Louises historie – min engleprinsesse Vilja – Del 4

Del 4 – Familiens møde med Vilja

Fødselsjordemoderen kom ind på fødestuen med en fin lille hæklet hue og et hæklet tæppe til Vilja, begge i stribede lyserøde farver. Hun havde også to hæklede blæksprutter med i sart lyserød. En sprutte til Vilja og en sprutte til os, som vi kunne bytte når vi skulle tage afsked, så hun fik lidt af os med sig og omvendt. Andreas lagde Vilja på mit bryst efter han havde siddet med hende. Jeg husker at fødselsjordemoderen gav mig et par sting, som jeg fjollet nok tænkte ville gøre ondt, men jeg mærkede ingenting.

Andreas og jeg blev hurtigt enige om at tage billeder af Vilja og af hinanden sammen med hende – vi ville dele hende med hele verden selvom det var svært at overskue hvordan? Fødselsjordemoderen foreslog at måle og veje Vilja så vi også kunne tage billeder af hendes mål og vægt. Jeg lod hende bære Vilja over til vægten for at veje hende. Bagefter blev Vilja lagt i en hospitalskrybbe, hvor hun blev målt i længden, om maven og hovedet. Hun havde som forventet PERFEKTE tal – så hvorfor skulle det her ske for vores lille uskyldige Vilja? Det gav ingen mening! Hvad kunne jeg dog have gjort anderledes???

Der var jordemoderskift og fødselsjordemoderen sagde at vores konsultationsjordemoder, fra jordemoderhuset, var mødt ind til morgenvagten og ville gerne hilse på os. Da hun kom ind til os kondolerede hun og gav Andreas et varmt kram. Hun mødte mine tårefyldte øjne med sine blanke og kyssede mig på panden. Hun kærtegnede Vilja på kinden der lå i hospitalskrybben og hun smilede vemodigt: ”Det gør mig så ondt, men hvor er hun bare fin. ” Hun krammede mig og kyssede mig igen på panden. Konsultationsjordemoderen og fødselsjordemoderen forlod derefter fødestuen for at overlappe.

Andreas ringede til vores mødre og fortalte at de gerne måtte samle familien og køre hjemmefra, så de kunne komme og se Vilja. Jeg ville have Vilja op til mig igen så Andreas løftede hende op og lagde hende forsigtigt i mine arme og nussede selv hendes fløjlsbløde fod – han var så nænsom og hans faderlige instinkter var så naturlige, som om at han havde haft hende hos sig altid!

Fødselsjordemoderen kom ind til os igen. Hun krammede først Andreas, så mig og til sidst kærtegnede hun Vilja. Hun sagde med våde øjne: ”Jeg er så ked af at det skulle være sådan her for jer og jeres smukke Vilja. Der kommer til at være en masse prøver, svar og undersøgelser og jeg vil hjælpe jer hvis I har brug for vejledning. Jeg lader [konsultationsjordemoderen] tage over nu, men jeg vil komme i morgen og se til jer, hvis I vælger at blive her og har lyst til at se mig. ” Vi takkede hende for støtten og aftalte at ses med hende den følgende dag.

Konsultationsjordemoderen kom ind på fødestuen med kartonkort og sort sværte. Vilja blev lagt i den lille krybbe ved siden af min briks så konsultationsjordemoderen kunne få lavet Viljas hånd- og fodaftryk, som vi kunne få med hjem. Hun fortalte at det var muligt at få Vilja med hjem, hvis vi ønskede… – men hvordan skulle vi nogensinde være i stand til at komme tilbage med hende? Det var svært i sig selv at vide at døden havde tvunget os til at skulle tage afsked med hende! Det var ubegribeligt at vores datter ikke kunne komme med os hjem for at blive. Det føltes fuldstændig umenneskeligt at vi skulle være i chok og i vores livs største sorg og samtidig tage valg vi ikke havde bedt om! Vi valgte derfor at vi ville få det bedste ud af tiden med vores elskede Vilja, mens vi var på hospitalet.

Viljas hånd- og fodaftryk blev meget fine og autentiske med lidt pletter hist og her, på kartonkortet, fra den sorte sværte. Konsultationsjordemoderen havde brochurer med og lavede en liste over hvad der var nyttigt, såsom viden om Landsforeningen for Spædbarnsdød, lægebesøg, øvelser og tilbud til efterfødselsgymnastik for kvinder, der havde mistet. Det var svært at overskue de mange informationer – jeg havde kun øjne for min elskede datter og min kære mand!

Da konsultationsjordemoderen havde sørget for det forskellige ringede vores familie til Andreas. De var ankommet så han ville hente dem ind på vores fødestue. Konsultationsjordemoderen løftede Vilja op til mig så hun lå trygt i min arme. Da mine forældre, min søster, svoger, Andreas’ mor, søstre og senere hans bror kom ind på stuen var de alle sammen ligeså ulykkelige over at Vilja var død, som vi var. De græd, kyssede og krammede Andreas, mig og kærtegnede deres lille barnebarn og niece. De var så kærlige og nænsomme – der var ingen tvivl om at vores familie delte kærligheden til Vilja med os. Vi snakkede om de af Viljas træk der lignede mig og dem der lignede Andreas, samt vores alles stolthed over hvor smuk og dejlig hun var.

Vores familie havde mange spørgsmål, som vi ikke kendte svarene på? INGEN af os kunne forstå hvad der var sket og vi kunne ikke andet end at vente og se om vi nogensinde kunne finde svar? Vi lod alle sidde med Vilja på skift så vi kunne tage billeder af dem siddende med Vilja. Andreas var den der både sørgede for at Vilja kærligt kom fra den ene favn til den anden, mens jeg lå på briksen ved siden af stolen hvor hvert enkelt af dem sad med hende. Vilja blev kærtegnet af alle vores familiemedlemmers varme tårer – en ulykkelig lykkelig kærlighed som ikke burde være den virkelige, men som jeg alligevel blev så stolt af at være vidne til som Viljas mor! Det var ubeskrivelig hårdt, men samtidig så stemningsfuldt, at vi alle græd mens vi holdt om hinanden og om Vilja. I det øjeblik blev jeg klar over at det ville være dyrebare minder, fordi vi aldrig ville kunne gentage dem!