Victors fødsel

Da jeg bliver kørt ind på fødestuen har jeg følelsen af at nu kan alt også bare være lige meget. Jeg er bare ligeglad. Martin og jeg holder i hånd, men vi er alt for chokerede til at tale sammen. Vi er der bare. Mor kommer og forsøger at trøste både Martin og mig.

Fødslen starter lidt langsommere end Caspers og det er tydeligt for mig at mærke, at Martin har brug for konkret at gøre noget. Så han går i gang med at få ringet til forsikringer, læger, psykologer og min arbejdsgiver. Imens Martin får ordnet en masse praktisk, undersøger jordemoderen mig og fortæller at Victor ligger med fødderne først, og hun kan mærke at han sparker. Jeg bryder helt sammen for jeg ved at så snart han er ude, så vil han holde op med at sparke. 

Da der er gået cirka en time med at Martin går lidt frem og tilbage, mellem mig og telefonopkaldene, kigger jeg på ham og siger at nu er det nu. Jordemoderen undersøger mig og siger at nu er den god nok, jeg skal til at presse. Igen går min krop helt i baglås og mine ben klemmer sammen for at forsøge at holde på Victor. Martin og mor prøver at få mig overbevist om at det er okay, at der ikke er nogen vej tilbage. Han skal ud. Jeg siger at det hele bare kan være lige meget. Martin kigger mig dybt i øjnene og siger at der ikke er noget der er lige meget, at han elsker mig og at vi skal sammen igennem dette her. 

4 presseveer efter er Victor født. Han lever stadig og jeg kan ikke bære tanken om at han skal dø i mine arme, så jeg vil ikke have ham op. Jordemoderen spørger Martin om han vil have Victor, men Martin er heller ikke klar. Mor sætter sig med Victor, og Martin og jeg græder og græder sammen imens vi holder om hinanden. Efter 5 min. spørger mor om jeg er sikker på, at jeg ikke vil have ham over. Men tanken om at han stadig lever og vil dø i mine arme er stadig mere end jeg kan bære. Martin vil gerne have Victor over til ham, så han sætter sig med sin søn. 

Mor kommer over til mig og snakker stille og roligt til mig. Hun siger at jeg skal tænker meget over om jeg ikke godt vil have ham over, om jeg ikke vil fortryde senere. Hun fortæller at han er så fin, at han ligner Casper. Jeg ombestemmer mig og får Victor over i mine arme. Han er så dejlig, bare så lille… Han bevæger munden som om han prøver at trække vejret, men hans lunger er ikke udviklet. 

Jeg ligger med ham i 1 time inden børnelægen erklærer ham død. Da Martin og jeg er klar til det, siger vi til jordemoderen at nu må hun godt tage ham og lægge ham ud til sin bror.

Tiden i mellem

Fredag går stille og roligt. Der kommer nogle læger og tjekker til mig. Mor kommer fra morgenstunden så Martin kan få noget søvn. Han er indlagt sammen med mig, men har ikke sovet så meget fordi han er alt for nervøs for at Victors fødsel skal starte. Men da mor kommer kan han slappe af og får sovet i 4 timer. 

Fredag eftermiddag, omkring kl. 16.30, kommer Martins søster. Imens hun er på besøg starter der en fødsel inde ved siden af. Vi er stadig på fødselsgangen, da der ikke er plads til os andre steder. Kvinden inde ved siden af bliver mere og mere højtråbende: “JEG KAN IKKE MERE, JEG VIL IKKE MERE, HOLD KÆFT, FUCK JER. “ Det er ikke til at holde ud, men der er ikke rigtig noget at gøre. 

Kl. 00.30 er hun stadig i gang og Martin og jeg har ikke lukket et øje. Nat-jordemoderen kommer ind, og hilser på os, og hører hvordan der bliver råbt inde ved siden af. Hun vil lige se om hun ikke kan finde en løsning. Hun kommer tilbage efter 10 min. Der er desværre ikke en stue til os, men de har et lille samtalerum hvor begge senge godt kan være inde. Hun spørger Martin om han ikke lige vil gå med og se det. De er væk i max. 3 minutter, men imens de er væk føder damen inden ved siden af og jeg ligger i lyden af babygråd og bryder helt sammen. 

Martin og jordemoderen kigger på mig og hører selv barnet og så går det hurtigt. De får kørt mig afsted med det samme, og får derefter hentet Martins seng, og de få ting vi havde på stuen. Det er et lille værelse på 8-10 km2 uden vinduer og der er meget trængt, men der er ro… Efter ½ times tid til lige at falde ned igen efter alt det postyr får vi noget søvn. 

Lørdag morgen kommer min mor igen og Martin får sovet i 4-5 timer. Vi får at vide at der er fundet en stue til os på svangreafdelingen og vi bliver rykket omkring kl. 12.00. Resten af lørdagen og søndagen går stille og roligt, og der er lidt familie og venner på besøg.

Søndag starter som de 2 sidste dage, hvor mor kommer så Martin kan få noget søvn. Hen på eftermiddagen kommer bedemanden, da vi skal aftale Caspers bisættelse. Martin og jeg er enige om at han skal kremeres. Vi er også enige om at vi gerne vil have en præst til at stå for bisættelsen, men vi har den udfordring at jeg skal være sengeliggende og derfor ikke må forlade hospitalet. Bedemanden fortæller at Riget har et kirkerum og vi skal have hørt personalet om jeg kan blive kørt ned i min hospitalsseng. Vi skal kigge på kister og urner og det er så ufatteligt hårdt alt sammen. Men samtidig kan jeg mærke Victor der ligger i maven og benytter sig af alt den ekstra plads han har fået. Det hele føles så uvirkeligt. Da der er gået en time er det hele planlagt og bedemanden går igen. Martin bøjer sig ind over mig og vi græder lidt sammen. Resten af dagen sker der ikke så meget, vi snakker dog om at vi er glade for de beslutninger vi har taget angående Caspers bisættelse, når nu det ikke kunne være anderledes.

Mandag, den 11-02-2019, vågner Martin og jeg begge op efter en god nattesøvn. Vi er glade, det er gået fint med Victor siden Caspers fødsel og vi siger for første gang, at nu tror vi på det. Det skal nok gå…

En times tid efter synes jeg at jeg mærker at der er noget galt. Vi kalder efter en jordemoder og hun kommer og mærker mig på maven, og siger at alt er okay. 

2 min efter er jeg helt sikker – DER ER NOGET HELT GALT – denne gang trykker vi på alarmknappen og der kommer med det samme 2 læger og 2 jordemødre. Jeg kigger på dem og siger at jeg er sikker på at der er noget galt. Lægen (der også var med ved Caspers fødsel) spørger om hun må undersøge mig og det siger jeg ja til. 

Hun undersøger mig, og kigger på mig og siger: “Kit, jeg er ked af det, du er 10 cm åben og fødslen kan ikke stoppes…“  Martin får ringet efter min mor og så bliver jeg kørt ind på en fødestue.

Du kan læse næste afsnit her

Caspers fødsel

Inde på fødestuen bryder jeg helt sammen for første gang. Jeg græder og græder, og hverken Martin eller mor kan trøste mig. Der er så mange mennesker inde på fødestuen og de bliver ved med at komme og gå. En af dem kommer hen og præsenterer sig: “Hej, jeg er børnelæge og vil være her under fødslen og skal se dit barn når han er født. Jeg kan desværre ikke gøre noget og har derfor ingen instrumenter med. Det er simpelthen for tidligt til at jeg kan gøre noget.” Det er nok det hårdeste nogen nogensinde har sagt til mig. De scanner mig igen og fortæller at Caspers hjerte ikke slår mere, at han er død og jeg nu skal til at begynde at presse. Jeg kan ikke, jeg vil ikke. Jeg ligger lige så stille, men med benene helt klemt sammen. Tårerne løber ned af kinderne på mig og jeg siger om og om igen: “Jeg kan ikke, det er for tidligt. “ Martin, der hele tiden har været ved min side, og har gjort alt hvad han kan for mig, kigger mig dybt i øjnene og siger, at det er okay at give slip og det er nu vi skal have Casper ud. Jeg giver efter og 3 presseveer efter føder jeg Casper. Han bliver lagt op til mig, han er helt perfekt – bare født alt, alt, alt for tidligt.

Martin får ham efterfølgende over til sig. Han sidder op af sengen, hvor jeg ligger. Det er så hjerteskærende at se Martin med tårerne løbende ned af kinderne, imens han sidder med sin førstefødte søn og kigger på ham. Martin giver efterfølgende Casper tilbage til mig, og jordemoderen siger at vi må have ham hos os så længe vi vil, og vi til enhver tid kan sige til hvis vi vil se ham igen. Jeg husker ikke hvor længe der går inden de får lov til at tage ham med. Men jeg glemmer aldrig synet af jordemoderen, der går med min dreng.

1 1/2 time efter at Casper er kommet til verden kommer lægen. Lægen fortæller os at det ser ud til at fødslen af Victor ikke er gået i gang, og vi nu skal indlægges for at se om vi ikke kan beholde Victor. Vi får samtidig at vide at der skal lidt af et mirakel til for at han bliver derinde, men de vil gøre hvad de kan for at hjælpe os. Vi bliver kørt ind på en ny stue hvor vi skal være indtil der er plads til os på svangreafdelingen. Resten af aftenen husker jeg ikke andet end at jeg græder og er ulykkelig over at vi har mistet Casper. Men samtidig prøver jeg på at holde humøret oppe for Victors skyld…

Du kan læse næste afsnit her

Jeg hedder Kit og jeg er mor til Casper og Victor – dette er min historie.

Hvor går det godt!

Jeg blev gift den 15-09-2018 med min dejlige mand Martin. Glæden blev ekstra stor da vi den 10-10-2018 fandt ud af at jeg var blevet gravid. Allerede 14 dage efter bestilte vi en privatscanning, da jeg var nervøs for om alt var som det skulle være. Min mor havde desværre mistet 3 gange i uge 11, så derfor havde jeg behov for at få tjekket om alt var okay. Martin og jeg ankom til scanningen og var super spændte. Cirka 30 sekunder inde i undersøgelsen blev glæden dobbelt så stor – det var TVILLINGER!!!

Glæden var kæmpe stor, men hold nu op der fulgte mange ekstra bekymringer med… Vi bor på 3. sal og hvordan skulle vi komme op og ned med barnevognen som ikke måtte stå i opgangen. Så vi gik på husjagt.

Den 06-12-2018 var vi til 12-ugers-scanning og begge drenge var præcis som de skulle være. Alle tal var super fine og vi var mega glade og meget lettede.

Den 21-12-2018 var vi igen til en privatscanning. Vi kunne simpelthen ikke vente med at finde ud af hvad der gemte sig inde i maven. Det viste sig at være 2 sunde og raske drenge. Casper og Victor ❤  

Den 06-02-2019 skrev vi under på vores nye hus som vi skulle overtage til april. Så kunne vi lige nå at få lavet det der skulle laves inden Casper og Victor ville komme til verden. Martin og jeg var ude den aften for at fejre huskøbet og det at Casper og Victor havde det godt.

Vores mareridt begynder

Mit vækkeur ringer kl. 06.30, den 07-02-2019, og i samme sekund går vandet. Jeg er 21+6 uger henne. Jeg ligger stadig i sengen og kalder på Martin. Jeg siger at han skal ringe til fødeafdelingen på Hvidovre Hospital. Jeg ringer selv til min mor og siger at hun skal skynde sig at komme fordi vandet er gået. Min mor når at komme inden ambulancefolkene og der er ren panik hos Martin og min mor. Jeg var selv i chok, men var meget fattet omkring hvad der skulle ordnes af praktiske sager inden vi skulle forlade lejligheden. Ambulancefolkene kommer og får mig lagt på en båre, men vi venter i 20 min inden hold nr. 2 af ambulancefolkene kommer. De skal være 4 til at bære mig ned fra 3. sal.

På vej ind til Riget begynder veerne. Vi ankommer og bliver kørt ind på en stue, hvor vi venter på at en læge skal komme og scanne mig. Vi venter i over 1 time på lægen og på den lille stue uden vinduer hænger der 2 billeder af nyfødte børn med deres mødre. Det er så hårdt at kigge på for jeg er godt klar over at det her er helt galt. Det viser sig at det kun er vandet der er gået ved den ene dreng. De fortæller mig, at normalt ved en tvillingefødsel så kommer de begge 2 men det er set før at fødslen stopper efter det første barn. Efter et par timer er jeg fuldt udvidet og har presseveer, så vi bliver kørt ind på en rigtig fødestue.

I næste afsnit vil jeg fortælle om Caspers fødsel, som du kan læse her