Kits historie om Casper & Victor – del 2

Caspers fødsel

Inde på fødestuen bryder jeg helt sammen for første gang. Jeg græder og græder, og hverken Martin eller mor kan trøste mig. Der er så mange mennesker inde på fødestuen og de bliver ved med at komme og gå. En af dem kommer hen og præsenterer sig: “Hej, jeg er børnelæge og vil være her under fødslen og skal se dit barn når han er født. Jeg kan desværre ikke gøre noget og har derfor ingen instrumenter med. Det er simpelthen for tidligt til at jeg kan gøre noget.” Det er nok det hårdeste nogen nogensinde har sagt til mig. De scanner mig igen og fortæller at Caspers hjerte ikke slår mere, at han er død og jeg nu skal til at begynde at presse. Jeg kan ikke, jeg vil ikke. Jeg ligger lige så stille, men med benene helt klemt sammen. Tårerne løber ned af kinderne på mig og jeg siger om og om igen: “Jeg kan ikke, det er for tidligt. “ Martin, der hele tiden har været ved min side, og har gjort alt hvad han kan for mig, kigger mig dybt i øjnene og siger, at det er okay at give slip og det er nu vi skal have Casper ud. Jeg giver efter og 3 presseveer efter føder jeg Casper. Han bliver lagt op til mig, han er helt perfekt – bare født alt, alt, alt for tidligt.

Martin får ham efterfølgende over til sig. Han sidder op af sengen, hvor jeg ligger. Det er så hjerteskærende at se Martin med tårerne løbende ned af kinderne, imens han sidder med sin førstefødte søn og kigger på ham. Martin giver efterfølgende Casper tilbage til mig, og jordemoderen siger at vi må have ham hos os så længe vi vil, og vi til enhver tid kan sige til hvis vi vil se ham igen. Jeg husker ikke hvor længe der går inden de får lov til at tage ham med. Men jeg glemmer aldrig synet af jordemoderen, der går med min dreng.

1 1/2 time efter at Casper er kommet til verden kommer lægen. Lægen fortæller os at det ser ud til at fødslen af Victor ikke er gået i gang, og vi nu skal indlægges for at se om vi ikke kan beholde Victor. Vi får samtidig at vide at der skal lidt af et mirakel til for at han bliver derinde, men de vil gøre hvad de kan for at hjælpe os. Vi bliver kørt ind på en ny stue hvor vi skal være indtil der er plads til os på svangreafdelingen. Resten af aftenen husker jeg ikke andet end at jeg græder og er ulykkelig over at vi har mistet Casper. Men samtidig prøver jeg på at holde humøret oppe for Victors skyld…

Du kan læse næste afsnit her