Del 29 – Hvordan har vores pårørende støttet os?
Min første reaktion efter Viljas død var at isolerere mig fra mine omgivelser. Jeg ville ikke tale med nogen eller se nogen. Andreas og mine forældre og søskende kom og gik for at se til os, men jeg var ikke til stede og jeg var ligeglad. Normalt er jeg et menneske, der er opmærksom på at andre har det godt, men jeg var så ulykkelig at det hele var ligegyldigt – Vilja manglede i mine arme og jeg savnede hende mere end jeg nogensinde før har savnet nogen!
Jeg har sidenhen fundet ud af at vores forældre og søskende var en stor hjælp for Andreas, så han kunne koncentrere sig om mig og sig selv. Han skulle ikke tænke på indkøb, madlavning eller rengøring. De hjalp med alt, hvad de kunne, men jeg så det bare ikke. Jeg var i min egen smerteramte sorgboble!
Jeg har tætte veninder som jeg også skubbede væk, og de respekterede at holde sig på afstand til jeg var klar til at se dem – det var i starten fuldstændig underordnet om mine veninder havde børn eller ej. Jeg havde bare brug for at gemme mig væk og ønskede af hele hjertet at jeg ville vågne af mit mareridt – men mit mareridt var virkelighed!
Jeg har fortrængt rigtig meget af det der skete i ugerne efter Vilja blev født, men jeg mindes at jeg svingede i mellem følelserne vrede, ked-af-det-hed og tomhed – jeg var bare vanvittig ulykkelig og jeg følte mig så alene og ensom!
Jeg blev sommetider så ramt af mine mange følelser at jeg ikke kunne tænke rationelt. Jeg kunne fx blive vred på mine pårørende over det de sagde, hvis jeg ikke delte samme holdning – Jeg kunne intet rumme og jeg følte at de ikke forstod min og til tider Andreas’ smerte! Sådan var min oplevelse, fordi jeg i følelsernes vold tænkte at det kun var Andreas og mig, der mærkede det intense savn til Vilja!
Vores pårørende lod sig dog ikke skræmme af mine meget ekspressive følelser, som jeg angreb dem med i tide og utide. De holdt ved og tog imod alle de skyts jeg sigtede mod dem. De kunne stå for skud eller sørge for vores basale behov, det var det som jeg kunne magte. Jeg har sidenhen forstået at de var bange for også at miste mig. Deres smerte over tabet af vores elskede Vilja blev blandet ind i at jeg heller ikke længere var den samme rummelige og omsorgsfulde Louise. Den Louise jeg var før vil nok aldrig helt finde tilbage, fordi en del af mig døde med Vilja – noget af mig fulgte med hende!
Der skulle et af Landsforeningen Spædbarnsdøds sorgseminarer til før jeg begyndte at forstå min sorg i andet lys end i følelsernes vold. Jeg forstod, at jeg også var nødt til at tage en del af ansvaret på mig for at jeg kunne lade mine pårørende hjælpe mig på bedste vis. Hvis jeg ikke kunne italesætte mine behov i sorgen, hvordan skulle de så kunne støtte mig fremad? Landsforeningen Spædbarnsdøds sorgseminar lærte mig teori om sorg. Seminaret viste mig et billede af at mine reaktioner var naturlige – men på ingen måde smukke! Sorgreaktioner er ikke kun gråd og behov for omsorg, reaktionerne er også barske, ubarmhjertige og virker til tider afvisende – de er ude af kontrol. Jeg tænker at en sorgboble kan ses som en beskyttelsestilstand – et skjold for en uønsket tilstand og en urimelig proces!
Jeg forsøgte derfor at gå i dialog med mine pårørende, og det var ingen nem opgave, hverken for dem eller mig. Der var perioder hvor jeg lukkede af og perioder, hvor jeg viste vrede. Men mine pårørende stod klar og gjorde deres bedste for at anerkende min smerte. De lod mig få den tid jeg havde brug for, for at kunne kommunikere bedre og i nogle tilfælde formåede jeg at stå til ansvar for den “smerte” jeg også havde påført dem. Jeg begyndte igen at se følelser, som nuancerede udtryk fra flere ståsteder – det er ikke kun mig der føler i sorgen over Vilja, det gør mine pårørende også!
Jeg har efter det første år forsøgt at tage mine pårørendes “briller” på, fordi jeg nu kan rumme at jeg ikke er den eneste, der har følt smerte. Sorgen er ikke min alene, fordi imens jeg sørger over tabet af Vilja, så er mine pårørendes sorg blandet af både at mangle Vilja, men også at mangle mig.
Jeg kender mange mennesker, men det er endnu kun mine nærmeste pårørende, som jeg har mødt. De mennesker som har turdet være i sorgen med mig, og som har forsøgt at forstå mit savn, dem har jeg “lukket” ind i mit meget påvirkede liv.
Jeg har også stiftet nye venskaber med andre kvinder og par, som har mistet deres børn. De mennesker har den samme forståelse for det behov vi, som forældre, har for at mindes vores barn, der mangler i vores arme. De har også fået en særlig og betydningsfuld plads i mit og Andreas’ liv.
Jeg har prøvet at være og er stadig selv pårørende til andre, som har eller har haft udfordringer i deres liv. Det giver mig forståelsen af, at man ikke bør underkende, hvor hårdt det også er at være pårørende til et menneske i sorg eller krise. Pårørende bærer både sin egen og sin kæres smerte i hjertet og på sine skuldre.
Jeg kan være taknemmelig for at jeg har så mange pårørende, der har og fortsat vil støtte mig. Jeg har meget at være ulykkelig over, men også noget at være taknemmelig for. Jeg sætter pris på, at jeg forstår at reflektere over andres tanker og følelser, og deres kontrast til mine tanker og følelser – ikke mindst sætter jeg pris på at mange omkring mig er interesseret i at ville forstå mig, lige som jeg også gerne vil forstå dem.
Jeg er stadig i sorg og savner Vilja ubeskriveligt meget, men jeg har også plads til at mindes og forestille mig hende med kærlighed! Jeg har fået mere plads til igen at lytte og tale med mine pårørende om deres følelser, selvom mine følelser stadig ligger lige under huden og der ikke altid skal så meget til, at jeg føler mig ramt. Det vigtige er at Andreas, mine pårørende og jeg prøver at navigere i sorgen, som altid vil være en del af vores liv. Jeg har derfor det at være taknemmelig for, at mine pårørende og kære mand forsøger sammen med mig at finde en balance – en balance hvor Vilja er med os i hjerterne, samtidig med at vi også forsøger at leve!
Læs videre i Del 30 – Mit eget kropsbillede efter fødslen, som vil kunne læses d. 16.04.20
Er jeg mor nu? 