Del 34 – Hvordan bevarer jeg troen på denne graviditet?
Jeg vil ikke påstå at jeg håndterede starten af denne nye graviditet på en afslappet måde. Jeg havde behov for en ugentlig skanning, fordi jeg ikke turde tro på at der virkelig var et lille fnug i min mave. En ugentlig skanning beroligede mig for en kort periode og så var frygten tilbage igen – hvordan skulle jeg klare ni måneder med den følelse?!
Det er et forholdsvis nyt koncept, men fra uge 10+0 i en graviditet kan man få lavet en NIPT. NIPT er en test som tages via en blodprøve, der analyseres, så sandsynligheden for en bred vifte af kromosomafvigelser kan vurderes.
Jeg havde før hørt om testen og jeg var ikke i tvivl om at jeg hurtigst muligt havde brug for en afklaring på vores kommende barns sundhed. Jeg bestilte derfor tid hos en privat jordemoderklinik på den dag, hvor jeg mente at være i uge 10.
Da vi mødte op hos jordemoderen skannede hun den lille prutfis for at se hvor langt jeg var henne, og jeg blev vurderet til at være 10 uger og 3 dage henne. Alt på skanningen af den lille fis så ud som forventet og jeg kunne derfor få taget blodprøven. Vi fik samtidig en mindre introduktion til testens egenskaber og proceduren for det kommende test-svar. Andreas og jeg var begge enige om, at vi ligeså godt kunne få undersøgt hele pakken og vi var også nysgerrige på at kende kønnet. Så det næste skridt blev at vi måtte vente i spænding de kommende 7-10 dage.
Jeg fik svaret på undersøgelsen allerede efter seks dage. Mailen poppede op i min indbakke da jeg lige havde fået fri fra arbejde, og min nysgerrighed tog med det samme styringen. Jeg måtte åbne den med det samme og der stod til min store lettelse og glæde, at vi ventede os en sund og rask lille pige. Jeg kunne ikke helt fatte det, men jeg besluttede mig med det samme for at overraske Andreas med en lille lyserød fastelavnsbolle.
Jeg planlagde at Andreas skulle åbne æsken fra bageren på det værelse som Vilja skulle have haft, og som nu skulle gå i arv til lillesøster. Jeg stillede derfor æsken på sengen og satte Viljas lille sprutte ved siden af, så hun symbolsk også kunne være en del af den glædelige nyhed.
Det var rart at have den første oprigtige følelse af glæde over den nye graviditet, fordi vi kunne begynde at tale om vores lille pige, i stedet for at sige: ” vores kommende barn. ”
Da Andreas kom hjem bad jeg ham om at komme ind på børneværelset. Jeg forklarede ham, at han derinde ville få at vide at der i en æske lå svaret på vores raske barns køn. Han blev så glad over at resultatet viste et sundt og raskt barn at han gav mig et begejstret knus. Bagefter satte han sig spændt på sengen i værelset og tog den lille sprutte i sin hånd. Han åbnede forsigtigt æsken og så den lyserøde farve på fastelavnsbollen. Han kiggede kærligt på mig og sagde begejstret: “Skal vi virkelig have en pige?”
Han krammede mig og tårerne trillede ned af mine kinder, både af glæde over vores kommende datter, men også af savn til Vilja, som vi så inderligt manglede!
Den efterfølgende tid var en rutsjebanetur, fordi jeg så småt begyndte at knytte mig mere til vores lille pige. På de gode dage talte Andreas og jeg om navne og på de svære dage græd jeg over frygten for også at miste hende. Nogle gange delte jeg mine bekymringer med Andreas og andre gange “led” jeg i stilhed. Jeg ønskede ikke at pålægge ham min frygt, men nogle gange var mine fortielser så tydelige, at han konfronterede mig. Selvom han hver gang mødte mig i følelserne, så skammede jeg mig over at belemre ham med mine bekymringer. Men samtidig var han også min klippe, fordi han jo netop lyttede, holdt om mig, stillede spørgsmål eller kom med forslag til hvordan vi tog næste skridt fremad. Det gav mig en ro, så jeg gradvist fortalte ham mere åbent om mine tanker før de blev til ængstelige bekymringer.
Selvom jeg allerede fornemmede liv fra vores lille pige i uge 14 var det alligevel først ved misdannelsesskanningen, at der skete et skift i min håndtering af graviditeten. Vi var på det tidspunkt så sikre som vi kunne være på at Vilja skulle have en søster. Derfor besluttede vi os for den efterfølgende dag at lillesøster skulle hedde Alva og først derefter begyndte jeg at turde knytte mig for alvor. Det håb der havde spiret igennem graviditeten blev gradvist kombineret med en spæd tro på at Alva ville komme med os hjem. Jeg turde elske Alva ligesom jeg turde elske Vilja – fuldstændig betingelsesløst, fordi Alva jo var lige så ønsket, som Vilja var da vi ventede os hende!
Følelser er ikke rationelle, men jeg er nået til det punkt at huske på at Alva fortjener lige så meget kærlighed fra sin mor, som Vilja gør. Det har taget tid at finde en balance, hvor jeg kan være tro mod kærligheden til dem begge. Her mener jeg, at kærligheden til Vilja ikke overskygger kærligheden til Alva eller for den sags skyld omvendt – havde Vilja været i vores arme, så ville Andreas og jeg heller ikke have forfordelt kærligheden til den ene frem for den anden.
Alligevel er kærligheden til dem forskellig, fordi den kommer til udtryk på hver sin måde og det får den lov til, fordi jeg har Andreas der anerkender mine behov og samtidig deler han selv mange af de samme behov. Derudover har vi en familie, der også giver os plads til at tale og handle, som vi føler er rigtigt uanset om de så helt kan forstå det eller ej. De respekterer og anerkender vores behov og de tager del i den måde Andreas og jeg ønsker at være familie på – nemlig at Vilja også er her hver dag på sin helt egen måde!
Jeg har stadig dage, hvor jeg kan spekulere på fødslen af Alva, selvom vi har en tryg og god plan i samarbejde med overlægen på obstetrisk afdeling. De dage hvor jeg bekymrer mig italesætter jeg over for Andreas så vi kan tage stilling i fællesskab – stilling i forhold til om vi skal vende overvejelserne med vores jordemoder eller overlægen så bekymringerne ikke er tiltagende eller vedvarende.
Jeg har også genoptaget samtaler med min psykolog, så jeg kan forberede mig mentalt på både fødslen og de efterreaktioner, som jeg har en forventning om vil komme når Alva er kommet til verden. Jeg er blevet bevidst om at jeg er et menneske med meget eksplicitte følelser og jeg håndterer situationer bedst ved at dele mine refleksioner med mine nærmeste. Jeg ser det som en styrke, at jeg tør dele min sårbarhed på godt og ondt.
Jeg føler mig mere eller mindre afklaret med den kommende fødsel og jeg er nået til et sted, hvor jeg tør tro på at vi alle fire (Andreas, Vilja, Alva og jeg) er en del af den særlige begivenhed, at Alva kommer til verden – det er en styrke for både Andreas og mig at mærke, at vi er en familie der er forbundet i vores hjerter.
Læs videre i Del 35 – Forberedelserne til den forestående fødsel, som vil kunne læses d. 25.06.20
Er jeg mor nu? 