidste Andreas og jeg at sorgen stadig spillede en afgørende rolle i forhold til vores psykiske tilstand – vi kæmpede stadig med den enorme stressfaktor at vi begge havde fået knust vores hjerter. Det ville aldrig hele helt, men vi håbede begge at beslutningen om endnu et ønsket barn ville bringe os fremad.
Måske ville det føre os væk fra overlevelsestilstanden som vi, og særligt jeg, stadig delvist befandt os/mig i. Selvom vi forsøgte at være fornuftige var vi nødt til at væbne os med tålmodighed og særligt jeg skulle finde evnen til at tro på fremtiden, hvilket ikke var særligt nemt eller lige til på daværende tidspunkt.

De første tre måneder gik og der skete ingenting og jeg balancerede på en knivspids i forhold til at opretholde et nogenlunde harmonisk samarbejde med min krop. Jeg var så ked af det – ikke nok med at jeg følte at min krop havde svigtet Vilja, så følte jeg også at den svigtede i forhold til at blive gravid igen.
Kun Andreas kendte til min dobbeltsidige smerte, og han mærkede den på sin måde også selv. Spekulationerne begyndte så småt at hobe sig op – var der nu noget fysisk galt med os?

Andreas og jeg besluttede os derfor at tale med vores læge om forskellige muligheder og hun støttede os ved at lave en henvisning til en specialist, som vi kunne spørge til råds. 
Jeg følte et lille håb da vi fik en håndsrækning til at undersøge om der var nye faktorer, som forårsagede at der “stadig” ikke var sket noget. Vi vidste godt at tre måneder ikke var lang tid at prøve, men vi havde ikke brug for flere uforudsete tragedier. Det var allerede umenneskeligt at stå med sorgen over at vi mistede Vilja – vi havde sådan brug for lidt medgang.

Vi gennemgik en mindre udredning de følgende to måneder, hvor vi fik undersøgt vores sundhed og helbred. Alt så ud som det skulle, men det var som om at det først satte skub i forløbet, at få afklaret at min tilbageværende æggeleder stadig fungerede som den skulle. Efter undersøgelsen skete der nemlig det, at jeg var blevet gravid! Pludselig stod jeg der med en graviditetstest i hånden og  jeg kunne nærmest ikke fatte at den virkelig viste to streger – den var POSITIV!

• 

• 

Andreas og min første reaktion var glædestårer, fordi det var lykkedes os. Glæden blev hurtigt efterfulgt af frygt, fordi vi vidste at der ingen garantier var for at det lille frø i min mave ville spire som det skulle? Selv hvis det gjorde, så havde vi oplevet at vores sunde og raske Vilja på uforklarlig vis døde ved fødslen – den naive tro på et glædeligt resultat havde døden taget fra os. 

Det var 10 måneders tid siden vi mistede Vilja og der stod vi med et lille spinkelt håb om at hun nu skulle have titlen som storesøster til vores andet barn, men turde vi tro på noget? 
Andreas og jeg aftalte derfor en tid hos min gynækolog for at få en tidlig skanning, vi havde brug for bare en smule ro i sindet. 
Vi blev kaldt ind i konsultationsrummet og da jeg lagde mig på briksen tog Andreas min hånd i sin. Vi kiggede begge tavse på skærmen, da skanneren begyndte at søge efter tegn på et kommende liv. Og så lige pludselig så vi på skærmen at der ganske rigtigt lå et lille fnug med et tydeligt hjerteblink, som forputtede sig i min mave.
Andreas gav min hånd et klem og kyssede den, da vi kiggede ind i hinandens blanke øjne – der var altså håb om en søskende til Vilja! Et håb om mere kærlighed i fremtiden – både til Vilja og vores kommende lille barn!

Læs videre i Del 33 – Det videre forløb, som vil kunne læses d. 28.05.20

Del 31 – Gravid igen – Tør vi?

De første måneder efter vi mistede Vilja bad jeg hver aften om, at jeg ville vågne op af dette mareridt og have Vilja i mine arme igen – intet ønskede jeg højere!
Jeg kunne ikke forestille mig at jeg nogensinde ville komme fremad uden Vilja og min kærlighed til hende føltes stærkere end alt andet, så smerten ville kun kunne forsvinde hvis hendes død var et mareridt der havde en ende. 
Jeg følte en uerstattelig kærlighed til hende, som betød at min sorg aldrig ville kunne forsvinde, fordi ingen kunne træde i hendes sted – jeg savnede hende så meget at smerten gennemborede mit hjerte! 

Både Andreas og vores pårørende gav mig plads til at sørge, men selvfølgelig var både han og vores pårørende interesserede i at vide hvor jeg stod i forhold til fremtiden. Jeg kunne slet ikke se nogen fremtid og da jeg en sjælden gang eller to blev spurgt om jeg kunne overveje at blive gravide igen, svarede mit forpinte hjerte – jeg ville ikke bede om flere børn, hvis jeg kunne få Vilja tilbage for det er det eneste jeg ønsker! 
Hvis jeg kunne få hende tilbage ville jeg aldrig bede om mere, sådan havde jeg det virkelig indeni – jeg følte ikke længere glæde, kun sorg og smerte.

Månederne gik bare uden at jeg rigtig kunne forholde mig til tiden der forsvandt, fordi jeg befandt mig i min egen sorgboble. 
Andreas formåede dog lidt efter lidt at prikke hul i min boble med sin tålmodighed og kærlige omsorg, så vi langsomt kunne finde en måde at mærke livet igen – sammen. 
Han fik åbnet en dør ind til min dvale, så jeg igen så småt turde tale om fremtiden. Hvor stod han? Hvor stod jeg?

En dag talte vi åbent om vores tanker og jeg fortalte, hvor rådvild og bange jeg var for at Vilja ville blive glemt, hvis vi igen prøvede at leve vores liv. Han lagde sine arme om mig, så jeg kunne mærke en genkendelig tryghed, idet han svarede mig; at vi aldrig nogensinde ville glemme Vilja, fordi hun altid ville være vores højt ønskede datter, som vi aldrig ville stoppe med at elske eller savne! 
Ligesom i mange andre sammenhænge, hvor smerten tyngede mig, havde jeg endnu engang brug for at mindes vores løfte til hinanden og Vilja – vi ville kæmpe os tilbage til livet og leve det for hende og med hende i vores hjerter.
Vi talte videre om hvilket liv vi gerne ville prøve at genskabe sammen, som en familie med et særligt kærlighedsbånd. Andreas forklarede, at han stadig ønskede at give Vilja søskende, der ville blive en del af den kærlighed vi delte som familie. 
Jeg spurgte ham om han ville gå fra mig, hvis jeg ikke turde blive gravid igen? 
Han mødte mig i mine følelser og svarede at han håbede at jeg på et tidspunkt turde prøve, men at han aldrig ville forlade det vi har sammen uanset om vi ville få flere børn end Vilja eller ej.
Vi snakkede også om adoption, som han var åben for, men han ønskede helst at vi kunne prøve igen, selvom han også var bange for at miste igen. Alligevel delte han sit håb om at vi en dag kunne give Vilja en søskende, fordi hans håb var stærkere end frygten. 

Over flere gange talte vi om hvilke tanker og forventninger vi havde i forhold til at turde prøve igen. Andreas vidste at jeg stadig hadede min krop og manglede tillid til den, hvilket bremsede mig i tanken om at turde prøve igen. Han spurgte om der var noget som kunne hjælpe mig og det eneste jeg kunne komme frem til var at jeg havde brug for tid til at arbejde med mig selv. Jeg ønskede at komme dertil, hvor jeg igen turde give ham endnu et barn og en søskende til Vilja.

Det første halve års tid havde passeret, som en abstrakt fornemmelse – den føltes ikke rigtig kort, ikke rigtig lang – men jeg begyndte at føle at sorgen favnede mere kærlighed og mindre smerte. Derfor overvejede jeg om ikke jeg kunne have plads til at give kærlighed til endnu et lille barn? Havde jeg efterhånden placeret min sorg, så der var plads til andre i mit hjerte udover min lille Vilja?
Jeg arbejdede intensivt med sorgen, jeg kæmpede imod mistilliden jeg havde til min krop, jeg arbejdede på at vende tilbage til livet, og måske var jeg begyndt at føle et lille håb for at turde prøve igen? Det føltes både godt og skræmmende på samme tid. Det måtte betyde at min sorgproces bar i den rigtige retning, men det ville være et stort skridt, hvor jeg ikke længere havde kontrol over hvad der ville ske i fremtiden. 
Alligevel fortalte jeg Andreas at mit håb var begyndt at spire igen og jeg faktisk kunne forestille mig at jeg kunne rumme en ny graviditet. Jeg fornemmede en lettelse hos ham og han viste sig fortsat at være tålmodig, fordi spørgsmålet var stadig – hvornår følte jeg mig modig nok til at tage springet fra “kun” at være mor til Vilja?

Læs videre i Del 32 – Vimse skal være storesøster, som vil kunne læses d. 14.05.20

Del 30 – Mit eget kropsbillede efter fødslen

Jeg vil ikke mene at jeg er forfængelig. Jeg har kunne lide at gøre noget ud af mig selv for min egen og selvfølgelig min mands skyld, men der har også været detaljer ved mit udseende, som jeg til tider har syntes mindre om.
Men jeg har alligevel aldrig været så ligeglad med mit udseende og samtidig følt så stort et had til min krop, som efter jeg mistede Vilja. Mit negative kropsbillede blev en del af min sorg og en del af min smerte, da jeg efter tabet af Vilja virkelig hadede min krop – den havde svigtet Vilja, Andreas og mig!
Jeg havde stolet på at min krop passede på Vilja, særligt efter misdannelsesskanningen, og der havde vi jo gennemgået at Vilja var helt igennem sund og rask. Så hvad skete der i de timer fra jeg mærkede hende for sidste gang, til jeg lå med hendes yndige, men livløse krop i mine arme?
Vi får aldrig sandheden at vide, for årsagen er ikke til at finde – en smertelig uvished der vil følge Andreas og mig resten af livet!

Meget af den vrede og misundelse som jeg har følt har også været forbundet til min krop. Den tragedie andre nybagte mødre blev skånet for ramte mig som en knytnæve, da jeg mistede min smukke datter inden hun kom til verden. Det måtte jo betyde at min krop havde fejlet – den havde fejlet i at passe på Vilja!
Da jeg var i mit eget smertehelvede var det nok min underbevidsthed, der begyndte at “straffe” min krop. Jeg var først meget inaktiv, isoleret og mistede appetitten, og senere begyndte jeg at udmatte den fysisk, samtidig med at jeg spiste usundt. Jeg kiggede mig ikke længere i spejlet for jeg hadede hvad jeg så! Jeg følte i lang tid at min krop ikke fortjente min kærlighed – jeg havde mistet al positiv energi og tillid til den!

Jeg begyndte relativt hurtigt at tale med Landsforeningen Spædbarnsdød, min psykolog og senere med en alternativ behandler om hadet og den manglende tillid til min krop. 
Jeg blev støttet og vejledt i at bearbejde og erkende mine følelser omkring min krop. Det var en udfordrende proces for hvordan skulle jeg genfinde kærlighed og tillid til noget, som jeg inderligt hadede? 
Det tog mig alligevel tre måneder før jeg mildnede “straffen” til min krop, men min vrede forsvandt ikke bare, selvom jeg begyndte at ændre mit perspektiv. 
Jeg mindes at de ord der ledte til mine første skridt fremad var sætninger, som; 

• “ Vi kan ikke vide, hvad vi ikke vidste ”
• “ Du er ikke alene med disse følelser og de er okay, så længe du er villig til at arbejde med dem “ 
• “ Kroppen kan mærke dit had, men den ønskede ikke at svigte dig og din datter. Der var noget, som vi ikke kender til, som ikke gav den lov til at passe på jer. “

Disse tre måder at anskue min egen sorgproces og kropsbillede gav mig styrken til at arbejde henimod en “forsoning” med min krop. Det var hårdt at skifte briller og se min egen krop på en mere kærlig måde, da jeg stadig følte skam og svigt i forbindelse med Viljas død – det føltes som at bestige et bjerg, at skulle genskabe en anerkendende relation til kroppen, men jeg var nødt til det for at komme fremad!

I takt med at jeg arbejdede intensivt med at genfinde en positiv relation til min krop blev jeg chokeret over, hvilken fysisk smerte der også hærgede min krop efter Viljas fødsel. Det krævede en følelsesmæssig erkendelse for mig at forstå, at selve fødslen også havde slidt og stresset min krop – jeg var nødt til at finde en måde at samarbejde med den, for den led sammen med mig.
Selvom jeg foretrækker at holde visse ting privat og det kan ses som et tabu at tale om, så føler jeg at det er vigtigt at belyse hvilket fysiologisk chok det i sig selv kan være at føde sit barn. Jeg kæmpede fx med svedeture så jeg var gennemblødt, jeg oplevede ømhed, hævelser, inkontinens og smertefulde jag i mit underliv, som det er ens “eget” ansvar at rette op på – det var vanvittig svært at finde kræfterne til det oven i sorgen. 
Derfor opsøgte jeg min praktiserende læge som henviste mig til en urologisk fysioterapeut, som skulle guide mig til at genfinde en balance med kroppen. Fysioterapeuten hjalp mig virkelig på vej med de fysiologiske gener, som jeg oplevede. Hun gav mig tid til at stille spørgsmål og lære øvelserne på den rigtige måde, så jeg også kunne arbejde med dem derhjemme. Samtidig viste hun stor medfølelse og tålmodighed for min sorg og anerkendte, hvilken udfordring jeg stod over for. Hun fortalte mig, at amning er med til at kroppen genfinder en ny “normal-tilstand”. Derfor var min krop forvirret over at jeg ikke kunne amme, fordi den “forstod” ikke at jeg manglede min elskede Vilja.

Jeg havde på en måde brug for at andre uvildige mennesker omkring mig mindede mig om, at det var okay at erkende at jeg havde brug for hjælp til alle former for udfordringer – fysiske som psykiske.
Jeg vil mene at det ikke er muligt, at gennemgå en sorgproces uden støtte fra professionelle, de har ekspertise til at guide en fremad så man ikke famler i blinde, selvom det ofte kan føles sådan!

Jeg vil ikke sige at jeg har genfundet den fulde tillid og fjernet vreden til min krop – jeg er stadig på “vagt” over for dens signaler. Men jeg arbejder på det, og det er måske en livslang proces lige som min sorg? 
Men jeg har til hensigt at bevæge mig væk fra det der begrænser min tillid, da også ville stride imod mit løfte til Vilja og Andreas, hvis jeg opgav at søge fremad – også selvom sorgen altid vil følge med mig!

” Jeg har aldrig følt mig smukkere end under min graviditet! “

Læs videre i Del 31 – Gravid igen – Tør vi?, som vil kunne læses d. 30.04.20

Del 29 – Hvordan har vores pårørende støttet os?

Min første reaktion efter Viljas død var at isolerere mig fra mine omgivelser. Jeg ville ikke tale med nogen eller se nogen. Andreas og mine forældre og søskende kom og gik for at se til os, men jeg var ikke til stede og jeg var ligeglad. Normalt er jeg et menneske, der er opmærksom på at andre har det godt, men jeg var så ulykkelig at det hele var ligegyldigt – Vilja manglede i mine arme og jeg savnede hende mere end jeg nogensinde før har savnet nogen!
Jeg har sidenhen fundet ud af at vores forældre og søskende var en stor hjælp for Andreas, så han kunne koncentrere sig om mig og sig selv. Han skulle ikke tænke på indkøb, madlavning eller rengøring. De hjalp med alt, hvad de kunne, men jeg så det bare ikke. Jeg var i min egen smerteramte sorgboble!
Jeg har tætte veninder som jeg også skubbede væk, og de respekterede at holde sig på afstand til jeg var klar til at se dem – det var i starten fuldstændig underordnet om mine veninder havde børn eller ej. Jeg havde bare brug for at gemme mig væk og ønskede af hele hjertet at jeg ville vågne af mit mareridt – men mit mareridt var virkelighed!

Jeg har fortrængt rigtig meget af det der skete i ugerne efter Vilja blev født, men jeg mindes at jeg svingede i mellem følelserne vrede, ked-af-det-hed og tomhed – jeg var bare vanvittig ulykkelig og jeg følte mig så alene og ensom!
Jeg blev sommetider så ramt af mine mange følelser at jeg ikke kunne tænke rationelt. Jeg kunne fx blive vred på mine pårørende over det de sagde, hvis jeg ikke delte samme holdning – Jeg kunne intet rumme og jeg følte at de ikke forstod min og til tider Andreas’ smerte! Sådan var min oplevelse, fordi jeg i følelsernes vold tænkte at det kun var Andreas og mig, der mærkede det intense savn til Vilja! 
Vores pårørende lod sig dog ikke skræmme af mine meget ekspressive følelser, som jeg angreb dem med i tide og utide. De holdt ved og tog imod alle de skyts jeg sigtede mod dem. De kunne stå for skud eller sørge for vores basale behov, det var det som jeg kunne magte.  Jeg har sidenhen forstået at de var bange for også at miste mig. Deres smerte over tabet af vores elskede Vilja blev blandet ind i at jeg heller ikke længere var den samme rummelige og omsorgsfulde Louise. Den Louise jeg var før vil nok aldrig helt finde tilbage, fordi en del af mig døde med Vilja – noget af mig fulgte med hende! 

Der skulle et af Landsforeningen Spædbarnsdøds sorgseminarer til før jeg begyndte at forstå min sorg i andet lys end i følelsernes vold. Jeg forstod, at jeg også var nødt til at tage en del af ansvaret på mig for at jeg kunne lade mine pårørende hjælpe mig på bedste vis. Hvis jeg ikke kunne italesætte mine behov i sorgen, hvordan skulle de så kunne støtte mig fremad? Landsforeningen Spædbarnsdøds sorgseminar lærte mig teori om sorg. Seminaret viste mig et billede af at mine reaktioner var naturlige – men på ingen måde smukke! Sorgreaktioner er ikke kun gråd og behov for omsorg, reaktionerne er også barske, ubarmhjertige og virker til tider afvisende – de er ude af kontrol. Jeg tænker at en sorgboble kan ses som en beskyttelsestilstand – et skjold for en uønsket tilstand og en urimelig proces! 
Jeg forsøgte derfor at gå i dialog med mine pårørende, og det var ingen nem opgave, hverken for dem eller mig. Der var perioder hvor jeg lukkede af og perioder, hvor jeg viste vrede. Men mine pårørende stod klar og gjorde deres bedste for at anerkende min smerte. De lod mig få den tid jeg havde brug for, for at kunne kommunikere bedre og i nogle tilfælde formåede jeg at stå til ansvar for den “smerte” jeg også havde påført dem. Jeg begyndte igen at se følelser, som nuancerede udtryk fra flere ståsteder – det er ikke kun mig der føler i sorgen over Vilja, det gør mine pårørende også! 

Jeg har efter det første år forsøgt at tage mine pårørendes “briller” på, fordi jeg nu kan rumme at jeg ikke er den eneste, der har følt smerte. Sorgen er ikke min alene, fordi imens jeg sørger over tabet af Vilja, så er mine pårørendes sorg blandet af både at mangle Vilja, men også at mangle mig. 
Jeg kender mange mennesker, men det er endnu kun mine nærmeste pårørende, som jeg har mødt. De mennesker som har turdet være i sorgen med mig, og som har forsøgt at forstå mit savn, dem har jeg “lukket” ind i mit meget påvirkede liv. 
Jeg har også stiftet nye venskaber med andre kvinder og par, som har mistet deres børn. De mennesker har den samme forståelse for det behov vi, som forældre, har for at mindes vores barn, der mangler i vores arme. De har også fået en særlig og betydningsfuld plads i mit og Andreas’ liv.
Jeg har prøvet at være og er stadig selv pårørende til andre, som har eller har haft udfordringer i deres liv. Det giver mig forståelsen af, at man ikke bør underkende, hvor hårdt det også er at være pårørende til et menneske i sorg eller krise. Pårørende bærer både sin egen og sin kæres smerte i hjertet og på sine skuldre. 
Jeg kan være taknemmelig for at jeg har så mange pårørende, der har og fortsat vil støtte mig. Jeg har meget at være ulykkelig over, men også noget at være taknemmelig for. Jeg sætter pris på, at jeg forstår at reflektere over andres tanker og følelser, og deres kontrast til mine tanker og følelser – ikke mindst sætter jeg pris på at mange omkring mig er interesseret i at ville forstå mig, lige som jeg også gerne vil forstå dem.

Jeg er stadig i sorg og savner Vilja ubeskriveligt meget, men jeg har også plads til at mindes og forestille mig hende med kærlighed! Jeg har fået mere plads til igen at lytte og tale med mine pårørende om deres følelser, selvom mine følelser stadig ligger lige under huden og der ikke altid skal så meget til, at jeg føler mig ramt. Det vigtige er at Andreas, mine pårørende og jeg prøver at navigere i sorgen, som altid vil være en del af vores liv. Jeg har derfor det at være taknemmelig for, at mine pårørende og kære mand forsøger sammen med mig at finde en balance – en balance hvor Vilja er med os i hjerterne, samtidig med at vi også forsøger at leve!

Læs videre i Del 30 – Mit eget kropsbillede efter fødslen, som vil kunne læses d. 16.04.20

Del 28 – Sorgens indflydelse på vores parforhold

Jeg har til hensigt at fortælle min oplevelse af, hvordan sorgen har fået betydning for hvordan Andreas og mit parforhold har formet sig efter vi mistede Vilja. Jeg vil derfor ud fra mit ståsted, først beskrive vores forhold inden vi blev forældre og derefter fortælle om sorgens indflydelse på mig og hvilken betydning det har fået for os som par. 

Andreas og jeg har kendt hinanden i mere end syv år og vi har været gift i et halvandet år. Vi har fra starten af vores forhold haft en god forståelse for hinandens og egne behov. Vi har altid værnet om at give hinanden plads og vi har begge sat pris på vores forskelligheder. Vores forhold har altid været solidt og kærligt, på trods af at vi har oplevet mange uforudsete og uønskede prøvelser. Men aldrig i vores vildeste fantasi havde vi forestillet os, hvilken ulykkelig tragedie vi skulle ende med at stå i den aften vandet gik og Vilja skulle komme til verden. Natten i januar 2019, hvor vi mistede Vilja, ændrede vores liv for altid!

Otte dage efter Viljas fødsel mødte Andreas og jeg op til en aftalt tid hos vores egen læge. Jeg mindes at vores læge havde et alvorligt udtryk, da hun kaldte os ind til samtale. Da jeg kom hen imod hende omfavnede hun mig medfølende og sagde til os, at det gjorde hende så ondt at vi havde mistet vores lille pige.
Jeg mærkede hvordan tårerne pressede sig på, så jeg skyndte mig væk fra venteværelset og ind i hendes konsultationsrum.
Jeg græd under det meste af samtalen og det eneste jeg bemærkede hun sagde var, at noget af det vigtigste vi skulle huske var at bearbejde chokket og sorgen sammen, fordi vi kunne risikere også at miste hinanden i den ubarmhjertige proces.  

Selvom lægens ord brændte sig fast i min hukommelse var det uoverkommeligt for mig, at tage ansvaret på mig. Jeg var i et levende helvede! Jeg kunne ikke holde ud at være alene, men jeg kunne heller ikke holde ud at være i nærheden af nogen – hvis jeg var “nødt til” at være sammen med nogen, så var det kun Andreas jeg ville være sammen med. Jeg lukkede af for selv vores nærmeste familie, fordi jeg ikke kunne rumme nogen. Jeg var ramt at den mest intense psykiske smerte, som var langt mere smertefuld end nogen form for fysisk smerte jeg før havde prøvet. Jeg var så ulykkelig og lammet af chok, som ingen pille i verden kunne fjerne eller lindre, heller ingen ord kunne trøste mig eller fjerne smerten over tabet af Vilja.

Den første måned lå jeg enten i min seng eller sad i vores sofa og stirrede ud i luften, mens tårerne konstant trillede ned af mine kinder. Jeg oplevede at min krop skreg efter Vilja og det gjorde mit savn til hende endnu mere intens. Sorgen over Viljas død slukkede for en lang periode min lyst og evne til at se meningen med livet. Både Andreas og jeg var i chok og sorgen havde lagt en markant dæmper på hans normalt positive sind, som jeg altid havde beundret ham for at have. 
Ingen af os var os selv længere, men alligevel viste Andreas sig at være stærk for os begge to. Han begyndte en umenneskelig kamp for at holde sig selv og mig oven vande, for jeg var ærligt talt ligeglad med det hele – Vilja var død og jeg ønskede kun at være sammen med hende. 

Efter den første måned begyndte jeg at få behov for at søge andre, der oplevede samme sorg og som jeg håbede kunne forstå mine følelser. Jeg begyndte derfor som det første skridt, at starte til efterfødselsgymnastik med andre kvinder, der også havde mistet. 
Andreas bakkede mig hurtigt op i alt, som jeg tog det mindste initiativ til. Han brokkede sig ikke på noget tidspunkt eller satte sig imod, hvis der var noget jeg ønskede. Det resulterede i, at Andreas og jeg deltog i Landsforeningen Spædbarnsdøds sorgseminar, vi begyndte at gå til psykolog sammen og vi startede i en af Landsforeningens sorggrupper. Han var på alle måder den dejligste mand!
Desværre gik der måneder før jeg fik øje på, at jeg svigtede ham ved at være “ligeglad” med at kæmpe mig tilbage til noget, der mindede om et liv.

Mens tiden gik kom sorgen i bølger – nogle dage følte jeg tomhed og andre dage følte jeg den gennemborende smerte. Andreas kæmpede fortsat med at aflæse mit svingende humør, som betød at han blev mødt af en kæmpe vrede eller ulykkelig gråd, de gange hvor jeg ikke kunne håndtere mine følelser. Jeg kunne blive vred på ham, hvis jeg følte at han ikke sørgede på den måde, som jeg tænkte at han skulle. Jeg blev ofte ked af det, da jeg bagefter forstod, at jeg ikke anerkendte hans måde at sørge på. Nogle gange drev mine følelser os begge så langt ud til kanten, at vi kunne ende med at bokse på møblerne eller græde i hinandens arme. Jeg pressede os begge til det yderste, fordi jeg var fanget i et mørke som jeg ikke kunne slippe ud af, og det tog lang tid for os begge at finde en vej. 
Alligevel blev jeg klar over, at Andreas mærkede min smerte og smerten var også hans. Derfor blev han på sin måde mit talerør de første mange måneder efter tabet af Vilja – han var den der var tættest på, at forstå og føle den samme sorg som mig. Han havde jo også mistet sin elskede datter, men hans måde at tackle sorgen på var anderledes og mere indadvendt end min meget ekspressive måde!

Jeg ved ikke helt hvornår vi begyndte at træde ud af mørket, men jeg mindes at der efter et halvt års tid begyndte at komme lysere dage. Det var muligvis pga. at jeg havde været nødt til at bearbejde chokket før at jeg kunne skabe en mere bevidst kontakt til mine følelser. Jeg begyndte at kunne rumme andre mennesker igen, hvilket nok skyldes, at Andreas havde formået at give mig den plads og tid jeg havde brug for.
Han fortalte mig at hans frygt for også miste mig havde overskygget hans egne behov – hans behov var at have mig hos sig. Jeg skammede mig med det samme over at jeg havde fyldt så meget det første halve års tid, men så tog han kærligt min hånd og klemte den blidt i sin. Han forklarede mig at han havde plads til at sørge over Vilja. Selv alle de gange jeg havde konfronteret ham med sin indadvendte adfærd havde jeg hjulpet ham til at give slip og være i følelserne sammen med mig.
På en måde forstod jeg at han havde nået en erkendelse af vores datters død, før jeg havde været i stand til det. Det gik op for mig at hans kamp for at passe på mig skyldtes at han havde brug for at vi var sammen om sorgen og holde vores løfte til Vilja og hinanden om at leve livet til ære for hende. Hans behov var at møde mig, så vi sammen kunne værne om vores datters minde og give hende kærlighed i fællesskab. Han havde i lang tid vist overskud til at sætte mine behov først, så jeg kunne være sørgende mor for mit englebarn, men også for at jeg kunne komme “tilbage” og være hans kone igen.

Jeg ser nu, at Andreas forhindrede os i at drukne i meningsløsheden over tabet af vores elskede Vilja. Han hjalp mig til at huske på lægens ord og vores eget løfte om, at vi sammen skulle finde en ny måde at leve på både som forældre og som par. Han mindede mig om at sorgen ikke kun er et udtryk for smerte, men også et udtryk for den kæmpe store kærlighed vi har til vores engel. Han støttede mig i at genfinde det betydningsfulde i, at vi ikke kun er forældre til vores smukke datter. Han og jeg var OGSÅ mand og kone i et forhold, som altid ville være vigtigt at pleje for at holde i balance. Han kunne have valgt at trække sig væk fra mig, som jeg i en lang periode gjorde fra ham og alle andre ved at lukke mig inde i min egen sorgboble. Men han blev ved min side og der var ikke en eneste gang, hvor han bebrejdede mig noget. Heller ikke alle de gange, hvor jeg lod min smerte ramme ham så voldsomt, at han nok selv var ved at knække – han formåede at være stærk og det er jeg ham evigt taknemmelig for!
Hans tålmodighed, omsorg og kærlighed har bragt balance tilbage i vores forhold, hvor vi stadig har gjort plads til Vilja i vores hjerter!

Læs videre i Del 29 – Hvordan har vores pårørende støttet os?, som vil kunne læses d. 02.04.20

Del 27 – Mine forestillinger om Vilja

Vilja ville i dag have været lidt over et år gammel og jeg tænker hver dag på, hvordan hun mon ville være, hvis hun stadig havde været i Andreas’ og mine arme.
Jeg har Vilja med mig i hjertet hver eneste dag og for mig har hun sin egen personlighed. Den udspringer af de oplevelser jeg havde med hende, da hun lå i min mave og den alt for korte periode, som vi havde sammen med hende på hospitalet. 
Tiden sammen med Vilja har været en rejse, som jeg tænker at andre mødre måske også oplever under deres graviditet? Rejsen fik betydning for, at jeg lærte mit barn at kende før hun overhovedet kom til verden! 
Det har været en udfordring at fatte mig i korthed, fordi jeg har så mange forestillinger om min elskede og savnede datter! Jeg har derfor beskrevet de forestillinger, som føles stærkest i mit hjerte. 

I mit hjerte er Vilja en energisk og bestemt lille pige – energien ville hun have fra sin far og temperamentet fra sin mor. Da hun lå i min mave mærkede jeg så tydeligt, at hver dag var en fest. Hun boksede ofte rundt og havde indflydelse på hvordan dagen skulle forme sig, fordi hun påvirkede mit overskud – ofte tillod hun dage, hvor der var plads til at opleve en masse. 
Jeg forestiller mig, at hun allerede efter sit første år ville have en mening om, hvad hun ville være med til. Hun ville ikke være bleg for at demonstrere over sin far og mig, hvorfor hendes handlinger ville være vigtige at føre ud i livet – hellere bede om tilgivelse end tilladelse.
Jeg forestiller mig, at det ville være svært at modsætte sig hendes intentioner, fordi hendes beslutsomhed ville styrke hendes gåpåmod og vedholdenhed. Jeg kan nærmest se for mig, hvor trodsig hun ville blive, hvis hun ville få et nej. Først ville hun slå armene over kors, men efter noget tid ville hun blive god igen. Hun ville ligesom sin far have et lyst sind, i stedet for at overanalysere, som sin mor – skidt pyt, der findes andre ting at lave. 

I mit hjerte er Vilja også eventyrlysten, fordi jeg gennem graviditeten oplevede at hun ofte gjorde sig bemærket, når der skulle ske noget.
Jeg forestiller mig, at hendes eventyrlyst og nysgerrighed til tider ville være en mundfuld, men oftest ville Andreas og jeg ikke kunne nænne at bremse hende i sine opdagelser – hvordan kan man ellers blive klogere, hvis man ikke må være nysgerrig?
Hendes nysgerrighed ville bidrage til et åbent og imødekommende sind, så hun næsten fordomsfrit ville begive sig ud i verden.  

I mit hjerte er Vilja samtidig et meget kærligt og hensynsfuldt barn – jeg oplevede at hun gav “plads” til mine behov, da hun stadig lå i min mave. Oplevelserne med hende gav mig en følelse af at graviditeten var et samarbejde mellem hende og mig – jeg fornemmede kun en svag kvalme og trods lidt træthed havde jeg ingen andre gener i graviditeten, så jeg kunne nærmest gøre hvad jeg havde lyst til.
Det samarbejde forestiller jeg mig, at hun ville videreføre ved fx at hjælpe sin far med madlavning. Hun ville åbne skuffer og skabe langs gulvet og bringe køkkenredskaberne til ham, så det ville blive et samarbejde at lave mad. Hun ville smilende strække sine arme ud til ham, som tegn til at han skulle løfte hende op på køkkenbordet, så hun kunne være med til at hjælpe. På vejen op til køkkenbordet ville hun give ham et kys på næsen og ae hans kinder, som hun ville have set mig gøre på sin far.  

I mit hjerte er Vilja ydmyg og betænksom på næsten samme måde som mig, da jeg var barn. Jeg forestiller mig at Vilja, ligesom jeg, hurtigt ville afkode glæden ved at dele med andre. Hun ville finde mening i at det kunne være hyggeligt at dele legetøj med andre, så de med fordel ville kunne lege. Jeg forestiller mig, at hun ville lære balancen bedre at kende end sin far og mig, fordi hun ville forstå at der skal være plads til både hende og andre. Hun ville på sin egen måde vise at andre ikke ville kunne løbe om hjørner med hende, men på en måde hvor der ikke ville være tvivl om, at hun har hjertet på rette sted.

I mit hjerte har Vilja og hendes far et særligt bånd, som jeg oplevede da Andreas nænsomt og naturligt tog sig af hende efter fødslen. Jeg kunne mærke allerede under graviditeten at Andreas ville få et stærkt bånd til sin smukke datter. Både han og jeg talte mange gange om, hvor meget det betød for os begge at hun ville få et tæt bånd til sin far.
Jeg forestiller mig, at hun ville blive en fars pige, og sammen ville de bruge alle deres mulige timer til at føre drømme ud i livet. Jeg kan se for mig, hvordan Vilja kærligt ville løbe sin far i møde, med sin vrikkende blenumse, når han ville komme hjem fra arbejde. Jeg kan se det for mig, hvordan hun ville slå sine små buttede arme om hans hals, når han ville bukke sig ned for at tage imod hendes kærlige omfavnelse.   

I mit hjerte har Vilja en humor ligesom sin far – en nørdet, skør og lidt sarkastisk tilgang til humor. Hun ville have et helt særligt univers sammen med ham med interesse for eventyrlig fantasy og fodboldverdenen – et univers jeg ikke helt kan forstå, men som jeg alligevel ville værne om!
Jeg forestiller mig, at hun ligesom Andreas ville starte til fodbold, som fire årig, hvor hun ville løbe rundt på banen med andre børn og have det sjovt. På hjemturen ville hun tigge ham om at komme op på hans skuldre, så hun bedre ville kunne danne sig et overblik over, hvilke eventyr de begge kunne udforske og opleve på vejen hjem. 

I min verden er Vilja uskylden selv, fordi hun er blevet forhindret i at træde ud i verden og erfare den på godt og ondt. Det ændrer dog ikke på da hun lå på mit bryst, at jeg mærkede hvilken dejlig pige, hendes far og jeg havde skabt sammen.
I mit hjerte er hun et vidunderligt lille menneske, der ville have store potentialer og udvikle masser af kompetencer. 
Jeg kommer aldrig til at opleve min smukke datters sande væsen, fordi hun ikke fik lov at gå gennem livet side om side med sin far og mor. Men mine forestillinger er alligevel meget virkelige for mig – måske kan de virke genkendelige for vores nærmeste pårørende, fordi de illustrerer mange af de træk og egenskaber, som Andreas og jeg selv besidder. 

Elskede Vilja!
I mit hjerte er du den perfekte blanding af din far og mig! Jeg tror på, at du ville besidde mange empatiske, vellidte og intelligente egenskaber, men jeg forestiller mig også at du til tider ville opleve benspændende udfordringer ved at være stædig, som mig, og måske lidt for sarkastisk, som din far. 
Din far og jeg vil aldrig nogensinde stoppe med at tale om, hvordan vi forestiller os at du ville træde ud i den store verden og hvilke drømme vi havde for og med dig!
Vores elskede englebarn – du er altid med os i hjertet, og alt hvad vi gør er til ære for dig!

Læs videre i Del 28 – Sorgens indflydelse på vores parforhold, som vil kunne læses d. 12.03.20