Tiden i mellem
Fredag går stille og roligt. Der kommer nogle læger og tjekker til mig. Mor kommer fra morgenstunden så Martin kan få noget søvn. Han er indlagt sammen med mig, men har ikke sovet så meget fordi han er alt for nervøs for at Victors fødsel skal starte. Men da mor kommer kan han slappe af og får sovet i 4 timer.
Fredag eftermiddag, omkring kl. 16.30, kommer Martins søster. Imens hun er på besøg starter der en fødsel inde ved siden af. Vi er stadig på fødselsgangen, da der ikke er plads til os andre steder. Kvinden inde ved siden af bliver mere og mere højtråbende: “JEG KAN IKKE MERE, JEG VIL IKKE MERE, HOLD KÆFT, FUCK JER. “ Det er ikke til at holde ud, men der er ikke rigtig noget at gøre.
Kl. 00.30 er hun stadig i gang og Martin og jeg har ikke lukket et øje. Nat-jordemoderen kommer ind, og hilser på os, og hører hvordan der bliver råbt inde ved siden af. Hun vil lige se om hun ikke kan finde en løsning. Hun kommer tilbage efter 10 min. Der er desværre ikke en stue til os, men de har et lille samtalerum hvor begge senge godt kan være inde. Hun spørger Martin om han ikke lige vil gå med og se det. De er væk i max. 3 minutter, men imens de er væk føder damen inden ved siden af og jeg ligger i lyden af babygråd og bryder helt sammen.
Martin og jordemoderen kigger på mig og hører selv barnet og så går det hurtigt. De får kørt mig afsted med det samme, og får derefter hentet Martins seng, og de få ting vi havde på stuen. Det er et lille værelse på 8-10 km2 uden vinduer og der er meget trængt, men der er ro… Efter ½ times tid til lige at falde ned igen efter alt det postyr får vi noget søvn.
Lørdag morgen kommer min mor igen og Martin får sovet i 4-5 timer. Vi får at vide at der er fundet en stue til os på svangreafdelingen og vi bliver rykket omkring kl. 12.00. Resten af lørdagen og søndagen går stille og roligt, og der er lidt familie og venner på besøg.
Søndag starter som de 2 sidste dage, hvor mor kommer så Martin kan få noget søvn. Hen på eftermiddagen kommer bedemanden, da vi skal aftale Caspers bisættelse. Martin og jeg er enige om at han skal kremeres. Vi er også enige om at vi gerne vil have en præst til at stå for bisættelsen, men vi har den udfordring at jeg skal være sengeliggende og derfor ikke må forlade hospitalet. Bedemanden fortæller at Riget har et kirkerum og vi skal have hørt personalet om jeg kan blive kørt ned i min hospitalsseng. Vi skal kigge på kister og urner og det er så ufatteligt hårdt alt sammen. Men samtidig kan jeg mærke Victor der ligger i maven og benytter sig af alt den ekstra plads han har fået. Det hele føles så uvirkeligt. Da der er gået en time er det hele planlagt og bedemanden går igen. Martin bøjer sig ind over mig og vi græder lidt sammen. Resten af dagen sker der ikke så meget, vi snakker dog om at vi er glade for de beslutninger vi har taget angående Caspers bisættelse, når nu det ikke kunne være anderledes.
Mandag, den 11-02-2019, vågner Martin og jeg begge op efter en god nattesøvn. Vi er glade, det er gået fint med Victor siden Caspers fødsel og vi siger for første gang, at nu tror vi på det. Det skal nok gå…
En times tid efter synes jeg at jeg mærker at der er noget galt. Vi kalder efter en jordemoder og hun kommer og mærker mig på maven, og siger at alt er okay.
2 min efter er jeg helt sikker – DER ER NOGET HELT GALT – denne gang trykker vi på alarmknappen og der kommer med det samme 2 læger og 2 jordemødre. Jeg kigger på dem og siger at jeg er sikker på at der er noget galt. Lægen (der også var med ved Caspers fødsel) spørger om hun må undersøge mig og det siger jeg ja til.
Hun undersøger mig, og kigger på mig og siger: “Kit, jeg er ked af det, du er 10 cm åben og fødslen kan ikke stoppes…“ Martin får ringet efter min mor og så bliver jeg kørt ind på en fødestue.
Du kan læse næste afsnit her
Er jeg mor nu? 