Del 7 – Tomheden – hvad gør vi nu?

Da vi var blevet udskrevet forlod vi hospitalet og på vejen ned til bilen mødte vi adskillige højgravide og forældre med nyfødte børn. Det var så hjerteskærende at møde alle de lykkelige ansigter, at jeg gradvist krympede mere og mere sammen, mens mine efterhånden rødsprængte øjne blev fyldt af tårer. Det føltes som en mavepuster HVER GANG, så jeg kiggede istedet ned på mine fødder, der mekanisk ledte mig vejen! Jeg kunne ikke lade være med at tænke – hvorfor har de fået lov? Jeg havde gjort alt efter bogen, så HVORFOR fik Vilja ikke lov til at leve?

Vi ankom til bilen, som stod helt tom – vores familie havde fjernet autostolen fra bagsædet. Den autostol, som Vilja skulle have siddet i på vejen hjem, mens jeg siddende ved siden af ville have puslet om hende. Tårerne trillede hæmningsløse ned af mine kinder. Andreas havde et fast greb om mig, som om han var bange for at jeg ville synke sammen. Han hjalp mig hen til det forreste passagersæde. Han slap grebet om mig og lænede sædet tilbage, så jeg kunne sidde så komfortabelt som muligt på hjemturen. Jeg var så øm og udmattet i krop og sjæl – øm efter fødslen og udmattet af at græde. Virkeligheden havde slået mig i ansigtet, alt havde vist sig at være ude af mine hænder. Hvad andet kunne jeg gøre end at græde over tabet af min datter?

Da vi forlod parkeringspladsen kiggede jeg ud af bagruden og så tilbage på hospitalet, der blev mindre og mindre. Jeg begyndte at græde. Det var en stille gråd for der var intet overskud tilbage, de seneste dage havde suget al energi ud af mig. Det var vanvittig uretfærdigt og uden mening – hvorfor skulle jeg… hvorfor skulle VI forlade hospitalet uden Vilja? 

Køreturen hjem var stille og føltes ubeskrivelig tom. Det triste vintervejr, der ikke rigtig kunne karakteriseres som andet end gråt og sørgeligt, afspejlede mine følelser. Det eneste jeg rigtigt bemærkede, på turen, var et glimt af vrede hos Andreas. Hans vrede kom til udtryk, da en bil overhalede os på den sidste landevej, inden vi nåede vores hjemby. Overhalingen var meget risikabel for os og for en modkørende, fordi den overhalende bil valgte at køre ud i den modkørendes bane kort tid inden den modkørende ville passere os. Havde den overhalende bil været få sekunder langsommere, havde vi været involveret i et trafiksammenstød. 

Andreas blev så vred at han trykkede på speederen og kørte efter den overhalende bil. Jeg bad ham stoppe, men der gik lidt tid før jeg nåede ind til ham. Da jeg fik ham beroliget lod han den overhalende bil forsvinde ud af vores synsvidde. Han sagde til mig med gråd i stemmen: “Jeg vil ikke også miste dig!” Jeg ville ønske at jeg kunne sige noget fortrøstningsfuldt til ham, men det eneste jeg kunne var at give hans hånd et lille klem. Jeg havde mistet det vigtigste af mig selv, min datter… mit eget kød og blod, som jeg havde værnet om i flere måneder – hun havde mærket den største kærlighed blomstre mellem os, som den gør mellem mor og barn… Alt føltes tomt og ligegyldigt – jeg var fuldstændig magtesløs!

Det var forfærdelig hårdt at køre ind i vores indkørsel, for derefter at gå hen til vores hoveddør. Andreas åbnede døren og vores familie kom fra køkkenet ud i gangen for at tage imod os. Jeg stod på trappetrinnet et øjeblik. Jeg havde brug for at tage mod til mig før jeg kunne træde ind i vores hjem. Andreas lagde armen om mig og det hjalp mig ind i gangen. Han hjalp mig af med overtøjet og familien begyndte at fortælle hvad de havde tilladt sig at gøre. De havde skiftet sengetøj og min far var igang med at lave aftensmad til os. Andreas’ storesøster havde bagt chokolademarengs, fordi min mor havde fortalt hende at jeg som barn elskede hjemmebagte marengs, når jeg var på besøg hos min farmor.

Jeg var hjemme, det hele lignede sig selv, men alt føltes fremmed. Aftensmaden blev serveret og alle satte sig til bords. Min far havde lavet forloren hare, fordi han vidste at jeg elskede hans velsmagende sovs til de møre kartofler og det saftige kød. Min krop kunne ikke udholde vores normale spisebordsstole, så jeg blev placeret i en let tilbagelænet lænestol med en bakke på skødet, hvorpå min tallerken kunne stå. Jeg var ikke sulten, men jeg spiste lidt og det smagte som det plejede, men jeg var ikke i stand til at nyde den. Jeg følte kun tomhed – en altfortærende tomhed! Alt var ligegyldigt, fordi Vilja var der ikke! Jeg manglede det lille menneske der havde åbnet mine øjne for den største kærlighed! Jeg var nødt til finde en måde at synliggøre hende og synliggøre min kærlighed til hende – men jeg kunne ikke få min hjerne til at udtænke, hvordan det skulle blive muligt? 

Da vi havde spist aftensmad blev der dækket op til kaffe, te og chokolademarengs. Jeg smagte på marengsen, det var en velkendt smag, men jeg var ikke i stand til at være nærværende – jeg var der bare. De talte sammen og til mig, men jeg var nærmest i trance og kunne kun give korte svar. Andreas blev derfor enig med familien om at det var nok for den dag. De aftalte at de ville komme igen den følgende dag, når Andreas og jeg engang ville være vågne igen.

Da de var gået satte Andreas sig på hug ved siden af lænestolen, som jeg sad i. Han kiggede op på mig og spurgte: “Hvad har du brug for? “ Jeg stirrede tomt ud i luften med tårerne trillende ned af mine kinder, som kraftige vandfald. Han lagde nænsomt sine arme om mig, da jeg med grådkvalt stemme, næsten hviskende, svarede: “Jeg har brug for Vilja, kun Vilja… ”

Læs videre i Del 8 – De første skridt i sorgen, som vil kunne læses d. 21.11.19

Del 6 – Afskeden på hospitalet

Efter Viljas velsignelse aftalte vi med præsten at tales ved om de foreliggende beslutninger, og hun forlod os med familien på den lille stue.

Vores familie tørrede hver især deres øjne og spurgte så ind til hvad vi havde brug for, når vi engang ville komme hjem. Andreas var meget hurtig til at kigge på mig, hvad havde jeg brug for? Jeg havde Vilja i mine arme og kiggede på hende – det gjorde så forfærdeligt ondt at vide at tiden til afsked nærmede sig. Jeg havde kun brug for hende – det var det, jeg havde brug for! Tårerne trillede ned af mine kinder, så de dryppede ned på dynen der var svøbt om hende. Jeg svarede, at jeg ønskede at være alene når vi kom hjem… men så blev jeg i tvivl, fordi… hvad havde jeg brug for?

Jeg havde brug for Vilja og mine tanker kredsede om hendes uskyldige lille væsen. Hun havde jo også brug for mig! Hvordan skulle jeg dog tage hjem uden hende? Jeg kiggede på Andreas, han var nødt til at tage beslutningen, for jeg kunne ikke. Han besluttede, at familien gerne måtte være der og sørge for os når vi kom hjem. Hver og en af dem gav Vilja kys, kram og kærlighed som deres sidste afsked inden de sørgmodigt forlod den lille stue. Vi blev alene med Vilja, vores lille Vimse, som jeg havde kaldt hende da hun havde vimset rundt inde i min mave! Vi skulle sørge for at vores sidste tid blev fyldt med al vores kærlighed til hinanden – en ganske særlig familie med et helt særligt kærlighedsbånd!

Lidt efter kom den kvindelige læge og den mandlige læge, som havde givet os den mest hjerteskærende besked i vores liv, ind på den lille stue. De ville tale med os om obduktion af Vilja, vores kære lille pige. Det var en hård samtale og en vanvittig svær beslutning, vi skulle forholde os til – vi kunne enten vælge at leve med eller uden en viden om hvad der var sket hende. Samtidig blev vi forberedt på, at vi ikke var garanteret et svar. Andreas og jeg besluttede at vi ikke skulle stå tilbage med uopklarede spørgsmål, hvis der nu lå et svar? Vi havde brug for at kende til alt, hvad der kunne findes af svar om vores dyrebare datters uretfærdige skæbne!

Efter samtalen forlod de to læger stuen og der blev banket forsigtigt på døren. Vores fødselsjordemoder kom ind på den lille stue og gav Andreas et knus. Hun tog derefter min hånd i sin og gav den et klem, da hun lænede sig ind over mig og Vilja for at kærtegne hendes lille hånd. Hun havde tårer i øjnene, da hun sagde en masse sødt om hvor flot vi havde håndteret det hele, hvor stærke vi havde været under fødslen og hvor yndig Vilja var. Hun spurgte ind til hvad vi skulle, når vi ville blive udskrevet og om vi havde besluttet os for obduktion? Da vi havde svaret på hendes spørgsmål, kiggede hun spørgende på os: ” Jeg vil så gerne hjælpe jer med alt hvad jeg kan. Jeg kan jo forstå I gerne vil have lavet en obduktion og jeg vil spørge jer om jeg kunne få lov at være med til samtalen? Jeg kan være jeres støtte, hvis I ønsker det? Vi kan måske mødes inden? ”

Vi takkede hende for støtten og aftalte at ringe sammen for at hun kunne høre til os og aftale nærmere. Inden hun lod os være alene igen, krammede hun os farvel og strøg kærligt med sin hånd på Viljas mave, der stadig lå i mine arme.

Andreas ringede efter personalet, som han bad om at hente en saks og en lille pose. Jeg forstod først ikke hvad han ville med en saks og pose før personalet kom tilbage med tingene til os. Da vi igen var alene ville han have mig til at klippe en lok af Viljas hår. Jeg begyndte at græde – han var så betænksom på en måde jeg aldrig havde oplevet før. Han ønskede et fysisk bevis på at vi sammen havde skabt den smukkeste lille pige, vi nogensinde havde set. Så jeg klippede en lille lok, som vi kunne have som evigt minde om vores lille engleprinsesse!

De efterfølgende timer dedikerede vi til hinanden, som en lille samlet familie. Vi ville have tid til at forsegle vores familiebånd gennem kys, kram og kærtegn. Andreas sad længe og kærligt med vores datter. Han hviskede ting til hende, som en lille hemmelighed mellem dem. Jeg havde under graviditeten forestillet mig, hvordan hun ville blive fars pige. En lille ivrig og energisk pige, der ville dele fodboldpassionen med ham. Hun ville sidde på hans skuldre, når de sammen ville følge en kamp, som jeg hverken forstod eller fandt samme interesse i. Jeg havde forestillet mig, at hun dagligt ville byde ham velkommen hjem fra arbejde, mødt af hendes smilende ansigt og åbne arme. Et ønske der ikke længere var en mulighed, men som næsten føltes så virkelig, som han sad der i stolen ved siden af mig og hviskede til hende.  

Andreas rakte mig Vilja, da han ville pakke vores ting sammen. Jeg kiggede grædende på hendes yndige ansigt, mens jeg sagde til hende:” Jeg er så ulykkelig over at du ikke kunne blive hos os! Jeg vil altid elske og savne dig, og jeg vil ALDRIG glemme dig, lille skat! Du er i vores hjerter for evigt! Jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at ære mindet om dig – jeg vil lade verden vide at du har været her og altid vil være en del af os! Jeg vil kæmpe for dig og for din far! Alt hvad din far og jeg gør er til ære for dig, Vimse! ”

Imens jeg fortalte hende hvad jeg havde på hjertet, kærtegnede jeg hendes lille ansigt. Hendes hud føltes stadig silkeblød, men farven på hendes hud og læber havde ændret sig. Men ikke som jeg havde forestillet mig, tværtimod sammenlignede jeg forandringen med Snehvides uskyldige træk – en hud hvid som sne, hår sort som ibenholt og læberne mørke som modne kirsebær. Jeg havde frygtet dødens ansigt inden jeg havde fået hende i mine arme første gang, men de forestillinger jeg havde haft var visket fuldstændig væk. Viljas smukke og uskyldige lille skikkelse forblev intakt, trods tiden der allerede var gået!

Inden vi skulle udskrives blev en portør tilkaldt og mens vi ventede på ham, sagde jeg til Vilja: ”Det her er ikke et endegyldigt farvel, det er et på gensyn. Vi vil se dig igen, når dine undersøgelser er færdige. Og selv derefter er det stadig et på gensyn, fordi vi vil mødes igen, når tiden engang er inde for os. Gennem kærlighedens bånd er du hos os og vi er hos dig! Jeg elsker dig af hele mit hjerte! ” Jeg kyssede hendes hænder, fødder, pande, kinder, næse og mund og Andreas gjorde det samme. Jeg lod ham lægge hende ned i den lille trækiste på den transportable krybbe, som hun havde ligget i om natten. Han svøbte hende forsigtigt ind i et hvidt strikket tæppe, som hun havde fået af sin bedstemor. Vi kyssede begge blæksprutter og lod dem begge kærtegne hendes kinder inden den ene, vi havde fået, blev lagt hos hende, så den kunne følge hende på vej.

I det samme som portøren kom ind på den lille stue begyndte jeg at græde, nu var det nu – vi skulle sige farvel til vores lille elskede guldklump! Han afventede signalet fra os før han tog Vilja med sig, og lod os blive tilbage på den lille stue, dybt ulykkelige!

Læs videre i Del 7 – Tomheden – hvad gør vi nu?, som vil kunne læses d. 14.11.19

Kære læser, vi har brug for din hjælp!

Har du fået læst historien om Louise, hendes mand og deres englebarn, Vilja? Ellers kan du læse den her.

Viljas fantastiske faster, Camilla, har startet en indsamling og vi har brug for jeres hjælp. Med et lille beløb kan I hjælpe os med at samle ind til en gave fra Vilja. En gave, som kan støtte Roskilde Universitetshospitals dygtige personale i deres omsorgsfulde arbejde med andre englefamilier. Indsamlingen vil gå til donation af en CuddleCot, som et kæmpe tak til personalet, der mødte Louise og hendes mand med empati og professionalisme.

En CuddleCot, som bliver kaldt “the gift of time”, er en særlig babylift med et indlagt køleelement. Den giver familien fred og ro til at bruge tid med deres englebarn og til at sige det sidste farvel. Vi ved, fra egen erfaring, hvor vigtigt det er og derfor håber vi at I vil hjælpe os med at give denne gave til at støtte andre familier og deres englebørn.

Den første halvdel af beløbet er allerede samlet ind, så vi håber at I vil hjælpe os med at indsamle den sidste halvdel! Alle beløb er velkomne ❤

Hvis du har lyst til at støtte, kan du gøre det ved at klikke her

Hver en øre vil gå til en CuddleCot og babylift. Hvis vi skulle være så heldige at der kommer et overskud, vil det gå til Landsforeningen for Spædbarnsdød, der også gør et fantastisk stykke arbejde.

Tusind tak til jer alle.

Del 5 – Familiens støtte og Viljas velsignelse

Timerne gik og familiens nærvær og støtte betød at Andreas og jeg fik ro til at hengive os tiden med Vilja. Alt hvad vi behøvede sørgede de for. Ikke mindst blev deres kærlighed til Vilja synlig i deres omsorg for hende. Aldrig havde jeg forestillet mig så meget kærlighed mellem mennesker, men ej heller så meget smerte!

Konsultationsjordemoderen befandt sig i periferien for at give os plads til sammen at sørge over Vilja. Hun ordnede i mellemtiden en masse praktiske ting. Hun koordinerede aftaler med de mange fagpersoner, vi skulle i kontakt med, og det organisatoriske puslespil – hvor skulle vi sove og hvilket et sted kunne vi få den ro vi behøvede? Hun gjorde os opmærksomme på at deres hospitalspræst kunne velsigne Vilja. Andreas og jeg blev hurtigt enige om, at vi ønskede vores egen præst, der havde viet os, skulle være en del af det minde vi ville skabe med vores datter. Andreas ringede derfor til vores præst, om hun kunne komme. Aftalen blev at vi den følgende dag ville samles på hospitalet – Vilja, os, familien og præsten.

Vores familie havde været sammen med os i mange timer, da vi aftalte at de skulle komme igen den følgende dag til Viljas velsignelse. De tilbød at ordne praktiske ting, såsom at kontakte øvrige pårørende og forberede vores fremtidige hjemkomst. Det betød så meget for os, at de ville hjælpe os med alt, hvad de kunne gøre for os – vi kunne fordybe os i og værdsætte samværet med Vilja. Inden de forlod fødestuen fik Andreas, Vilja og jeg kram og de ønskede os kærligt på gensyn.

Jeg strøg Vilja over håret, som lå i hospitalskrybben ved siden af min hospitalsbriks, da en kvindelig læge kom for at tale med os om evt. obduktion og formalia, der fulgte med. Det var svært at overskue alle informationerne og vi fik mulighed for betænkningstid. Da den kvindelige læge var gået, kom konsultationsjordemoderen ind på fødestuen og forklarede os at hun havde aftalt med gynækologisk afdeling at vi kunne overnatte på en stue.

Vi forlod fødestuen midt på eftermiddagen. Andreas og konsultationsjordemoderen hjalp hinanden med at samle vores ting, mens jeg havde Vilja hos mig. På vej ud af fødeafdelingen stoppede vi ved en opslagstavle med en masse røde og grønne knappenåle, placeret på forskellige datoer. Jeg lå på en transportabel hospitalsseng, ført af en portør, med Vilja i min favn og Andreas stod ved vores side. Jeg kiggede op og fulgte konsultationsjordemoderen, da hun tog en rød knappenål og rakte den til Andreas. Hun sagde kærligt: ”Jeres datter skal også have en plads på vores fødselstavle. ” Andreas satte meget målbevidst den røde knappenål midt på datoen, d. 16. januar 2019, som var helt nøgen for knappenåle. Vilja var det første barn på fødeafdelingen den dag, der kendetegnede sin eksistens. Andreas og jeg kiggede sørgmodigt på hinanden og han strøg Vilja blidt hen over kinden. En sidste gang krammede konsultationsjordemoderen Andreas, hun nussede Viljas lille fine hånd og kyssede mig på panden. Vi tog afsked med hende, og aftalte at hun ville ringe til os den efterfølgende uge.

Vi ankom på gynækologisk afdelingen til en lille stue, som var henlagt i et køligt vinterlys. Portøren forlod stuen så Vilja, Andreas og jeg var alene. Vi kunne høre en masse lyde og Andreas satte sig på en stol ved siden af mig og tog min hånd. Vi kunne høre et spædbarn der begyndte at græde på stuen ved siden af. Det skar i mit hjerte og tårerne begyndte at trille ned af kinderne, da jeg kiggede på Vilja, der lå stille i min arme. Jeg lod min pegefinger glide ind i hendes lille hånd, som var blevet sort af sværten til hånd- og fodaftrykkene, der tidligere var blevet lavet.

Det gynækologiske personale kom ind på stuen, som jeg grædende bad til at finde en løsning på spædbarnsgråden. Der gik ikke lang tid før de fandt en enestue på plastikkirurgisk afdeling, som lå i forlængelse af gynækologisk. Den lille stue lå badet i de sidste af solens stråler, der var samtidig stille og roligt, så Andreas og jeg kunne få spist lidt og talt sammen. Vi besluttede at Vilja skulle ligge køligt om natten, når vi alligevel skulle have noget søvn efter de 48 timer vi begge havde været vågne. Vilja lå hos mig da jeg kyssede hende godnat, jeg sang for hende det første vers af sangen fra Prinsen af Egypten ”Sov nu, du lille”, som jeg ofte havde sunget for hende da hun lå i min mave. Andreas tog hende i sin favn, han kyssede hende og lagde hende ned hospitalskrybben, som vi havde fået med. Han hviskede til hende:” Sov sødt lille skat, vi ses i morgen. ”

Andreas faldt hurtigt omkuld på en foldbar seng efter de mange timers udmattelse. Jeg lå i den mørke stilhed og følte en altfortærende smerte og frygt i mit bryst – Hvad skulle der ske med os, og hvordan ville vi kunne fortsætte uden Vilja? Vi havde ALDRIG i vores vildeste fantasi forestillet os denne virkelighed! Vi havde ønsket os Vilja og vi fik hende, hun var vores, men vi blev snydt for livet sammen med hende. En uretfærdighed der føltes hjerteskærende at skulle leve med!

Jeg vågnede over midnat med et sæt, jeg lå badet i sved og modermælk. Det mælk som Vilja skulle have haft, blev jeg mindet om ville gå til spilde. Jeg begyndte at græde og trak i tilkaldesnoren. Kort tid efter kom natpersonalet som hjalp mig ud på toilettet. Det gjorde ondt pga. hævelserne, som jeg for første gang rigtigt bemærkede. Natpersonalet hjalp mig ud af mit våde hospitalstøj og i nyt tørt, derefter lagde hun et rent lagen på hospitalssengen, så jeg kunne få sovet lidt mere. Jeg strøg Andreas over håret ind til jeg igen faldt i søvn.

Det blev morgen og vi bestilte morgenmad hos personalet, der mødte ind til morgenvagten. Efter morgenmaden hjalp Andreas mig i bad og i mit eget tøj. Andreas tog mig i sine arme og vi lovede hinanden og Vilja, at vi ville kæmpe os tilbage til livet, så vi kun mindes hende og vores kærlighed som familie! En portør kom ind på stuen med Vilja og Andreas tog hende op og satte sig med hende i stolen ved siden af min hospitalsseng, hvor jeg havde lagt mig. Sådan sad vi længe og græd sammen.

Vores familie kom og jeg fik Vilja over til mig. Som aftalt ankom vores præst og hun kondolerede som det første da hun så os. Hun viste sin medfølelse og anerkendte Viljas yndige væsen, imens hun strøg hende over håret. Hun stillede sig derefter til venstre for mig der sad på hospitalssengen og Andreas stillede sig til højre. Vores familie stillede sig i en rundkreds og præsten bad os om at tage hinanden i hænderne. Jeg holdte Vilja i min favn, så præstens højre hånd lå på Viljas hoved og Andreas hånd omfavnede Viljas hånd. Resten af familien omsluttede cirklen med at holde præstens og Andreas frie hånd. Solens stråler skinnede ind, så de faldt på Vilja, mig, Andreas og vores kære omkring os – det føltes som en velsignende varme, der havde til hensigt at beskytte vores kærlighed til hinanden!

Hun bad til at Vilja blev beskyttet, velsignet, og værnet om sit uskyldige væsen. Hun anerkendte meningsløsheden, som vi følte – Vilja var taget fra os ALT for tidligt. Vi sluttede af med at synge “Solen er så rød mor. ” Jeg kunne næsten ikke synge ordene, fordi gråden overtog min stemme. Tårerne trillede ned af alles kinder, men det lykkedes at få sunget sangen fra start til slut.

Velsignelsen var så smuk og enkel, men samtidig så stemningsfuld og fyldt med kærlighed til Vilja. Det var en let lindrende følelse at tænke at Vilja med sin velsignelse kunne finde fred – en tilstand jeg vidste ville blive en kamp at opnå for Andreas og mig, hvis det overhovedet var muligt? Jeg vidste at jeg skulle kæmpe for mit løfte til Andreas og Vilja – Jeg ville kæmpe mig tilbage til livet og ære mindet om vores elskede datter og hendes plads i vores familie!

• 

• 

Læs videre i Del 6 – Afskeden på hospitalet, her

Del 4 – Familiens møde med Vilja

Fødselsjordemoderen kom ind på fødestuen med en fin lille hæklet hue og et hæklet tæppe til Vilja, begge i stribede lyserøde farver. Hun havde også to hæklede blæksprutter med i sart lyserød. En sprutte til Vilja og en sprutte til os, som vi kunne bytte når vi skulle tage afsked, så hun fik lidt af os med sig og omvendt. Andreas lagde Vilja på mit bryst efter han havde siddet med hende. Jeg husker at fødselsjordemoderen gav mig et par sting, som jeg fjollet nok tænkte ville gøre ondt, men jeg mærkede ingenting.

Andreas og jeg blev hurtigt enige om at tage billeder af Vilja og af hinanden sammen med hende – vi ville dele hende med hele verden selvom det var svært at overskue hvordan? Fødselsjordemoderen foreslog at måle og veje Vilja så vi også kunne tage billeder af hendes mål og vægt. Jeg lod hende bære Vilja over til vægten for at veje hende. Bagefter blev Vilja lagt i en hospitalskrybbe, hvor hun blev målt i længden, om maven og hovedet. Hun havde som forventet PERFEKTE tal – så hvorfor skulle det her ske for vores lille uskyldige Vilja? Det gav ingen mening! Hvad kunne jeg dog have gjort anderledes???

Der var jordemoderskift og fødselsjordemoderen sagde at vores konsultationsjordemoder, fra jordemoderhuset, var mødt ind til morgenvagten og ville gerne hilse på os. Da hun kom ind til os kondolerede hun og gav Andreas et varmt kram. Hun mødte mine tårefyldte øjne med sine blanke og kyssede mig på panden. Hun kærtegnede Vilja på kinden der lå i hospitalskrybben og hun smilede vemodigt: ”Det gør mig så ondt, men hvor er hun bare fin. ” Hun krammede mig og kyssede mig igen på panden. Konsultationsjordemoderen og fødselsjordemoderen forlod derefter fødestuen for at overlappe.

Andreas ringede til vores mødre og fortalte at de gerne måtte samle familien og køre hjemmefra, så de kunne komme og se Vilja. Jeg ville have Vilja op til mig igen så Andreas løftede hende op og lagde hende forsigtigt i mine arme og nussede selv hendes fløjlsbløde fod – han var så nænsom og hans faderlige instinkter var så naturlige, som om at han havde haft hende hos sig altid!

Fødselsjordemoderen kom ind til os igen. Hun krammede først Andreas, så mig og til sidst kærtegnede hun Vilja. Hun sagde med våde øjne: ”Jeg er så ked af at det skulle være sådan her for jer og jeres smukke Vilja. Der kommer til at være en masse prøver, svar og undersøgelser og jeg vil hjælpe jer hvis I har brug for vejledning. Jeg lader [konsultationsjordemoderen] tage over nu, men jeg vil komme i morgen og se til jer, hvis I vælger at blive her og har lyst til at se mig. ” Vi takkede hende for støtten og aftalte at ses med hende den følgende dag.

Konsultationsjordemoderen kom ind på fødestuen med kartonkort og sort sværte. Vilja blev lagt i den lille krybbe ved siden af min briks så konsultationsjordemoderen kunne få lavet Viljas hånd- og fodaftryk, som vi kunne få med hjem. Hun fortalte at det var muligt at få Vilja med hjem, hvis vi ønskede… – men hvordan skulle vi nogensinde være i stand til at komme tilbage med hende? Det var svært i sig selv at vide at døden havde tvunget os til at skulle tage afsked med hende! Det var ubegribeligt at vores datter ikke kunne komme med os hjem for at blive. Det føltes fuldstændig umenneskeligt at vi skulle være i chok og i vores livs største sorg og samtidig tage valg vi ikke havde bedt om! Vi valgte derfor at vi ville få det bedste ud af tiden med vores elskede Vilja, mens vi var på hospitalet.

Viljas hånd- og fodaftryk blev meget fine og autentiske med lidt pletter hist og her, på kartonkortet, fra den sorte sværte. Konsultationsjordemoderen havde brochurer med og lavede en liste over hvad der var nyttigt, såsom viden om Landsforeningen for Spædbarnsdød, lægebesøg, øvelser og tilbud til efterfødselsgymnastik for kvinder, der havde mistet. Det var svært at overskue de mange informationer – jeg havde kun øjne for min elskede datter og min kære mand!

Da konsultationsjordemoderen havde sørget for det forskellige ringede vores familie til Andreas. De var ankommet så han ville hente dem ind på vores fødestue. Konsultationsjordemoderen løftede Vilja op til mig så hun lå trygt i min arme. Da mine forældre, min søster, svoger, Andreas’ mor, søstre og senere hans bror kom ind på stuen var de alle sammen ligeså ulykkelige over at Vilja var død, som vi var. De græd, kyssede og krammede Andreas, mig og kærtegnede deres lille barnebarn og niece. De var så kærlige og nænsomme – der var ingen tvivl om at vores familie delte kærligheden til Vilja med os. Vi snakkede om de af Viljas træk der lignede mig og dem der lignede Andreas, samt vores alles stolthed over hvor smuk og dejlig hun var.

Vores familie havde mange spørgsmål, som vi ikke kendte svarene på? INGEN af os kunne forstå hvad der var sket og vi kunne ikke andet end at vente og se om vi nogensinde kunne finde svar? Vi lod alle sidde med Vilja på skift så vi kunne tage billeder af dem siddende med Vilja. Andreas var den der både sørgede for at Vilja kærligt kom fra den ene favn til den anden, mens jeg lå på briksen ved siden af stolen hvor hvert enkelt af dem sad med hende. Vilja blev kærtegnet af alle vores familiemedlemmers varme tårer – en ulykkelig lykkelig kærlighed som ikke burde være den virkelige, men som jeg alligevel blev så stolt af at være vidne til som Viljas mor! Det var ubeskrivelig hårdt, men samtidig så stemningsfuldt, at vi alle græd mens vi holdt om hinanden og om Vilja. I det øjeblik blev jeg klar over at det ville være dyrebare minder, fordi vi aldrig ville kunne gentage dem!

• 

• 

Viljas håndaftryk

• 

• 

Viljas fodaftryk

Læs videre i Del 5 – Familiens støtte og Viljas Velsignelse, her

Del 3.2 fortsat – Den sorgramte fødsel og den ulykkelig lykkelige kærlighed

Fødselsjordemoderen spurgte om hun måtte tjekke hvor åben jeg var. Jeg mærkede en summende fornemmelse af en ve, mens jeg tøvede… Jeg turde ikke og var ikke klar til at håndtere hvad der skulle ske, hvis jeg var fuldt udvidet. Fødselsjordemoderen beroligede mig med at vi sagtens kunne vente lidt endnu. Så vi snakkede om hvad vi skulle når Vilja var født – Jeg vidste ikke hvad jeg ville og turde når hun ville ankomme. Jeg havde ikke turde kigge på eller røre min mave siden vi fik beskeden om at Vilja var død. Jeg var bange og ulykkelig, men fødselsjordemoderen talte mig lidt til ro ved blandt andet at spørge om hvad vores datter skulle hedde. Det gav mig, et øjeblik, en varm fornemmelse, at hun spurgte til Viljas navn!

Lidt tid efter fik hun lov til at tjekke mig. Jeg var 10 cm åben, men min krop var “gået i stå. ” Jeg spurgte hvad jeg kunne gøre og fødselsjordemoderen hjalp mig om på venstre side. Hun begyndte at rokke min hofte og mit bækken roligt fra side til side. Det aktiverede mine presseveer og selvom jeg ikke havde meget energi så gjorde jeg hvad jeg kunne – Min krop føltes på ingen måde særlig behjælpelig. Fødselsjordemoderen forberedte mig på at epiduralen ikke ville dække smerterne fra presseveerne eller når Vilja banede sig vej. Selvom jeg mærkede smerterne var det ikke dem der gjorde ondt, den største smerte var naglet fast i mit knuste hjerte!

Jeg blev hjulpet om på ryggen igen med fødselsjordemoderen på min venstre side og Andreas på min højre. De aflastede hver et ben som hvis de var i stigebøjler, fordi jeg havde brug for alle mine kræfter til presseveerne. Andreas og fødselsjordemoderen begyndte at kunne se Viljas isse med de mørke lokker. Fødselsjordemoderen sagde med en kærlig stemme, som var hun stolt på vores vegne: ”Se Andreas, se hendes hoved! ” Et øjeblik smilede han stolt og så kærligt på mig – Han var virkelig min styrke!

En time til halvanden efter en masse anstrengelser og med støtte fra fødselsjordemoderen og Andreas blev Vilja født og i det samme jeg så hende var jeg ikke i tvivl. Jeg ville med det samme have hende op på mit bryst og jeg græd både af stolthed og sorg. Selvom jeg ikke havde kunne forestille mig hvad jeg kunne forvente, havde jeg ikke længere grund til at være bange. Vilja var den smukkeste og fineste lille pige, fuldstændig perfekt! Jeg elskede hende højere end nogensinde – en kærlighed der aldrig ville dø!

Vilja var VIRKELIG en helt perfekt nyfødt pige. Hendes hud var varm og silkeblød. Hun havde langt sort hår, en fin lille rund næse, der lignede en miniudgave af sin mors og en næsten hjerteformet mund. Hun havde slanke fingre og lange fødder, helt sikkert efter sin far. Der var ingen tvivl om at hun var vores, hun havde fået alle vores bedste træk! Det var ulideligt at vide at hun kun kunne få lov at leve videre i vores hjerter!

Efter et stykke tid hvor Andreas havde siddet ved siden af mig, og holdt Viljas lille fine hånd i sin store spurgte fødselsjordemoderen, Andreas, om han ville klippe navlestrengen. Det var ikke til diskussion for det ville han uden tvivl! Da han stolt havde klippet navlestrengen smed han sin trøje og løftede derefter forsigtigt Vilja fra mit bryst og lagde hende blidt ind til sig. Han satte sig i stolen ved siden af briksen, som jeg lå på, med hende i sin favn. Han græd mens han nænsomt strøg hendes fine sorte lokker og kærtegnede hendes kind. Samtidig kiggede han kærligt på hende og sagde: “Jeg elsker dig. ”

• 

• 

Læs videre i Del 4 – Familiens møde med Vilja, her

Del 3.1 – Den sorgramte fødsel og den ulykkelig lykkelige kærlighed

I det øjeblik den kvindelige fødselslæge sagde ordene om Viljas hjerte: ”… det slår ikke mere. ” styrtede hele min verden. Jeg skreg uafbrudt af mine lungers fulde kraft: ”NEEEJ! NEJ! NEEEJ!… ”

Jeg skreg i hvad der føltes som en evighed. Jeg var i CHOK! Det eneste jeg mærkede var en intens smerte i mit hjerte. Jeg følte at jeg skulle dø! Jeg havde den der ”ude af kroppen” oplevelse som mange taler om, hvor jeg kiggede på mig selv, men samtidig også kiggede op i det hvide loft på fødestuen. Jeg var to steder på én gang, som om Vilja havde taget en ”del” af mig med sig. Aldrig havde jeg forestillet mig at jeg skulle få sådan en besked – Min datter var død og jeg kunne intet gøre, alt føltes fuldstændig ligegyldigt!

Jeg kiggede på Andreas’ våde øjne, da jeg havde opbrugt min sidste energi på at skrige. Klokken var over midnat, så jeg kunne tælle en graviditetsvarighed på 40+4 med Vilja i min mave. Den kvindelige fødselslæge kondolerede, mens hun sad med min hånd i sin. Hun talte med fødselsjordemoderen om, at de ikke kunne gøre andet end at vente på at jeg skulle føde Vilja. Jeg var allerede 5 cm åben og fødslen ventede ikke langt derfra.

Den efterfølgende tid tog de en masse prøver, på baggrund af vores samtykke, for at vi måske kunne få vished om hvad der var sket. De tilbød mig en epiduralblokade så jeg kunne få en pause fra ubehaget af de hyppige veer, men den fysiske smerte betød ikke længere noget… Jeg var lammet! Men, alligevel takkede jeg ja… Da jeg senere skulle have blokaden bad anæstesilægen mig om at fortælle hvornår jeg havde veer, så hun ikke kom til at stikke forkert, hvis jeg nu skulle komme til at bevæge mig. Jeg lagde mit hoved mod Andreas skulder stadig helt slatten og lammet af chokket – Den psykiske smerte over Viljas død var altoverskyggende!

Jeg sagde meget stille og monotont hver gang jeg havde veer: “Jeg har en ve… “ Selvom jeg kun ændrede i min vejrtrækning når jeg havde veer tog det lang tid at lægge blokaden. Anæstesilægen stak forkert et par gange før den blev lagt rigtigt, det var ikke lige det jeg havde brug for oveni. Det føltes som en evighed før epiduralen fik lov at virke og samtidig var det kun min ene side af kroppen, der føltes ordentlig smertedækket… De var derfor nødt til at give mig mere bedøvelse. Efterfølgende lod fødselsjordemoderen og de andre fagpersoner os være alene… og lige da døren blev lukket i efter dem, brød Andreas sammen. Han græd en helt uhæmmet og utrøstelig gråd, og så græd vi begge to med armene om hinanden.

Efter noget tid prøvede vi at fatte os og fik ringet til vores mødre for at fortælle om Vilja, og de fik ligesom os et fuldstændig utænkeligt chok! Det var hårdt at italesætte så hjerteskærende ord, men vi fik bedt dem om at kontakte vores søskende. Vi ønskede at familien kom ind til os når Vilja var født. Det var umenneskeligt at tale om Vilja og døden i samme sætning! 

Andreas og jeg græd sammen igen i lang tid, imens vi var alene på den dunkle fødestue.

Fødselsjordemoderen kom ind til os igen med lidt at drikke og spise. Hun kiggede på mig: ”Undskyld, at jeg tog så hårdt fat i dig, da jeg ville sætte elektroden op på jeres datters hoved. Jeg ønskede så desperat at finde hendes hjertelyd, men det var din puls, Louise, som vi fandt. ” Jeg græd igen, men forklarede med rystende stemme at jeg godt forstod hendes hensigt.

Læs videre i Del 3 fortsat – Den sorgramte fødsel og den ulykkelig lykkelige kærlighed, som vil kunne læses allerede i morgen d.18.10.19

Del 2 – Fra jordemoderkonsultationen til fødselsafdelingen

Da jeg nåede 40+3 skulle Andreas og jeg til kontroltjek hos vores konsultationsjordemoder tidligt på formiddagen. Alt så fint ud og Viljas hjerterytme var tydelig og helt normal. Vi var spændte og ville så gerne have hende i vores arme. Jeg havde åbnet mig 2 cm og derfor foreslog jordemoderen at lave en hindeløsning, som forhåbentlig ville sætte gang i fødselshormonerne. Vi takkede ja og resten af eftermiddagen gik med at slappe af på sofaen sammen med min mor. Imens møvede Vilja aktivt rundt i min mave og besvarede alle mine kærlige puf.

Om aftenen spiste Andreas, min mor og jeg aftensmad ved en halv 7 tiden og gik efterfølgende en lille aftentur rundt i vores boligkvarter. Det var rart med en gåtur i den friske luft og det fjernede fokus fra at jeg var blevet øm efter hindeløsningen. Da vi kom hjem efter gåturen tog min mor hjem og jeg besluttede mig for at tage et bad i tilfælde af at fødslen skulle gå i gang i løbet af natten. Ligesom det var rart at mærke den friske luft under gåturen så var det også behageligt at stå under den varme bruser.

Jeg stod ikke ret længe før fostervandet gik og det var på den måde som man ser på film med et ordentligt PLASK! Fostervandet var klart og fint og Andreas ringede første gang til fødegangen for at afklare med dem hvordan vi skulle forholde os. Vi var begge meget glade og spændte – vi skulle snart kramme og kysse vores Vilja. Veerne begyndte så småt. De var hyppige men tålelige, og ikke så lange. Andreas havde fået en masse informationer som vi fulgte den første time efter vandafgang, såsom at holde styr på veerne og være opmærksomme på Viljas aktivitet.

På grund af de hyppige veer der gjorde maven hård var det svært at have en fornemmelse af hvordan Vilja havde det, så vi ringede til fødegangen for at få gode råd. Vi fulgte de klassiske råd med at jeg skulle drikke koldt og sukkerholdigt og vende mig på venstre side. Der gik noget tid og vi syntes ikke rigtig det havde nogen effekt, så vi ringede til jordemoderen igen og sagde at vi ville ind på fødegangen for at tjekke at alt var som det skulle være. Vi tog alle de ting med som vi havde pakket bare for en sikkerheds skyld og kørte afsted. Når jeg ikke havde veer talte vi stille og roligt sammen under køreturen, men vi var begge lidt nervøse for det kommende forløb.

På vej op til fødegangen, fra bilen, måtte jeg holde pause flere gange for at overskue veerne som havde taget til i styrke. Ved hver ve var jeg meget koncentreret omkring vejrtrækningen og følte selv at jeg havde styr på teknikken. På det tidspunkt tænkte jeg, at det her kunne jeg godt klare. Klokken var omkring midnat, da vores fødselsjordemoder og en studerende tog smilende imod os på fødegangen. De spurgte hvad vi godt kunne tænke os at begynde med, imens vi blev vist ind på en fødestue.

Andreas og jeg var enige om at vi ville se hvordan Vilja havde det. Jeg havde det varmt og smed hurtigt blusen og fødselsjordemoderen satte DOP-tonen på min mave, men hun kunne ikke spotte hjertet med apparaturet. Hun sagde roligt at hun hentede en anden jordemoder, som hurtigt kom ind og prøvede med DOP-tonen og derefter med en almindelig hjertelydsscanner. Der begyndte at blive en lidt kaotisk stemning, da de ikke kunne finde nogen hjertelyd.

Jeg havde fortsat hyppige veer og ofte klart fostervand. Hele atmosfæren gjorde mig urolig og det blev ikke bedre, da fødselsjordemoderen ville prøve at sætte en elektrode på Viljas hoved, som bedre ville kunne afmåle hendes tilstand. Da hun ville sætte elektroden havde jeg i det samme en kraftig ve og bad hende om at vente. Men hun ventede ikke og valgte med store kræfter at adskille min ben fra hinanden for at få den op at sidde på hendes hoved. Det gjorde ondt og jeg græd, og hun vendte mig om på venstre side så jeg kunne kigge på Andreas, der sad ved siden af mig.

Andreas havde min hånd i sin og jeg kunne ikke længere se, hvad der foregik mellem de efterhånden mange mennesker på stuen. Jeg peb stadig til Andreas og jeg havde tårer i øjnene, fordi det gjorde ondt og det hele virkede meget voldsomt og hektisk. Jeg kunne lidt efter høre at elektroden havde fanget en pulsrytme og det hele blev et kort øjeblik mere roligt for os alle. Fødselsjordemoderen tjekkede samtidig min puls ved at holde med sine fingre på mit håndled.

En mandlig fødselslæge kom ind og præsenterede sig. Han ultralydsscannede min mave, mens jeg lå roligt med ryggen til. Han gik et kort øjeblik og vendte så tilbage med endnu en fødselslæge, denne gang en kvinde, som også scannede min mave. Andreas kiggede på de 5-6 personer der stod omkring os, og så deres blikke som var rettet mod scanningsskærmen. Den kvindelige fødselslæge lagde nænsomt sin hånd på min skulder, og bad mig vende mig om for at kigge på skærmen. Hun pegede på Vilja og sagde noget i stil med:” Her er jeres datters hjerte og jeg er så ked af det, men det slår ikke mere... “

Læs videre i Del 3 – Den sorgramte fødsel og den ulykkelig lykkelige kærlighed, her

Mit navn er Louise og jeg er gift med Andreas. Sammen er vi forældre til vores datter Vilja.

Vilja er en ganske særlig pige – Hun er nemlig vores elskede lille engel. Hun er vores englebarn på den helt særlige måde, at hun kom ”sovende” til verden onsdag morgen kl. 06:57, den 16. januar 2019. Fire dage efter termin blev vores ønskebarn, Vilja, født – 3330 gr. og 53 cm.

Andreas og jeg har som mange andre forældre en masse på hjertet, men vores fortælling adskiller sig fra de fleste andre. Vi ønsker at dele vores hudløst ærlige historie. Vi ønsker at udtrykke vores stolthed og glæde over vores engledatter, men også vores største sorg over at miste hende ved fødslen. Samtidig er det også blevet en hjertesag for os at det bliver nemmere at tale åbent om alt det svære der er forbundet med at miste sit spædbarn. På den måde håber vi på at bidrage til at mindske tabuet om spædbarnsdød.

Del 1 – Den lyserøde graviditet

Vores historie om Vilja begyndte tilbage i starten af maj 2018, hvor jeg lykkeligt stod med en positiv graviditetstest i mine hænder. Jeg var overvældet af glæde, men også nervøsitet, da jeg har to tidligere graviditeter i bagagen. Den ene endte i en tidlig spontan abort og den anden var en graviditet i den ene æggeleder, som endte ud i en operation. 

Andreas og jeg har heldigvis en imødekommende læge, som straks hjalp os med at få tid hos en gynækolog så vi kunne minimere frygten for at denne graviditet også ville ende galt. Allerede i 6. uge ankom Andreas og jeg til den gynækologiske klinik. Klinikkens sygeplejerske scannede mig så vi kunne se den fineste lille kidneybønne på skærmen med det tydeligste hjerteblink. I det øjeblik begyndte forældrefølelsen at vokse i vores hjerter. Vi var intet mindre end lykkelige! Nu var den første milepæl nået – vores kommende barn havde begyndt sin spæde start. Det var begyndelsen på det vi håbede blev en komplikationsfri og behagelig graviditet!

Ugerne gik og vi fik overstået nakkefoldsscanningen med fine tal. Allerede i 15. uge valgte vi at få lavet en tidlig misdannelsesscanning og for at se kønnet, fordi vi ca. to uger efter skulle giftes og ville overraske familien med vores kommende lille vidunder. Til misdannelses- og kønsscanningen oplevede jeg en boblende følelse af lykke, da jordemoderen fortalte at vi ventede os en sund og rask… PIGE! 

Selvom vi vidste at hun havde det godt ville vi alligevel ikke takke nej til misdannelsesscanningen igen i uge 20. Enhver bekræftelse på hendes fortsatte sundhed og et glimt af hendes livlige bevægelser på skærmen fik vores hjerter til at smelte. Forelskelsen i vores lille prinsesse var slået ned som et lyn!

Igen omkring 33. uge fik jeg lavet en 3D scanning af vores lille Vilja, som vi havde besluttet at hun skulle hedde omkring det tidspunkt Andreas og jeg gav hinanden vores “ja”. 3D scanningen viste at Vilja fortsat havde det godt i min efterhånden store mave. Andreas og jeg glædede os! Allerede der begyndte Andreas på de første utålmodige, men kærlige kommentarer om at han snart ikke kunne vente længere – han ville kysse og kramme hende og det ville jeg selvfølgelig også! 

Når nu vi alligevel måtte vente, benyttede vi ventetiden på at give hende en masse kærlighed gennem sang, historier og kærlige strøg på maven. Kærligheden føltes fortsat voksende og større end nogensinde før – vi elskede hende betingelsesløst og glædede os som to vanvittige tosser!

• 

• 

• 

• 

• 

• 

Billeder af Viljas udvikling gennem graviditeten

Læs videre i Del 2 – Fra jordemoderkonsultationen til fødselsafdelingen, her